Arnhem
Menu
Forrige artikel

Arnhem

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 861

Fremragende Beevor

Den engelske historiker Antony Beevor’s bog: ”Arnhem. Slaget om broerne” bygger for en stor del på helt nye kilder. Men det tragiske resultat ryster voldsomt endnu engang. Og det hele kunne have været undgået.

Af Erik Ingemann Sørensen

Da indbyggerne i Arnhem vendte tilbage til deres ødelagte by i 1945, fik de ikke så lidt af et chok. Det syntes, som der stadig blev kæmpet i byen. Så slemt var det nu ikke. Det var et engelsk filmhold, der allerede var begyndt med optagelserne til spillefilmen: ”Theirs is the Glory”, der havde premiere året efter. En hyldest til de tapre. Og alt andet end kritisk.

Theirs is the Glory

Samme år havde endnu en engelsk film premiere – ”The red Beret” – der fortalte historien om denne enheds indsats ved Arnhem. Også heroiserende.

Man siger, at det er sejrherrerne, der skriver historien. Havde dette været tilfældet for slaget ved Arnhem, så skulle tyskerne have gjort det. Men det var naturligvis ikke muligt. Heller ikke senere. Da forbundskansler Angela Merkel takkede nej til at deltage i 150-årsdagen for slaget ved Dybbøl, kommenterede hun det med ordene: ”Vi tyskere fejrer ikke vores sejre”.

I 1977 produceres den næste spillefilm. Med en stribe af datidens internationale stjerner fra både England, USA og Tyskland. Med Sean Connery som den, der er i centrum. Her er der hug til den tragiske mission og til Montgomery – leveret af netop Connery. Slutscenen, hvor de sårede og døende Red Berets synger en salme, mens tyskerne kommer, er ikke valgt tilfældig.

Filmene er nok nærmest udtryk for den folkelige formidling af historien.

Virkeligheden bag katastrofen

Siden landgangen i Normandiet den 6. juni havde det været amerikanerne, der stjal overskrifterne. Takket være ikke mindst den flamboyante generalløjtnant Patton. Det irriterede Churchill temmelig meget – og Montgomery havde det absolut ikke godt med situationen. Sejrherren fra Afrika skrev blandt andet følgende om Eisenhower: ”Eisenhower selv ved ikke rigtig noget om, hvad det vil sige at bekæmpe tyskerne. Han har ikke den rette slags fyre i sin stab til jobbet, og ingen i staben forstår, hvad det drejer sig om…” (s.55-56).

Forholdet mellem de to var betændt. På et tidspunkt måtte Eisenhower slå i bordet og minde Montgomery om, at det var Eisenhower, der var chefen. Det ændrede dog ikke meget ved Montgomerys excentriske stjernenykker.

I én enkelt sætning ridser Beevor de engelske bagtanker med ’Operation Market garden’ op: ”Churchill ønskede også, at operationen skulle styrke den engelske prestige, der var ved at falme nu. Og Montgomery så det som en chance for ”at tage kontrollen over de allieredes strategi…”” (s.51).

Field Marshal Montgomery indrømmede aldrig, at hans plan for ’Operation Market Garden” var en fejltagelse, der kostede tusindvis af soldater livet. (Foto Wiki).

Men det gik galt med operationen allerede under planlægningen. Den blev besluttet og sat i værk alt for hurtigt. Antony Beevor, der har en officersuddannelse fra Sandhurst, skriver lige ud: ”Det var ganske enkelt en meget dårlig plan fra starten. Alle de problemer, der fulgte, var afledt af dét. Montgomery havde ikke vist nogen interesse for de praktiske problemer i forbindelse med luftbårne operationer. Han havde ikke taget sig nogen som helst tid til at studere de indimellem katastrofale hændelser i Nordafrika, Sicilien og under nedkastningerne på Contentinhalvøen i Normandiet…” (s.64).

Endnu et alvorligt svigt i planlægningen var, at Montgomery overhovedet ikke inddrog terrænforholdene i sine betragtninger. Det fik en tragisk betydning – ganske som han helt overså, at faldskærmstropper kun var let bevæbnet og ikke kunne holde mod et større modangreb over flere dage.  Det er så eklatante fejl, at man undrer sig over, at der ikke meget, meget tidligere faldt en hård dom over Montgomery. Sidstnævnte hører så absolut ikke til Beevor’s favoritter. Det har han markeret igen og igen. Men denne gang står det lysende klart.

