Menu
Forrige artikel

Hemingway: Udvalgte reportager

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 701

 

Af Anders Ellegaard, cand.jur.

Hvis man har læst Hemingways noveller, skal man også læse denne bog med udvalgte reportager.

Hvis man ikke har læst Hemingways noveller, bør man først læse denne bog med udvalgte reportager. - Uanset hvad læserens situation er, så giver denne bog indsigt i forfatterens udvikling i sprog, stil og holdninger. Og nogle af reportagerne kan genkendes i både romaner og noveller.

Bogen er opdelt i fem afsnit, som er kronologiske i tid og periodiserede efter forfatterens ansættelser og opgaver. Hvert afsnit indledes med et kort resumé over Hemingways liv i den pågældende periode, en kort vurdering af afsnittets reportager og deres inspiration på hans romaner eller noveller.

Første afsnit hedder ”Reportager” og dækker tiden 1920-1924, hvor Hemingway arbejdede som journalist ved avisen Toronto Star. De 29 reportager er vidt forskellige i emner, og de foregår i vidt forskellige lande. Gratis barbering, ørredfiskeri, lejemord, kælkning, tyrefægtning, inflation, politik…..Canada, USA, Frankrig, Spanien, Tyskland, Schweiz, Tyrkiet…. for bare at nævne nogle af emnerne og stederne. - Det er påfaldende, at Hemingway allerede fra starten gør reportagerne personlige. Han skriver ”jeg,” hvilket for journalister (og anmeldere, jurister m.fl.) sædvanligvis betragtes som en skødesynd.  Man læser tekster, som for eksempel senere blev til: Solen går sin gang, Døden kommer om eftermiddagen, Der er ingen ende på Paris, Farvel til våbnene.

Andet afsnit hedder ””Esquire” og dækker tiden 1933-1936. Esquire er et pænere mandeblad, som har bragt artikler, reportager eller noveller af mange kendte forfattere. Hemingway skrev en række artikler til bladet og blev godt betalt for det. Det var med til at finansiere hans storvildtjagt i Afrika, fiskeri i Golfstrømmen og hans liv i Key West.  Emnerne er jagt, fiskeri, personer han har mødt og politik. Allerede i februar 1934 skriver Hemingway, at alle taler om den næste krig i Europa, og at USA skal holde sig ude af den (side 169). Advarslen gentages i september 1935 i ”Tanker om den næste krig” (side 215 ff.). - En reportage, som er særlig bemærkelsesværdig, er fra oktober 1935, ”En prædiken for maestroen.” Her skriver Hemingway i en (fiktiv?) samtale med en spirende forfatter om dét at skrive.

Tredje afsnit hedder ”Den spanske borgerkrig” og dækker tiden 1937-1939. Trods sin modstand mod USA´s indtræden i krig blev Hemingway formand for American Friends of Spanish Democracy´s ambulance-komité. Han rejste fire gange til Spanien og rapporterede til NANA (North American Newspaper Alliance). I 1938 skrev han skuespillet ”Femte kolonne”, som dog ikke var nogen succes. I 1940 udgav han romanen ”Hvem ringer klokkerne for”. I de udvalgte reportager kommer Hemingway ind på forskellige dele af borgerkrigen: fronten, belejringer, fly, terror, bombardementer og flygtninge. Han beskriver krigen på nærmeste hold. I ”Et program for amerikansk realisme,” som blev offentliggjort i Ken (et politisk kontroversielt magasin), skrev Hemingway om krig, og om at USA skulle holde sig ude af krig i Europa, men gerne sælge krigsmateriel og skibe til alle krigsførende lande – mod betaling i guld!

