Landene som forsvandt
Menu
Forrige artikel

Landene som forsvandt

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 774

Opdagelsesrejsende med lup og pincet

Af Bjarne S. Bendtsen

Selv om frimærkernes epoke er ved at takke af med frit faldende brevmængder, klistermærker og et langsommeligt, nærmest demonstrativt vrangvilligt postvæsen, så kan man stadig komme vidt omkring via fantasien og de associationer, som gamle, for længst ubrugelige frimærker rummer. Det er den norske forfatter og arkitekt Bjørn Berges udgangspunkt i den finurlige bog Landene som forsvandt. 1840-1975 fra 2016, som udkom på dansk sidst i februar i år. Bogen skal dog ikke tages alt for alvorligt, men helst, slutter han sit forord af med at slå fast, opfattes ”som en samling godnathistorier, som kan give drømmen næring og føre dig ind i søvnen.”

Berge er i øvrigt ikke den eneste, der på en skæv vis er fascineret af og blevet inspireret til at fortælle om frimærker – særligt de mere eksotiske af slagsen. Jazztrommeslager, tv-vært, øreflipper med meget mere, Kresten Osgood, udsendte for godt ti år siden med bandet Hvad Er Klokken et Frimærkealbum, der på poetisk, punk-jazzet vis behandler verden med et blik, der meget ligner Berges – ”en lille bid af en fjern tid, indkapslet energi”, beskriver Osgood og co. eksempelvis mærkerne som. Deres tilgang er måske nok lidt mere syret end Berges, men prøv selv at lytte til pladen sammen med bogen! Frimærkerne og det at skrive breve betegnes på Frimærkealbummet videre ”som om man fejrer kontakten mellem hinanden med et lille, detaljeret kunstværk” – og dét er da smukt!

Før jeg helt forsvinder i musikken og minderne om frimærker og svundne tider, må jeg hellere komme tilbage i den rette rille – der er faktisk mening med referencerne til denne plade, da både den og Berges bog i høj grad spiller på det nærmest synæstetiske samspil mellem synssansen, lugten, smagen, følelsen af papirets tekstur og fantasien på ethvert plan, der optræder i sammenhæng med frimærker; både for den inkarnerede filatelist og den uddøende race af brevskrivere. Berge undersøger og beskriver således indgående lugten af papriet, der er brugt til mærkerne, kvaliteten af det, smagen af mærkerne og limen på deres bagsider, trykket, farverne – hvad siger det hele om de fjerne og for længst glemte afkroge af verden, de kommer fra? Ud over naturligvis selve motivet, som han i mange tilfælde folder ud til små, men skarpe analyser af landene.

Et af de bedste eksempler på det sidstnævnte gælder frimærket fra Van Diemens Land anno 1855, der viser en purung Dronning Victoria i en tilsyneladende langt fra vellykket gengivelse efter et maleri af schweizeren Alfred Edward Chalon fra 1837. På maleriet smiler den unge Victoria ifølge Berge genert og kønt, hvorimod hun på frimærket fra den barske straffekoloni ikke længere smiler, men ”skælver”: ”Blikket er forskræmt og flakkende – helt i tråd med øens mere og mere dæmoniske rygte.” (s. 77)

Smagen finder man eksempelvis behandlet i forbindelse med mærket fra den franske koloni Inini, der ligger inde i landet bag Fransk Guyana i Sydamerika – det var her, blandt andre Alfred Dreyfus og Henri Cherrière, siden kendt fra filmen Papillon, blev deporteret til. Berge beskriver tungens møde med frimærket fra Inini som ”en flad, bittersød smag”, der lover godt. Et andet eksempel på smagens plads i beskrivelsen af landene er de frimærker, som Thomas Edward Lawrence – Lawrence of Arabia – stod for til det nye, arabiske land Hijaz i 1916. Et ikke netop dokumenteret rygte vil vide, at han blandede jordbærsmag i limen, hvilket fik mange til at købe mærkerne blot for at slikke på dem. Og endelig, som et sidste eksempel, skriver Berge, at lugten fra hans mærke fra Helgoland – da øen var britisk og havde frimærker i grønt, rødt og hvidt med Dronning Victoria på – enten stammer fra fiskeindvolde eller harsk massageolie.

Emnet for bogen er således, som titlen siger, en række lande, som ophørte med at eksistere i perioden 1840-1975. Lande er måske så meget sagt, da flere af dem er provinser i andre lande eller kolonier i imperier, men præmissen er, at de har udgivet egne frimærker – og dét har de alle, kan man forvisse sig ud fra bogens mange illustrationer, der består af frimærker fra forfatterens samling, og derudover, som indledning på hvert afsnit, landkort, der pædagogisk peger de ofte fjerne afkroge ud for læseren. Derudover består bogen af skildringer fra yderst forskelligartede øjenvidner til de respektive lande samt sporadisk – og tilsyneladende helt uden system – krydret med opskrifter fra nogle af de forsvundne lande. Eller som Berge selv formulerer det i bogens indledning: ”Grundlaget for min undersøgelse er dokumentation på tre niveauer: frimærkerne i sig selv, øjenvidneberetninger og eftertidens historiske fortolkninger.”

