Menu
Forrige artikel Næste artikel

Det daglige brød

Kategori: Bøger
Visninger: 666

Af Preben Etwil

Det er mærkeligt at tænke sig, at for ganske få generationer siden havde vi et Underdanmark, der i realiteten skabte det materielle og kulturelle grundlag for det danske samfund, som vi kender i dag.  Det var det store tavse og undertrykte flertal på landet. Det var rygraden i datidens danske samfund, men alligevel findes der for denne befolkningsgruppe ikke mange heltekvad – om overhovedet nogle - i den traditionelle historieskrivning. De blev født tavse, led livet igennem, og døde i ubemærkethed.

Denne bog handler om det store danske flertal, der stort set ikke havde nogen rettigheder, men som til gengæld fik lov til hårdt arbejde, lange arbejdstider, usle boliger og dårlig ernæring. Nød, tuberkulose og i værste tilfælde døden, stod altid på lur i både by og på land, mens en lille overklasse levede et helt anderledes materielt lykkeligt og åndeligt liv. Deres ufattelige rigdom byggede på underklassens ligeså skæmmende fattigdom. Oprøret lurede naturligvis hele tiden, men materiel nød i egne rækker, og benhård og voldelig undertrykkelse fra overklassen, holdt i al væsentlighed de oprørske sind i ro: ”Den manglende oprørskhed i Danmark hang derfor også sammen med, at det enevældige styre i Danmark, som var det mest absolutte i hele Europa, hårdt og uden barmhjertighed slog ned på ethvert tilløb til, at der skulle opstå en intellektuel opposition” (p. 174).

Overklassen og myndighederne var tæt forbundne kar, der på enhver tænkelig måde frygtede og foragtede underklassen. Da økonomiens ufattelige ineffektivitet i hoverilandbruget simpelthen krævede reformer, og dermed stavnsbåndets ophævelse, udviklede gårdmandsstanden en sær alliance med deres tidligere herremænd i kampen mod husmændene og landarbejderne, der udgjorde det store flertal i landbefolkningen. Resultatet af reformerne blev, at gårdmændene vandt, og de jordløse tabte, og sank ned i endnu større økonomisk og materiel elendighed. Den del af historien, som vi ikke er stolte af, og som vi også meget sjældent ser beskrevet i danske historiebøger. Her gør Engberg en velgjort og velunderbygget undtagelse.

Mange søgte ind mod byerne og blev førstegenerations industriarbejdere uden de store kollektive kamperfaringer. Deres livsvilkår blev dog i første fase ikke meget bedre end de forhold, som de forlod på landet. I mange tilfælde endog værre. Bogen begynder, hvor næsten al landbrugsjord var opdelt i godser eller herregårde, og byen bestod af håndværkerlav og mindre og stærkt reguleret handelsvirksomhed. Bogen slutter et par hunderede år senere, hvor landbrugets selveje er blevet det dominerende, og hvor der er en gryende politisk bevidsthed hos både husmænd og landarbejdere. I byerne er industrien i røg, damp og støj ved at vinde frem, mens arbejderne stadig lever under elendige ernærings- og boligforhold, men hvor de dog har vundet retten til at måtte organisere sig fagligt. I sandhed en fantastisk historie - især når man påtænker, at det kun er et par generationer fra vor egen tid.

Bogen er stramt disponeret, men yderst let fortalt. Engberg er en fortræffelig fortæller, der kan skabe billeder i læserens eget hoved. Det gør historien medlevende. De historiske forløb bliver meget ofte underbygget af samtidige levnedsbeskrivelser, og Engberg kan af og til heller ikke dy sig for at komme med en skjult kommentar eller to til historiens faktuelle forløb, der refererer til den dagsaktuelle værdipolitiske situation. Befriende. 

I kapitlet om de trange økonomiske tider 1650-1700 bliver man overvældet af det ufattelige magtundertrykkelsesapparat, som Overdanmark opbyggede for at kunne holde Underdanmark i skak. Beskrivelserne af alverdens torturinstrumenter, tager næsten pusten fra en. Det er barsk læsning i natlampens skær. Man har næsten svært ved at forestille sig, med hvilken bestialitet man kunne få sig selv til at udøve disse skrækkelige lemlæstende og ofte dødlige voldshandlinger. Alligevel stillede mange personer fra Overdanmark sig gerne til rådighed for at forsvare nødvendigheden af disse torturrædsler. Læger, politikere, filosoffer og præster. Ja, man holdt sig ikke tilbage.

