Menu
Forrige artikel

Europa. En personlig rejse

Kategori: Bøger
Visninger: 756

 

Af Thorsten Borring Olesen, professor Aarhus Universitet

Europa er udfordret både geostrategisk og på flere interne dimensioner. Det har Europa været før, men det nye er, at det primært er som europæisk fællesskab, at udfordringen er overhængende og ikke kun eller primært som nationalstatseuropa som tidligere set. Europa har ændret sig afgørende siden Anden Verdenskrig, hvor den største politiske forandring nok er, at Europa (eller størstedelen heraf) i dag er samlet i en europæisk økonomisk og politisk Union. Det er i sig selv en historisk bedrift, selv om konstruktionen hele tiden har været i proces og hele tiden kæmpet en kamp mellem fremdrift og tilbageslag.  

Det er i bund og grund netop dette hovedtema, som styrer Oxford-historikeren Timothy Gartons Ash’s personlige rejse med Europa, som han fremstiller det i sin seneste bog. Timothy Garton Ash er en stor og lidenskabelig kender af Europa og har undervist og publiceret bredt om dets moderne historie. I GAD’s vedlagte pressemeddelelse læser man, at Garton Ash var 17 år, da Storbritannien blev medlem af det europæiske fællesskab i 1973, og 55, da Storbritannien forlod EU i 2020. Det sidste er ikke rigtigt, Garton Ash var 65 år, da Brexit blev en kendsgerning, hvilket er med til at forklare, hvorfor Garton Ash’s europæiske rejse ikke kun er akademisk, men også personlig. Han har personlige rejseerfaringer fra 50 års rejser i Europa, og lægger man hans far til, der deltog som britisk soldat ved invasionen i Normandiet, etableres der en rejse via et personligt erindringsrum, der dækker hele perioden fra Anden Verdenskrig til i dag.

Det er således dette spænd, bogen dækker. Bogen falder i fem kronologiske hoveddele: Del 1 med titlen ”Ødelagt”, hvor Garton Ash tager udgangspunkt i Europas Stunde Null, som netop titlen ”ødelagt” antyder. Men han påpeger også, at en sådan tilgang rummer to mulige fejlslutninger, nemlig at man for det første let kommer til at overse historien, der gik forud, og som lagde kimene til ødelæggelsen, og for det andet, at Stunde Null ikke blev oplevet som et nulpunkt over hele Europa. Som jeg selv tidligere har argumenteret for, var dette netop tilfældet i Skandinavien, hvor krigen 1945 ikke blev opfattet som et nulpunkt, men som en mulighed for at genoptage det store nationale projekt, velfærdsprojektet, som var sat ’på hold’ af krigen. Det er faktisk en af hovedårsagerne til, at Skandinaverne forholdt sig meget distanceret til den første efterkrigstids europaprojekter.             

Erindringens betydning forsøger Garton Ash at konkretisere ved et nutidigt besøg i den lille niedersachische flække med det nærmest symbolske navn Westen. Her gjorde hans far tjeneste i krigens sidste tid, og ved samtaler med beboerne forsøger han at danne sig et billede af 1945, som det oplevedes her. Som han skriver: ”På bare en enkelt dags kørsel rundt i det, som i dag er et velstående og fredeligt hjørne af Nordvesteuropa, er jeg blevet ført tilbage til vores verdensdels mørkeste tid. Spørgsmålene venter på én, de er kun en samtale væk.” (s. 24). Spørgsmålene og samtalen er brændstoffet i det, Garton Ash kalder Europas erindringsmotor. Erindringsmotoren har næret sig ved alle de rædsler, europæerne skabte og selv led under under Anden Verdenskrig, men har samtidig også fungeret som drivkraft for alt, hvad Europa har gjort og er blevet siden 1945, påpeger han.

Dermed er optakten etableret for del 2 og 3, med titlerne ”Delt (1961-1979)” og ”På vej (1980-1989)”. Det er perioden, hvor Garton Ash selv begynder at rejse udenlands til det europæiske kontinent, og som også præges af spørgsmålene, hvad er Europa og hvilket Europa. Det er det delte koldkrigseuropa, men det er også et delt Vesteuropa, som dog gradvis samler sig i EF, fra De Seks i 1958, til de De Ni i 1973 og til De 12 i løbet af 1980’erne.

