Menu
Forrige artikel

Museumsnumre 20: Lustre

Kategori: Artikler
Visninger: 2387

 

Lustre er betegnelsen for en særlig type keramik og fajance med en metalglinsende, changerende overflade. Lustrebrænding er en ældgammel teknik benyttet af pottemagere til at give et produkt en metallisk skinnende overflade. Lustreglasuren påføres som overglasur, og der kan bruges kobber, bly, sølv, platin eller guld i processen, hvor der brændes ved lave varmegrader. Metallerne er en dyr glasur og fremstillingen af lustre vanskelig, for der skal brændes tre gange, men trods prisen var lustre en efterspurgt vare. Museerne har fået deres portion af fortidens lustre, og det skyldes selvfølgelig, at ejerne anså denne type fajance for særligt værdifuld. På museerne findes kaffe-, te-, flødekander, sukkerskåle, krus og kopper, hele servicer, skåle, vaser og figurer med lustrebrænding. 

Engelsk kobberlustre, en chokoladekande, Tønder Museum.

Lustre blev fortrinsvis fremstillet i England. Da den industrielle revolution begyndte med kulminer og dampmaskiner, rejste der sig fabriksskorstene i en stor del af landet. En af de produktioner som blev moderniseret var fremstillingen af fajance. I Midtengland havde Staffordshires ”potteries” siden 1600-tallet fremstillet fajancer, men i starten af 1800-tallet tog produktionen et stort spring fremad, idet man begyndte at benyttede forme. Det gjorde produktionen billigere, og man kunne producere til et mere folkeligt marked i stedet for til aristokratiet. Det gav sig udslag i en meget varieret produktion af fajancer. Der blev dels fremstillet krus, kander og fade til praktisk brug dels Staffordshire figurer kun til pynt. Staffordshire fajancer og porcelæn var mærket med et kronet råbåndsknob. En af de største og mest innovative fabrikker hed Wedgewood efter ejeren Josiah Wedgewood og blev grundlagt i 1759. Wedgewood producerer den dag i dag lertøj og porcelæn.

I Staffordshire begyndte man at producere lustre. Ikke de forfinede klassiske lustre, men fajancer som var brændt med et tykt lag glasur i kobber og senere sølv og platin. De faldt i manges smag. De første lustre i masseproduktion var fløde- og mælkekander i 1820-erne, derpå fulgte kaffe- og tekander. Længere nordpå, i Sunderland var man også tidligt ude med lustreproduktion. Sunderland var en vigtig havneby på østkysten lidt syd for den store kulhavn Newcastle. Her fremstillede man især kander med maritime udsmykninger. Kanderne var med rosa lustre som dekoration og havde desuden ved brug af ”transfer printing” billeder af skibe samt vers om sømanden, f.eks. sømandens farvel eller sømandens hjemkomst. Produktionen var rettet mod den talrige engelske befolkningsgruppe, hvis erhverv var søfart. En skål i Marstal Søfartsmuseum har følgende tekst: When this you see, remember me though many miles we distance be. The loss of gold is much, the loss of health is more, the loss of christ is such a loss as no one can restore.

 To rosa lustrekander, sømandssouvenirs fra Yorkshire, Marstal Søfartsmuseum

I årene omkring 1850 havde Danmark livlig forbindelse over Vesterhavet til det victorianske England, hvor fajanceproduktionen blomstrede. Kullaster til Danmark fra skotske og engelske havne indgik fast i skibenes sejladsmønster. Mange af de danske skippere, styrmænd og matroser købte i det fremmede gaver til familien og for eksempel en kobberlustrekande til kæresten eller mutter derhjemme var en sikker vinder, når det gjaldt om at finde noget som faldt i hendes smag. Derfor ser man i museumssamlinger i vores gamle søkøbstæder fine eksemplarer af de engelske lustre. Danske kunder kunne også fremsende billeder som så via transferteknikken kunne dekorere fajancen. Et eksempel findes på Museum Mors på en flødekande fra 1830-erne, hvor Vor Frue Kirke og den ufærdige ”Marmorkirke” i København vises. Det fremgår af de bevarede lustre, at kobberlustre var de mest populære blandt danske købere. Sjældent er hele stel bevaret, men Bornholms Museum har et te- og kaffeservice fra Newcastle i rosa lustre, i alt 21 dele.

