Menu
Forrige artikel Næste artikel

År nul

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 632

Gribende og dramatisk beretning om verdens forsøg på at blive normal

Forfatteren Ian Buramas bog ”År Nul” afdækker en side af opgøret efter 1945, der ikke tidligere har været fortalt så gribende og dramatisk.

Af Erik Ingemann Sørensen

I sin doktordisputats ”Volksgemeinschaft am Ende. Gesellschaft und Gewalt 1944/45” skriver den tyske historiker Sven Keller blandt andet om slutningen af 2. verdenskrig: ”Das Alte konnte so in einem Akt der Selbstvergewisserung und der Machtdemonstration beweisen, dass es nocht nicht am Ende war, dass die eigenen Werte und die eigene Identität nach wie vor Gültigkeit beanspruchen und notfalls gewaltsam durchgesetzt werden konnte…” 

Overgangen fra perioden 1933 – 1945 til ”Stunde Null” var ikke på nogen måde smertefri. Tværtimod. Hverken i de tyske ruiner, de japanske, de europæiske. Eller noget sted hvor krigen havde trukket sine frygtindgydende spor. For senere generationer er det især processerne i Nürnberg, der har kendetegnet retsopgøret. Et af hovedværkerne – udover de officielle retsdokumenter – er Ann og John Tusa’s ”The Nuremberg Trials”. (se også: http://www.nizkor.org/hweb/imt/tgmwc/tgmwc-21/).

De spektakulære retssager står for mange som det definitive opgør med nazi-regimets forbrydelser mod menneskeheden. Men det var kun den øverste lille top af isbjerget, man her blev præsenteret for. Og der måtte yderligere skrives helt nye love for at domstolen kunne dømme.

Ønsket om en ny verden
Befolkningerne rundt om på kloden ønskede nu at komme videre. At leve i en verden uden frygt. Men. Der var også et brændende ønske om retfærdighed for slet ikke at tale om hævn. Det er dette emne, Ian Burama tager op i sin stærke bog – i øvrigt fornemt oversat efter den oprindelige engelske udgave af Brian Dan Christensen.

At ønsket om retfærdighed ikke er døet ud – at jagten på krigsforbrydere stadig fortsætter – ser vi blandt andet hos den fremragende historiker, Dennis Larsen, ”Frøslevlejrens Museum”. Hans arbejde med krigsforbrydelser, hvor danskere deltog, har blandt andet resulteret i, at ”Simon Wiesenthal Centret” har bedt om hans assistance i denne jagt. Derfor arbejder Statsadvokaturen i øjeblikket med en undersøgelse af danskeren Helmuth Leif Rasmussens rolle under krigen. ”Det kan aldrig være for sent at finde dem”, siger Dennis Larsen. Og tilføjer: ”Ikke for at få hævn – men for at retfærdigheden kan ske fyldest.”

Man kan vel tilføje, at så længe arrene er der, så må retfærdigheden have højeste prioritet.

Den russiske fotograf, Sergei Larenkow, har komponeret en lang række billeder fra nutid og fortid. Disse fotocollager viser – ofte på en ganske stilfærdig måde – disse ar. Som for eksempel nedenstående.

 

(Brandenburger Tor – 1945 og i dag. Fotocollage af Sergei Larenkow, 2007)

Privat udgangspunkt
Ian Buramas bog tager afsæt i sin egen familiehistorie. Faderen var ved et tilfælde som ung jurastuderende blevet deporteret til Berlin, hvor han blev tvangsarbejder. Her oplevede han rædslerne i arbejdslejren og de allieredes voldsomme bombardementer af byen.

Efter befrielsen vendte han tilbage og genoptog sine studier ved universitetet i Utrecht. Det, der i den grad undrede sønnen, var, at han her underkastede sig de mest ydmygende optagelsesritualer. Faderens kommentar var, at sådan havde det altid været – og nu – selv under disse optagelsesfornedrelser – kunne livet gå ”sin vante gang”.

På denne måde får Burama dramatisk understreget, hvor brændende ønsket om at vende tilbage til ”normalen” fra før krigen var.

