Menu
Forrige artikel Næste artikel

Islamisme. En orientalsk totalitarisme

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 553

Af Preben Etwil

Nu foreligger der på dansk en særdeles kompetent gennemgang af islamismen. Et begreb der dækker et af de mest kontroversielle, omdiskuterede og komplekst politisk-religiøse fænomener i nyere tid. 

Man kan være enig eller uenig med forfatteren, men man kan ikke komme ud på den anden side af denne bog mindre vidende, end da man kom ind.

For alle har en mening – færre har reelt indsigt. Det sidste kan der faktisk rådes bod på, bl.a. ved at læse denne bog. 

Bogens flabtekst rammer ret præcist ind i bogens problemfelt: ”Islamismen – som ideologi, som organisation og ikke mindst som stat – udfordrer den eksisterende verdensorden og ser sig selv som prætendent til verdensherredømmet. Det er en ren utopi, som de nye islamister, der nu er kommet til magten i Tunesien og kortvarigt i Egypten, ikke taler ret meget om, selv om den fandtes i deres programmer og deres diskurs før magtovertagelsen. Men historisk erfaring vidner om, at den slags utopier kan være farlige både for verden og – især – for utopimagerne”.

Bogen er systematisk bygget op. Den undersøger, hvorfor det overhovedet er vigtigt at beskæftige sig med islamisme. Svaret er ret klart: Den manglende viden inden for dette område er et handicap, når det drejer sig om forståelsen af selve islamismens dna. Mozaffari mener, at store dele af det islamistiske tankesæt har mange lighedstræk med den klassiske totalitarisme, som den kommer til udtryk i fascismen, nazismen og kommunismen. Forskellen er alene, at de klassiske totalitarismeformers ideologi bygger på særlige stats-, race og klasseopfattelser, mens islamismen alene er en religiøst baseret ideologi. 

Totalitære er de imidlertid alle sammen. 

Mozaffari indkredser islamisme på følgende vis: ”Islamisme er en religiøs basereret ideologi, som rummer en totalitær tolkning af islam, hvis endemål er erobringen af verden med alle midler” (p. 25). 

Denne definition styrer herefter også bogens disposition. Der er en fyldig gennemgang af, hvad der ligger i påstanden om, at islam er en religiøs baseret ideologi. 

Mozaffari gennemfører derudover en grundig historisk og teoretisk gennemgang af den totalitære tolkning af islam. Påstanden er, at islam ved brug af alle midler forsøger at erobre verden.    

Bogen har gennemgående svært ved at adskille forskellen mellem islam og islamisme. Man kan godt blive lidt i tvivl om forfatteren overhovedet mener, at der er en forskel. Hvis der er, er den svær at få øje på. Han medgiver dog flere steder i bogen, at mange muslimer faktisk lever et stille og roligt liv, og at de lever efter islams mange religiøse regler på en afslappet og pragmatisk måde efter bedste evne. Hvor mange der vil vedkende sig den moderne islamisme i den forstand, som Mozaffari afgrænser den, er faktisk lidt uklart. I bogen hedder det et sted, at for islamisterne har jordelivet i sig selv ingen værdi. Det bliver kun værdifuldt, hvis og når det bruges på de af Allah befalede pligter. Om det så omfatter alle muslimer i deres almindeligt praktiserende hverdag, må stå hen i det uvisse. 

Spørgsmålet er derfor, om ”rigtige” muslimer reelt har noget valg. Efter at have læst bogen tyder det på, at det har de ikke – med mindre at de afsværger sig religionen som helhed.  

I kapitlet Islamisme – en orientalsk totalitarisme gennemgår Mozaffari ret detaljeret ligheder og forskelle mellem de forskellige former for totalitarisme, der alle bygger på en idé om at være ét masseparti, der hviler på én total og altopslugende ideologi, og som typisk er ledet af én karismatisk enehersker, der råder over en centraliseret statsøkonomi, et terroristisk politi og et solidt kommunikationsmonopol: ”I totalitære systemer er ideologi et magtfuldt instrument til mobilisering af masserne og en kilde til legitimitet” (p. 33).

