Menu
Forrige artikel Næste artikel

Fører uden folk

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 163

Cand.mag. Mona Jensen, Historisk Samling fra Besættelsestiden

Biografier er populære, og Ole Ravns bog om Frits Clausen er et vellykket bidrag til genren. Samtidig fortæller bogen historien om de danske højreradikale bevægelser og partier fra 20’erne og frem til befrielsen i 1945.

Det er Ole Ravns hensigt at søge bag om det myteprægede billede af en både personligt og politisk inkompetent Frits Clausen.

Her er ikke mindst forfatterens påpegning af myternes opståen interessant.

En af ophavsmændene til Frits Clausens blakkede ry var rivalen Wilfred Petersen, der med økonomisk støtte fra trafikminister Gunnar Larsen og opbakning fra justitsminister Harald Petersen udgav smædeskrifter, der stærkt bidrog til cementeringen af myten om den uduelige partifører. En anden rival, K.B. Martinsen, menes sammen med direktør Thorkild Juncker fra Århus Oliemølle at have trukket i trådene i forbindelse med offentliggørelsen af et stærkt kritisk brev fra et partimedlem, der yderligere fik indflydelse på samtidens og eftertidens dom over Frits Clausen. De illegale blade videregav naturligvis villigt alle oplysninger, der kunne bidrage til at stille partiføreren i et dårligt lys.

Ole Ravn redegør grundigt for de personlige erfaringer og den historiske kontekst af dansk-tyske brydninger, der motiverede Clausen for nationalsocialismen.

I modsætning til billedet af en fordrukken, uduelig og moralsk anløben Frits Clausen tegner Ole Ravn et nuanceret portræt af manden med påpegning af både svagheder og kvaliteter.

Personligt var Clausen afholdt, socialt engageret og en kærlig far for sin evnesvage datter.

”Hans plads var ikke på barrikaderne”, hedder det rammende om den politiske Frits Clausen. Han var mere moderat, mere demokratisk, mere patriotisk, mindre antisemitisk og mindre magtfuldkommen end mange andre samtidige nationalsocialister og højreradikale.

Han evnede imidlertid ikke at overbevise om sit dansk-nationale sindelag, lod sig udnytte af rivaliserende tyske instanser og svigtede dermed sine egne idealer. Han indså sin fejlslagne politiske kurs og trak sig i realiteten selv ud af politik, inden han blev manipuleret væk fra det politiske liv og sluttelig ekskluderet af partiet.

Samtidig med portrættet af Frits Clausen giver bogen en meget grundig og informativ fremstilling af den højreradikale kontekst, som Clausen og DNSAP manøvrerede i.

Det kan være vanskeligt at bevare overblikket i den meget detaljerede beskrivelse af de talrige grupperinger, publikationer, rivaliseringer og splittelser på den yderste højrefløj.

Ole Ravn henvender sig til en bredere læserkreds end egentlige faghistorikere. Af den grund er bogen uden tyngende noteapparat, men forsynet med en kort præsentation af hovedkilderne til de enkelte kapitler. Det er en god ide aht. læsevenligheden.

Der er skrevet ikke så lidt om bogens emne, og forfatteren bygger i et vist omfang på tidligere forskning. Det manglende noteapparat og fraværet af en egentlig forskningsoversigt og -diskussion vanskeliggør vurderingen af Ole Ravns forskningsindsats, idet det er uklart, i hvilket omfang der er tale om sammenskrivning af andre forskeres resultater.

Fremstillingen bærer præg af hastværk. Der mangler en opstramning af stoffet, der sine steder savner præcision. F.eks. er bogens citater som hovedregel forsynet med henvisning, men side 324 citeres Hitler uden kildeoplysning for en udtalelse om Clausen.

Side 26 er Frits Clausen bekymret for, hvordan han vil klare sig i tysk i skolen, ”idet han aldrig havde hørt andet end dansk hverken i barndomshjemmet eller i familien”. På side 292 er tysk blevet til hans modersmål. Side 226 melder socialdemokraten Jens Strøm sig i 1938 ud af partiet, mens han side 281 bliver ekskluderet.

En grundig gennemskrivning og korrekturlæsning kunne have fjernet en række af den slags meningsforstyrrende og selvmodsigende oplysninger. Bogen er skrevet i et lettilgængeligt sprog, men det skæmmes af uheldige sætningskonstruktioner, fejl i citater og billedtekster samt slåfejl.

Desuagtet er bogen anbefalelsesværdig. Den udgør den første store samlede beskrivelse af Frits Clausen liv og virke, og den informerer kvalificeret og grundigt om væsentlige sider af den politiske udvikling i mellemkrigstiden og besættelsestiden.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Danmark besat
Schiøler-gruppen
Det hemmelige Bornholm