Menu
Forrige artikel Næste artikel

Hvaler på landevejen. 500 års dansk hvalhistorie fortalt gennem hvalforevisninger og hvaludstillinger.

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 174

Af Erik Helmer Pedersen

Det er en stor, indholdsrig og i hvert fald tung bog, vor danske hvalskribent Tore Teglbjærg har lagt på bordet. Beskedent nok indleder han sin skildring med en tak til den danske hvalforsker Carl Chr. Kinze, som i litteraturlisten er krediteret for henved en snes titler inden for det omfattende forsknings- og formidlingsområde, historien om det store havdyr udgør, hvad enten det ses i sprællevende skikkelse i vore farvande eller som en død kæmpeklump, på vej til et eller andet trankogeri. Når man som nærværende anm. er ganske uerfaren på området og ikke mindes at have mødt en hval til lands eller til vands, er det rent ud fascinerende at stifte et sådant bekendtskab. Og man kan roligt sige, at Tore Teglbjærg i mere end én forstand har været rundt om sit emne og dets færd rundt om i danske farvande, geografisk som historisk betragtet.

Sagen er jo den, at hvis en Hval har forvildet sig ind på dansk søterritorium, er dens skæbne i de fleste tilfælde beseglet. Den strander simpelthen et eller andet sted, og dermed indledes en lang og bitter dødskamp, medmindre der sker en menneskelig indgriben med våben i hånd. Forf. noterer i den forbindelse, at frem til slutningen af 1950’erne brugte den amerikanske flåde hvaler som mål for ubådsbombeøvelser. Den kolde krig krævede sine ofre, og prisen på smøreolie femdobledes. Alene i året 1963 nedlagdes 20.000 kastelothvaler. Positivt vurderet betød det, at folk fik øjnene op for konsekvenserne af en sådan udryddelseskrig. En slags sidegevinst var, at amerikanske ubåde i deres jagt på sovjetiske fjender havde konstateret, at pukkelhvaler kunne "synge".

I 1965 besluttede Den internationale Hvalfangstkommission (IWC) at frede blåhvalen, og dermed indledtes en udvikling, der omkring år 2.000 førte en vis form for fredning af vågehval og finhval. De store hvalfangernationer med Norge som et prominent medlem lod sig imidlertid tildele såkaldt "videnskabelige" hvalfangstkvoter, som specielt gavnede Japan, et land, der havde et nærmest umætteligt behov for hvaler.

Hvalfangstens blodige historie følges af forf. op gennem hele civilisationens udvikling, hvis man da kan tale om civiliseret adfærd over for de forsvarsløse kæmpedyr. Et eksempel må være nok: Den 13. marts 1936 strandede ikke færre end godt 70 grindehvaler i Vigsøbugten på Thys nordkyst. Rygtet herom spredtes som en løbeild, og mere end 600 biler og 10.000 nysgerrige tilskuere droges som af en magnet til skuepladsen, akkurat som halshugninger langt op i 1800-tallet. De lokale folk søgte at omsætte "fangsten" i penge, og snart udspilledes et uskønt slagsmål af økonomisk og juridisk karakter om ejendomsretten hertil. Justitsministeriet studerede tænksomt spørgsmålet i månedsvis, før man fandt frem til, at staten var den juridiske ejer heraf, da den besad forstrandsretten. At lovgive herom veg man stadigt tilbage for. Under besættelsen steg prisen på hvalolie, og så gik jagten på marsvinene i Lillebælt ind i en ny fase. I tilgift nedlagde man mere end 70 fremmede delfiner. 

I en meget oplysende del af sin bog, "Mrs. Harøy", skildrer forf. indgående det skrupelløse profitmageri, folks nærmest bevidstløse nysgerrighed over for hvalen, død eller levende, ledte til i årene omkring 2. verdenskrig, og hvor en antikvitetshandler fra Klampenborg spillede hovedrollen. Dyreetisk var det i sig selv en suspekt affære, og da "hans" hval, som han selv havde bestilt nedlagt, ved et uheld gik op i flammer forud for en planlagt udstilling på Coney Island ved New York, lukkedes forhåbentlig dette kapitel i hvaludstillingens brogede historie. Inden man kunne sætte det endelige punktum, måtte man i september 1954 paradoksalt nok opleve, at ikke færre end 63 grindehvaler strandede i Vejle fjord og derefter måtte lade livet. De implicerede fiskere blev tiltalt for overtrædelse af dyreværnsloven, og flere blev idømt bøder, dog gradvist reduceret til 150 kr. De kunne dog afdrages med 10 kr. om måneden. Ved en revision af jagtloven 1960 frededes omsider fremmede hvaler ved danske kyster, Færøerne og Grønland dog undtaget, og skulle man aflive en strandet hval, udformedes et særligt aflivningsudstyr, en flere meter lang hvallanse. Desuden fredede Den internationale Hvalfangstkommission (IWC) i 1965 den stærkt truede blåhval. Geskæftige udstillingsfolk brugte dog stadig hvalen som en givtig indtægtskilde, og i bogen berettes om et hvalkadaver, betitlet "Jonas", som i 1958 turnerede det meste af Danmark, 6 kr. for voksne, tre kr. for børn, og pengene gik ikke til dyrenes beskyttelse. 

Hvalen blev med tiden en slags natursymbol med stor emotionel gennemslagskraft, og der tjentes gode penge på hvalmerchandise, T-shirts, postkort osv. I 1993 udformede Miljøministeriet en Beredskabsplan vedrørende Havpattedyr og Havfugle, og den blev snart afprøvet i praksis, bl.a. ved Rømø december 1997, hvor 13 kaskelothvaler var standet. Under ebbe tippede hvalene gudskelov rundt og kvalte sig selv, en hændelse som gentog sig selv i juni 2010 i Vejle fjord, hvor en strandet finhval døde efter 5 døgns pinsler. I andre lande spængte man simpelthen havdyret i stumper og stykker.

Hvalen burde i egen interesse holde sig langt væk fra mennesker. Det er livstruende. Men Tore Teglbjærg har på en sober og usentimental måde fortalt havdyrets danske historie, og det burde i sig selv være den bedste fredning på vore breddegrader. Er man dyreetisk motiveret, slipper man med garanti ikke bogen, før de 694 sider er pløjet igennem.

Siden er oprettet 29. juni 2016.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Islamisme. En orientalsk totalitarisme
”af yderste Vigtighed for det hele Borgersamfunds Tryghed”
Antisemitismens bibel