Carsten Bach-Nielsen: Fra jubelfest til kulturår. Danske reformationsfejringer gennem 400 år.
Af Christian Kaaber
Står man ved Martin Luthers grav i Slotskirken i Wittenberg og lader blikket vandre op til vinduet til højre over gravpladen, møder man Hans Tausen. Den danske reformator er en af de mange af Luthers disciple, hvis portrætter er indfældet i Slotskirkens store vinduer, men Tausen har i den sammenhæng fået den mest prominente plads.
Det var på døren til Slotskirken, Luther ifølge overleveringen klokken 12 den 31. oktober 1517 opslog sine 95 teser mod den katolske kirkes moralske forfald og magtmisbrug, ikke mindst i form af den massive afladshandel: "Når daleren i kisten klinger, straks sjælen ud af Skærsilden springer". Luthers manifestation satte gang i det folkelige og politiske røre, der de følgende årtier bredte sig fra Sachsen ud over det Tysk-Romerske Rige og videre endnu, gav reformationen kraft og spaltede både den vesterlandske enhedskirke og flere riger og nationer. I løbet af Frederik den Førstes regeringstid (1523-33) tog bevægelsen ved i Danmark, og efter Grevens Fejde gennemførtes reformationen i Danmark-Norge i 1536-37, hvor den katolske kirke resolut blev afløst af en fyrstekirke med Christian den Tredje som overhoved, formgivet af Luthers medarbejder Johann Bugenhagen, der i det daglige virkede som præst ved Bykirken i Wittenberg.
At det vidtstrakte nordiske kongerige indførte den evangeliske kirkeordning, fik enorm betydning for reformationens konsolidering i et tysk rige, der for en stor dels vedkommende forvaltedes af fyrster, der rangerede under den dansk-norske konge i værdighed. Omvendt fik Luthers personlige forhold til Christian den Tredje reel betydning i nyordningen af den danske kirke, der jo ikke at forglemme var udløst af kongens enorme likvide behov efter Grevefejden – behov, som den gamle kirkes rigdomme var som skabt til at dække. Med såre aktiv kongelig støtte etableredes den luthersk-evangeliske kirke i Danmark-Norge forbavsende hurtigt og urokkeligt fast. Det har den så været siden.
Reformationen danner et af danmarkshistoriens store skel, og dens jubilæer er blevet fejret i stor stil fra 1617 og frem, med 1517 som reformationens jubelår i bredeste internationale forstand og 1536 som udgangspunkt for det nationale jubilæum. Nu tages der luft ind til fejringen af 500-året for Luthers teser; om føje år skal 500-året for Christian den Tredjes kup mod de katolske bisper markeres. Den tid, den glæde.
I 1617 var der gået 100 år efter lanceringen af Luthers teser, og Sjællands biskop Hans Poulsen Resen tog initiativ til at markere begivenheden så storslået som muligt i Christian den Fjerdes København. Med denne begivenhed indleder den velskrivende kirkehistoriker Carsten Bach-Nielsen, lektor i faget ved Aarhus Universitets teologiske del, sin lange beskrivende gennemgang af, hvordan den evangeliske kirkes runde år er fejret hertillands gennem snart 500 år - det næste jubelår venter som bekendt lige om hjørnet. Fremstillingen er ført helt op til bogens udgivelsestidspunkt, og læseren får et indsigtsfuldt og detaljeret indblik i de overvejelser, der allerede gør sig gældende. Reformationen er i bredeste kronologiske forstand et både dansk og internationalt "erindringssted", hvor den fælles erindring for en stund fortættes og materialiserer sig, ofte i sammenhæng med en klar politisk brug af historien. Bogen fremstår således som et myldrende detaljemættet og righoldigt dokumenterende tværsnit af et stykke dansk kulturhistorie: Beskrivelsen af, hvordan kirkehistorien og den evangeliske lære er bragt til at finde sted i et historisk landskab, der forandredes mærkbart fra gang til gang med essentielle konsekvenser for afviklingen og iscenesættelsen af, hvad der i lange tider betegnedes som "jubelfesten".
