Menu
Forrige artikel Næste artikel

Den grønne metropol

Kategori: Bøger
Visninger: 679

 

Af Brian Traantoft Rasmussen. BA i historie og BA i religionsvidenskab

Efter endt læsning er det på en måde helt anderledes at gå rundt i de brokvarterer, man troede, man kendte. Amager Fælled og Kalvebodskilen er ikke længere det samme som før, og det føles pludselig mere familiært at sidde og nyde en kold øl i solen på Assistens Kirkegården. Til sommer bliver det anderledes at bade i Øresund, spise is i Dragør og løbe en tur ved Vestvolden. For stederne har fået en stemme og er blevet levendegjorte.

Hovedstadens Kulturhistoriske Arkiver og forfatterstaben af både arkivarer, museumsinspektører, forskere på Rigsarkivet og universitetet, har alle skrevet dygtigt velfortalte artikler om en lang række af forskellige emner centreret omkring hovedstadsmetropolens grønne politik igennem de hovedsageligt sidste 120 år. Stort set alle artiklerne omhandler problematikken omkring naturen i byen og byens påvirkning af naturen. Igennem de 20 forskellige artikler, nogenlunde struktureret i kronologisk orden begyndende i København 1860, fortælles der således om kommunal- og statspolitik, om grønne rekreative områder og om at skabe ”sunde lunger” i de usunde bydele.

Byens sunde ”Lunger”
Antologien tager sin begyndelse med den markante befolkningstilvækst i københavnsområdet fra 1860´erne og behandler den deraf følgende forurening i forbindelse med urbaniseringen og industrialiseringen. Desuden diskuteres det, hvordan disse problemer forsøgtes imødegået af kommunale tiltag, private filantropiske byggeprojekter og hygiejniske bevægelser.

Da demarkationslinjerne blev nedlagt i 1852 blev Nørrebro og Vesterbro hurtigt industri- og arbejderbydele, mens Østerbro i første omgang var en villabydel, hvor blandt andet Lægeforeningens Boliger og Arbejdernes Byggeforening nytænkte ideerne omkring sundt boligbyggeri. Det var netop i forbindelse med nedlægningen af fæstningsterrænet, og med inspiration fra lignende engelske tanker, at ideen om byens ”lunger” opstod. Man frygtede ganske enkelt for konsekvenserne af den private spekulationsinteresse på de nyligt frilagte boligområder. Derfor greb staten og kommunen ind, og igennem mange årtiers servitutter og grænsesammenlægninger i kommunen, samt opkøb af private jordområder, forsøgte kommunen at sikre boligbyggeriet. Ideen var, at der skulle være en tæt kontakt til naturen i byen, og at der generelt skulle sikres ren luft, lys og åbenhed i gadebilledet. Dette blev klaret ved hjælp af servitutter, der blandt andet sikrede, at byens gader ikke blev for smalle og bygningerne for høje.

I forlængelse heraf blev der i de kommende årtier anlagt folke- og byparker, åbne legepladser, torve og anlæg, der alle skulle sikre den friske luft og give mulighed for idræt og sociale arrangementer, der kunne foregå udenfor hjemmets trange vægge.
Størstedelen af nybyggeriet blev fortsat kontrolleret af den velfærdspolitiske bygge- og boligpolitik, men i forbindelse med den konstante byudvidelse opstod et andet problem, nemlig forholdet til den truede natur. I takt med udbredelsen af ideen om en sund sjæl i et sundt legeme begyndte folk i stigende grad, især fra 1920érne og i de følgende årtier, at dyrke idrætsbevægelser og friluftslivet. De mest populære steder var ved strand og i vand både nord og syd for København og i de omkringliggende skovarealer, specielt på det gamle militærterræn på Amager. I den forbindelse havde Danmarks Naturfredningsforening, der blev stiftet i 1911, det som sin første store mærkesag at sikre folk fri adgang til blandt andet Østersøkysten og Dyrehaven. I 1937 fik de ydermere et vægtigt kort på hånden, da Naturfredningsloven blev ændret. Det blev dermed muligt for Naturfredningsforeningen at rejse fredningssager, og et blandt mange eksempler på fredningssager i antologien omhandler det kuldsejlede projekt A/S Dragør Strandpark.