Agitation, demonstration og mobilisering spiller en helt afgørende rolle for totalitarismens overlevelse. Men dette er langt fra nok. De totalitære systemers magthavere er nemlig manisk optaget af ”fjenden”- indre såvel som ydre, og foranstalter derfor en massiv overvågning og kontrol af hele befolkningen, og hvis der opstår alternative religiøse eller politiske grupperinger, bliver de ofte med voldelig brutalitet undertrykt og erklæret ulovlige. Forskelsbehandling hører også til dagens orden: ”I et totalitært regime er diskrimination reglen, og lighed for loven er et ukendt princip. Især fordi loven er grundlaget for diskrimination. De vestlige totalitære styrer under Hitler og Stalin retfærdiggjorde diskrimination med racedifferentiering og med opdeling af sociale klasser. I den islamiske totalitarisme retfærdiggøres diskriminationen religiøst eller endog sekterisk. Som muslim har man flere rettigheder end ikkemuslim, som sunnit har man flere rettigheder end som shiit, som wahhabist har man endnu flere rettigheder end som tilhænger af shafiisme” (p. 42).

For Mozaffari er terror tilsyneladende overliggeren for al totalitarisme: ”Både de bolsjevikiske regimer og nazistyret anvendte konstant terror som deres foretrukne instrument til at udøve magt og kontrollere befolkningen. I det islamistiske tilfælde erkender man det åbent og anerkender terror som en ledelsesform, og sloganet ”Sejren vindes gennem terror” gentages ofte af islamistiske myndigheder” (p. 44).

I kapitlet om Islamismens ideologiske rødder giver Mozaffari en udmærket og klar indføring i den bagvedliggende tese: Ingen islamisme uden islam.

Islamisterne er om nogle fokuseret på at vende tilbage til fortiden. Helt tilbage til Muhammads liv og levned i byen Medina i årene 622-632 – i bogen også kaldt Medina-modellen: ”Alle disse aspekter gør Medina-modellen meget tiltrækkende for islamister, som er overbeviste om, at det ikke bare er muligt, men også nødvendigt at rekonstruere Medina-modellen for at genoprette muslimers tabte hæder og ære. Ud over den politiske dimension har succes spillet en vigtig rolle for idealiseringen af Medina-modellen. Der er intet mere tillokkende i politik, og Medina var unægtelig en kæmpe succes. På forunderlig vis lykkedes det en lille gruppe emigranter, hvoraf mange var unge og nogle endda dårligt stillede rent socialt, at forvandle denne nye model til et stort og magtfuldt imperium. De erobrede datidens store imperier, Persien og Byzans. Erklæringer fra islamistiske grupper i vores dage viser, at de alle fuldt og fast tror på muligheden af et lignende projekt: at få de ikkemuslimske magter i samtiden til at bryde sammen” (p. 54).

For rigtige islamister er fortiden fremtidens spejl. Mere reaktionært kan det næppe udtrykkes.   

Herefter gennemgår Mozaffari de forskellige islamiske trosretningers historie. Der er både sammenfald og forskelligheder at spore. Gennemgangen viser tydeligt, at selvom de har samme historiske oprindelse, er der intet, der tyder på, at de vil kunne finde sammen i en fælles politisk-religiøs enhed i fremtiden, om end de deler synspunkter i deres stærke modvilje mod modernitet, demokrati, ytringsfrihed og ligestilling mellem kønnene. 

