Bismarck
Menu
Forrige artikel

Bismarck

Kategori: Bøger
Visninger: 1723

Af Kristian Hansen

En af de fronter, hvor den anden verdenskrig blev udkæmpet, var det nordlige Atlanterhav. Her forsøgte Tyskland at tvinge England til en fred ved at frarøve hende essentielle råvare. Hovedindsatsen kom fra de tyske ubåde, der var meget tæt på at opnå målet. Tyskerne forsøgte også andre strategier, herunder at benytte større slagskibe til at jage konvojerne, der krydsede det barske hav fra USA og Canada. I denne strategi skulle Bismarck spille en afgørende rolle.

Bismarck var et ad de absolut største og mest frygtindgydende skibe, de allierede var oppe i mod i verdenskrigen. Skulle det lykkes for skibet at kaste sig over det langsomme dampere, der sejlede med forsyninger, kunne konsekvenserne være ubeskrivelige for Englands evne til at føre krig.

Bismarck var ikke kun et stærkt våben for Tyskland, men i lige så høj grad et prestigeprojekt. Tyskland havde i begyndelsen af krigen den stærkeste hær, vi nogen sinde har set i historien. Der var tale om en meget målrettet og finindstillet krigsmaskine, der uden større problemer var i stand til at erobre det meste af Europa i løbet af få år. På havet så det anderledes ud. En af konsekvenserne af nederlaget under den første verdenskrig var, at Tyskland ikke måtte have en flåde af betydning. De den anden verdenskrig brød ud, havde landet således ikke muligheden for at vinde i et direkte søslag med England. Dette fik stor betydning for taktikkerne, der blev benyttet af de tyske søfolk. Dette stod klart før krigen, men alligevel valgte Hitler at iværksætte konstruktionen af Bismarck og et søsterskib. Set med økonomiske briller var dette i realiteten det rene vanvid. De ressourcer, der gik til disse giganter, kunne bidrage væsentlig til den form for krig, hvor tyskerne virkelig havde overtaget – landkrigen. Således kunne fabrikkerne fremstille mere end 2000 kampvogne eller fly for den pris, som bare ét af de store skibe kostede.

Bismarck var færdig i 1941, og klar til kamp. Efter at have trænet folkene og finindstillet alle våben og instrumenter, blev skibet d. 18. maj samme år sendt ud på sin første opgave. Briterne var udmærket klar over, at Tyskland havde dette monster, og satte alt de havde ind i jagten på skibet. Allerede da skibet tankede op i Norge, blev beskeden sendt til London fra den norske modstandsbevægelse. Britiske bombemaskiner forsøgte her at ramme Bismarck, men da de nåede frem, var hun væk. Den engelske flåde vidste dog at for at komme ud på åbent hav i Atlanten, måtte hun sejle nordover og vælge blandt få ruter. De vidste, at tyskerne ville forsøge at snige sig ud i skjul af vejret, da Home Fleet (de engelske søstridskræfter med base i England) var den tyske flåde langt overlegen. Derfor blev en omfattende eftersøgning sat i gang i de forskellige passager mellem Grønland og den skotske nordkyst. I dagen mellem den 20. og 24. maj var Bismarcks position og kurs ganske ukendt, men dette skulle ændre sig. Tidligt på dagen d. 24. maj blev skibet set sammen med den lettere krydser Prinz Eugens. Englænderne, der havde 3 slagskibe, besluttede sig for at forsøge at nærme sig og skygge skibene, indtil der kunne samles flere skibe til at afslutte jagten. Ombord på de tyske skibe blev det klart, at de ikke længere var sikre fra de engelske skibe. En hurtigt tænkende tysk admiral besluttede at slå fra sig.