Intet blev som før
Men verden kunne – ifølge Burama – ikke længere vende tilbage til ”Die Welt von Gestern”. Dertil havde begivenhederne været alt for voldsomme. Kulturerne var sunket i grus. Det dyriske menneske havde overtaget scenen på en måde, der ikke tidligere var set i verdenshistorien. Det er scenerne for denne dyriske fremfærd, der er grundlinjen bogen igennem. Og det myldrer med dem.

Det er derfor umuligt i en anmeldelse at komme ind på alle disse. Men Burama har en nogle pejlemærker bogen igennem. Et af disse er de officielle retslige opgør: staten mod den enkelte – mod kollaboratøren. Ét eksempel er retssagen mod Vichy-regeringens leder, Pierre Laval. Her er det helt på sin plads at genbruge udtrykket ”Et juridisk galehus”. C. B. Henriques bemærkning om det danske retsopgør. Under retssagen mod Laval fandt adskillige episoder sted, der aldrig skulle have været forekommet i en retsstat. Burama skriver: ”Retssagens dramatiske højdepunkt var Lavals protest over dommernes partiskhed: ”I kan fordømme mig!”, råbte han, mens han bankede dokumentmappen med den indgraverede præsidenttitel i bordet: ”I kan gøre det af med mig: men I har ikke ret til at tilsvine mig!” Hvorefter en af nævninge råbte: ”Hold kæft, din forræder!” Laval skreg i vildt raseri, at han var franskmand, der elskede sit land. Og nævningene råbte tilbage, at han var en skiderik (salaud), der ”fortjente tolv kugler” fra henrettelsespeletonen…”

Efter dødsdommen tog Laval en giftampul. Men sidste salgsdato var overskredet. Så han blev genoplivet – for - efter at han var kommet lidt til sig selv – at blive slæbt til henrettelsespladsen og skudt.

Faktisk er der et lignende tilfælde i Danmark. Stikkeren Gudrun B. begik et mislykket selvmordsforsøg umiddelbart efter befrielsen. Hun blev afhentet på Kommunehospitalet den 6. maj, slæbt bevidstløs ind i en bil fra ”Holger Danske”, herefter kørt til Aurehøj Gymnasium, hvor hun kort tid efter blev skudt – ”under flugtforsøg”. Forskellen mellem ”gadens parlament” og retssalen kunne til tider være svær at få øje på.

Japanske krigsforbryderprocesser
General Yamashita Tomoyuki blev stillet for en amerikansk krigsret i Japan. Også her var der tale om dyriske forbrydelser: ”…begav tropperne sig ud i et voldsorgie. Kvinder i alle aldre blev voldtaget og myrdet. (Som under den russiske fremrykning på østfronten). Spædbørn og børn blev smadret mod vægge eller revet i stykker med bajonetter. Mænd blev lemlæstet for sjov og dernæst massakreret. Hospitaler blev plyndret og patienterne brændt levende…”, skriver Ian Burama. General Tomoyuki blev stillet til ansvar for disse krigsforbrydelser. Ifølge Burama fik han ”…bestemt ingen retfærdig rettergang. Dommerne var militære sagsbehandlere, hvis kendskab til loven var lige så begrænset som deres forståelse for forholdene på slagmarken. En af dem kedede sig så meget, at han ganske enkelt sov en stor del af tiden. Generalen blev hængt den 23. februar 1946.

Der kom meget vrøvl fra den kontroversielle MacArthur. Men alligevel satte han ”… på sin pompøse måde ord på en følelse, der gik igen i samtiden: Retssagerne mod de tyske og japanske krigsforbrydere såvel som deres medskyldige handlede ikke blot om at genoprette lov og orden, men om at genoprette ”civilisationen. Det var samme sprog, som blev brugt under processerne i Nürnberg og Tokyo…”

De civile samfund
Burama følger de store processer rundt om på kloden. Men han går også i dybden med de civile samfund – de lokale – hvor ønsket om hævn og retfærdighed oftest gav sig udslag i det, der kan karakteriseres som dømt af ”gadens parlament”. Alene en mistanke kunne være nok til, at der kom kontant afregning.

