Menu
Forrige artikel

Beretningen om de danske aviser 1992-2011

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 359

Af Thomas Petersen

Der var kun en invitation. Så hvem skulle repræsentere avisen ved aftentaflet på kongeskibet, da Majestæten i begyndelsen af nullerne aflagde besøg i Randers? Skulle det være den lokale chefredaktør, eller skulle det være storebror, chefredaktøren på fusionsavisen A/S Århus Stiftstidende? Lillebror havde helt efter bogen anskaffet sig stadstøjet, men det var storebror, der fik det kringlet sådan, at det blev ham, der mødte op på Dannebrog. Randers var blevet trynet af Aarhus. I første runde. Historien var blevet kendt i byen. Også på borgmester-kontoret. Så, nu i form af borgmesteren slog lillebror igen. Da han tidligere på dagen havde været vært ved frokosten på Hotel Randers, gav han chefredaktøren for Randers Amtsavis en central placering i salen, redaktørens kone sad endog ved hovedbordet, tæt på Dronningen. Mens den aarhusianske chefredaktør fik anvist plads tæt ved udgangen. I Randers så man hellere hans hæl end hans tå.

Det er blot en af de mange kostelige og artige historier, forfatteren til nærværende bog har at berette. En tilsyneladende banal hændelse. Hvis ikke den illustrerede en udvikling, der over nogle få år ribbede et hæderkronet mediehus for alt det, der gennem to århundreder havde givet det identitet. En vel konsolideret økonomi, egne fredede bygninger, eget trykkeri, eget sekretariat samt et velfungerende kollektiv af dedikerede journalister.

Pressen lever af at sælge historier. Det gælder såvel den elektroniske som den skrevne presse. Nyheder, reportager, features. Har man en solo-historie, er euforien naturligvis helt i top. Nogle medier kan oven i købet ikke få historierne slibrige nok. Mærkeligt nok er euforien og åbenheden helt i bund, når historien handler om avisen selv. Så nøjes man med at bringe de mest nødvendige og kedelige data, mens man lader konkurrenten løbe med den gode historie. Mærkeligt, men ikke i pressens egen lukkede verden.

Forfatteren kalder sin bog en beretning. Klogeligt nok. Det befrier ham for at skulle måles med historisk-videnskabelige alen. Nu er indholdet blot noget, han beretter. I stil med krønikens beretning om de svundne år. Krønike-skriveren vil blot rapportere, hvad der er sket. Metoden tillader også forfatteren konsekvent at bruge nutidsform. Et valg, der ind i mellem kan virke en kende anstrengt, men lad gå. Mange gode historier kommer der i hvert fald ud af manøvren. Takket være Ole C. Jørgensens i det store og hele letflydende pen.

Ole C.´s (født 1946) karriere startede i det små som løst ansat sportsskribent på Randers Amtsavis 1961, efterfulgt af mesterlære sammesteds. Efter en stribe ansættelser på forskellige dagblade rykkede han i 1988 ind som ansvarshavende chefredaktør for ovennævnte hæderkronede avis i bladhuset på Nørregade 7 i Randers. Grundlagt så tidligt som i 1810 på grundlag af et bogtrykkeri. Efter 11 år i Randers flyttede Jørgensen i 1999 til Svendborg for der at blive chefredaktør for byens avis. I 2011 tog han afsked med Fynske medier for kort efter i opdrag fra Dagspressens Fond at kaste sig over arbejdet med nærværende bog.

Det er to stormfulde årtier i dansk pressehistorie, som Jørgensen har skullet dække. Og han gør det i det store og hele godt. Med begreber som bladdød, gratis-aviser, fusioner, fyringer, oplags-nedgang, hyppige personskift som centrale stikord. En periode, hvor antallet af selvstændige bladhuse i Danmark blev halveret, og hvor avisoplaget faldt med 25 % til hverdag og hele 45 % om søndagen. Det var to årtier, hvor kun en enkelt ny avis under navnet Dagen dukkede op på markedet. Med pomp og pragt, smukke hensigter, ødselhed i outfittet samt tilsyneladende med mange private penge i bagagen. For efter kun 46 dage at krakke og lukke – ramt af svindel og kapitalmangel.

Perioden 1992-2011 var også to årtier, hvor en stribe af såkaldt gratis-aviser poppede op. Som om noget er gratis i verden ud over fri lys om dagen. Gratis-aviser, der ville dele et i forvejen skrantende læser- og annoncemarked med de traditionelle betalingsaviser. Og med opfindsomme navne som Urban, 10 minutter, Dato, 24 timer, Nyhedsavisen. Mange af dem oprettet af de traditionelle bladhuse i panik over, at en islandsk ejet gratis-avis havde varslet sin ankomst i Danmark. Et varsel og en panik, der i katastrofal grad tappede de traditionelle bladhuse for kapital. Et mediehus som det traditionsrige Berlingske Officin mistede efter sigende omkring en milliard kroner på den manøvre.