Islamismen nyere historie, dvs. efter Første verdenskrig, bliver dækket i kapitlet om Islamismens opkomst og udvikling i lyset af europæisk totalitarisme. I kapitlet henvises til en meget interessant sammenligning - foretaget af en samtidig italiensk fascist - mellem Mussolinis handlinger i det 20. århundrede og Muhammads i det 7. århundrede. Mussolini lagde grunden til et statsligt teokrati, mens Muhammad lagde grunden til en teokratisk stat. Begge hændelser blev betragtet som revolutionære handlinger, hvor det gamle blev styrtet.

Der kan dog spores væsentlige forskelle mellem den europæiske og orientalske totalitarisme. Den europæiske totalitære utopi var rettet mod en fremtid, der skulle realiseres, mens den orientalske utopi skulle realiseres gennem en tilbagevenden til en situation, der har eksisteret i fortiden. 

De totalitære utopier fik åndelig næring i følelsen af hævn og håb om genoprettelse af tidligere storhed. 

I kapitlet om Islamismens udvikling: fra latens til handling gives der en god og grundig gennemgang af tre væsentlige udviklingsfaser i islamismens nyere historie. Fokus er lagt på bevægelsernes centrale terroristiske elementer.

Den første fase fra 1928 til 1978 var kendetegnet ved, at målet var en genforening af den islamiske verden under én regering og ét flag. En slags genetablering af det hedengangne Osmaniske Rige. De sunni-muslimske ledere var overbevist om, at magten kunne tilbageerobres ved en rekonstruktion af Medina-modellen. Islamisternes terrorhandlinger var i denne periode udelukkende rettet mod muslimer, og der blev ikke anvendt selvmordsaktioner. Et andet karakteristisk træk ved den første fase var fraværet af terrorhandlinger mod civile. Perioden blev samtidig kendetegnet af et stort tilbageslag for den nationale arabiske liberalisme. 

Ja, det sekulariserede samfund blev ligefrem et mobiliserende fjendebillede for islamisterne, hvilket tydeligt sås i en iransk opstand i 1963, hvor modstanden var vendt mod shahens reformer, der ville indføre en mere lige jordfordeling, stemmeret til kvinder, og en mere lempelig religionsfrihed. Det mest følsomme punkt i reformerne var dog, at Koranens fortrinsstilling skulle ophøre: ”Det udløste dyb indignation og voldsomme protester fra den traditionelle shiapræstestand, der anklagede shahstyret for et bevidst forsøg på at afskaffe islam som officiel religion i Iran og hævdede, at stemmeret til kvinder var imod islamisk sharia. De så shahens reformpakke som en bevidst sammensværgelse, hvis endelige mål var at udslette islam og i et og alt at vestliggøre den iranske nation” (p. 106). Der blev lavet en politisk-religiøs alliance mellem alle modstandere af shahen, om end mange af reformerne i både ånd og substans indfriede de iranske kommunisters og liberales politiske ønsker. Men ønsket om at fjerne shahen var større, så de gik frivilligt sammen med islamisterne, og så først faren for sent.  

Kampen mod shahen og hans undertrykkelsesapparat styrkede nemlig ekstremisterne og marginaliserede de moderate og delvist sekulære kæfter. Endnu engang så man, at det politisk tolerante islæt i en folkelig alliance mod en diktator ledte til, at de religiøst intolerante vandt kampen om magten. Simpelthen fordi at de bedst og mest forberedt kunne efterleve betingelserne om, at vold avler modvold. Og her er de intolerante mest effektive – kyniske vil nogle sige. 

Den anden fase bliver stadfæstet til at være i tiden fra 1978 til 1990, også kaldet Ayatollah Khomeinis æra: ” Den islamistiske terrorismes anden fase startede med at den islamiske revolution i Iran. Det var første gang, islamisterne kom til (stats-)magten” (p. 111). Hermed skiftede den islamiske terrorisme karakter, da civile borgere nu også kunne blive inddraget i overgrebene.

