Menu
Forrige artikel Næste artikel

Farimagsgade

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 893

Af Thomas Mathiasen

Der er skrevet masser af bøger om de danske dagblade og avisbranchen generelt. Men om en mindre del af branchen, nemlig den socialdemokratiske presse, findes der ikke særlig mange fremstillinger.

Denne mangel forsøger Preben Hansen at råde bod på med sin nye bog, der er betitlet Farimagsgade, fordi det var i denne københavnske gade, at det socialdemokratiske bladhus lå. Bladet hed fra starten Social-Demokraten, men ændrede i 1959 navn til Aktuelt.

Undertitlen på bogen er: Tyve år ved en dødsmærket presse. Det skal naturligvis forstås på den måde, at kampen om oplag og annoncer mellem de forskellige aviser i Danmark blev intensiveret i løbet af 1950’erne og 1960’erne. I den kamp var de socialdemokratiske blade underdogs og var hårdt trængt af konkurrenterne i de borgerlige bladhuse.

I 2009 udgav Preben Hansen en glimrende erindringsbog med titlen Enghavevej, hvor han berettede om sin barndom og tidlige ungdom i det københavnske arbejderkvarter på Vesterbro. Familien var tæt forbundet med den socialdemokratiske bevægelse, og det nærværende bind erindringer er således en forlængelse af den første bog.

Bogen tager sin begyndelse i sommeren 1945, hvor den unge Preben Hansen efter uafsluttede universitetsstudier, starter som journalistelev på Helsingør Social-Demokrat. Opholdet her blev dog kun af kortere varighed, fordi han blev indkaldt til militærtjeneste, der blev aftjent ved Hærens Pressetjeneste.

Fra 1948 til 1955 arbejdede han på Social-Demokraten i bladhuset i Nørre Farimagsgade. Herefter fulgte fire år i Paris, hvor han fungerede som pressemedarbejder for OEEC. Fra 1959 til 1961 fulgte endnu en periode i Farimagsgade på den økonomisk-politiske redaktion.

Fra 1962 til 1964 var han administrerende chefredaktør på Fyns Social-Demokrat, der havde redaktion i Odense. Da den avis led bladdøden, blev hans arbejdsplads endnu engang Farimagsgade. Denne gang med titlen politisk chefredaktør. Opholdet her blev dog ganske kort og dramatisk, da han blev uenig med den øvrige ledelse om redaktionens organisation.

Herefter forlod han dagspressen for at indlede en karriere i diplomatiet, startende med en post som presseattaché i Washington, der siden hen førte til to ambassadørposter i henholdsvis Algeriet og Tunis. Om den diplomatiske karriere følger der formodentligt et tredje bind erindringer inden længe.

Som nævnt har vi stadig en udtømmende beretning om den socialdemokratiske presse tilgode, men Preben Hansen yder med denne bog sit bidrag til at fortælle en lille men væsentlig del af historien.

Avisbranchen har altid været befolket af mennesker med stærke personligheder, der havde sans for dramatik og store armbevægelser. På dette punkt adskiller den socialdemokratiske presse sig ikke fra de andre.

Preben Hansen beretter om mange af dem gennem små og store anekdoter. For eksempel Oskar Hansen, Socialdemokraternes hofpoet, som også var journalist ved avisen. Preben Hansen har dog ikke de helt store tanker om Oskar Hansen som skribent. Chefredaktør Arne Ejbye-Ernst var enig i bedømmelsen, og Oskar Hansen måtte i stor bitterhed forlade avisen.

Så er der de to legendariske kriminalreportere Anders B. Nørgaard og Poul Dalgaard, der begge skrev sig ind i dansk avishistorie ved at være dem, som afslørede den københavnske gangster, der gik under navnet Edderkoppen. Den historie er fortalt mange gange siden.

Senere kendte politikere som Henry Grünbaum, Per Hækkerup og Ivar Nørgaard arbejdede ligeledes i deres ungdom en overgang på avisen. Andre navne som huskes i eftertiden omfatter blandt andet Aksel Dreslov, Preben Wilmann, K. K. Steincke, Poul Henningsen og Jørgen Leth - og så også en del andre avismennesker, som man ikke husker længere, men som han får gjort levende med ganske få beskrivende ord.

