Menu
Forrige artikel Næste artikel

Anden Verdenskrig

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 807

Af Erik Ingemann Sørensen

Man kan med rette stille spørgsmålet, om det er muligt for én enkelt person at skrive en samlet fortælling om den mest forfærdelige begivenhed i menneskehedens historie. Men det er lidt svært at besvare. Imidlertid er den form og den måde, Antony Beevor har valgt at gøre det på af en sådan karakter, at det rent umiddelbart forekommer at være muligt.

Med sine tidligere bøger har Beevor på det fornemste bevist, hvordan han på baggrund af sin omfattende forskning kan formidle et både tungt og vanskeligt stof i et flydende og elegant sprog. Naturligvis tabes/undlades/glemmes der noget undervejs. Men det er prisen for at undgå staccatoen.

Den helt store – og rystende – styrke ved bogen er, at forfatteren i samtlige af de 50 kapitler, bogen består af, får det helt almindelige menneske med. Hverken den menige soldat eller civilisten er glemt. Deres oplevelser beskrives på en sådan måde, at man ganske enkelt ikke kan ryste disse af sig efter endt læsning. Så forfærdende er de.

Hvornår startede 2. Verdenskrig?
Traditionelt sætter man datoen for krigsudbruddet ved Tysklands angreb på Polen den 1. september 1939. Beevor funderer i indledningen over udsagnene om forskellige tidspunkter. Nogle mener, der er tale om en europæisk ”trediveårskrig”. Altså 1914. Andre mener, ”det bolchivikiske statskup i 1917” er starten. Nogle ”Den Spanske Borgerkrig”, mens visse ”asiatiske historikere hævder…at Anden Verdenskrig begyndte i 1931 med den japanske invasion af Manchuriet”. Der er egentlig megen raison i de forskellige begrundelser. Beevor selv starter med en omtale af grænsekrigen mellem Sovjetunionen og Japan, der blev udkæmpet i perioden 12. maj til 31. august 1939 (Slaget ved Khalkhin Gol).

Der var knapt nok ro i øst, før helvedet brød løs i vest. Det skete, da krydseren ”Schleswig-Holstein” affyrede sine kanoner mod Danzig klokken 04.45 den 1. september. ”Den mørke skov, fuldmånen og mosekonens bryg leverer en fantastisk scene”, skrev en tysk panserchef i dyb kontrast til den morderiske nedslagtning der fulgte de efterfølgende 5 år. Beevor understreger, at tyskerne næsten omgående begyndte deres krigsforbrydelser: ”Jævne tyske soldater, ikke kun medlemmer af SS, nød at mishandle jøderne, skar de ældres skæg af, ydmygede og voldtog unge kvinder…” Allerede den 4. oktober udstedte Hitler en amnestiordre for de soldater, der havde begået krigsforbrydelserne. Begrebet ”undermennesker” besatte såvel de menige soldater som den nazistiske ledelse. Blot 6 år efter, nazisterne var kommet til magten. Noget der den dag i dag giver stof til alvorlig eftertanke. Og det gentager sig i østen med japanerne. Hvordan kunne kulturfolk så hurtigt blive til dyr? Spørgsmålet dukker op adskillige gange undervejs. For også de allierede begik frygtelige krigsforbrydelser. Hævnmotivet står umiddelbart for. Men hvad så med Arthur Harris – bedre kendt som ”Bomber Harris”? Han stædige holden fast ved, at tyskerne kunne bombes til overgivelse, resulterede - ud over frygtelige menneskelige lidelser – også i vanvittige ødelæggelser af uerstattelige kulturværdier (F.eks. Dresden, Würzburg, Lübeck). Hvad med de engelske middelalderhistorikere der – vel vidende hvorfor – omhyggeligt redegjorde for bygningskonstruktionerne, så bomberne havde den største effekt? Bogen igennem møder vi disse moralske dilemmaer? Hvad dækker egentlig begrebet ”i en højere sags tjeneste”? Findes der overhovedet et svar?

Kronologisk vekslen mellem fronterne
Beevor har stort set valgt at følge den kronologiske opbygning. Derfor får vi også på et tidligt tidspunkt besættelsen af Danmark med. Omtalt som en forholdsvis let opgave. Til gengæld får Danmark en positiv vurdering af Beevor, da han kommenterer Churchills beskrivelse af landet, som ”Hitlers tamme kanariefugl”. Dette synspunkt kalder Beevor for ”ganske uretfærdigt”. I det hele taget må det siges, at Danmark får en ganske pæn dækning i fremstillingen.

Denne form for opbygning giver naturligvis fra tid til anden nogle abrupte spring fra den ene front til den næste. Og der skæres da også nogle hjørner undervejs for at sikre en glidende sammenhæng. Men det er nu ingen katastrofe, da Beevor gennem adskillige tilbageblik får knyttet trådene godt sammen. Og her er igen hans styrke igen den fornemme og medrivende fortælling.