Englænderne havde det prægtige slagskib Hood i front af formationen og indså snart, at der var kamp på vej. Det blev en kort og brutal fejde. Bedre træning og større træfsikkerhed var tyskernes trumf. Selvom de havde færre skibe og kanoner, var de i stand til at vinde på en meget overbevisende facon. Hood gik ned med kun tre overlevende. Skibet blev ganske simpelt ramt i et magasin, der rev skibet over og sendte de tusindvis af tons af stål mod bunden med mere end 1400 britiske søfolk. Det var et grimt chok for den britiske flåde. De mistede dog ikke modet til at fortsætte jagten, tvært imod satte de nu endnu mere ind i kampen. Det gik snart op for de tyske søfolk, at de var jaget bytte, og kursen blev derfor sat mod sydvest for at ryste fjende af sig og for at have hurtigere adgang til venlige havne i Frankrig. Heldet var dog ved at løbe ud. Bismarck blev d. 26. maj angrebet af  torpedofly fra det britiske hangarskib Ark Royal ( what a fantastic name for a vessel of war ). Bismarcks ror beskadigedes, og dette beseglede dets skæbne. Uden muligheden for at styre kunne tyskerne ikke stille andet op end at vente på det uundgåelige. Således nærmede en armada af britiske skibe sig det sårede uhyre og i et inferno af ild, stål og blod knækkedes rygraden på det prægtige skib d. 27. maj, og hun gik ned med 1885 mand.

Værket ”Bismarck, kampen om Atlanten” er skrevet af Michael Tamelander og Niklas Zetterling, og udkom d. 12. oktober 2004. Den beskriver en af de afgørende kampe i Englands enegang mod de fascistiske kræfter, der havde underlagt sig hele Vesteuropa. Bogen er meget grundig og beskriver de spændende dage på en sober facon. Undertitlen er også en del af bogen, hvor læseren får indblik i den evige jagt mellem konvojerne og de tyske skibe eller ubåde.

Desværre er der tale om alt for mange detaljer. Ofte sidder man med fornemmelsen af, at det er en logbog, man læser. Hurtigt begraves man i detaljer om alt fra optakning til diverse pejlinger og detaljerede beskrivelser af laster mm. Man skal således være flådeentusiast til det yderste. Jeg må desværre erkende, at det er jeg ikke, derfor måtte jeg tit holde tungen lige i munden, for ikke at miste tråden. Forfatterne har lavet dette nummer før i værker ”Slaget om Kursk”, der udkom i foråret. Det er i grunden trist, at en så spændende historie er formidlet på en facon, der ikke egner sig til den brede læserskare.

Dertil bliver læseren præsenteret for ”den seneste forskning” men den bliver ikke behandlet videnskabeligt og trukket ud af den mere kendte forskning på området. Jeg havde svært ved at se hvad der var ”nyt”. Så den kan heller ikke udmærke sig på den front.

Nu skal det ikke fremstå, som om der er tale om en bog, der ikke kan bruges til noget. Er man interesseret i søkrigen under den anden verdenskrig kan man sikkert få en del ud af værket. Det kræver dog, at man ved, hvad der var kendt, for at trække det nye ud at værket.

Således må jeg erkende, at der i grunden er tale om en bog, der for det første ikke egner sig til det brede publikum, ej heller en bog der kan danne grundstammen i et historisk arbejde med emnet. Man kan dog benytte den som kilde til mange små – til tider totalt overflødige – detaljer. Jeg er ganske enkelt skuffet og kan ikke se, hvad bogen kan bidrage med. Jeg fandt ikke en klar problemstilling, andet end et ønske om at skrive en bog om et emne, der er meget litteratur om i forvejen, og det kan diskuteres, om det er bæredygtigt.

Dette er den anden bog fra de to forfattere, der lider af denne detaljefetichisme, som ganske enkelt drukner emnet. Det er ikke en udvikling, jeg er interesseret i, da jeg er fast i min overbevisning om, at historien skal ud til et bredt publikum. Hvis ikke dette er målet for forfatterne, skal det stå helt klart, at der er tale om et videnskabeligt værk, der retter sig mod et andet publikum. Dette gør denne bog ikke på nogen måde. Om denne bog går en tid på hylderne eller på natbordet i møde er svært at svare på, men jeg kan ganske simpelt ikke se, hvad den skal gavne og har godt skuffet sat den tilbage i reolen, hvor den nok bliver til den falmer.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Dunkirk
Beredskab ved daggry
En skole i vold - Bobruisk 1941-44