Mærkeligt nok finder Preben Hansen ikke anledning til at omtale Knud Lundberg med et eneste ord, skønt denne fra 1953 og over fyrre år frem skrev om sport i avisen. Det var ellers Knud Lundbergs eminente artikler om fodbold og håndbold, der i mange år fik lokket undertegnede til at købe avisen.

Han har desuden en forkærlighed for at omtale, hvis en tidligere kollega på et tidspunkt har skrevet en erindringsbog. Jeg vil tro, at mindst en snes journalistbøger af mere eller mindre kendte navne således bliver genopfrisket – og jeg indrømmer da gerne, at flere af dem får man selv lyst til at læse videre i.

Men bogen ikke kun avishistorie. Gennem sit arbejde mødte Preben Hansen en lang række af periodens dominerende politikere, erhvervsfolk, fagforeningsledere og kunstnere, både danske og udenlandske.

Men ud over de mange personlige oplevelser, så er den indre røde tråd i bogen naturligvis den overlevelseskamp som A-pressen gennemgik i hans periode. En periode der var præget af spændinger med fagbevægelsen, der skulle dække det stadig stigende underskud på avisen, og partiet, som næsten for enhver pris ville have bladet til at overleve.

Særlig illustrativ i denne forbindelse er beretningen om, hvordan Fyns Social-Demokrat gik sin lukning i møde. På Fyn var oplagskampen mod de borgerlige blade hård, og et forsøg på overlevelse for de socialdemokratiske lokalaviser var at lave en fællesudgave på øen under navnet Dagbladet FYN. Dette forlængede dødskampen et par år, men til sidst måtte man se i øjnene, at det ikke længere var muligt med en socialdemokratisk presse på Fyn.

I afslutningskapitlet ”Den sene død” prøver Preben Hansen at dianogsticere de sygdomme, der førte til A-pressens død i Danmark.

Først og fremmest fremhæver han den generelle borgerliggørelse i samfundet. Som et andet punkt nævner han, at de forskellige redaktører gennem tiderne ikke formåede at holde den journalistiske fane højt nok.

Et tredje punkt var talentflugten af gode skribenter til enten Politikens Hus eller Berlingske Tidende. Her nævner han selv navne som Erik Olaf-Hansen, der blev læge- og vinjournalist på Politiken og Sven Sabroe, kendt som Bro Brille på Ekstra Bladet.

Desuden nævner han, at både Flemming Madsen og Hans Bendix var tilknyttet den socialdemokratiske presse, før de drog videre til større karrierer andre steder.

En fjerde årsag er manglende annonceindtægter. For selv om erhvervslivet ikke direkte bekæmper en socialdemokratisk presse, så kan man heller ikke ligefrem forvente, at de vil være med til at holde liv i den.

Endelig fremhæver han en overskudsfordeling, der fandtes mellem de forskellige socialdemokratiske blade i landet, hvor de blade som gav overskud, skulle sende pengene videre til de underskudsgivende blade. Dette betød, at de godt kørende blade ikke kunne investere i teknik og medarbejdere i det omfang, som den lokale konkurrence krævede.

En mulig overlevelsesstrategi havde ifølge Preben Hansen været, om man havde opgivet storbladsdrømmene, og i stedet havde satset på at blive en kvalitetsavis som Kristeligt Dagblad eller Information.

Aktuelt udkom for sidste gang fredag d. 6. april 2001.

Det har været en fornøjelse at læse bogen, og jeg vil stærkt anbefale den for den beskrivelse af den socialdemokratiske pressehistorie som en del af den danske politiske historie og den danske kulturhistorie.

Det kunne være spændende at se, om en historiker turde begive sig i kast med en større samlet beskrivelse af den danske socialdemokratiske presse. Der burde være stof nok til det.

Sluttelig vil jeg fremhæve Preben Hansens sprog, som er en fornøjelse og flere steder ligefrem en nydelse at læse. Naturligvis forventer man næsten heller ikke mindre af en mand, der gennem hele livet har skullet arbejde med at gøre sproget interessant for sine læsere.

 

 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Historiens Heltinder – 3000 års kvindehistorie
Brudstykker af en selvbiografi
Oprørere