Områderne, landene, strækker sig fra de helt små arealmæssigt, som Helgoland på 1,7 km2 eller befolkningsmæssigt ubetydelige ”lande” som øen Sassano ud for Albaniens kyst med en befolkning på blot 10 sjæle plus soldater, som det opgøres, til Manchukuo, kejserriget som Japan oprettede i Manchuriet i 1932, med en befolkning på over 30 mio. og et areal på 1.554.000 km2, hvor japanerne i øvrigt begik nogle af menneskehedens værste grusomheder i tiden op til og under Anden Verdenskrig med forsøg med biologiske kampmidler på mennesker. Og der findes kortlivede ”lande” som Allenstein på grænsen mellem Østpreussen og det nylig genoprettede Polen, hvilket Berge en kort overgang i 1920 regner som et land, da der blev udgivet tyske frimærker overtrykt med teksten ”Traité de Versailles Art. 94 et 95” – han kunne i øvrigt oplagt have fortalt præcis samme historie med Slesvig som land i endnu en kort overgang, ikke kun i forbindelse med årene efter nederlaget i 1864, da der i 1920 blev udgivet en serie Slesvig Plebiscit-frimærker med både dansk og tysk valuta.

Bogen er delt op i seks hovedafsnit fra 1840 og frem til 1975, hvor 50 forsvundne lande er placeret i de respektive afsnit efter årstallet for Berges frimærke fra landet, der er optrykt i flotte farver. Som årstallene viser, følger bogen ganske præcist den periode, da særlig det britiske kolonirige ekspanderede, og den er filatelistisk indrammet med verdens første frimærke som startpunkt: det engelske One Penny Black fra 1840. Det første afsnit strækker sig frem til 1860, derpå imperialismens epoke i to afsnit fra 1860-1890 og 1890-1915, spændingerne omkring Første Verdenskrig, mellemkrigstiden og Anden Verdenskrig, og siden den lange afkoloniseringsperiode efter 1945, hvor de tidligere kolonier løsrev sig.

Det er som antydet ikke lutter røverhistorier og eksotiske skrøner, Berge præsenterer i de korte afsnit i bogen. Ud over forskellige mørke sider af menneskehedens historie, findes her også interessante blik ude fra på danske forhold, i særdeleshed en påpegning af det faktum, at Slesvig var forblevet tysk, hvis afstemningen i 1920 havde været foretaget i hele området under ét. Det kan vi jo godt have en tendens til at overse i den traditionelle danske tilgang til spørgsmålet, hvor nærmere fortællingen om tysk snyd i Flensborg hænger ved i visse kredse. Berges tilgang er dog lidt løs her, for hvilke tal bruger han? I de to zoner, hvor afstemningen blev afholdt var der hhv. stort dansk og stort tysk flertal, men hvad med zone tre, hvor afstemningen blev droppet efter ønske fra den danske regering? Afstemningen blev naturligvis opgivet ud fra forventningen, at her var der klart tysk flertal. Men siden der ikke blev stemt, så er det vel lidt af en postuleret udlægning, Berge kommer med.

Pludselig dukker den legendariske franske digter Arthur Rimbaud – symbolist, seer og libertiner i stor stil – op i det lille og kortlivede land Obock på Afrikas Horn, og læseren får udfoldet nogle brudstykker af hans ikke-litterære liv, der startede, da han allerede som 21-årig holdt op med at skrive. I Obock ernærede han sig således som våbenhandler. Og der er mange andre berømte forfattere og kunstnere, gennem hvis øjne man ser de forsvundne lande: Antoine de Saint-Exupéry som postflyver i Cape Juby, Günter Grass i Danzig eller Gabriele D’Annunzio som Duce i Fiume – Berge kommer dog i den sammenhæng til at gøre den flyvende digterprins til forfatter af Det futuristisk manifest fra 1909, hvilket Filippo Tomasso Marinetti nok vil rotere lidt i sin maskingrav over.

Det er en flot bog og generelt en lyde- og fejlfri dansk oversættelse, så vidt jeg kan vurdere, kun med slå- eller småfejl som at Churchill holdt sin berømte Jerntæppe-tale i 1046 eller et norsk ”sone”, der har gemt sig på et kort over Triestes to zoner. Bogens sammenligninger mellem landes størrelser er desuden fint overført til danske forhold.

Landene som forsvandt er en aldeles anbefalelsesværdig bog, hvis man er til skrøner og det at drømme sig væk og tage på eventyr til eksotiske lande, der ikke længere eksisterer. Men man får faktisk også et fint – om end kortfattet og fragmenteret, det siger sig selv – indblik i en mængde fjerne egnes historier, som man næppe ellers ville være stødt på, samt skæve glimt af mere velkendte lande og områder gennem frimærkesamlingens kalejdoskop. En samling tidslommer i skrøbeligt papir, indkapslet energi.

Historie-online.dk, den 17. april 2018

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Vidnerne Historien
Nationer og nationalisme
Dansk Velfærdshistorie, bd. VI. Hvor glider vi hen? - Perioden 1993-2014