Menu
Næste artikel

Ragnarok

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 624

Af Palle Andersen, Historisk Samling fra Besættelsestiden

Joachim Fest er mest kendt herhjemme for sin biografi over Hitler (1973), som i dag er en klassiker.

Med sin nye bog Ragnarok behandler Fest Nazi - Tysklands dødskamp i de sidste uger af april 1945, med startskuddet d. 16. april, hvor Den Røde Hær indledte den sidste storoffensiv mod Berlin. 

Fremstillingen, eller fortællingen, som Fest insisterer på at kalde teksten, er opbygget kronologisk-kalejdoskopisk, med Hitler i førerbunkeren som fast omdrejningspunkt og med hyppige tilbageskuende perspektiverende indskud. I fire større kapitler følger vi det kaotiske, gruopvækkende og destruktive slutspil, hvor Hitler på ny og for sidste gang iscenesatte en (selv)destruktion uden lige. Disse fortællende kapitler suppleres af mere reflekterende og diskuterende afsnit, med referencer til historiografien indenfor nazisme-forskningen. Således diskuterer Fest spørgsmålet om ”konsekvens eller katastrofe: Hitlers rolle i historien” (s. 45 ff.). Med andre ord: Var Hitlers magtovertagelse og konsolidering med efterfølgende (selv)destruktion en konsekvens af den forudgående tyske historie, en tysk Sonderweg? Overordnet afviser Fest at man skulle kunne identificere en særlig tysk udvikling med rødder århundreder tilbage uden at forfalde til spekulationer. Desuden, i disse kontrafaktiske tider, må historikeren have øjnene åbne for, at der i givne historiske situationer lå andre muligheder end de faktisk realiserede. På den anden side: Det skal jo forklares, at den tyske vej var anderledes i det mindste i det 20. århundrede. Her peger Fest overbevisende på de chokbølger, det tyske nederlag i første verdenskrig afstedkom. Chokket, ydmygelsen (jf. Versailles-traktaten), revolutioner, uroligheder, forarmelsen m.v. betød at Weimar-demokratiet aldrig blev konsolideret. Hitler ”… steg til tops i en sjælelig nedbrudt nation”.(s. 50)

Meget i nazisternes retorik og politik var ikke nyt. Ofte havde Hitler dygtigt koblet sig og sin bevægelse på politiske holdninger og krav, der i forvejen var formuleret og dette tit med bred opbakning i det tyske samfund. Men omvendt, og med rette fremhæver Fest, at nazisterne efter magtovertagelsen var ude i et hidtil uset projekt, baseret på en ny radikal revolutionerende ideologi, ikke blot baseret på ”naiv imperialistisk begærlighed” men på ”en racebestemt utopi”, et ”nyt menneske”, der uafbrudt nyordnede, ødelagde, tvangsforflyttede …” (s. 53). Med denne vurdering af nazismen som revolutionær, og med en opvurdering af den ideologiske faktor, er Fest på linje med hovedtendensen indenfor nyere nazisme- og Holocaust-forskning. Det revolutionære bestod ifølge Fest primært i en hidtil uset destruktivitet, der, i forlængelse af et socialdarwinistisk livssyn, ikke gik af vejen for at udvirke den tyske befolknings undergang, hvis denne skulle vise sig svagest i den evige eksistenskamp. Hadet som et grundmotiv for Hitlers ideologi vendte sig mod den tyske befolkning, hvis undergang skulle iscenesættes så grandiost, at det ville sikre Hitler en unik plads i historien. Fests bog fremlægger ikke i egentlig forstand noget nyt i tolkningsmæssig eller kildemæssig forstand. Fest er gået til kilderne, men læseren er som regel ikke i stand til at kigge Fest i kortene, da bogen bevidst er uden noter men med en kort bibliografi. Derfor er Fests bog strengt taget ikke et videnskabeligt værk, men en (gen)fortælling og som sådan yderst pædagogisk og kompetent. Bogen må da være henvendt til den ”almindeligt historisk interesserede offentlighed”, der ikke kun drages af det dramatiske stof, men som også (for den tyske offentligheds vedkommende) forsøger at få integreret deres egen offerrolle i det samlede billede. Her er Fests bog et sobert bud. Vil man vide mere, kan man gå til nyere publikationer som Haffners En Tyskers historie, Beevors Berlin. Faldet samt Kershaws store Hitler-biografi.

Næste artikel
Se relaterede artikler
Berlins Undergang
Solen sortner og jorden synker
Tyske krigsforbrydelser 1939-1945