Menu
Forrige artikel Næste artikel

Folk & Kultur

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 550

Af Ole Schramm

Folk og Kultur, der er en årbog for Dansk Etnologi og Folkemindevidenskab, er i 2008 udkommet med en særudgave af tidsskriftet i anledning af Foreningen Danmarks Folkeminders 100-års jubilæum.

Hvad er Foreningen Danmarks Folkeminder? Karsten Biering, formand for Foreningen af Danmarks Folkeminder, har i en artikel om foreningens historie fra 1908 – 2008 skrevet en udførlig beretning herom. Axel Olrik, forstander ved Dansk Folkemindesamling og docent ved Københavns Universitet, afholdt et stiftelsesmøde i sit hjem for en kreds af interesserede akademikere d. 20/3 1908. På en efterfølgende generalforsamling på Askov Højskole i september samme år blev lovene for Foreningen Danmarks Folkeminder vedtaget.

Resultatet blev, at Foreningen Danmarks Folkeminder i en lang årrække blev både fødekanal for Dansk Folkemindesamlings arkiv og formidler af den heraf udsprungne forskning i form af publikationer bl.a. i foreningens skriftserie. På s. 363 – 369 er der en fortegnelse over foreningens publikationer 1908 – 2008.

Baggrunden for tidsskriftet Folk og kultur beskrives både i formandens artikel (s.34 ff) og i Bjarne Stoklunds artikel ”Omkring den første årgang af Folk og Kultur”. Kriser tvinger som regel foreninger til at anvende nye strategier, og årbogen Folk og Kultur, der kom til verden første gang i 1972, var et nyt initiativ, som skulle bidrage til at løse foreningens økonomiske krise.

Udsendelsen af årbogen fandt sted samtidig med, at der var et behov for at præcisere fagenes selvforståelse og for at forholde sig til det faglige opbrud (paradigmeskifte), der fandt sted de år. Fagene repræsenterede forskningsfelter, der ikke havde været plads til i den eksisterende fagstruktur eller interesse for hos de akademiske udøvere af fagene. Det gjaldt etnologernes interesse for den materielle kultur og for dagliglivets kulturhistorie, og det gjaldt folkloristernes studier af de folkelige sider af de finkulturelle emner. Men paradigmeskiftet ramte hele det humanistiske fakultet. Den faglige selvforståelse ændrede sig, og de traditionelle faggrænser blev i stor udstrækning nedbrudt. Kultur- og socialhistorien, som havde rangeret lavt på den faglige værdiskala, rykkede nu op på en førsteplads, navnlig hvis det drejede sig om samfundets laveste lag. Og folkloristerne måtte se litteraturmagistre kaste sig over folkeviser og triviallitteratur.

Det er samtidig også baggrunden for at Folk og Kultur kan interessere humanister, som ikke længere lidt overbærende betragter folkemindevidenskab og etnologi som forunderlige og eksotiske beskæftigelser. Historikere – som undertegnede - har allerede længe interesseret sig for mentalitetshistorie og kulturhistorie. I Gads historieleksikon beskrives endvidere begreber som, hverdagshistorie og livshistorie.

Særudgaven har fået en meget spændende form. Konceptet forklares i forordet: ”Efterhånden som arbejdet skred frem, ændrede konceptet sig, idet redaktionen ikke alene ville genoptrykke ældre artikler, men også gerne knytte nyere forskning til. Tanken om at lade en ældre artikel ledsages af en nyskreven artikel tog form. Det viste sig at være umuligt at genoptrykke et repræsentativt udsnit fra alle 100 år, men i stedet blev det de adspurgte forfattere, der valgte deres ældre følgesvend” (s.5). De nyere forfattere er derfor nødt til at begrunde, hvorfor de har valgt den ældre artikel, og hvad der har inspireret dem?

I forordet forklares også hvilke emner, der belyses. Ud over begreber som folkeminder, folkelighed og folkekultur er det emner som nationalitet, bonderomantik og nostalgi, tekstilforskning, kropsopfattelser og sundhedsforskning, byudvikling, indvandring samt religiøsitet.

