Menu
Forrige artikel Næste artikel

Diskret ophold

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 231

Af Palle Andersen, Historisk Samling fra Besættelsestiden

Med den voksende nazistiske jødeforfølgelse i slutningen af 1930’erne i Tyskland, Østrig og Tjekkoslovakiet øgedes behovet for jødisk udvandring. Parallelt hermed smækkede flere og flere lande, herunder Danmark, døren i. For jødiske familier blev det sværere at udvandre samlet. I stedet koncentrerede jødiske familier og organisationer sig om at få børn og unge ud, mens tid var. For dette virkede den zionistiske organisation Jugend Alijah. Organisationen tilsigtede at give børnene undervisning i den zionistiske ideologi og i praktiske (landbrugs-)færdigheder, hvorefter de skulle udvandre til Palæstina og medvirke til at opbygge et jødisk hjemland. Med det voksende pres for udvandring opstod der behov for mellemstationer før Palæstina. Det er her Danmark, og flere andre lande, kommer ind i billedet.

Primus motor i at få jødiske flygtningebørn til Danmark, og herefter administrere opholdet, var kvindeorganisationen Kvindernes Liga for Fred og Frihed. Heraf navnet Liga-børnene. Særligt aktivt i hjælpearbejdet var, på godt og ondt, Ligaens formand Thora Daugaard (frem til sommeren 1941). Også den danske afdeling af Ungdoms Alijah, og i særlig grad dens næstformand Melanie Oppenhejm, involverede sig. I kulissen stod Mosaisk Troessamfund, der finansierede børnenes ophold.

Ligaens ansøgning om at få flygtningebørn til Danmark stødte på modstand i justitsministeriet. Imidlertid blødte man op, da ministeriets betingelser kunne opfyldes: Kun midlertidigt ophold, garanti for certifikater til Palæstina, ingen arbejdstilladelse, ingen koncentration af unge m.v. Samtidig havde der vist sig stor interesse i private hjem for at tage et barn ind.

Det lykkedes at få 320 jødiske børn i alderen 13-16 år til Danmark. Flere kom videre til Palæstina, også efter besættelsen af Danmark. Fra d. 22. juni 1941 var det imidlertid slut. Tyskland angreb Sovjetunionen, og dermed var den sidste rute til Palæstina blokeret. Hermed strandede 184 flygtningebørn i det tyskbesatte Danmark.

Et tyngdepunkt i Rünitz’ fremstilling er Liga-børnenes problem- og konfliktfyldte ophold i Danmark. Børnene havde taget en smertefuld afsked med forældre og søskende for at flytte til et fremmed land, hvor de skulle bo hos fremmede mennesker, hvis sprog de ikke talte. En del børn var fysisk og psykisk svækkede, da de ankom til Danmark. De fleste børn var bybørn, som nu blev placeret på landet. De færreste var vant til det hårde fysiske arbejde, som mange af plejehjemmene forventede af børnene. Den foreskrevne oplæring i landbrugsarbejde kammede visse steder over i direkte udnyttelse af børnenes arbejdskraft. Kultursammenstødet og børnenes tilpasningsvanskeligheder blev ikke altid mødt med forståelse af plejefamilierne. I breve til Ligaens hovedkontor var det ikke ualmindeligt, at plejehjem karakteriserede børnene som næsvise, utaknemmelige, opsætsige og uarbejdsvillige. Hos Ligaen og Thora Daugaard var der ingen forståelse at hente. Her forventede man, at børnene i taknemmelighed over at være kommet til Danmark skulle udvise absolut lydighed. Daugaards breve til diverse Liga-børn var i en klasse for sig. Brevene var ofte holdt i en anklagende og truende form. En trussel, som indimellem også eksekveredes, var at flytte barnet fra det pågældende plejehjem og kredsen, hvormed barnet mistede kontakten til de omkringboende flygtningebørn, som havde været dets faste holdepunkt i tilværelsen.

Problemerne var også et resultat af, at for mange autoriter var inde over børnene. Der var ikke kun Ligaen og Ligaens kredsformænd, der var også Ungdoms Alijah, de jødiske vandrelærere samt plejeforældrene. Dette gav kompetencestridigheder, signalforvirring og loyalitetskonflikter.

Fra 1942 skærpedes kontrollen med børnene, både fra Ligaens og politiets side. Sociale sammenkomster, ferielejre m.v. blev droslet ned, for ikke at påkalde sig besættelsesmagtens opmærksomhed. Flytning fra et plejehjem til et andet kunne kun ske med politiets accept. Restriktionerne og ufriheden fik frustrationerne til at slå ud i lys lue hos mange af de flygtninge, der nu så småt var ved at blive voksne, og som ønskede sig frihed og social omgang med flygtningekammeraterne, en uddannelse eller en læreplads. Oveni frustrationerne og rastløsheden kom der i 1942, for sidste gang, meldinger om deportationer østpå af familie og venner. Ildevarslende rygter om de deporteredes skæbne belastede Liga-børnene i en i forvejen svær situation.

Ind i 1943 blev situationen uholdbar. Der måtte åbnes op for, at ”børnene” kunne tage uddannelse eller få læreplads. I månederne frem til jødeaktionen lysnede situationen derfor for en del af flygtningene.

I forbindelse med den tyske jødeaktion i oktober 1943 blev 45 Liga-børn arresteret. Det svarer til en fjerdedel af Liga-børnene. Værst ramt blev Liga-børnene på Fyn. Når så mange blev pågrebet, skyldtes det ifølge Rünitz ikke, at flygtningene manglede ressourcer eller netværk, men at disse ikke kunne aktiveres i kraft af, at advarsler om den forestående jødeaktion i en del tilfælde ikke nåede frem.

Bogen følger historien til dørs ved også at behandle Liga-børnenes situation i hhv. Theresienstadt og Sverige. Endelig behandles tovtrækkeriet efter krigen om arbejds- og opholdstilladelse vedrørende de Liga-børn, der ønskede at blive i Danmark.

Lone Rünitz har, i øvrigt med inddragelse af hidtil ubenyttet kildemateriale, leveret en grundig gennemgang af Liga-børnenes historie. Forfatteren gennemgår kompetent, hvordan forskellige mentaliteter, forventninger og behov hos børnene, Ligaen og andre aktører stødte sammen og i længere perioder afstedkom et problematisk ophold for mange af børnene. Bogen giver i øvrigt stof til eftertanke angående de vilkår, flygtninge bydes i dagens Danmark.

En mindre kritik kan rettes mod bogens fremstillingsform. Bogen er meget kildenær, hvilket normalt ikke påkalder sig påtale. Problemet er blot, at vi, med al respekt, med Liga-børnene er ovre i et lille hjørne af historien. Historien kan ikke bære, at der i den grad, som tilfældet er, citeres in extenso fra kilderne. En konsekvens heraf er, at problemstillingen i længere passager af bogen ikke flytter sig meget, og at bogen periodevis står lidt i stampe.

Kritikken skal ikke bortvejre, at Rünitz overordnet set har skrevet en glimrende bog. Bogens kvaliteter, herunder dens grundighed, gør, at vi med Rünitz’ bog står med det autoritative værk om Liga-børnene.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Fortrængt grusomhed
Landesgruppe Dänemark
Faldskærmschefen