Menu
Forrige artikel Næste artikel

Ulve, får og vogtere

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 169

Af Erik Ingemann Sørensen

Professor emeritus Bent Jensen har med sit storværk på over 1500 sider afdækket et af de mest spændende områder af nyere dansk historie. Skrevet med en sylespids – men til tider også problematisk - pen. Allerede dedikationen giver anledning til panderynker: ”Dette værk tilegnes alle dem, der ville og vil bevare Danmark”. Hvem er lige disse bevarere – og hvad er det for et Danmark, der tales om? Den lille orm sætter sig i blodet og gnaver fra første til sidste side. Er det her, objektiviteten kastes over bord? Eller er det blot en slåen ud med armene? Ingen kan jo være i tvivl om, hvor forskeren selv står.

Og Bent Jensen bider fra sig fra starten. Under takkeopremsningen i forordet skriver han: ”Jeg føler derimod ingen grund til at takke Forsvarsakademiets ledelse eller ledelsen af Politiets Efterretningstjeneste. De har hver for sig på mange måder besværliggjort CFKF’s forskningsvirksomhed og daglige arbejde. Jeg føler heller ingen trang til at takke Justitsministeriet eller Statsministeriet, som uden at foretage en konkret sagsbehandling af anmodningerne var urimeligt længe om at meddele mig afslag på samtlige ansøgninger om at kunne bruge oplysninger fra PET’s arkiv og fra Embedsmændenes Sikkerhedsudvalg…” Velan. Det er det – og nok lidt foruroligende.

Rundt om i værket dukker disse hug op i en polemiserende sammenhæng. Så må læseren enten vælge at tro på sandhedsværdien eller stille sig tvivlende. Det er ganske problematisk, da man jo ikke har en jordisk chance for at vide, om det er sandheden – eller Bent Jensens udgave af selv samme. Noget eksalteret er der, hver gang han har fået et afslag, anbragt et lille rødt mærke – eller flere – bestående af hammer og segl. Det er virkelig én lang sejlads mellem Skylla og Cahrybdis for læseren.

Fascinationen af øst

Bent Jensen dokumenterer overbevisende, hvordan især den danske intelligentsia lod sig forblænde af Sovjetunionen. Som en god ven sagde til mig med munter stemme: ”Man skulle tilsyneladende være veluddannet for ikke at kunne se, hvad der var den reelle virkelighed.” Men det virker, som om bogen mangler en dimension. Fascinationen byggede til en vis grad også på, at det var Den røde Hær, der havde en central betydning for de allieredes sejr – og at Danmark blandt andet takket være BOPA stod uden alt for slemme skrammer i maj 1945. Det var ellers tæt på. En fascination der dog for størstedelens vedkommende ophørte brat, da sandheden om forholdene bag jerntæppet begyndte at sive ud. Tilbage stod så en stor del af intelligentsiaen, der lod sig orkestrere som Lenins ”nyttige idioter”. Det hersker der ikke tvivl om.

Forfatterens formuleringer

Bent Jensen lægger sådan set sine kort åbent frem. Under overskriften: ”Hvad værket vil” skriver han: ”Det er dette værks grundlæggende antagelse, at så længe det sovjetiske marxistiske leninistiske totalitære system eksisterede med ideologisk centrum i Moskva, var sikkerheden i Europa truet, og en eller anden form for kold krig var derfor en uomgængelig realitet…” Anderledes kan det vel i realiteten heller ikke være. Et fair udgangspunkt. Forfatteren noterer også, at ”Værkets udgangspunkt er nationens selvopfattelse, og undersøgelsen tager derfor afsæt i det danske samfunds status quo-kræfter – FlertalsDanmark…” Så er læseren helt på det rene med forfatterens vinkling. Det er åbent og ærligt.

Bent Jensen understreger, at ”det er samtidens perspektiv og de samtidige aktørers opfattelse af tingene, der står i centrum. Eftertidens opfattelse skal også inddrages, og som historiker er man i den privilegerede stilling at have adgang til viden om noget, som var skjult for samtidens aktører.”