Festen i 1617 orkestreredes som nævnt af Hans Poulsen Resen, der utvivlsomt benyttede lejligheden til at hævde sin kirkes altfavnende åndelige rolle og sit eget primat i kirkelig og samfundsmæssig henseende over for den endnu succesfulde og formående konge. Festens ceremonielle højdepunkt udspillede sig i Vor Frue Kirke i København 1. november, Allehelgensdag, da rigsrådet vandrede i procession fra Københavns Slot og sammen med kongen påhørte Resens himmelvendte tak for udfrielsen fra pavekirkens mørke 100 år før, hvorefter rigets verdslige magthavere, konge og råder, sammen gik til alters. Det har været en stjernestund for Resen, hvis hele og alsidige virke gjorde den lutherske ortodoksi uantastelig flere generationer frem. Det næste jubilæum – hundredåret for den egentlige danske reformation – i 1636 blev derimod en afdæmpet affære, selv om fronterne til den katolske verden i mellemtiden var trukket skarpt og smerteligt op med Christian den Fjerdes militære fiasko som troens forsvarer sydpå og den svenske ærkerivals succes sammesteds. I 1636 var der ikke meget at juble over.
I 1717 blev jubelfesten en triumferende opvisning af det enevældige kongedømmes selvforståelse. Luther var ganske vist med i billedet, men den altoverskyggende hovedperson var Frederik den Fjerde, der for en stund lod krig være krig og udfoldede en vidtløftig pragtopvisning i de rammer, hans oldefar havde sat 100 år tidligere. Carsten Bach-Nielsen fortæller levende om ceremoniel og manifestationer i såvel København som alle de andre steder, hvor festen markeredes, herunder i de i fejrende stund erobrede svenske besiddelser i Nordtyskland.
Hver tid, sin fest. Sidstnævnte omfatter i denne sammenhæng andre jubilæer, der knytter sig til reformationen, herunder tusindårsfesten for Ansgars første tilløb til kristen mission på dansk område, som fejredes efter alle kunstens regler i 1826. Enevælden herskede stadig i skikkelse af Frederik den Sjette, men statskirken prægedes af brydninger, som gør at det, man især husker jubelfesten i 1826 for, er forkastelsen af og det deciderede forbud mod den uregerlige og ubændige Grundtvigs til lejligheden forfattede salmer. Han fik dog revanche allerede i forbindelse med festlighederne i 1836, hvor første hæfte af hans Sang-Værk til den danske Kirke udsendtes. Nummer 16 i publikationen var den ti år tidligere undertrykte salme "Den signede Dag". Grundtvigs rolle også på bogens felt er i øvrigt ganske vidunderligt anskueliggjort på dens forsidefoto, hvor Marmorkirkens zinkstatue af den tyske reformator skuer lidt betuttet frem for sig i skyggen af den stormægtige danske folkevækker i bronze.
I løbet af det 19. århundrede voksede interessen for den danske reformator Hans Tausen, som fik sin store fejring ved sin 400-års fødselsdag i 1894 og kom på frimærke i 1936. Den dådrige Tausen havde folkelig appel, hvilket sandsynligvis hænger sammen med fædrelandsk fortællende historieundervisning.
Festlighederne i begyndelsen af det 20. århundrede prægedes af de spændinger, den beklagelige kendsgerning at Luther jo var tysker, førte med sig. Beskrivelsen af jubilæet i 1936 er medrivende interessant. Her lykkedes det for en gangs skyld at få en fuldtonende folkelig begivenhed ud af reformationsjubilæet, der med al respekt hidtil havde været et anliggende for kongehuset, bisper og provster samt for Københavns Universitet, der fra 1618 til 1906 afholdt sin årsfest 31. oktober, i dansk og tysk sammenhæng reformationsdagen.
Værkets kulturhistoriske kavalkade gennem 500 år leder som allerede nævnt helt frem til i dag. Forfatteren har selv været involveret i den igangværende planlægning, som præges af, at statens top i stadig højere grad opfatter religion som en privatsag, for nu at udtrykke det diplomatisk. Det giver således også et næsten uventet perspektiv på dagens beslutningstagere omkring det kommende kulturårs begivenheder at se, hvilken differentieret åndelig og praktisk arv, enhver plan om markering af 500-året for Luthers teser må forholde sig til. Meget gerne ved at fordybe sig i denne omstændelige, men meget righoldige bog, som også hævder sig ved sit velformidlede billedmateriale og Jørgen Sparres mesterlige grafiske tilrettelægning.
Siden er oprettet 29. februar 2016.