Bogen er en fortsættelse af pressehistorikeren Niels Thomsens og Jette Drachmann Søllinges monumentale tre-bindsværk De danske aviser 1634-1989, udgivet 1988-92. Statsbiblioteket i Aarhus huser Statens Avissamling, og det er derfor naturligt, at dets direktør, Svend Larsen, med sin viden om bladhusenes dispositioner har fungeret som en vigtig sparringspartner for forfatteren. Bogens indhold veksler mellem faktuelle oplysninger om oplag, ejerskab, redaktører og direktører for samtlige aviser, der blev udgivet i perioden. Samt en udførlig beskrivelse af hvert enkelt medies ofte konfliktfyldte udvikling i perioden.

Det er naturligvis helt umuligt at omtale eller anmelde en sådan bog, så anmeldelsen er både dækkende og retfærdig. Det forbyder dens kaleidoskopiske opbygning simpelthen. Man må vælge, og foretager man et godt valg, kan der tegne sig et drama af de helt usædvanlige og blodige. Ja, et veritabelt trekantsdrama. Som for eksempel i det østjyske. Dramaet er berørt i denne anmeldelses indledning. Og hvor deltagerne er de to provinsaviser Århus Stiftstidende og Randers Amtsavis, samlet under den fælles hat, A/S Århus Stiftstidende, og som det tredje hjul - deres fælles ejer, Det Berlingske Officin med flagskibet Berlingske Tidende. Tiden er slutningen af 1990erne og begyndelsen af det nye årtusind.

Hvor Politiken og Jyllands-Posten i tide havde polstret sig med en fondsdannelse, var Det Berlingske Officin blevet kastet ud på det internationale kapitalmarked, da skibsrederen hr. Møller overnight havde solgt sin dominerende aktiepost i det berlingske hus. En handling, der var affødt af, at Berlingske Tidende i den sakrosankte ytringsfriheds navn havde bragt en artikelserie om hr. Møllers fars lidt for tætte samarbejde med besættelsesmagten. Næste ejer af Officinet var norske Orkla, der ved siden af blandt andet marmelade også havde ambitioner om at producere aviser. Dernæst hed ejeren det britiske investeringsselskab Mecom Group, der ville se så mange penge så hurtigt som muligt. Med tilfældige sammenlægninger, udskillelser, udnævnelser og drastiske nedskæringer i kølvandet.

Som et led i konkurrencen i det jyske med den fremstormende Jyllands-Posten satte Officinet sig på den underskuds- og gældsplagede Århus Stiftstidende. Mens det i forvejen ejede Randers Amtsavis, der i årtier havde kunnet sende tocifrede overskud til hovedstaden. Dumme dispositioner, elendig ledelse, inkompetente og magtsyge chefredaktører samt megen anden dårligdom sendte Stiften yderligere ned i dyndet og Amtsavisen fra at have været Officinets jyske guldfugl ned i fattigdom. København tryner Aarhus, Aarhus tryner Randers – alt sammen med raslende nedgang i betalende læsere. Nedgangen er ovenfor specificeret nærmere. Grundlæggende ville Randers-borgerne ikke styres fra Aarhus. Provinsielt, ja, men en faktor, der var uhyre reel. Den generelle nedtur, der i perioden prægede avis-branchen generelt, føjede i ovennævnte trekantsdrama blot en ekstra brik til nedturen.

Alt det og uendelig meget andet fortæller Ole C. levende og engageret om. Historien om Amtsavisens deroute har han som dens tidligere chefredaktør naturligvis ikke været mindst engageret i. Dog uden, at teksten af den grund virker indforstået eller anderledes end beretningen om de andre aviser. Og uden, at der kommer ubalance ind i vægtningen af aviserne.

Det er såvel artige som kostelige og triste ting om livet på direktions- og chefredaktørgange, læseren bliver præsenteret for. Uduelige og brovtende ledere, der intet har lært eller forstået af moderne management. Københavneri, tryning og manglende lederskab er legio.

Om tykke bøger bruger man tit epitetet murstenstyk. Det slår ikke til i det foreliggende tilfælde. Bogen er både urimelig tyk og tung. En opdeling på to bind ville have været en læservenlig handling. Men da oplaget kun er på sølle 500 eks. regner udgiverne åbenlyst ikke med, at bogen bliver en kioskbasker. Ønsker det måske heller ikke. Dens layout er da også en katastrofe. Gennemgangen af næste avis starter på samme side, som den foregående slutter. Endvidere indledes hvert kapitel blytungt med sidelange og kedelige facts i brødteksten – oplysninger, der rettelig burde have været henvist til en faktaboks. Et naturligt og nærmest obligatorisk valg i den daglige avis, men åbenbart ikke i en bog, der handler om aviser. Men den skal jo heller ikke ud i landskabet, jfr. oplagets størrelse ovenfor. Folket behøver jo ikke at vide alt – i hvert fald ikke om aviser.

Men under alle omstændigheder skal der lyde et stort tillykke til udgivere og til en forfatter, Ole C. Jørgensen, der har brugt fem år af sin tredje alder til at sammenstykke en læseværdig krønike og et værdifuldt kildemateriale for fremtidige historikere, der ønsker at skrive en gravskrift over noget, der i datiden og gennem et par århundreder hed aviser, skrevet på noget så oldnordisk som papir.

Siden er oprettet 21. september 2016.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Sexualitetens idéhistorie – en grundbog
45 myter og halve sandheder fra verdenshistorien - Bind II
Kampen om Italien 1799-1948