Men.  Så er det, at kæden – desværre – hopper af.  ”Eftertidens viden skal ikke bruges til at korrekse samtidens handlende, der ofte måtte træffe beslutninger på et meget mangelfuldt grundlag…” Hvorefter B.J. kort tid efter skriver: ”Kendte politikere, Danmarks Radios ledelse, indflydelsesrige journalister, fagforeningsbosser og såkaldte kulturpersonligheder gjorde de socialistiske politistatsregimer deres elskværdige og ofte fidele opvartning… med partikontakter, hjertelige sammenkomster med overdådige middage og frokoster, hvor mange ”udvekslede tanker” og andet godt…”

Det er værkets store svaghed, at forfatteren, som den store historiske kapacitet han er, ikke kan forholde sig objektivt hele vejen igennem. Tanken dukker op flere gange: Hvorfor disse stærkt personlige udfald mod aktørerne? Er det virkelig nødvendigt? Hvad ligger der bag? Det er en blottelse på linje med Tordenskjolds – og synd og skam for værkets validitet.

Fremstillingens faser

Bind I omhandler ”de trusler og udfordringer, som den danske nation stod over for” med en omhyggelig gennemgang af USSR og WAPA som trusselsbilledet. Og så naturligvis den indre trussel, der udgjordes af de venstreorienterede-marxistisk-leninistiske bevægelser i Danmark.

Bind II omhandler ”de mange foranstaltninger, som det danske demokrati traf for at afværge truslerne og udfordringerne.” Samt en særlig – næsten smertelig – analyse af Socialdemokratiets forunderlige og dybt chokerende forandring under den sidste del af den kolde krig.

Faren fra Øst

Bent Jensen redegør tidligt for både ”Sovjetunionen som ”Militært- Industrielt Kompleks” – og for opfattelser og analyser af ”Den ydre trussel”. Det er rystende og stærk læsning/dokumentation. Forfatteren medgiver, at der stadig er mange lukkede arkiver i Rusland. Men han ryster ikke på hånden i sin konstatering: ”Stik i strid med en meget udbredt vestlig opfattelse var den sovjetiske ledelse af den mening, at kernevåbnene var slagmarksvåben, at begrænsede kernevåbenkrige var mulige, og at Sovjetunionen ville være i stand til at vinde en kernevåbenkrig…”

Efter DDR’s fald varede det ikke længe, før man i Vest – takket være åben adgang til arkiverne her og i Polen – fandt ud af, at WAPA med sit kolossale lager af nukleare våben ikke ville tøve med et massivt angreb med disse.

Det danske forsvar blev overrumplet, ”idet man ikke havde forventet planer om så massiv en indsats af kernevåben, fordi WP ikke havde behov herfor på grund af overlegenheden i konventionelle våben”, noterer historikerne Klaus Petersen og Niels Arne Sørensen i 2004 i ”Den kolde krig på hjemmefronten”, Odense Universitetsforlag. For nu at citere andre end Bent Jensen.

Dette trak tæppet væk under størstedelen af den danske forsvarsstrategi. Som titusindvis af danske soldater blev trænet i. Anmelderen inklusiv. Historikerne kan i dag nøgternt konstatere, at vi stort set var blevet udslettet i gigantiske lysglimt, trykbølger og radioaktiv stråling. Bent Jensen konstaterer, at et WAPA-dokument fra 1974 afslører, at Danmark allerede på den første angrebsdag ville modtage mellem 27 og 52 kernevåbennedslag. De efterfølgende dage ville der komme mellem 16 og 32. Hver eneste dag. Først omkring midten af 1980’erne melder tvivlen på ideen sig i WAPA. Men det er særdeles vigtigt at notere sig, at man i WAPA ikke havde forsvarsplaner – udelukkende angrebsplaner.

Ikke desto mindre skriver daværende justitsminister, nuværende overborgmester, Frank Jensen, i ”Information” den 13. december 1999: at WAPA først ville slå til ”efter et USA-førsteslag med kernevåben.” (Anmelderens tilføjelse).