I de følgende årtier fredes flere skov- og strandområder, mens der fortsat anlægges flere friluftområder og legepladser i byerne. I 1970’erne omdannes mange af de forladte og udtømte industrilandskaber til store rekreative naturparker, som tilfældet blandt andet var det med Hedeland Naturpark. De grønne tanker er sandsynligvis kun blevet mere populære med tiden, og en spændende nytænkning indenfor moderne arkitektur forsøger på nuværende tidspunkt at binde naturen og byen endnu tættere sammen. Dette ses blandt andet i fremtidsbyen Vinge, en ultramoderne grøn by, der er et af de nyeste projekter i den grønne Metropol.

En oversigt over antologiens bidrag

De forskellige artikler spænder vidt og behandler mange relevante tematikker i det gedigne værks tyve kapitler.

I kapitel 1, ”København: fra bylunger til nærrekreation” behandler Henning Bro netop ideen om ”sunde lunger” og den kommunale politik fra cirka 1850-1950, og hvordan denne politik forsøgte at sikre bedre og sundere boligforhold for Københavns indbyggere. 

Henning Bro og Caspar Christiansen har sammen skrevet kapitel 2, ”Frederiksberg: hovedstadens grønne oase”, der fortæller om famøse vejtræer, anlæggelsen af kolonihaver og legepladser, og om hvordan en på papiret politisk uenig kommunalbestyrelse i 1940’erne alligevel formåede at nå til enighed om Frederiksbergs grønne byplanlægning.

Søren Mentz skriver i kapitel 3, ”Dragør badeetablissement og teltlejr”, om hovedstadens fejlslagne friluftsprojekt der i 1930’erne blev opført i Dragør, tegnet af Arne Jacobsen, tidens feterede designer, men som allerede i 1944 blev revet ned grundet økonomiske problemer og naturfredningsforeningens klager.

I kapitel 4 fortæller Mette Henriksen om ”Kampen om Øresundskysten” og om visioner og planlægning af offentlige strandparker i 1930’ernes Gentofte Kommune.

Henning Bro har tillige forfattet værkets 5. kapitel om ”Hovedstadsmetropolen og Den grønne betænkning”, der omhandler egnsplaninitiativer fra 1936 gennem ”Den grønne betænkning”, der behandlede planerne for et system af rekreative områder i metropolens forstæder.

6. kapitel er skrevet af Henrik Vejre, Morten Christian Richardt, Jon Voss og Caspar Christiansen og omhandler ”Fredning som middel i byplanlægningen” i Søllerød kommune i perioden 1938-1970.

Det 7. kapitel hedder ”Naturpark Mølleåen”, er skrevet af Rolf Kjær-Hansen og Michael Boel Winther, og handler om fredning som aktivt redskab i skabelsen af bynær og rekreativ naturpark.

I det 8. kapitel skriver Henrik Vejre og Katja Litzia Henschel om ”Herlev Kommune og Hjortespringkilen” og om den grønne kile, der kom under pres grundet efterkrigstidens byudvikling og kilens lokalitet på grænsen mellem nordegnen og vestegnen.

I kapitel 9 skriver Mette Tapdrup Mortensen om ”Friluftslivet ved Køge Bugt” og historien om Hartmannsgave, en feriekoloni i Greve kommune skænket af familien Hartmann i 1944.

Kapitel 10 er skrevet af Henrik Vejre og omhandler ”Efterkrigstidens planlægning og forvaltning af de grønne områder”.

Kapitel 11 omhandler ”Køge Bugt Strandpark”, det kunstigt skabte naturområde der blev indviet i 1980 men som allerede i 1920´erne blev præsenteret som ide, og er skrevet af Ditte Maria Sørensen og Poul Sverrild.

Kapitel 12, ”Store Vejleådal – set fra Albertslund”, er skrevet af Troels Torp Øhlenschlæger.