Vi kommer altså vidt omkring i denne særudgave, og man kan alt efter interesse kaste sig over de artikler, man interesserer sig for.

Axel Olriks artikel ”Nogle grundsætninger for sagnforskning” bliver kommenteret af Anne Leonora Blaakilde i artiklen ”Dagliglivets poesi – om fortolkninger og kulturel betydning”.

Det er naturligt at starte med Axel Olrik, da han var Danmarks første professor i folkemindeforskning og ”faderen” til den videnskabelige folkemindevidenskab i Danmark. Her er gengivet et uddrag af Danmarks Folkeminder nr. 23. Skriftet skal vel opfattes som en lærebog i folkemindevidenskab. Det er uden tvivl et meget nyttigt skrift, selv om det virker lidt tørt på denne anmelder. Men Anne Leonora Blaakilde fortæller, hvordan hun er blevet inspireret af Axel Olriks metode, der her bliver suppleret med nyere inspirationer til folkloristisk fortolkning.

Udgangspunktet for AL Blaakilde var et feltarbejde på en lille dansk ø, hvor hun interviewede øens bedstemødre og oldemødre. Målet var at få mere viden om, hvordan det opleves at blive gammel. Artiklen er et godt eksempel på etnologisk feltarbejde. Hun viser, hvordan man kan bruge begrebsapparatet til at forstå, hvordan personerne ser deres livsverden i fortiden, og måske også i nutiden. Hun konkluderer til sidst (s.125), at man kan fortolke dagliglivets poesi som eksempler på en modkultur, idet kvinderne med deres udsagn protesterer mod den omgivende kulturs negative opfattelse af alderdom, gammeldagshed og ikke-urbanitet, og dermed hjælper øboerne i fællesskab hinanden med at fastholde deres egne værdier og positive erfaringer. Artiklen viser, hvor relevant metoden er, og feltarbejdets samfundsmæssige relevans bliver samtidig gjort synligt.

Lene Otto har i sin artikel ”Kroppens kulturhistorie” valgt Peter Riismøllers artikel ”Kan mennesker bygges om”. Det er forståeligt, at Lene Otto er fascineret af Peter Riismøller. Denne anmelder husker Riismøllers bog Sultegrænsen som en dybt personlig, engageret og velskrevet bog, der gjorde et uudsletteligt indtryk. Hovedbudskabet i Riismøllers artikel er, siger Lene Otto, at kulturhistorien også bør interessere sig for den menneskelige krop, hvis størrelse, form og bevægelser formes af den kultur, den fødes og lever i (s.136). I Riismøllers fortælling udsprang hans refleksioner over kroppens formbarhed af iagttagelser gjort i hans egen verden.

Det er derfor også forståeligt, at den nyere kropsforskning fra 1980’erne både var inspireret af og forsøgte at overskride det syn på kroppen, som fx Peter Riismøller repræsenterede. Hvordan den nyere kropsforskning gjorde dette, får man et vidende og perspektivrigt indblik i.

Artiklen ”Bonderomantik” Af Axel Steensberg har været bragt som kronik i Politiken 21/10 1959. Den bliver kommenteret af Karin Lützen i artiklen ”De gode gamle dage på landet”. Det er meget væsentligt at huske på, at ”både folkemindevidenskab og materiel folkekultur er skabt af nationalromantikken i midten og slutningen af 1800-tallet. Det er altså videnskaber, som er udsprunget af en romantisk interesse for bondekulturen, men som videnskaber har de også måttet forholde sig kritisk til denne romantisering. Det er netop, hvad Steensberg fremhævede i sin kronik, og han indrømmede, at han selv havde haft en tilbøjelighed til at romantisere bondekulturen, men i en god sags tjeneste” (s.154).