På samtlige fronter møder vi officerer og menige midt i ragnarok. Men også det ganske almindelige menneske, der er fanget ind i rædslerne. Ofte sker det med uddrag af breve og dagbøger. Som f.eks. i et dagbogsnotat fra den tyske generaloberst Halder, der den 3. juli 1941 – 12 dage efter starten på ”Operation Barbarossa” – nøgternt noterer, at det ”nok ikke var nogen overdrivelse at sige, at det russiske felttog er blevet vundet i løbet af to uger…” Men kunne han forestille sig andet på dette tidspunkt? Også den danske udenrigsminister, Erik Scavenius, troede jo fuldt og fast på, at en ny tid var kommet. For at blive. ”Ved de store, tyske Sejre, der har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprundet i Europa, der vil medføre en ny Ordning i politiske-økonomisk Henseende under Tysklands Førerskab…” (Tiltrædelseserklæringen 8. Juli 1940).

I øvrigt møder vi politikerne, deres synspunkter, vilde forestillinger, drømme, analyser, handlinger og i særdeleshed intrigespil igen og igen. Det er både fascinerende, spændende og fortvivlende læsning. Ofte suppleret med Beevors private og endog særdeles subjektive kommentarer. Som følgende om den britiske chef i Malaya, generalløjtnant Arthur Percival: ”en meget høj og tynd mand med et militæroverskæg, som ikke kunne aflede opmærksomheden fra hans hestetænder og vege hage…” Spillet mellem Churchill, Roosevelt og Stalin er fremragende beskrevet. Teheran-konferencen er gengivet med de hemmelige mikrofoner osv. – så læseren efterlades med undren over, hvor ignorante de vestlige ledere egentlig kunne være.

Hitlers vanvid understreges igen og igen. Hans utrolige position som ”Rigets første soldat” gjorde – sammen med det tyske officerskorps generelt blinde lydighed – sit til, at det gik, som det gjorde. Heri er der intet nyt. Men Beevors mange vinklinger er med til at tegne baggrunden for, at det hele udviklede sig, som det gjorde. At værnemagten ikke skulle kende til hverken Rassenkrieg eller udryddelseskrig bliver blankt afvist. Allerede den 30. marts 1941 sagde Hitler til sine generaler, at det drejede sig om en udryddelseskrig. At den menige tysker intet kendskab havde til udryddelsen af jøder afvises ligeledes.

Den menneskelige fornedrelse
Mens man i de tyske kz-lejre flittigt eksperimenterede med at anvende menneskelig i forskellige produkter (I G Farben med flere), forholdt det sig helt anderledes i Leningrad under den tyske belejring. For at overleve, måtte indbyggerne spise de døde. En mor gemte således liget af sit barn under sengen, så hun havde mad. I østen spiste de japanske soldater deres fjender. De af deres kammerater, der ikke ville deltage, risikerede at blive slået ihjel for siden at ende på tallerknerne. Spørgsmålet er, om den menneskelige forråelse og fornedrelse kan nå længere ud. Til gengæld er der ingen tvivl om, at krig og det, at livet udelukkende bliver til spørgsmålet, om man kan overleve de næste 24 timer, fjerner enhver moralsk tanke råt og brutalt. Det er en af de helt store pointer i bogen.

Det vil være på sin plads her at omtale det utrolige noteapparat, forfatteren jonglerer rundt med. Det er noget af det ypperste, jeg erindrer at have set.  Det understreger hvor omfattende et forskningsarbejde, der ligger bag tilblivelsen af bogen. Samtidig er det en fremragende støtte for den læser, der ønsker at gå i dybden med et bestemt område. Superbt. Og så er der tale om fortløbende noter, hvilket gør det uanet lettere at slå op.

Hertil kommer, at bogen er glimrende illustreret. Vel er der gamle kendinge. Det kan jo ikke undgås. Men der er også helt nyt billedmateriale. Efterhånden har man vænnet sig til at se lig i bunker. Ruiner. Nederlagenes ansigter. Ét enkelt billede viser mere end hundrede andre krigens forfærdende ansigt. Det stammer hverken fra kz-lejre eller kamphandlinger. Det er tre små portrætter af Nina Petrova, en indbygger i Leningrad. Det første er taget i maj 1941 og viser en buttet, nydelig kvinde. I maj 1942 er hun atter fotograferet, afmagret og med stirrende, næsten døde øjne. Det sidste er taget 5 måneder senere. Det er stort set kun trækkene omkring munden, der er med til, at man kan genkende hende. Halvandet år er alt, der skulle til.