Kapitlet om bønderne 1700-1780 er på mange måder genkendeligt stof, for folk der har interesseret sig for landbrugshistorie. Engberg vinkler sin fremstilling med vægt på herremændenes fysiske og økonomiske undertrykkelse af bønderne, der driver dem ud i større og større armod. Han fremstiller de stigende reformkrav som en økonomisk lovmæssig nødvendighed for herremændene, da landbruget under det gamle regime gradvist men sikkert forvitrede, og som skabte et mindre og mindre økonomisk overskud, der igen førte til krav om endnu større udnyttelse af hoveriarbejdet, der så igen førte til endnu mere ineffektivitet. Fæstesystemet havde udviklet sig til  ikke alene at blive en møllesten om bøndernes hoveder, men også for herremændenes indtjeningsmuligheder. Løsningen blev, at gårdmændene kunne købe deres egne gårde og derved drage nytte af de gode konjunkturer, der dukkede op i horisonten. Herremændene slap ligeledes af med den ineffektive arbejdskraft på hovmarkerne, og kunne for penge købe en mere villig arbejdskraft, der kunne rubbe neglene. Salget indbragte herremændene kapital, der kunne bruges i egne drifts- og avlsbygninger, men også herskabelige boliger: ”De danske godsejere så det ikke, da reformerne blev gennemført, men i den sidste ende blev det dem, der sejrede” (p. 179).

Kapitlet om husmænd og landarbejderne efter reformerne 1800-1900 er uden sammenligning bogens bedste bidrag til den nyere danmarkshistorie. I en sjælden grad er husmændenes og landarbejdernes ualmindeligt usle kår beskrevet så hudløst ærligt og præcist som her. Anmelderen har ikke siden Jeppe Aakjær læst så hårrejsende beskrivelser af husmændenes og landarbejdernes levevilkår:

”Vi ejer paa Jorden knap Trævl eller Traad, kun denne vor skorpede Haand; til Menneskekaar fik vi kummerligt Raad, i  Ørkner vandred vor Aand; Du Herre, som højt gennem Samfundet red hen over de Rygge, du trykkede ned, nu smyger vi af dine Baand! Vi harved din Ager, vi skar dine Neg, vi strigled din blommede Hest, vi lytted bag Stalden til Rotternes Leg, naar selv du gik pyntet til Fest. Du drømte paa Bolstre, vi slumred paa Halm, hvor Dyret er Nabo, og Luften er kvalm, og Svindsoten kommer som Gæst” (Tyendesang 1907).

Denne del af landbohistorien kan næppe tjene gårdmandsstanden til ære. Landboreformerne lod husmændene og landarbejderne tilbage uden et reelt økonomisk eksistensgrundlag, hvilket gjorde, at de af nød var tvunget til at sælge deres – ja, hele familiens – arbejdskraft til en løn eller fortsat hoveri, som de knapt nok kunne leve af. Sult, elendighed og i værste tilfælde døden var i hele perioden en reel trussel for både husmænd og landarbejdere. Dette samtidig med, at gårdmandsstanden økonomisk og socialt langsomt men sikkert arbejdede sig op i underkanten af Overdanmark. I denne fortælling er der ikke meget Morten Koch landboidyl at finde. Gårdmændene og godsejerne fandt derimod sammen i en aldeles uskøn og uhellig alliance mod det besiddelsesløse landproletariat. Den billige og nødvendige arbejdskraft på landet skulle sikres ved, at de var mange i antal, og at de ikke havde nogle alternative overlevelsesmuligheder. Med statshusmandsloven af 1899 blev der mulighed for udstykning af landbrugsjord til landarbejdere, dog i så små lodder, at det ikke sikrede dem et socialt og økonomisk livsgrundlag. Det var heller ikke meningen, da loven primært sigtede på at fremskaffe tilstrækkelig arbejdskraft til de større gårdejere. Husmænd og landarbejdere skulle simpelthen holdes nede i armod – både fysisk og mentalt. Undertrykkelsen gav både medgørlighed og ydmyghed. Jens Engberg er her helt klar i mælet: De skulle betale for gods- og gårdejernes fremgang.

