Menu
Forrige artikel Næste artikel

Med nordlys i øjnene – Genskin fra et liv med Grønland

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 915

Af Thomas Petersen

 

Forfatteren til denne bog fik i en meget ung alder Grønland ind under huden, og der er landet blevet indtil i dag - over 60 år senere. Læs, hvordan hun selv beskriver sit symbiotiske kærlighedsforhold til denne fjerne og nordlige del af dronningeriget og ikke mindst til grønlænderne:

 

”Jeg fik lov til at leve en del af mit liv i Grønland – derfor blev Grønland også en del af mig, og jeg tror jeg kan sige at min tilknytning til Grønland har været fuldstændig afgørende for mit liv og egentlig skaffet mig adgang til resten af verden. --- Lad da dette være en kærlighedserklæring. Jeg vil være enormt ked af at blive skilt fra natur, lande, folk, som ikke bare har været en meget væsentlig del af mit liv og har været med til at gøre det større, sjovere, smukkere og mere mangfoldigt”, (side 294).

 

Else Lidegaard giver i bogen sin meget personlige skildring af det post-koloniale Grønland fra 1953 til 2015, hvor hun genså landet efter 62 års modsætningsfyldt og vanskelig udvikling ind i en verden og kultur, der kalder sig moderne. Hun beretter om dagligdag i 50ernes Godthåb og Uummannaq, om mødet i 60erne med de unge grønlændere, der siden skabte hjemmestyre og selvstyre. Og om et nyt besøg i de to byer 50 år senere, hvor Lidegaard interviewer nøglepersoner - især om sprog, skole og forholdet mellem grønlændere og danskere. Men først og sidst handler bogen om, hvordan Grønland satte sit præg på et ungt menneske, der formåede at møde landet med et åbent sind og uden forudfattede meninger. Grønland gav til gengæld hende de koder, der var nødvendige for at åbne døren til resten af verden. Lidegaard har boet og færdedes i Grønland i hele tidsrummet 1953 til 2015 og ønsker generelt, at hun med sin bog kan give et mere autentisk billede af postkolonitidens Grønland end det vanlige. Det lykkes i imponerende grad.

 

Kandidat i fransk og eskimologi, journalist, højskolelærer samt gennem mere end en menneskealder programmedarbejder ved Danmarks Radio - Else Lidegaard (født 1933), kom første gang til Grønland i 1953. Den gang med næsten kun en studentereksamen i rygsækken. Og hun blev der, med en kort afbrydelse, i over ti år. Afbrydelsen kom i 1957, hvor ægteparret Lidegaard en overgang var forstanderpar på en højskole for ungarske flygtninge. Det havde ikke været tilfældigt, at de netop i sensommeren 1953 kom til Grønland.  Det var nemlig sammenfaldende med, at 1953-Grundloven formelt havde forvandlet landets status fra koloni til den nye status som amt på linje med andre amter i kongeriget. Grønlænderne skulle nu være borgere i kongeriget.

 

Lidegaard er ved ankomsten i 1953 blot tyve år. Nygift med teologen Mads Lidegaard og højgravid. Else er medfølgende hustru til Mads, der til en begyndelse skal fungere som ”præsteviet medhjælperaspirant på prøve”. Senere skal han blive så meget andet i Grønland samtidig med, at hun skal finde på noget, der kan gøre livet meningsfuldt. Det gør hun med fynd og klem. Men til at begynde med er hun blot hjemmegående gravid husmor.

 

Men også Else Lidegaard bliver efterhånden så meget andet. Udover at føde og være mor til og for tre sønner i Grønland er hun præstekone i gammeldags forstand, oplæser i radioen, underviser på mange planer samt en hel masse andet. I det hele taget fremtræder hun som en overordentlig sej kvinde med ikke blot ben i næsen, men også med en ustyrlig lyst til livet samt en utæmmelig trang til at erfare og lære nyt. Ofte er manden i embeds medfør borte i lange perioder. Farlige rejser i al slags vejr og med alskens befordringsmidler. Som præst på arbejde og sjælesorg til fjerne udsteder.

