Vulva
Af Thomas Oldrup, cand.mag. i historie og redaktør for Alt om Historie
Jeg har en lille diller mellem mine ben. Det placerer mig i den gruppe af mennesker, der i årtusinder har undertrykt en anden gruppe af mennesker. På vegne af min gruppe (mænd) vil jeg gerne én gang for alle sige undskyld til den anden gruppe, altså den, der ikke har en lille diller (kvinder). UNDSKYLD!
Som historiker er jeg pinligt bevidst om at vi mænd har siddet på flæsket i årevis. Vi har haft magten og mulighederne og nok også merparten af morskaben temmelig længe, faktisk de sidste… ja, temmelig mange tusind år. Og heksejagterne, for eksempel, dem vil jeg også gerne benytte lejligheden til at undskylde for. Det var sgu ikke for smart af os.
Jeg vil også gerne - på vegne af alle hvide, vestlige mænd fra middelklassen - bringe en undskyldning for at vi i temmelig mange årtusinder har omtalt kvinders køn upræcist og dermed gjort det til ”det usynlige køn”.
Jeg vil særligt gerne rette denne undskyldning til Mithu M. Sanyal, som for nyligt har gjort mig opmærksom på dette sproglige overgreb, efter at jeg har læst hendes lyserøde bog ”Vulva – Det usynlige køn”, der netop er udkommet på dansk på det progressive lille forlag Tiderne Skifter.
Sanyals projekt er respektindgydende. Bogen er kort fortalt kussens kulturhistorie - historien om fremstillingen af kvindens køn i folklore, i mytologi, i litteratur, i kunst og lidt medicin. Sanyal er en tysk-polsk kulturhistoriker årgang 1971, som vil undersøge den symbolske plads som kvindekønnet har haft og fået i vores kultur og hendes genre er det akademiske essay. Hun skriver udmærket, lidt skingert og højtravende, men det er tydeligt at hun har meget på hjerte, er højt begavet og rasende belæst. Nogle gange mister hun i hvert fald mindre begavede læsere (såsom denne) i sine ræsonnementer og emnemæssige udskred.
Hun beskriver, hvordan kvindekønnet engang var et samfunds redning – man kunne angiveligt i de fleste mytologier simpelthen redde menneskeheden og besejre djævelen ved rituelt at stille sin vulva til skue. Det blottede køn kunne endda afværge ulykker længe før de indtraf. Hun fortæller også, at ”helt frem til begyndelsen af det 20. århundrede” var det helt almindeligt at kvinder – hun nævner desværre ikke hvor – blottede deres underliv for deres mark, for at hørblomsterne skulle vokse op i samme højde som bondekonens vulva. Frem til sen middelalder var der opstillet statuer af nøgne kvinder med spredte ben foran klostre, kirker og byporte. Hun har også fundet flere romanske kirker fra 1100-tallet, der er udsmykket med nøgne kvinder der blotter og åbner deres overdimensionerede kønsdele.
Fra denne helende funktion blev kvindekønnet senere til ”porten til helvede, kilde til al verdens kiv og splid og årsag til mandens undergang.” Og på dansk bruger vi sgu stadig ærgerlige udtryk som skamlæber, skamhår og skamben.
Bogen deler sig i tre dele, hvoraf den første tredjedel efter min mening er klart den mest interessante. Hun har fundet frem til en hel række groteske eksempler fra oldtidens og middelalderens videnskabsmænd, der fremstiller kvindens mangel på ydre, håndgribelige kønsdele som en fejl, som et misfoster. Ifølge Aristoteles, fx, var kvinden simpelthen ikke i besiddelse af energi nok til at udvikle fuldstændige kønsdele. En Arnobius taler om de ”svinske og uanstændige legemsdele”. Og i middelalderens Heksehammer nævnes der tre ting, der er umættelige: helvede, graven og kvindens vulva.
Dette spændende skred fra at gudindens spredte ben var porten til paradiset til at de svinske og ufærdige kønsorganer blev nægtet adgang til himmelen, det er naturligvis noget, som kristendommen har fundet på. Og det ville være rasende interessant at vide, hvornår dette betydningsskred omtrent fandt sted, men om dette er Sanyal desværre tavs.
Sanyal benævner konsekvent kvindens ydre kønsorganer som vulva, et ordvalg, der måske klinger lidt højtideligt eller vulgært på dansk, og som jeg i hvert fald aldrig har brugt i mit aktive ordforråd (min stavekontrol kender i øvrigt heller ikke ordet, ser jeg lige) – og som hun da også indrømmer bringer associationer til et svensk bilmærke.
Sanyal har helt tydeligt et horn i siden på Freud, og med god ret. Det klinger dog lidt hult, når hun alligevel selv bliver old-school-freudiansk ved at kunne se – ikke fallosser, men vulvaer alle vegne. Selv pavens hat (!) kan hun få til at ligne en vulva. Det er mistænkeligt, at alle Sanyals kilder peger så nydeligt frem mod hendes egen pointe. Sanyal inddrager alskens materiale som kilder, hvoraf nogle nok er temmelig problematiske at anvende, og hun skriver stort set uden en gennemskuelig struktur, men med en herlig entusiasme.
Bogens anden del er en 50 sider lang digression, der handler om striptease, Weimarrepublikkens dekandente barfodsdanserinder, burlesken, vævning og tekst, og det er alt sammen vældig interessant. Hun inddrager igen myter, eventyr, litteraturanalyse og svagt dokumenteret psykologiseren. Man har en mistanke om, at denne del af bogen måske har været trykt andetsteds i en anden sammenhæng, den passer i hvert fald dårligt ind her. Det virker lidt irriterende, når man lige var i gang med at læse et spændende essay om kussens kulturhistorie.
Den sidste tredjedel handler om en stribe modige, væsentlige og progressive kvindelige billedkunstnere, forfattere og musikere fra 1960’erne og frem, der gennem deres kunst og modkunst har smidt skammen bort og sat kønnet på dagsordenen, bl.a. som feministisk body-art. I en lille digression i dette kapitel nævner hun, at de ældste fundne skulpturer forestillende mænd er ca. 7 000 år gamle, mens Venus fra Willemdorf og hendes mindre kendte, men ældre søster, Venus af Galgenberg, er ca. 30 000 år gamle.
Det er denne vinkel, den tydeligt historiske eller kulturhistoriske, som jeg satte mig for at læse, og som bogen reklamerer med at være - og derfor blev jeg skuffet. Men det der var om kussens kulturhistorie – især den første tredjedel – var om end flyvsk, så overordentlig interessant. Jeg har siden hørt fra pålidelig kilde, at hvis det er dét, man er ude efter, skal man ikke gribe Sanyals bog, men måske i stedet Catherine Blackledges ”The Story of V” fra 2003, som man ved samme lejlighed kunne ønske sig oversat.