Karin Lützen omtaler ganske vist selv den godmodige interesse for den gamle bondekultur, men hendes focus er snarere på længselen efter at vende tilbage til landet, og på de spor, der peger i retning af drømmen om at virkeliggøre den oprindelige, paradisiske urtilstand. Det var en drøm, der bl.a. blev forsøgt realiseret af bevægelser i Tyskland men også af 1960’ernes hippier. Karin Lützen har ganske vist bevæget sig langt væk fra Steensbergs ”Bonderomantik”, men siger hun, ”så vidt jeg kan se, har vi dog samme pointe, nemlig at det for en kulturforsker er vigtigt at se på, hvordan forestillinger om det autentiske liv ude på landet er blevet konstrueret. Samtidig bør man også udvise barmhjertighed med sådanne forestillinger og forstå den funktion, de kan have som en drøm om en bedre verden” (s.161).

Det er netop denne pointe, der gør, at artiklerne føles relevante for andre end etnologer. De er væsentlige også for alle, der deltager i debatten om det gode liv.

”Om begrebet kultur” af Axel Steensberg diskuteres af Thomas Højrup i artiklen ”Om begreberne folk og kultur – Etnologiens græske og latinske rødder i forskningens frontlinje”. Axel Steensberg griber opgaven begrebshistorisk an, som Thomas Højrup siger, og han fremhæver, at udgangspunktet for Steensberg var bondens praksis. Det faldt godt i tråd med Steensbergs syn på bondebrugets grundlæggende rolle for al kulturudvikling siden neolitikum, det emne han selv viede sine globalt omfattende studier af plovbrugets kulturhistorie.

Kritikken af Steensberg går bl.a. på, at der er danske og nordiske etnologer før ham og i hans samtid, som han ikke nævner, og de må have præget hans arbejde ved inspiration og modsigelse, men den væsentligste anke mod Steensberg er, at denne tog udgangspunkt i kulturens udspring i den romerske verden, hvorimod han ikke inddrog den opfattelse af kultur, der var udviklet i den græske verden. Romersk og græsk tænkning er væsensforskellige, men de får begge konsekvenser for den senere europæiske tænkning.

Forståelsen for begrebet kultur har ikke kun interesse for etnologer men for alle kulturhistorikere, der kan hente inspiration i artiklerne.

Carsten Hess’ art. ”Sofapuder og klassekamp – en kulturdebat i Husflidsbevægelsen i 1890’erne bliver kommenteret af Kristine Holm-Jensen i art. ”Tekstiler – tavs viden mellem hverdagsliv og politik. Umiddelbart kan artikler om husflidsbevægelsen og om tekstiler synes uden interesse, men det viser sig, at artiklen rummer væsentlige perspektiver. Det fremgår tydeligt, når Kristine Holm-Jensen skriver: ”Med sin artikel om diskussionen i 1890’ernes husflidsbevægelse får Hess anskueliggjort tekstilernes potentiale som et middel til at markere politisk ståsted. Denne optik anskueliggør, hvordan tekstiler, der ofte bliver opfattet som en tilsyneladende upolitisk, kvindelig hverdagsbeskæftigelse også er en del af de politiske magtstrukturer. Det er ikke blot noget, der gjorde sig gældende i anden halvdel af 1800’tallet. Det gjaldt også for den tid, som Carsten Hess’ artikel var en del af. På trods af de godt 80 mellemliggende år ses tekstilerne som politiske aktører i begge tider” (s.242). Alle, der har oplevet tiden med hønsestrik, ved, hvad der menes hermed.

Lene Halskov Hansen har i artiklen – (eller essay, som hun selv kalder det) ”Ballader og et folkemusikarkiv” taget afsæt i Thorkild Knudsens artikel  om ”Arbejdsvise og dansevise” fra 1962. Lene Halskov Hansen skriver ud fra et personligt kendskab til Thorkild Knudsen og til Folkemusikhuset i Hogager, der blev oprettet af Thorkild Knudsen. Lene Halskov Hansen tegner er fint og nuanceret portræt af Thorkild Knudsen. Hun fortæller også om, at Thorkild Knudsens udspil førte til konflikter og stivnede fronter mellem forskellige grene af folkemusikmiljøet, men hans udspil førte også til oprettelsen af et omfattende arkiv, der kan være af interesse for folkemusikudøvere, folkemusikstuderende, undervisere og forskere. Men Lene Halskov Hansen konstaterer også, at det kun er eftertiden, der kan afgøre, hvor stor interessen for arkivet og dets dokumentation er.