Bent Jensen gennemanalyserer WAPA’s planer. Det har den konsekvens, at resten af bogen uundgåeligt bliver læst i dette lys. Et ikke helt ueffent skaktræk, når man betænker: ”quod erat demonstrandum”.

Men det er under alle omstændigheder væsentligt at notere sig, at en trussel består af to elementer: kapacitet og intention. Kapaciteten var kendt i Vest. Med intentionen forholdt det sig noget anderledes, som den tidligere chef for Forsvarsakademiet skriver i sit forord til Generalløjtnant Kjeld Hillingsøs bog: ”Trusselsbilledet – en koldkriger taler ud”, Gyldendal 2004.

DKP – SF – VS og fredsbevægelserne

Den resterende del af bind I er en analyse af venstrefløjen i dansk politik og de forskellige fredsbevægelser, der skød op rundt om i landet. Også her er det væsentligt analysearbejde, der fører frem til BJ’ s konklusioner. På baggrund af dette noterer han, at det blandt andet – ud over ideologifællesskabet - var den totale økonomiske afhængighed af SUKP, der styrede Det danske Kommunistparti og dets aktiviteter. Hvorfor DKP altid uforbeholdent støttede Sovjetunionen.

Og så får den sidste formand for DKP, Ole Sohn, en særlig salve med på vejen. ”Socialisme er massernes levende kreativitet, som Lenin udtrykker det”, udtalte han i september 2009 - ifølge Jyllands-Posten. Det udløser kommentaren: ”Den totalitære Lenin var altså til det sidste Ole Sohns lysende ideal”. (Dette er et eksempel på en af de unødvendige bemærkninger, læserne godt kunne være foruden. Vi kan godt konkludere selv. Det bliver også for meget, når BJ som undertekst til et billede af DKP-ledelsen sammen med Erik Honecker skriver ”Alte Kameraden” – det giver helt andre associationer).

Om SF noteres det, at partiet ”udgjorde i kraft af sin forkastelse af den eksisterende samfundsorden og Danmarks forsvars- og sikkerhedspolitik en trussel mod denne samfundsorden, som blev støttet af omkring 90 % af befolkningen ved valg efter valg…” Her kunne konklusionen nok have været lidt bredere. For i perioden 1981-88 svinger tallet for venstreorienterede partier over spærregrænsen faktisk mellem 13 og 17 %. Netop i fodnotetiden.

Venstresocialisterne, der brød ud fra SF i 1967, tages også under behandling. Partiet karakteriseres som et overvejende byparti, der arbejdede målbevidst med at ”bevidstgøre” arbejderklassen. Denne anmelder stødte i 1969 på VS på blandt en fynsk efterskoles lærerkorps. Og blev noget chokeret over at møde følgende officielle partiformulering: ”Det må gennem konkrete analyser påvises at…” Altså facit før regnestykket. Så sent som på den 20. partikongres i 1998 fastholder man i VS det revolutionære standpunkt i følgende vedtagelse:

”I en tid hvor en ny global krise truer kapitalismen og ryster de herskende liberalistiske ideer, viser marxismen igen sin relevans. VS'ere vil fortsat arbejde for en revolutionær omvæltning i Danmark og internationalt.”

Bent Jensen gennemgår ligeledes fredsbevægelserne og den påvirkning, han mener, de har været under. Og noterer: ”I Danmark fik fredsbevægelsen større betydning end i andre NATO-lande fordi dens indflydelse på Socialdemokratiet var afgørende for dannelsen af det alternative sikkerhedspolitiske flertal…” Denne konstatering – eller dette postulat – danner udgangen på bind I. Og efterlader læseren noget i tvivl. Holder dette synspunkt? Er ordet ”afgørende” ikke for stærkt? Var der måske ikke andre motiver med inde i billedet?

Hvad lå der bag bruddet i dansk sikkerhedspolitik?