Fjerde afsnit hedder ”Anden Verdenskrig” og dækker tiden 1941-1944. Afsnittet er delt i to: krigen i fjernøsten og krigen i Europa. New York avisen PM sendte Hemingway til Kina for at skrive om den japansk-kinesiske krig (1937-1945). Han fik tilladelse til at besøge Kuomintang-hæren (de regulære regeringstropper) ved stabene, ved fronten og på militærakademiet. Det var hans vurdering, at såfremt Storbritannien sejrede over japanerne, ville USA kunne holde sig ude af krigen og beherske Stillehavet med sin flåde, men hvis japanerne vandt, ville de sandsynligvis angribe USA. Da den engelske general Arthur Percival overgav sig til japanerne, og da japanerne havde hårdt brug for råstoffer som jern, gummi, kinin og olie, som de kunne få fra Borneo, Filippinerne, De hollandske Antiller, fortsatte krigen sydpå i fjernøsten og mod USA´s flåde ved angrebet på Pearl Harbour. De otte reportager fra Kina er alle fra juni måned i 1941.

De følgende tre år fik Hemingway sin båd Pilar armeret af den amerikanske flåde. Han sejlede rundt ved Cuba for at lede efter tyske ubåde. Der er ingen reportager om dette i bogen.

Magasinet Collier´s sendte Hemingway til Europa i 1944, hvor han deltog i D-Dag med landgang på Fox-Green stranden, deltog i slaget om Paris og selv indtog Paris (næsten). I den nærmest vemodige reportage ”Soldaten og generalen” skriver Hemingway om menige soldater og en meget træt men dog seriøst arbejdende general. Londons kamp mod robotterne (førerløse V-2 raketter) beskrives, og han fløj med på bombetogter over Tyskland. Det er påstået, at Hitlers Vestvold (Westwall) var af større propagandamæssig betydning end strategisk. Der var imidlertid nogle meget hårde kampe om den, hvilket også fremgår af reportagen ”Krig ved Vestvolden” fra november 1944. 

Femte afsnit hedder ” Efter krigene” og dækker tiden 1949-1956. I 1950 udgav Hemingway ”Over floden – ind i skoven”, og i 1952 ”Den gamle mand og havet”. Det var efter den sidste, at han blev tildelt Nobelprisen.  Den første reportage hedder ”Den store blå flod” og er skrevet i juli 1949 for magasinet Holiday. Den handler om Golfstrømmen, dens fisk og fiskeriet efter dem. Desuden beskrives personer med tilknytning til forfatteren og specifikationer på fiskegrej. - ”Julegaven” handler om Hemingways ophold i Kenya i 1954, og hans flyvetur til Congo med hustruen Mary Welsh Hemingway, fordi hun gerne vil til Congo, og fordi han vil købe en julegave til hende. Det er en lang historie på 44 sider, og den involverer to flystyrt. Historien er munter og ironisk fortalt, men de to flystyrt har nok betydet mere end Hemingway giver udtryk for. Machomænd tager flystyrt med et skævt smil! - Den sidste ”Situationsrapport” giver indtryk af en mand, som ikke kan finde sig til rette nogen steder – måske undtaget på havet.

(Side 402 anføres Golfstrømmens dybde til trekvart til en hel mil og dens bredde til tres til firs mil. I følge Den store Danske Encyklopædi er Golfstrømmen 200-300 meter dyb og bredden angives til 120 km. Da en dansk mil er 7,5 km. er det et gæt, at den engelske mile (1,6 km.) er oversat til mil. - Side 407 omtales fiskeri efter benfisk. Benfisk er en klassebetegnelse med rigtig mange arter. Der menes måske tun? - Tarpun er den tyske betegnelse for tarpon, som fisken kaldes i Danmark).

Bogen er godt oversat i den karakteristiske ordknappe stil, som Hemingway fremelskede. Anmelderens dansklærer ville have slidt den røde blyant op med tegnsætning efter den gammeldags facon. Men ros til oversætteren.

Bogen er en velkommen tilføjelse til Hemingways litteratur med 75 artikler eller reportager, hvoraf de 35 aldrig har været oversat før, og de giver samlet et godt indblik i udviklingen af ”Hemingwaystilen.”

[Historie-online.dk, den 25. februar 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Grundtvigs død
I søvnens favn
1915 Grundloven