Den tredje fase der forløber i perioden 1990-2011, kaldes i bogen al-Qaedas æra. Perioden bliver kendetegnet af en voldsom radikalisering af islamismen, bl.a. forårsaget af en styrket selvopfattelse indvundet i kølvandet på Sovjetunionens totale sammenbrud i Afghanistan. Hvis man kunne vinde krigen over Sovjet i Afghanistan, så kunne man også vinde islamismens sag i hele verden. Så Talibans magtovertagelse i 1996 betød både en øget radikalisering og internationalisering af islamismen. Det førte til, at visse dele af den islamistiske bevægelse (fx al-Qaeda): ”For første gang i den over 1400 gamle muslimske historie giver en muslimsk organisation generel tilladelse til at dræbe civile (kristne og jøder) overalt i verden” (p. 119). 

Mozaffari finder helt klare paralleller mellem den moderne islamismes tilblivelse og bolsjevismen, fascismen og nazismens opkomst i kølvandet på Første Verdenskrig og den dybe strukturelle krise, der blev fremskyndet af krigen. For islamismens vedkommende spiller i særdeleshed det Osmaniske Riges fald i 1922 er betydelig rolle for den religiøse desillusionering og den efterfølgende radikalisering.  

I kapitlet om Shia-radikalisering fra kvietisme til oprør, bliver læseren ført ind i de afgrundsdybe forskelle, der i realiteten er mellem shia- og sunni-muslimer. Shia-muslimerne er i klart mindretal i den islamiske verden, og har i modsætning til sunnierne ikke en genopstandelse af det Osmaniske Rige som ønskemålsætning.  Til gengæld har det shia-muslimske samfund et meget enerådende, religiøst og beslutningskompetent præstestyre, hvilket Ayatollah Khomeini tydeligt var eksponent for. 

Denne nuancering af de forskellige muslimske trosretninger er ganske nyttig i forståelsen af forskellene mellem fx Iran, der er shia-muslimsk og Irak, Egypten og Tunesien, der er sunni-muslimske.

Mozaffaris dom over den iranske revolution er både kort, præcis og hård: ”Den islamiske revolution i Iran (1979) var en grusom revolution og den mest reaktionære revolution i vores tid” (p. 145). Han fortsætter: ”I stedet for at vende sig mod fremtiden vender den sig mod fortiden, i stedet for at være universalistisk er den partikulær, og i stedet for at være inkluderende er den ekskluderende” (p. 146). Værst er dog de: ”forskellige former for grusomhed, som det iranske regime udviser over for sin egen befolkning. Alt fra stening til afhugning af hænder og fødder, mord på intellektuelle, forfattere og journalister, hængning af mænd og kvinder, nogle af dem prominente politikere, en forhenværende statsminister, en parlamentsformand, ministre og et stort antal studenter” (p.146). Et rædselskabinet i grumhed, men udført i Allahs navn. Mozzafari er ikke i tvivl: ”Man kan sige, at den iranske revolution forvandlede sig til islamistisk terrorisme” (p. 147). 

På den måde adskilte denne revolution sig ikke afgørende fra de andre store men sekulære revolutioner i verdenshistorien. Historien bærer desværre mange vidnesbyrd om, at revolutioner så at sige æder sine egne børn.

Kapitlet om Globalisering og genrejsning af den islamiske civilisation som projektgiver læseren et godt bud på, hvilke udfordringer islamisterne står over for – og hvordan de ønsker at løse dem. Ideelt set ønsker de bare at genoplive den islamiske civilisation. Problemet er om der overhovedet har været en samlet civilisation siden Medina-tiden. Efter en kulturel-religiøs opblomstring frem til det 13. århundrede blev islamismen sidenhen præget af en betydelig intern teologisk og politisk splittelse efterfulgt af åndelig, økonomisk og intellektuel stagnation. Den tidlige islam var efter sigende både inkluderende og dynamisk, da den let indoptog ikke bare forskellige racer, etniciteter og territorier, men også – og især – al den kulturelle, filosofiske og videnskabelige bagage, som nyankomne bragte med sig. Denne udvikling blev brat afbrudt: ”Dogmatismens fremkomst gjorde en ende på det tolerante, inkluderende, kosmopolitiske og dynamiske miljø, der var i den islamiske civilisations storhedstid” (p. 168). Der følger også en mere materiel forklaring: ”Tabet af herredømmet til søs, tilbagevenden til dogmatisme og teknologisk tilbageståenhed betød, at den islamiske civilisation mistede sin evne til at optræde dynamisk og inkluderende” (p. 169). Civilisationen går ligefrem i bakgear: ”I stedet for at se fremad og forsøge at slå ind på fremskridtets vej og følge dets ide, foreslår den regression og ser tilbage med retoriske erklæringer som ”at vende tilbage til den krystalklare kilde, som vi mistede af syne i fjorten århundreder””(p. 171).  