 

(Gadens parlament har gennemført kontant afregning i Amsterdam. Foto fra bogen)

Ovenstående billede kunne i realiteten være taget i de fleste befriede lande. Som nu på Bornholm, hvor frihedskæmpere klippede håret af piger, der havde ”samarbejdet horisontalt”.

Dette er endda i den mere ”fredsommelige” ende af skalaen. Især i Frankrig herskede en form for blodrus, der resulterede i adskillige mord på de piger/kvinder, der havde haft en tysk soldat som kæreste. Eller som havde måttet prostituere sig – blot for at kunne overleve. Blot for at kunne opretholde livet for sig selv og eventuelle børn.

I den anden ende finder vi kvinder, der totalt hengav sig til ”befrierne” eller ”erobrerne”. De havde levet i 5 år uden mand og kæreste. Mange levede i usikkerhed. Ville den kære overhovedet komme hjem igen. Pludselig blev de konfronteret med unge mænd i flotte uniformer.

Euforiens voldsomhed beskriver Burama med en sammenligning til en helt ny kultur, der dukkede op omkring 20 år senere: ”I en bestemt forstand kan de allierede soldaters oplevelser i de befriede lande i sommeren 1945 bedst sammenlignes med, hvad der skete 20 år senere. Her blev befrielsen også udtrykt som en slags mani, der først og fremmest var erotisk….Hollandske mænd led nederlag, militært i 1940, seksuelt i 1945…” hedder det i et citat af Horn: ”More than Cigararettes, Sex and Chocolate…” Og der var en pris: ”I 1945 blev fem gange så mange kvinder med seksuelt overførte sygdomme indlagt på de parisiske hospitaler, som i 1939. I Holland blev der født flere end 7.000 uægte børn i 1946, tre gange så mange som i 1939.

 

(Den erotiske eufori kom til udtryk på mange måder. Billedet stammer fra bogen)

Det mest gribende billede af kvindeligheden stammer imidlertid ikke fra den mere civiliserede side af samfundet. Det finder vi i koncentrationslejren Bergen-Belsen. Den kommanderende officer for en britisk ambulanceenhed, oberstløjtnat Gonin, erindrer: ”Læbestift gjorde efter min mening en større forskel for de internerede end noget andet. Kvinder lå i senge uden hverken sengetøj eller natkjole, men med purpurrøde læber, og man så dem gå omkring uden andet end et tæppe over skulderen, men med skarlagensrøde læber…Endelig havde nogen gjort noget for, at de igen kunne føle sig som individer. De var nogen, ikke længere blot et nummer, der var tatoveret på deres arm. Endelig kunne de gøre noget ud af sig selv. Den læbestift var første skridt på vej mod at give dem deres menneskelighed tilbage…”

I al sin enkelthed står dette citat måske som et af de mest rystende i hele bogen. En læbestift var alt, der skulle til, for at livet kom tilbage. Den menneskelige værdighed.

A new beginning
”Stunde Null” blev hurtigt det tyske begreb for den nye tid, der i realiteten begyndte den 8. maj 1945 med den tyske hærs totale overgivelse. Men længe – meget længe endda – var det, som blev viseren stående på netop ”Null”. Man måtte verden over gøre op med så meget, forekommer det, at uret ikke kunne komme i gang igen. Før der havde fundet en udrensning sted. Fra top til bund.

Men den kom aldrig. Traumerne blev siddende – sårene blev til ar med tiden – men forløsningen synes aldrig at være kommet. Det er nok det mest rystende ved denne bog.

 

(12 år tidligere var det bøger, der blev brændt på bålet. 
Nu tændte man ild – i forsøg på at overleve – og komme videre. Foto fra bogen)

Ian Buramas bog er ikke en, man bare lægger fra sig. Den er så markant og gribende – så nyfortællende – at der går lang tid, før man kommer sig over læseoplevelsen. Det er ganske enkelt en af mest markante bøger om ”År nul”, som jeg mindes at have læst. Det er en bog, der skal læses.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Kraniet fra Katyn
Hitler - en biografi & Adolf Hitler - et politisk portræt
Efter D-dag