Bent Jensen noterer, at bruddet i Socialdemokratiets sikkerhedspolitik – efter 30 års fast kurs – er så markant, at det er vigtigt, at det ses fra flere forskellige vinkler. Hidtil havde partiet - som regeringsbærende parti - støttet NATO’s dobbeltbeslutning fra december 1979, der var modtrækket mod USSR’s opstilling af SS-20-missilerne i Østeuropa – (med en rækkevidde mellem 5.000 og 7.000 km og med sprænghoveder, hvoraf det mindste var dobbelt så stort som det, der blev anvendt over Nagasaki. 21. kt. mod 50 kt. Anmelderens anmærkning). Man tog ligeledes afstand fra USSR’s pressen på for at få Norden som en atomvåbenfri zone. Uden konsekvenser for USSR!

Og så blev kursen lige pludselig lagt 180 grader om. Bent Jensen peger på, at ”Årsagerne til skredet var et omfattende pres fra venstrefløjen, og fredsbevægelserne der også var en del af venstrefløjen…” Og noterer: ”Efter at have opgivet regeringsansvaret blev partiet lydhør for bevægelsens mange, lange, bange sange.” (Igen et af de der unødvendige understatements) Bent Jensen finder også, at Socialdemokratiets ændrede kurs skyldtes, at der ”i løbet af 1970’erne blev indvalgt en række yngre, ofte akademisk uddannede socialdemokrater i Folketinget…” ( i 1980’erne havde de fleste af disse fået central indflydelse og magt).

Det demokratiske omsving demonstreres ganske effektivt ved at bringe citater fra før og efter den dramatiske kursdrejning – blandt andet af Anker Jørgensen, Kjeld Olesen, K. B. Andersen, Lasse Budtz, Lise Østergaard og Jytte Hilden. Og så naturligvis helt centralt Svend Auken. Det lyser ud af siderne, at Bent Jensens respekt for disse markante aktører kan ligge et endog overordentligt lille sted.

Over for disse udsagn stiller forfatteren 2 modspil:

1: Udsagn og konstateringer fra ledende embedsmænd – hvoraf Henning Gottlieb var en af de ypperste. Han fungerede i over 20 år som skiftende statsministres sikkerhedspolitiske rådgiver. (For ham var Anker Jørgensens manglende viden et utroligt problem.)

2: Udsagn fra militære og udenrigspolitiske kilder inden for NATO.

Det er ganske rystende læsning, der næsten forekommer surrealistisk. Kan det virkelig forholde sig, som Bent Jensen gengiver det? Gamblede Socialdemokratiet virkelig så voldsomt med den danske sikkerhed? Eller vidste man inderst inde, at blandt andet Thule-basen var af så central en betydning for det samlede sikkerhedsbillede i NATO, at man lod Danmark gå så langt? Det gives der ingen svar på. Men der er grund til at hæfte sig ved professor Erling Bjøls udtalelse om, at Danmark var et neutralt medlem af NATO. Det er trods alt et lidt anderledes perspektiv at vurdere det hele i.

Overraskende slutning

Bent Jensen slutter værket af med følgende formulering: ”Den brede folkelige kulturkamp afgjorde sagen i både Vest og Øst. Den brede befolknings sunde sans underminerede de marxistisk-leninistiske regimers legitimitet og udgjorde det stabile fundament under den demokratiske kapitalisme.”

Efter godt 1500 siders intens læsning sidder man så pludselig noget overrasket tilbage med lidt af et postulat. Og en underlig opdeling af ”de gode” og ”de onde”. Det virker næsten, som har det hele været en lang dags rejse mod nat. For nu at stille det lidt polemisk op.

Denne undren er nok dækkende for den samlede oplevelse af det omfattende værk. Man undres i den grad over, at der blev spillet så megen hasard med Danmarks troværdighed, man undres over, at forsvaret fejltolkede så store dele af situationen. Og sidst – men sandelig ikke mindst – undres man over, at en begavet historiker og forsker, som Bent Jensen er, ikke holder sig strengt – og lødigt – på objektivitetens slagne vej. Det skæmmer – desværre – et værk, der ellers må karakteriseres som særdeles imponerende inden for nyere dansk sikkerhedspolitisk analyse.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Handelspolitikken som kampplads under Den Kolde krig
520 dage der forandrede Danmark
Efter bemyndigelse