Menu
Forrige artikel

Færøerne

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 806

 

Af Christian Kaaber

 De færreste danskere skænker vel i det daglige rigsfællesskabet nogen nævneværdig opmærksomhed, og i så fald er det næppe Færøerne, der melder sig først i bevidstheden. Ikke desto mindre har det danske rige omfattet de smukke, grønne og grå basaltøer i Nordatlanten siden 1397, hvor de sammen med Island, Grønland, Shetland og Ørkenøerne fulgte med Norge ind i Kalmarunionen. De to sidstnævnte øgrupper overgik til Skotland som pant for en kongelig medgift i Christiern den Førstes tid; resten blev ved Danmark ved adskillelsen fra Norge i 1814. Færøerne er i udstrækning det mindste af de gamle norske bilande, og den afsides beliggenhed - navnet er sandsynligvis afledt af keltisk "fearan", der betyder fjern - og manglen på spektakulære naturrigdomme har undervejs gennem den fælles historie medført, at øerne og færingerne langt hen fik lov at passe sig selv, dog altid med en repræsentant for den danske øvrighed virksom i Thorshavn.  De senere år har øerne trukket overskrifter om bankkrise og lurende tvistigheder med EU om fiskeri foruden en skarpt profileret selvstændighedsbevægelse.

Alt andet lige falder en dansk bog om den færøsk-danske historie på et tørt sted. Rygtitlen på omslaget lover "Færøerne", og først når man vender bogen, fornemmer man, at det er en begrænset periode, den beskriver. Charlotte Langkildes udgangspunkt for bogen er hendes egen slægtshistorie, og hun udgav i 2016 biografien Oluffa - Fra Færøerne til Brandts Klædefabrik. Oluffa - som utvivlsomt er opkaldt efter Færøernes nationalhelgen Olaf den Hellige - var forfatterens oldemor og datter af Carl Emil Dahlerup, amtmand på øerne fra 1849 til 1861. Amtmanden er den digre bogs hovedperson.

Carl Emil Dahlerup indgår angiveligt stadig i det færøske galleri af danske skurke, og man forstår godt, at det har virket inciterende på tipoldebarnet at høre, at mødre i sin truede deres vanartede børn med, at "så kommer amtmand Dahlerup!” Inden fremstillingen når til ham, leverer Charlotte Langkilde en fortrinlig gennemgang af forhistorien, fra vikingetid til årtierne efter 1814. Her møder vi andre skurke som Frederik den Tredjes betroede mand Christoffer Gabel, der belønnedes med monopolet på den færøske handel og de øvrige indtægter fra øerne, og som læsere af William Heinesens roman Det gode Håb vil erindre, blev inderlig forhadt på øerne, som Gabel i øvrigt aldrig satte sine ben på; nogen synderlig lukrativ forretning var kongens gave absolut ikke. Færøerne var frem til begyndelsen af 1800-tallet et ludfattigt samfund med en sej og nøjsom befolkning, der kæmpede sig igennem sig ved fiskeri, fårehold og fuglefangst og havde sparsom kontakt med de øvrige dele af riget.

Det blev Dahlerups opgave at føre Færøerne gennem det tidehverv, der opstod med enevældens fald og indførelsen af Grundloven.  Arbejdet blev tungt og kompliceret, og Dahlerup blev mistænkeliggjort og modarbejdet fra flere sider. I enevældens sidste årtier spirede en færøsk politisk opinion frem, både på øerne og blandt færinger i København, blandt andet med krav om anvendelse af det færøske sprog, der havde været bandlyst som kirkesprog siden reformationen. Hertil kom stejle personligheder lokalt på øerne, der modsatte sig enhver ændring af sædvanerne. Endelig skulle Dahlerup manøvrere mellem andre embedsfolk, ikke mindst præster og lærere, samt en lunken dansk opinion. Han måtte forholde sig til misforståelser, nid og nag og anonyme smædekampagner, både i Thorshavn og i København. Mange af stridighederne udspillede sig i Lagtinget, der efter at være nedlagt i 1816 blev genoprettet i 1852 og i Dahlerups tid og med ham som formand fik stadig større betydning og indflydelse. I 1860 voksede modsætningerne mellem lokalpolitikere og amtmand til åben konflikt i Lagtinget, og året efter drog Dahlerup tilbage til Danmark. Meget få på Færøerne savnede ham, men i sin tid som topfigur i det færøske samfund havde han fået moderniseret en lang række forhold, og der er fuld dækning for bogens undertitel om en moderne nations fødsel.

Fremstillingen er overordentlig grundig og yderst detaljeret. Charlotte Langkilde bevæger sig gerne helt ud i krogene, men har man tålmodighed, belønnes man med et levende billede af livet på øerne i amtmandens tid og møder et galleri af skikkelser, der er som hentet ud af William Heinesens fortællinger. Charlotte Langkilde har udført en kolossal research og formår at skabe af aktstykker og referater, ligesom hendes dybe fortrolighed med øerne både dengang og nu lyser ud af siderne. Det er en lang bog at komme igennem, men her er tale om et stykke væsentlig historieskrivning, og for den interesserede læser er der en glimrende forståelsesramme at hente for Færøerne og rigsfællesskabet af i dag. Og så leverer både tekst og billedside et næsten utroligt perspektiv: På sølle 150 år har Færøerne bevæget sig fra at være en ludfattig ravnekrog med tørverøgen tungt hængende over folk og får til et stenrigt samfund, hvor den mindste bygd får sin bro eller sin tunnel.

[Historie-online.dk, den 17. december 2018]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
100 års kollegieliv
Nationer og nationalisme
Velkommen i Forsamlingsbygningen