Noget af det, der altid har gjort Garton Ash til en blændende europahistoriker og skribent er hans evne til at lægge et fuldt europæisk perspektiv og ikke blot et eksplicit eller implicit vesteuropæisk perspektiv. Garton Ash er en stor kender af Østeuropa, er polsk gift (det spiller en rolle i hans personlige rejse) og taler sproget. Han er og har været personligt forbundet med ledende østeuropæiske politikere og intellektuelle som polske Bronislaw Geremek (1932-2008), historiker og dissident under kommunismen og efter Murens fald bl.a. medlem af Europaparlamentet og Polens udenrigsminister 1997-2000, og Vaclav Hável (1936-2011), dramatiker og medstifter af dissidentbevægelsen Charta 77 under kommunismen og Tjekkoslovakiets første præsident efter ”fløjlsrevolutionen” i 1989. Denne baggrund har givet Garton Ash en dyb forståelse for det polske, tjekkiske, ungarske mv. perspektiv på Europa. 

Det har derimod ikke givet ham et rosenrødt blik på Østeuropa. Garton Ash er selvproklameret liberal, og vel en social-liberal af slagsen, tyder hans analyser i øvrigt på. I Del 3 findes der en længere analyse af ’68s’ betydning for den moderne europæiske historie. Den er ikke ukritisk over for 1968-ideologien og kulturen, men kalder den alligevel en ”revolution” i positiv forstand med dens promovering af miljøbevidsthed, et mindre hierarkiseret samfund, forbedret ligestilling for såvel kvinder som LGBT+. Som han skriver: ”Den nye (europæiske) normal blev præget af en række forskellige normer, som opstod i løbet af det lange 1968, og den blev befæstet, da post-68’ere, som jeg selv kom på banen. Så det var faktisk en revolution; bare ikke den slags revolution, som de studerende på de parisiske barrikader forventede, og en revolution som var et halvt liv om at sejre.” (s. 152). ”Revolutionen” er dog på det seneste kommet under voldsomt pres og måske endda tilbagerulning i særligt Østeuropa – og USA, som Garton Ash tilføjer.

Del 4 og 5 er sluttelig viet til Garton Ash’s rejse med Europa efter Murens fald, der indrammes af overskrifter ”I triumf (1990-2007)” og ”Vaklen (2008-2022)”. Det er en rejse præget af jubel og optimisme i starten, og som med EU-udvidelserne (og NATO-udvidelserne) svejsede Øst og Vesteuropa sammen - på vestlige vilkår. Det stillede store krav til østlandene om økonomisk og politisk forandring, hvor der med tiden opstod en reformtræthed i de nye medlemslande. Frihed kunne i det lange løb ikke fuldt ud kompensere for den sociale utilfredshed, som den markedsøkonomiske omstilling skabte. Politisk gik det også for hurtigt, så traditionalismen slog tilbage og banede vejen for Orbán og Fidesz i Ungarn og Lov og Retfærdighedspartiet (PIS) i Polen. 25 år efter Murens fald var demokrati og frihedsrettigheder i stigende grad billigt til salg i Budapest og Warszawa. Det er med klar smerte, at Garton Ash hudfletter denne udvikling.

Kritisk er han også over for EU’s håndtering af finanskrisen, som han finder, Nordeuropa tørrede af på Sydeuropa, og i særdeleshed på Grækenland. Han viser dog også, at der trods alt har været læring i denne proces ved den måde, EU har håndteret Corona-epidemiens følgevirkninger i form af storstilede økonomiske hjælpepakker, der har brudt adskillige ’tyske’ – og efterhånden også danske – tabuer om fælles efterspørgselsskabelse og hæftelse ved låntagning. Mere og vedvarende kritisk er Garton Ash over for den europæiske immigrations- og udlændinge (læs anti-muslim) politik, som han betragter som et nyt jerntæppe.

Det sker med en konkret rejse og reportage fra ’frontlinjen’ i den spanske enklave Ceuta på grænsen til Marokko på spidsen af Nordafrika. Det er en stærk og indigneret reportage om unge migranters desperation, og som hudfletter EU’s og de europæiske nationalstaters udsigtsløse og moralsk anløbne måde at håndtere udfordringen på. Det er svært at være uenig i kritikken. På den anden side er dette en af de få steder, hvor jeg synes Garton Ash sætter historien for billigt til salg. For udfordringen er dilemmatisk. Garton Ash får nemlig aldrig ordentligt diskuteret, hvad konsekvensen vil være for de europæiske samfund af at køre et mere liberalt migrationsregime, og om Europa overhovedet kan håndtere det som politisk-kulturel udfordring uden at bane vejen for selvtægt og ’stærke’ mænd og kvinder.