I kapitlet om Islamisme og omverdenen slås det fast, at totalitære ideologier både er revisionistiske og ekspansionistiske. Målet er tilsyneladende at erstatte den vestlige imperialisme med et nyt islamisk overherredømme som et minde om den islamiske verdensmagts gyldne tidsalder: ”Denne linje har affødt en besynderlig politisk alliance mellem alle former for ekstremister, der ikke nødvendigvis har andet til fælles, end at de kæmper imod det nuværende internationale system” (p. 181). Men tro ikke, at islamister i den sidste ende kan samarbejde med alle. De anerkender kun dem, der fuldt og helt underkaster sig Allahs vilje, som sande venner, og de der modsætter sig Allahs vilje, betragtes som fjender. Det bør enhver alliereret med islamisterne skrive sig bag øret – inden at det er for sent.

Det er tydeligt, at islamismen udfordrer den eksisterende verdensorden både voldeligt og værdimæssigt. Islamisterne har såmænd også deres problemer med den islamiske verdens ca. 1,5 mia. borgere. Ikke alle muslimer støtter op omkring de mest rabiate islamister: ”FN, der har både demokratiske og ikkedemokratiske stater som medlemmer, muslimske og ikkemuslimske lande, anser en lang række bevægelser og organisationer, som hævder at være muslimske, for at være terrororganisationer, og de står på FN’s sorte liste. I flere år har FN’s Sikkerhedsråd haft et problematisk forhold til det islamiske Iran i atomspørgsmålet” (p. 203).  

Anmelderen af denne bog, kan – helt uden for denne anmeldelses regi – se, at der netop på dette område, er ved at ske et afgørende og positivt skred i FN regi.

Islamismens svaghed ligger i høj grad i den realøkonomiske verden. Islamismen er opstået i områder, som stadig ikke er industrialiseret eller veludviklet. Den islamiske verden står i følge FN over for en række strukturelle problemer, fx analfabetisme, stor fattigdom, undertrykkelse af kvinder og børn, korruption, lav produktivitet og stor ulighed. Og hvis man oven i det fremholder splittelsen mellem sunni, shia og wahhabisme, har man væsentlige elementer til forståelsen af islamismens svaghed: ”Forskellen mellem shia og sunni er en anden afgørende faktor. Karakteristisk for shia er præsteskabet, der styrer det shiitiske samfund, mens sunnitterne ikke er ledet af præsteskabet. De har præster og imamer, men der er ikke bundet til at følge dem, som det er reglen hos shiiterne. Det betyder, at der findes mere fleksibilitet og pluralitet hos sunnimuslimer end hos shiamuslimer” (p. 211). Dette forklarer også efter Mozaffaris mening nogle af de væsentligste forskelle i de såkaldte revolutionære forhold i henholdsvis Iran (Shia) og de ”nytilkomne” republikker ud i opstande Egypten og Tunesien (Sunni).