Kirsten Marie Bovbjerg har i sin artikel ”I vækkelse – Religiøs søgning fra et landbrugssamfund i opbrud til globaliseringens tidsalder” valgt at forholde sig til Margaretha Balle-Petersens artikel ”Guds folk i Danmark”. KM Bovbjerg fremhæver, at Balle-Petersens artikel på forbilledlig vis beskriver etnologiens tilgang til studiet af religiøse former som nært forbundet med hverdagslivet på alle niveauer. Det er også religionens sammenhæng med hverdagslivet, der har KM Bovbjergs interesse, og hun fremhæver, hvordan den religiøse søgning har ændret sig med samfunds-forandringen. KM.Bovbjergs  egen opfattelse ligger klart i forlængelse af Margaretha Balle-Petersens, og hun skitserer problematikken på følgende måde: ”Hvor der i 1800-tallets bondesamfund var tale om en vækkelse med store sociale og personlige forandringer, som greb ind i den lokale sociale orden, er dagens religiøse søgning af en anden karakter. I dag er den religiøse søgning indlejret i andre sammenhænge, hvor det på den ene side kan være en privatsag, som tager form af en livslang søgning efter religiøse eller personlige erkendelser. På den anden side kan det tage form af en kompetenceudviklingsproces, hvor det bliver arbejdsmarkedets krav til den enkeltes udvikling, der bliver rammen om en vedvarende personlig søgen efter sig selv, sine potentialer” (s.276f).

Med religionens voksende indflydelse på samfundet og samfundsdebatten er disse artikler meget aktuelle og vedkommende.

Inge Adriansen har i sin artikel.”Folkekultur i nationens tjeneste” valgt at forholde sig til ”Danske folkeminder og dansk nationalitet” af Bengt Holbek. Inge Adriansen siger, at Bengt Holbeks bidrag ramte hende lige i hjertekulen, da hun læste det i 1983. Det er sjældent - men velgørende – at se et så personligt begrundet valg. Det drejer sig om brug og misbrug af folkekulturen. Et emne, der er særdeles relevant i disse år, hvor danskhed og den såkaldte ægte folkekultur bliver inddraget i den politiske diskussion, og et politisk parti ligefrem tager patent på at repræsentere danskheden. Begge forfattere er enige om, at folkekulturen altid er lokalt betinget og betinget af forhold som køn, stand, alder osv. Bengt Holbek konkluderer, at de nationale konstruktioner snarest er en politisk fiktion, som til forskellig tid har tjent forskellige gruppers ideologisk mål. Efter Holbeks mening må man se bort fra nationsbegrebet og overlade det til den politiske forskning.

Inge Adriansen er enig med Holbek om, at folkekultur i rendyrket forstand er en fiktion, men hun mener ikke, at kulturforskeren kan overlade nationsbegrebet til politologerne. ”Tværtimod ligger her nøglen til forståelse af folkeminder og folkesprogs fortsatte politiske og folkelige tiltrækningskraft” (s.306).

Helle Nysted Andersen, Carina Ren og Ulla Schärfe har valgt at kommentere og imødegå de ideale fordringer til kulturhistoriens professionalisering, som Johannes Møllgaard rejser i sin artikel ”Kulturhistoriens dannelsesrejse”. Artiklerne virker lidt for indforstået på mig, men alligevel synes jeg, at de tre kvindelige forfattere rejser en principiel og spændende diskussion af ressourcetænkning, oplevelsesøkonomi, kulturarv og turismeindustrien. Det er en diskussion, der selvfølgelig føres af museumsfolk, og alle der professionelt er beskæftiget med kulturarven. Desværre synes jeg ikke at denne diskussion er helt udfoldet. Men det er næppe muligt inden for en artikels rammer.