Problematiske elementer
Som Antony Beevors andre bøger er også denne forsynet med en lang række kort, der beskriver de forskellige frontafsnit og troppeplaceringer. 25 kort i alt. De er en god støtte undervejs. Men desværre er de overraskende mangelfulde, og fejl findes også. Der er to hovedanker. Selv om kortene beskriver kamphandlinger over en længere periode, har man generelt undladt at bringe frontbevægelserne. Stort set er det med pile kun angivet, hvorfra fremstødet blev sat ind. Da det netop er bevægelserne over tid, der viser kampenes udvikling, er dette noget nær katastrofalt.

Hertil kommer, at kortene godt nok er angivet med signaturer for armékorps og infanteridivisioner. Men der er komplet mangel på disse signaturer. Det er ikke så lidt af en undladelsesynd. Nu må læseren i stedet hente forklaringerne i indledningen til Beevors ”D-dag” (eller følgende på nettet: http://en.wikipedia.org/wiki/Military_organization). Sjusk. Og så veksles der frit og frejdigt mellem romerske tal (L) og almindelige europæiske (50). Det er jo fuldstændig irrationelt.

Endvidere mangler de specielle topografiske detaljer på flere af kortene. Især floder og højdedrag, der ofte spillede en afgørende rolle. Kortet over invasionen af Norge og Danmark er misvisende. Her angives, at der kun fandt faldskærmsnedkastninger sted ved Aalborg. Det er forkert. Også Masnedø blev angrebet med faldskærmstropper den 9. april. At Beevor undlader at omtale, at nedkastningerne over Danmark var verdenshistoriens første faldskærmsjægerangreb er også uheldigt. (I øvrigt blev de 80 faldskærmsjægere modtaget af den civile fortmester og 2 soldater – uden ammunition).

Det skal påpeges, at det ikke er Lindhardt og Ringhof, der hæfter for fejlene. De har gengivet det engelske oplæg 100%.

Som nævnt tidligere er der tabt/undladt/glemt noget undervejs. Men en af Beevors vurderinger vækker imidlertid undren: ”tragedien for Tysklands senere ofre var, at en stor del af befolkningen, der var desperate efter orden og respekt, var ivrige efter at følge den mest hensynsløse forbryder, verden nogensinde har oplevet.” Det er rigtigt, at Hitlerregimet gav tyskerne både orden og selvrespekt. Samt stort set udryddelse af arbejdsløsheden. Men uanset hvilket parameter, man anvender, kan Hitlers forbrydelser ikke måle sig med dem, der blev begået af den russiske diktator Josef Stalin. Ofrenes antal sættes i bogen ”Le livre noir du communisme” (af Stéphane Courtois m.fl., Paris 1997) til omkring 20 millioner, og i samme bog er tallet for Maos sat til 65 millioner. Tallene er naturligvis svære at fastsætte præcist. Professor Bent Jensen sætter ofrene for stalinismen til mellem 11.5 og 14.1 millioner. Men uanset usikkerheden er det forkert at kalde Hitler ”den mest hensynsløse forbryder, verden nogensinde har oplevet”

Generelt er der tale om en fin oversættelse bogen igennem. Men der dukker en hel del smuttere op undervejs. At kalde russerne for sovjetter er forkert, Hitlerjugend er nu engang i ét ord. Karinhall hedder Karinhalle, Adlon Hotel i Berlin har altid heddet Hotel Adlon, og hvad er egentlig en urban slagmark? Og en skeletadministration? Og så blæser man nu engang ikke klartskib, men klart skib. Nogle steder har oversætteren en kommentar, supplerende information med. Andre gange ikke. Der er ingen systematisk fremgangsmåde.  Desværre er der også mangler i registeret. Flere steder finder man kun én henvisning, skønt det nævnte optræder adskillige andre steder. Lidt sjusket.

Et hovedværk om perioden
Men uden tøven: det er et hovedværk, Antony Beevor her har skrevet om Anden Verdenskrig. Interessen for emnet er absolut ikke dalende. Næsten tværtimod. Bog efter bog udkommer, film efter film og tv-udsendelse efter tv-udsendelse. En del hænger naturligvis sammen med, at nye arkiver er blevet tilgængelige. Men det er nok den brede fascination, der er den væsentligste faktor. Og her er Antony Beevors bog ganske enkelt det folkelige – ment i ordets bedste betydning - hovedværk, der kan supplere alle disse udbud. I uddannelsesinstitutioner, på folkebibliotekerne, men ikke mindst ”hjemme i stuen” vil det være en af de allerbedste indgange til denne periode. Ikke mindst takket være Beevors uforlignelige evne til at fortælle. Det er ganske enkelt fremragende.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Pigen fra Auschwitz
Beredskab ved daggry
Bag fjendens linjer