I kapitlet om Isamismen og immaterielle værdier tages temperaturen så at sige på islams demokratiske kapacitet. Og her står det ikke så godt til. Islamisterne opfatter sig selv som både magtfulde, hellige og urørlige, og de, der tør krænke helligheden, løber risikoen for at blive straffet med døden. For islamisterne tilhører ytringsfriheden udelukkende og helt og aldeles Gud. Ytringsfrihed har ingen plads i det religiøse univers. Religionens hovedformål er frelse ikke frihed eller demokrati. Derfor bliver ethvert forsøg på kritik fortolket som en krænkelse: ”Hvis vi vender tilbage til islam, kan man sige, at islam er en religion, der er fremmed over for friheden til kritik og dens konsekvens i form af ytringsfrihed” (p. 222). 

For i virkeligheden at kunne praktisere sin ytringsfrihed kræver det to forudsætninger: sekularisme og demokrati. I bund og grund betyder det, at religionen skal frigøres fra det politiske liv. Dette hænger utroligt dårligt sammen, når islamiske fundamentalister så rigtigt påstår, at ”islam er politik, og politik er islam” (p. 226). Det leder også til, at: ”Spændingen mellem slam og demokrati er ikke kun institutionel, men hovedsagelig filosofisk. Demokrati er baseret på borgernes rettigheder, hvilket er ukendt i islam. Den eneste rettighed der eksisterer, er Guds ret” (p. 231). I konsekvens af dette har ingen islamist nogen sinde hævdet, at islam er foreneligt med demokrati. Et af problemerne er at i islam, er der ikke en tredeling af magten, som er en af de væsentlige grundforudsætninger for et velfungerende demokratisk styre – nemlig en adskillelse af den lovgivende, udøvende og dømmende magt. I islam er disse tre magtrelationer sammenvævet i en og samme enhed – i Guds magt.       

Med disse religiøse bindinger i islam, ser Mozaffari meget pessimistisk på islams muligheder for at blive tilpasset det moderne demokrati: ”Generelt ønsker muslimer at forandre verden (eller dominere den) på en sådan måde, at verden kommer til at passe ind i islam” (p. 236). Ikke omvendt, at islam tilpasser sig den nye verden. Tværtimod ønsker islam at styrke og underbygge religionen – at vende tilbage til Medina-modellen.

I dette demokratiteoretiske lys behandler Mozaffari både Rushdie-sagen og Muhammad- tegningskrisen. Islamismens totalitaristiske grundsyn udstilles skånselsløst igennem den historiske beskrivelse af de to sager.

Mozaffari samler trådene op i sit konklusionsafsnit: ”Det er ubestrideligt, at alle islamister inspireres af en ideologi, hvis mål er islams dominans, af den ide, at islam skal erobre verden, at kalifatet for sunnitterne og imamatet for shiitterne skal indføres i hele verden” (p. 272). Det slås også fast, at spontan terrorisme er afskyelige handlinger, der skaber frygt, men hvor det alligevel ikke er tilstrækkeligt til at skabe det kaos, der kan true den eksisterende verdensorden. Alligevel er der en lille advarsel: ”Hvis det lykkes nogle islamister at skaffe sig atombomben, vil situationen være en anden” (p. 273). 

Dette fører hen til Mozaffaris slutbemærkninger: ”Islamismen er ikke død… den lever stadig i sine forskellige former. Men man skal ikke lade sig narre. Islamismen bliver ikke overvundet udelukkende med dialog og kompromisser… totalitære ideologier viger kun tilbage stillet over for de demokratiske magters beslutsomhed” (p. 274).

Bogen er hård kost. Den lægger ikke op til enighed hele vejen igennem. Det kan man heller ikke forvente med så kontroversielt et emne på dagsordnen. Men bogen er systematisk og redelig, og fremfører sin argumenter klart og underbygget. Derfor vil den også være særdeles velegnet til at indgå i både undervisning og faglige debatter. I det lys skal den varmt anbefales. 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Tabet
Energi for evigt
Med nordlys i øjnene – Genskin fra et liv med Grønland