Meget aktuel er Tina Kallehaves artikel ”Fra indvandrer- og integrationsforskning til migrationsforskning”. Hun bruger bl.a. George Nellemanns artikel ”Polske vandrearbejdere i Danmark 1893-1929” til at give et indblik i den tænkning, der dominerede indvandrerforskningen i 1980’erne. Tina Kallehave vil med sin artikel endvidere påvise ”bruddene med det kulturbegreb, der dominerede forskningen i 1980’erne og de perspektiver på integration – eller rettere migration, der udviklede sig gennem dette brud” (s.339).

Tina Kallehave mener, at det for Nellemann drejede sig om at udrede de kulturelle forskelle mellem indvandrernes og danskerne kultur, og man drog den konklusion, at det drejede sig om at at bearbejde indvandrernes kultur, fordi indvandrerkulturerne blev ”udpeget som forklaring på – og som årsag til – de udfordringer og problemer, der opstod i de mange nye relationer. Da det efterhånden viste sig, at problemerne ikke lod sig håndtere gennem denne bearbejdning af indvandrerkultur, førte det ikke til en kritisk refleksion over relevansen af at forstå problemerne i de anvendte kulturelle termer, men til en skærpet kritik af indvandrernes kultur” (s.342).

Det handler imidlertid ikke, siger T Kallehave om integration af indvandrere, men om hvordan betingelserne for at være med eller være udelukket produceres, produceres, legitimeres, møder modstand osv; om migrationens processuelle, komplekse og transnationale karakter. T Kallehave nævner derefter nogle eksempler på retninger, der bidrager med interessante perspektiver på migration.

I relation til den samfundsmæssige diskussion om udlændinge er det yderst relevant, men man kan tvivle på, om det får nogen betydning under de nuværende politiske konstellationer.

Til sidst i årbogen tager Eske K. Mathiesen udgangspunkt i Iørn Piøs kronik om ægte folkelighed fra 1958 og causerer over livet på folkemindesamlingen, Det er ganske underholdende læsning, og det fremhæves, hvor nært forbundet folkemindevidenskaben er med større eller mindre, men ofte ret originale personligheder.

Som det er fremgået er særudgaven af Folk og Kultur en meget væsentlig udgivelse, som udgivere og forfattere fortjener megen ros for. Bogen viser, hvor vigtigt det er, at stoffet er samfundsrelevant, og at forskere kan kvalificere den debat, der foregår i samfundet om integration, religion, folkekultur, krop og sundhedspolitik og om at blive gammel. Selv artiklen om tekstiler er samfundsrelevant. Det er godt gået. Fagets udvikling belyses eksemplarisk ved at modstille ældre og nyere artikler. Målgruppen for årbogen er kulturhistorisk interesserede uden specielle forudsætninger, og jeg synes, at særudgaven formår at nå denne målgruppe. Det svarer ganske godt til at langt de fleste abonnenter på årbogen fortsat er ”almindelige” mennesker med interesse for de emner, som er (re)præsenteret i Folk og Kultur gennem tiden, som Karsten Biering siger det i sin beretning for 2007.  Beretningen peger også på, at det er nødvendigt med nye strategier, hvis tidsskriftet skal kunne fortsætte. Vi må krydse fingre for at det lykkes.

Endelig er billedmaterialet bestemt også et studium og en omtale værd. Dels de billeder, - med motiver fra kvinders arbejde - som Andrea E. Sørensen tog i anledning af en fotokonkurrence, der blev udskrevet i 1926. Dels de billeder som fotograf Peter Friis-Nielsen har taget fra marts 2006 til juni 2008, og som tematiserer fællesskaber i dagens Danmark.

 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
På jagt efter søslangen
Tugt og dannelse
Schweiz Historie – Fra oldtid til nutid