 

Ikke, at hun beklager sig, overhovedet ikke. Men læseren kan tænke sit, når Else Lidegaard citerer fra sine breve fra dengang, sendt til familie og venner i Danmark. Som for eksempel fra et par breve fra juli 1954:

 

”Det er lige ved at brænde sammen de her 3-4 dage – jeg skal læse op på tirsdag i radioen, posten går i morgen, Bugge [provsten, TP] kommer, jeg vaskede storvask i går. Og da jeg ville lade huset ligge i dag til fordel for breve, kom skorstensfejeren og sølede det hele til --- Og vasketøjet har hængt ude i nat, og så blev det regnvejr, og alt skorstensfejerens sorte fløj hen på det våde --- Mads er i fjorden – i 5 dage – i åben motorbåd uden kahyt af nogen art, ikke større end en robåd – og den skulle de sejle i lige så langt som fra Ålborg til København”, (side 60).

 

Ensomheden plager sommetider, sammenligner sig selv med Karen Blixen i Afrika. Poetisk, men samtidig yderst prosaisk mindes hun:

 

”Ensomheden omslutter mig. Den kommer flyvende på solstriben fra isen derude, den kommer sejlende på lydbølgen af latter deroppe, selv mit barns rolige åndedræt, langt væk i søvnen, og fostret, der flyder i mit eget mørke indre, bliver en del af tomheden omkring mig. Jeg har kun boet så kort i den lille by, ved ingen, som jeg kan kalde en ven, jo, hundene - men de er jo med på rejse”, (side 117).

 

Ved siden af at berette om dagligdags gøremål reflekterer forfatteren undervejs i bogen over mange andre væsentlige ting. Som for eksempel over det evige problem om forholdet mellem primært at lære dansk, grønlandsk eller noget helt tredje. Og om det forkætrede begreb fødestedskriteriet, der medførte forskellig løn for det samme arbejde. Alt efter, om man var dansker eller grønlænder. Lidegaard reflekterer også over de meget forskellige omgangsformer i Grønland og i Danmark i 50erne,

 

”hvor vi som unge i det kulturlag jeg kom fra, stadig levede en ret beskyttet tilværelse med forældre, der vogtede over ens dyd” og så til Grønland, hvor erotikken var ”et glædes- og lystfuldt rum, som man havde en temmelig direkte og ukompliceret tilgang til”, (side 85).

 

Fornøjeligt fortæller forfatteren om, hvordan de tre ældste sønner, der alle er født i Grønland, for en sikkerheds skyld blev proppet med dobbelt dosis vitaminpiller. Og derfor, måske, i dag alle er næsten to meter høje, mens efternøleren Martin (ja, den tidligere udenrigsminister), der er født i Danmark, er 17 centimeter kortere end brødrene. Ægteparret kom i løbet af den halve snes år tæt på de kredse i Grønland, som ønskede, at grønlænderne selv tog en del af ansvaret. Kredse, der førte til dannelse af det senere regeringsbærende parti Siumut, og som repræsenterede de unge fremadstormende grønlænderes følelser og holdninger.

 

”De var dødtrætte af danskernes dyrkelse af deres dårlige samvittighed, der jo efterlod grønlænderne i en lidet frugtbar offerrolle”, (side 162). De ønskede bare selv at overtage ansvaret.

 

Da Else Lidegaard i 2007 genser Grønland, konstaterer hun på trods af alle problemerne, at overlevelsesevnen er karakteristisk for grønlænderne.

 

”Som folk har grønlænderne trods alt overlevet det hele, og vender man tilbage --- efter nogle år, er det stadig latteren, ukueligheden, generøsiteten der springer i øjnene ved siden af alle nutidens politiske, økonomiske, sociale og psykiske vanskeligheder. I Grønland er der nat og dag, mørke og lys, gru og glæde i rigelige mængder”. (side 213).

 

Kompositorisk veksler bogens indhold mellem nutidige erindringer, betragtninger samt udvalgte og meget sigende citater fra de breve, som Else Lidegaard havde sendt hjem til familie og venner. Men layouten, der skal markere skellet mellem brev (ganske vist i kursiv) og øvrig tekst, er jammerlig. Men denne indvending skal ikke skygge for, at den nu 83-årige Else Lidegaard har præsteret en bog, der er fuld af varme, og som samtidig er hudløst ærlig og relevant vedrørende dagens problemer i Grønland. Mellem linjerne fornemmer læseren samtidig stor kærlighed til samt overbærenhed og ægte medfølelse med de mennesker, Else Lidegaard lærte at kende i Grønland. Kan meget anbefales.

 

Historie-online.dk 15. februar 2017

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Den menneskelige faktor
Fagdidaktik i historie
Det vidste du ikke om Danmark