Kapitel 13, ”Borgernes skov – Vestskovens anlæggelse”, er forfattet af Henrik Vejre, Lene Skodborg og Bo Fritzbøger.

Kapitel 14 er skrevet af Marie Drost Aakjær og Martin Jespersen og omhandler ”Drømmen om en vold” og hvilke visioner og planer der har været på tegnebrættet for Vestvolden, siden den i 1920 blev sløjfet som militært anlæg.

I kapitel 15, ”Brøndbyskoven – en skov bliver til”, skriver Ditte Marie Sørensen og Lisbeth Hollensen om de politiske forhandlinger 1945-1964 i forbindelse med skovens anlæggelse.

Kapitel 16 er skrevet af Inger Kjær Jansen og omhandler ”Saltholmen”. Den bærer i undertitlen ”Fuglenes og interessekonflikternes ø”, og dette henviser blandt andet til den klassiske konflikt mellem jordejere, i dette tilfælde ejerne af Saltholm og deres valg af indtjeningsmuligheder på øen, og forskellige naturforeninger. 

I kapitel 17 beskriver Ole Hjorth Caspersen ”Kalvebodkilen” og fortæller dens historie fra militærterræn, inddæmmet område over til nutidens rekreative naturpark.

Kapitel 18 omhandler ”Hedeland Naturpark” og er skrevet af Eva Tønnesen og Jeppe Tønsberg. De behandler parkens overgang fra industrilandskab til rekreativt område i perioden 1960-2015.

I kapitel 19, ”En have for levende og døde”, beskriver Jørgen Mikkelsen Assistens Kirkegården igennem mere end 250 år. Mikkelsen vækker kirkegården til live og fortæller om pest, havearkitektur og efterlivsforestillinger, om folkelige druk- og ædegilder, om moderne dispositionsplaner og om hvordan, kirkegården i dag stadig fungerer som et kunstnerisk udtryk for det levede liv.

I det 20. kapitel, ”Vinge – det 21. århundredes by”, afslutter Ann-Sofie Wiil hele værket på gennemført vis, ved at forbinde fortidens og fremtidens tanker omkring grøn byplanlægning i den grønne metropol. Ann-Sofie Wiil præsenterer planerne for den ultramoderne grønne by Vinge, hvor naturen og dyrelivet ikke blot skal fungere som rekreation, men være hele byens tematiske omdrejningspunkt. 

Få mangler i et ellers imponerende værk

Antologiens tematiske omdrejningspunkt er som bekendt byens ”sunde lunger” og metropolens grønne politik, men i den forbindelse savner jeg en artikel eller to, der netop mere indgående kunne behandle de negative konsekvenser af den tætte, usunde bebyggelse, historien om de ”usunde lunger” så at sige.  En nærmere behandling af, fx baggårdsbebyggelse på Amager, Nørrebro eller Vesterbro, eller for den sags skyld gader eller stræder som den famøse Peder Madsens Gang, ville have givet et endnu større indblik i tidens kummerlige boligforhold for arbejderklassen i slumkvarterne og dermed en større forståelse for behovet for politikken om de ”sunde lunger”. Artiklerne behandler generelt problemstillingerne på et overordnet kommunalt niveau, og det er i virkeligheden nok bare et spørgsmål om historisk smag og behag, men jeg savnede til tider en større inddragelse af personlige beretninger til at underbygge de ellers fremragende perspektiver.

Når det er sagt, er værket meget imponerende og grundigt gennemført, det er velskrevet, indeholder noget for enhver smag, og billedsiden understøtter teksten rigtig fint. Er man interesseret i kommunal grøn politik og naturfredning i København og omegn, og færdes man ofte i disse områder, er der ingen tvivl om, at man bør læse ”Den grønne metropol” og bruge den som en hverdagens guide til at blive klogere på det område man er en del af.    

Historie-online.dk, den 25. april 2017

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Erindringer fra Ollerup
Fortællinger fra Selleberg
Da ost blev for alle