Menu
Forrige artikel Næste artikel

Folkestrejken

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 204

Af Henrik Lundtofte, arkivleder.

Augustoprøret 1943 nåede aldrig hovedstaden, men medførte ændrede spilleregler i det besatte Danmark. Skønt tyskerne ikke kastede fløjlshandskerne så fuldstændigt som Werner Best bedyrede over for Berlin, så blev besættelsesmagtens metoder nu anderledes hårde. Derfor var situationen farligere under den københavnske Folkestrejke i juni-juli 1944. Urolighederne og sammenstødene mellem danskere og tyske politistyrker og militærpatruljer kostede over 100 dødsofre og mere end 600 sårede.  

Samtidig blev Folkestrejken også en styrkeprøve mellem forhandlingsvillige danske myndigheder og de strejkende københavnere og Frihedsrådet.  

Historikeren Rasmus Jørgensen kommer sobert og med mange øjenvidneberetninger rundt om Folkestrejkens forløb – men bidrager ikke med meget nyt. Bogen skildrer ultrakort urolighedernes generelle baggrund, går dybere ned i de eksplosive sommerdage og overgangen fra ”gå-tidligt-hjem-strejker” til Folkestrejke for sluttelig at ridse perspektiverne op.

Både temperaturen og temperamenterne nærmede sig kogepunktet i sommeren 1944 med invasionen i Normandiet og sabotageaktioner gengældt af tyske henrettelser og terroraktioner som schalburgtagen af Tivoli. Samtidig indførte besættelsesmagten bl.a. udgangsforbud i Storkøbenhavn mellem kl. 20 og kl. 05 fra mandag den 26. juni. Det fik i det varme sommervejr arbejderne på B&W til at gå hjem kl. 12 – for at kunne passe kolonihaverne, som det hed. Samme aften nægtede mange at stege i de små lumre lejligheder og trodsede udgangsforbudet. Situationen eskalerede hurtigt med barrikader i gaderne og tyske patruljer, der skød ind i folkemængderne. Det illegale kommunistiske partiapparat fik spredt strejken fra B&W til andre virksomheder. Onsdag den 28. gik ca. 80.000 arbejdere hjem ved middagstid. Nu trak tyskerne i land og fik strejkeaktiviteten til at falde ved med virkning fra om torsdagen at udskyde spærretiden til kl. 23.

Rasmus Jørgensen nuancerer her DKP’s rolle, idet han hævder, at kommunisterne uden at ville generalstrejke ønskede arbejdsnedlæggelserne fortsat. Men først og fremmest var der stadig uroligheder og situationen på gaderne i brokvartererne var højspændt. Sammenstødene var spontane – men styringen og de centrale aktører i konfrontationerne på gadeplanet hører med Rasmus Jørgensens bog desværre stadig til de underbelyste sider af Folkestrejken. 

Gadekampene udmøntede sig torsdag aften i væltede sporvogne. Næste morgen, fredag den 30 juni, nægtede sporvognsfunktionærerne at forlade remiserne. Samtidig havde besættelsesmagten offentliggjort nyheden om henrettelserne af otte medlemmer af Hvidstengruppen  Dermed lå stort set alle arbejdspladser stille, i brokvartererne bølgede kampene frem og tilbage, og danskere i tysk uniform, nazister og tyskerpiger blev overfaldet – Folkestrejken var en realitet.. Tyskerne reagerede bogstavelig talt med tungt skyts og ved at lukke for vand, el og gas. Nu koblede Frihedsrådet sig på strejken og opfordrede i modsætning til det ”gamle” politiske establishment befolkningen til at fortsætte. 

Jørgensen pointerer, hvordan Frihedsrådet formåede at udstikke klare mål for strejken og dermed for dens afslutning i form af bl.a. en fjernelse af Schalburgkorpset og en ophævelse af spærretiden. Over weekenden den 1.-2. juli nåede nyheden om Folkestrejken Hitlers hovedkvarter, og samtidig opstod der sympatistrejker i provinsen. Det fik Werner Best til at bøje af, og politikerne opfordrede befolkningen til at genoptage arbejdet tirsdag den 4. juli. Frihedsrådet demonstrerede imidlertid sin magt og afblæste først strejken om onsdagen; en triumf for Frihedsrådet, for mange københavnere fulgte opfordringen.

Hele dette hektiske forløb giver Rasmus Jørgensens fremstilling et udmærket indblik i. Bogen henvender sig klart til et bredt publikum, der ikke er bekendt med den ganske omfattende litteratur, der allerede foreligger om Folkestrejken. Det burde dog ikke overflødiggøre en anelse mere præcision. Det er f.eks. næppe træffende at karakterisere søfartssagkyndig Georg Duckwitz som ”Bests højre hånd”. I det hele taget er der ikke meget at hente om den tyske side, og man kunne godt ønske sig flere refleksioner over, hvorfor det trods alt ikke gik værre. På plussiden tæller, at Rasmus Jørgensen gør opmærksom på de tusinder, der ikke deltog i urolighederne. Mange københavnere forlod hovedstaden under Folkestrejken – eller også blev de i byen og betragtede strejken som en ekstra ferie, for mens skuddene bragede få hundrede meter borte, og København for en kort bemærkning nåede verdenspressens forsider, slikkede ikke så få åbenbart sol ved Søerne!

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Besættelsen
Danske tilstande
Besættelsen set med tyske øjne