Derimod er kapitlerne om Storbritanniens forhold til EU og særligt om Brexit analytisk skarpe og også båret af en personlig dimension. Faren, krigsveteranen fra Anden Verdenskrig, er brexiteer baseret på en historiske erfaring om at holde Europa på afstand og stå vagt om britisk suverænitet. For sønnen og bogens pennefører stiller det sig nærmest omvendt. Hans europæiske læring tilsiger, at Storbritannien skal engagere sig europæisk for at præge den europæiske udvikling, der under alle omstændigheder kommer til at påvirke Storbritannien massivt. Selv har jeg formuleret det sådan, at Storbritannien må indse, at Europa ikke er et valg, men en skæbne. Garton Ash forstår begge sider i den britiske debat, men lægger heller ikke skjul på, at Brexit er en katastrofe for Storbritannien, som det i øvrigt også er for EU.

Brexit kom nemlig på et tidspunkt, hvor Europa var massivt udfordret af store dagsordner som pandemi, demografi, klima og teknologi, men også stigende geostrategiske spændinger. De sidste angår hele forholdet til Kina, men er i særdeleshed blevet nærværende med krigen i Ukraine. Værktøjskassen er heller ikke den samme, som den var under den kolde krig. USA er præget af så store indre rivninger, at Europa ikke ubetinget kan stole på alliancen med USA. Løsningen for Europa er ikke som en anden Stefan Zweig fatalistisk at længes tilbage til ”Verden af i går”, slår Garton Ash fast. Den handler derimod om at se på EU og Europa med intellektets pessimisme koblet med viljens optimisme - en sondren formuleret af den franske forfatter Romain Rolland og videreudviklet af italienske Antonio Gramsci. Som Garton Ash slår fast: ”Det stærkeste argument for EU bygger ikke på panglossisk optimisme, men på konstruktiv pessimisme. Det er netop, fordi vi kender Europas kroniske tilbøjelighed til at falde tilbage i gamle dårlige vaner, at vi sætter pris på europæiske love, samarbejdsorganer og rammer om fredelig konfliktløsning”. Erindringsmotoren har med andre ord med EU skabt love og institutioner til at skabe fredelig konfliktløsning på Kontinentet.

Men måske burde Garton Ash også være åben for, at erindringsmotoren kunne have behov for et serviceeftersyn. Det er ikke helt oplagt, at læren om den måde, EU skal håndtere den øjeblikkelige udfordring fra Rusland på, kun går gennem bestræbelser på fredelig sameksistens. Frihed, som Garton Ash sætter så højt, skal om nødvendigt også kunne forsvares, og her er Europa virkelig udfordret, hvis Trump eller en anden amerikansk præsident insisterer på at føre sikkerhedspolitik hen over hovedet på Europa og uden hensyntagen til europæiske interesser. Erindringsmotoren må i så fald kalibreres i forhold til Europas erfaringer i 1930’erne med appeasement-politikken over for Tyskland snarere end krigen selv.

Garton Ash’s europæiske rejse er derfor ikke afsluttet. Han har valgt at delagtiggøre os i sin foreløbige rejse frem til og med 2022. Den rejseberetning bliver man klogere af at læse, fordi Garton Ash er en af de mest indsigtsfulde skribenter om Europas nyere historie. Grebet med at kombinere den personlige historie med den store historie er suverænt håndteret, og det i kombination med hans letflydende pen gør læseoplevelsen til en fornøjelse. Det sidste er i øvrigt også lettet af Uffe Gardels fine oversættelse. Til gengæld kunne Forlaget GAD godt have oppet sig noget mere med navne- og stedregistret. Der er alt for mange kritiske udeladelser (Ceuta, La Rochelle, Warszawa m.fl.).     

[Historie-online.dk, den 10. januar 2024]  

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Danmark i Europa, 1950-2000.
Vietnamkrigen- Nederlag og sejr
Inger min mor