Med landboreformerne og dermed landsbyfællesskabets sociale opløsning voksede de ideologiske forskelle mellem de forskellige socialklasse på landet:

”Grundtvig blev med sin liberalisme og sin nationalisme foruden så meget andet også den samlende figur for gårdejerklassen og dens holdninger. Han blev dens profet. Det blev han ikke for de nye underdanskere, landarbejderne, husmændene og arbejderne i byerne, der for så vidt de havde brug for en profet, måtte de henvende sig andre steder” (p. 235).

For Grundtvig var en vis fattigdom for husmændene et uundgåeligt onde, og var folk arbejdsløse, var det deres egen fejl. Det at have kultur krævede nu engang sine ofre. Han, som var med i den grundlovgivende forsamling, var den argeste modstander af, at borgerlige og sociale rettigheder blev skrevet ind i grundloven.

Demokrati og ligeværd var ikke noget der lå lige for den del af landboerne, der hørte til Underdanmark. Valgret og valgbarhed havde kun mænd, der havde selvstændig husholdning – og det havde flertallet på landet ikke. Og fik man tilkæmpet sig den status, hang den alligevel i en tynd tråd, da fattighjælp, og dermed tab af borgerlige rettigheder, meget ofte blev udfaldet af længere tids usle livskår. Husmænd og landarbejdere befandt sig altid på kanten af sultegrænsen, hvor intet andet en udsigtsløs slid ventede, og hvor fattiggården blev deres livs endestation.

I kapitlet om befolkningens bevægelse fra landet mod byen 1850 -1900 gives en udmærket indsigt i de økonomiske og demografiske pull- og pusheffekter, der drev udviklingen. De elendige forhold på landet drev befolkningen mod byerne, men til livsvilkår der for manges vedkommende i den første tid ikke blev meget bedre der. Arbejderbefolkningen blev klumpet sammen i usle boliger, og arbejde i beskidte, støjende og støvede fabrikker – ofte i et umenneskeligt slid. Lønnen var derudover tit så elendig, at det var en nødvendighed for familiens overlevelse, at både kvinder og børn udbød deres arbejdskraft, der så igen var med til at trykke hovedindkomstmodtagerens løn. Ikke overraskende var sundhedstilstanden i mange af de nyopståede arbejderkvarterer i byerne direkte livstruende: ”Agerdyrkerne havde allerede længe trællet møjsommeligt, og i løbet af nogle årtier kom titusinder til også at gøre det i fabrikkerne” (p. 311).

En noget overset gruppe i den danske arbejderbevægelses historie, tjenestepigerne, får i Jens Engbergs bog en lille men velfortjent placering: ”Det erhverv, der beskæftigede flest kvinder i København og sandsynligvis også i en række provinsbyer, var arbejdet som tjenestepige eller tyende” (p. 327). Det var billig – og let udnyttet – arbejdskraft. De fleste af pigerne kom fra landarbejder- og husmandshjem. Borgerskabets udnyttelse, og til tider overgreb, var ikke et ualmindeligt forekommende fænomen for denne udsatte og dårligt organiseret gruppe.  

Jens Engberg har i dette kapitel en lang række illustrative levnedsbeskrivelser af arbejdernes livsvilkår. Langt hen ad vejen er det skrækkelige historier, men da emnet er behandlet i mange andre sammenhænge, er det så som så med nye vinkler på historien. Det samme gælder beskrivelsen af opkomsten af den organiserede fagbevægelse og dens forskellige sociale og politiske kampe.

I bogens sidste kapitel forsøger forfatteren at sammenfatte solidaritetsbegrebet i en dansk sammenhæng. Ved at smide åget, og gennem sammenhold og kampvilje formåede de besiddelsesløse at sikre sig ordnede arbejdsforhold, bedre lønninger, et fabrikstilsyn, jord til husmændene, forbud mod børnearbejde, bedre skoler, bedre sundhedsforhold, retten til værdige forhold for gamle og syge og i det hele taget anerkendelse af, at arbejderne var en del af samfundet. ”Det var krav, som det alle lykkedes arbejderbevægelsen til en vis grad at få gennemført i løbet af de næste par generationer” (p. 403).

Jens Engberg har med denne mursten af en bog givet det umælende og undertrykte Underdanmark et godt og stærkt eftermæle. Det er vigtigt, at deres historie også bliver fortalt – og det gøres godt og indsigtsfuldt i denne bog.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Andersen og Danmarkshistorien
”En visnet blomst i hæderskrandsen”
1864