Eksempelvis indgik det heller ikke i forberedelserne, at noget eventuelt kunne gå galt. Ej heller hvilke modtræk fjenden kunne finde på – og de var overraskende mange. Nu blev det Murphys lov og ikke Montys, der gjorde udslaget.

Som brigadegeneral John Hackett senere sagde: ”Alt det, der kunne gå galt, gik galt.” (s.457)

Trods den uomtvistelige tragedie, tabet af tæt på 17.000 soldater og hundredvis af civile, skrev Montgomery kort tid efter i et åbent brev til generalmajor Robert Urquhart: ”I de kommende år vil det være en stor ting for en mand at kunne sige: ”Jeg kæmpede ved Arnhem””…(s.457).

Utrolige fortællinger

Antony Beevor er en stor fortæller med et fantastisk sprog. Hans sans for tid, sted og sammenhænge gør læsningen hæsblæsende. Men det er om at holde sig godt fast undervejs. Navne, regimenter, delinger – både engelske, amerikanske, polske og tyske - gør, at man flittigt må blade frem og tilbage i bogen mange gange. Men det gør absolut ikke noget. I øvrigt er den fint støttet af gode kort.

Sidst i bogen retter Antony Beevor en varm tak til de arkiver og enkeltpersoner, der har hjulpet ham med materiale. Det er især takket være disse, at forfatteren kan skrive ud fra ikke tidligere anvendte kilder, hvilket lægger en yderligere dimension til bogen. Mange soldater – på begge sider – samt civile skrev ned undervejs. Det har givet rystende og bevægende indblik i, hvad det var, der foregik.

Det er naturligvis umuligt at give et bare rimeligt rids af dette. Men én enkelt hændelse skal med. I Arnhem så man en ældre hollandsk herre, der gik forbi de mange faldne englændere. Han standsede ved hver enkelt falden, tog hatten af, stod stille. Og fortsatte så til den næste. I dyb respekt.

Hollænderne troede, de nu blev befriet – men tog grueligt fejl. (Illustration fra bogen)

Frygtelige konsekvenser for civilbefolkningen

Antony Beevor slutter ikke med nederlaget. Han har endnu et kapitel: ”Hungervinteren november 1944 – maj 1945”. Heri beskriver han den hollandske befolknings lidelser. 180.000 var blevet tvunget til at forlade deres hjem, hvoraf de fleste blev brændt. Hertil kom yderligere, at tyskerne henrettede på livet løs. Omkring 3.000 blev henrettet under krigen. De fleste af disse i forbindelse med ’Operation Market Garden’.

Tyskerne tog alt, hvad de kunne, med sig, da de trak sig tilbage. Regulære plyndringer som under 30-års krigen. Ikke underligt indfandt hungervinteren sig sidst på året. En vinter der krævede yderligere op til 22.000 dødsofre. Da befrielsen endelig kom, gik blandt andet RAF i gang med en luftbro, hvor man nedkastede fødevarer til de sultende hollændere, der havde været helt nede under 300 kalorier per borger per dag.

En af Beevor’s bedste

Bogen er en af Beevor’s bedste. Ikke mindst fordi den igen og igen dykker ned i enkeltskæbner – tragiske såvel som heroiske. Og så er den et veldokumenteret opgør med myten om Field Marshal Montgomery, som den helt store hærfører. Ørkenrotten havde så sandelig sine begrænsninger.

Han indrømmede aldrig sine fejl – og årsagen til, at det gik galt med operationen, skyldtes udelukkende det dårlige vejr. Fastholdt han indædt.

Ikke alene skriver Beevor fremragende. Han er også en spændende foredragsholder. Har man mod på det, kan man høre hans foredrag om ’Operation Market Garden’ her:

Udenlandske bøger kan ikke kandidere til prisen som ”Årets historiske bog”. Naturligt nok. Havde det imidlertid været tilfældet, er det svært at finde en værdig modstander til dette storværk.

Den er ganske enkelt fremragende.

Historie-online.dk, den 12. juni 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Det ensomme hjerte
Goebbels
Hitlers indre fjender