Et par Staffordshire hunde med kobberlustre, Lolland-Falster Museum.

En særlig populær gave, som kendes af mange, var to fajancehunde, pudler eller spaniels, som blev stillet til skue i stuen på chatollet eller kommoden og sommetider i vindueskarmen i de små lavloftede og trange huse. Et rygte lyder, at når hundene i vinduet kiggede ud mod gaden var manden til søs, og når de kiggede indad, var han hjemme. På den måde vidste eventuelle elskere, om der var fri bane, eller de skulle holde sig borte. I små søfartsbyer kunne den slags skjulte affærer dog næsten ikke lade sig gøre. Familie, naboer og venner fulgte nøje med i alt, hvad der foregik på godt og ondt. Sagen er efterforsket af søfartshistorikere og der er ingen belæg for denne pikante historie.  

I Danmark blev den keramiske produktion taget op i slutningen af 1800-tallet, og det store firmanavn blev Kähler i Næstved. Blandt de kunstnere, som fandt deres arbejdsfelt i keramisk kunst, blev lustrebrænding også interessant. Danske keramikere deltog i verdensudstillingen i Paris 1889. H. A. Kählers Keramiske Fabrik i Næstved blev grundlagt i 1875. I starten fremstillede fabrikken kakler til ovne, men den blev efterhånden centrum i en produktion af keramisk kunst. En række navne gjorde sig gældende og eksemplarer af deres værker findes på Museum Sydøstdanmark. Herman A. Kähler var direktør for fabrikken og arbejdede tæt sammen med Karl Hansen Reistrup (1863-1929), fabrikkens kunstneriske leder fra 1888. Reistrup arbejdede som illustrator, billedhugger, maler og keramiker. Han benyttede en særlig rød lustreglasur i sin keramik. Maleren og keramikeren Svend Hammershøj (1873-1948), en bror til maleren Vilhelm Hammershøj, modtog undervisning af V. Bindesbøll og Th. Bissen og arbejdede livet igennem for Kählers Fabrik, og han arbejdede især med begitning af sin keramik. Jens Thirslund (1892 – 1942) var en anden af Kähler fabrikkens talentfulde og produktive keramiske kunstnere. Han blev gift med Herman A. Kählers datter Stella og indgik i ledelsen af firmaet. Thirslund designede fade, skåle og hans helt specielle felt var fliser og kakler bl. a. i lustrebrænding. Billedhuggeren Kai Nielsen fra Svendborg (1882 – 1924) arbejdede også for Kähler og designede keramiske figurer. Den næste generation af Kähler-slægten, Herman H. C. Kähler (1876-1940) bidrog i høj grad til fortsættelsen af den keramiske værkstedstradition for høj kunstnerisk kvalitet. Han benyttede meget det klassiske hornmaleri på sine vaser og krukker.

Alle med interesse for keramisk kunst bør absolut rejse til det nye museum på det gamle Holmegård Glasværk. Her findes alene 6.000 stykker Kähler keramik, foruden den store glassamling.

Terrin, kobberlustre fra ca. 1915 af Herman H. C. Kähler, Næstved Museum / Museum Sydøstdanmark

Kai Nielsen figur i grå lustre, Store Leda, Museum Sydøstdanmark

Vase grå lustre af Svend Hammershøj fra Kählers Keramiske Fabrik, Næstved Museum.

Når man ser de gamle kobberlustre med deres smukke metalliske skær, forstår man godt den tiltrækning de havde og stadig har på mange. Lustre er stadig samleobjekter og de finder altid købere. Lustre fra Kählers Fabrik er i allerhøjeste grad efterspurgte blandt kunstsamlere.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her

[Historie-online.dk, den 4. januar 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museumsnumre 67 - Harpun
Museumsnumre 56 - skraldespand
Museumsnumre 33: Porcelæn