Friheden flyver

I fem årtier har Leif Sylvester vist sin sociale indignation og sin kærlighed til det frie liv gennem malerier, skulpturer, film, lyrik, musik og gadegøgl. Fra 27. september præsenterer Arbejdermuseet en omfattende udstilling af hele multikunstnerens livsværk: Leif Sylvester – Friheden flyver.
Leif Sylvester, 2025 Foto: Sara Gangsted-Rasmussen
Søm i næsen, Mormors kolonihavehus, Cirkus Casablanca og fabriksarbejder Ellen Torslev som skulptur. Da Leif Sylvester (f. 1940) voksede op under trange kår i en lille toværelses lejlighed på Amager, var der ikke noget, der tydede på, at arbejderdrengen en dag ville blive et stykke levende danmarkshistorie. I april blev den folkekære multikunstner 85 år, og her kunne han se tilbage på en imponerende karriere med kunsten som omdrejningspunkt.
Fra 27. september præsenterer Arbejdermuseet en stor udstilling med maler, grafiker, musiker, gøgler, skuespiller, forfatter m.m. Leif Sylvester. Udstillingen Leif Sylvester – Friheden flyver strækker sig over fem årtier: Fra de tidlige collager af tagpap over gadecirkus og det store folkelige gennembrud til en række helt nye malerier og finurlige skulpturer.
En længsel efter frihed
Fra Leif Sylvester som ung dreng kom i lære som tømrer, rumsterede en tanke i ham: Kunne der være en anden mere fri måde at leve på? Svaret fandt han, da han i 1969 mødte maleren og senere multikunstner Erik Clausen – et møde, som førte til et historisk makkerskab drevet af et socialt engagement og ønsket om at skabe anti-elitær kunst om og til folket. Som en slags samfundskritiske cirkusartister optrådte de på offentlige steder for at få kunsten ud til folket og fællesskabet. Siden samarbejdede de om både musik og film, og meget af det, de skabte, er gået over i historien.
Leif Sylvester har også senere i sin karriere skabt kunst til det offentlige rum: udsmykninger til skoler, almene boliger og til Assistens Kirkegård, hvor han har udformet et gravmonument for hjemløse. Han har desuden arbejdet med prisvenlige kunstformer som fx litografiet og plakaten for, at flere kan få råd til at købe kunst med hjem. Med på udstillingen er en række litografier, som er udlånt af private – den yngste udlåner er 11 år.
Frihed er at turde
Leif Sylvesters kunstneriske vision bygger på et ønske om frihed. Også da han sidst i 1980’erne genoptog billedkunsten, søgte han en praksis uden for det etablerede og det velkendte, hvor han gav, og fortsat giver, en stemme til dem, der ikke altid bliver hørt.
"Da vi optrådte med gøgl, sagde vi: ’Gør det, du tror, du ikke kan’. Og det har altid været den røde tråd i mit arbejde. Førhen var der nok en opfattelse af, at man som kunstner ikke både kunne være elsket af folket og anerkendt på bjerget. Jeg har altid følt mig nærmere folket end bjerget. Det ligger dybt i mig altid at holde med de svageste,” siger Leif Sylvester.
Arbejdermuseet har en vision om at bringe dem, der ofte står i baggrunden af de store fortællinger, frem – og fortælle om de fællesskaber og kampe, der har formet det moderne samfund.
”Leif Sylvesters kunst er båret af oprigtighed og en utæmmet lyst til at udtrykke sig. Han er vokset ud af arbejderklassen og har formået at holde fast i sit sociale udgangspunkt gennem hele sit kunstneriske virke. Derfor føles det også helt rigtigt, at det netop er på Arbejdermuseet, at hans historie og hans værker nu skal folde sig ud,” siger Søren Bak-Jensen, direktør for Arbejdermuseet.
Om Leif Sylvester
Født 18. april 1940 på Amager. Udlært tømrer, men valgte tidligt at gå kunstens vej i et makkerskab med Erik Clausen. I 1970’erne og 1980’erne samarbejdede de om kunstudstillinger, cirkus, gøgl, skuespil og musik, bl.a. hittet Mormors Kolonihavehus. Et andet stort hit, Om lidt, skrev Sylvester sammen med Kim Larsen. Sylvester har udgivet albums, været med i film og tv-serier og skrevet flere bøger. De seneste mange år er det billedkunsten, der har været i fokus. I april udkom Den store Sylvester om hans billedkunst.
Leif Sylvester er sin egen og har aldrig ladet sig begrænse af sin baggrund, sin ordblindhed, omverdenens forventninger eller manglende formel uddannelse inden for de kunstarter, han har udtrykt sig gennem.
I forbindelse med udstillingen vil der være et omfattende program med frihed, kreativitet og fællesskab som omdrejningspunkt bl.a. en samtalerække med Leif Sylvester modereret af radiovært Carsten Dahl. Se mere på arbejdermuseet.dk
Leif Sylvester – Friheden flyver
27. september 2025 – 2. august 2026
[Historie-online.dk, den 13. august 2025]