Egtvedpigens rejse
Menu
Forrige artikel

Egtvedpigens rejse

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 353

 

Af Mads Ravn, Ph.D. Forskningschef. Vejle Museerne

Bogen er en fortælling om professor i arkæometri, Karin Margarita Freis personlige og forskningsmæssige rejse fra Argentinas diktatur i 1980erne via Spanien til Nationalmuseet i dag. Overordnet set handler bogen om dobbelte identiteter, Freis egen som fjerdegenerationsindvandrer i Argentina, men med en stærk dansk identitet, og de 3300 år gamle bronzealderkvinders, især Egtvedpigens og Skrydstruppigens, som hun med nye metoder påviser var fra udlandet. På en måde påviser Frei det, fundene altid har antydet: at man rejste langt i bronzealderen, en globaliseringslignende periode, der i mindre skala kan sammenlignes med den senere vikingetid og senest vores egen moderne tid de sidste 500 år. Noget tyder på at historien går i bølger, og ikke bare er en enstrenget, fremadrettet udvikling.

Gennem en nysgerrighed, der af hende selv beskrives som drivkraften, formår Frei på en letlæselig måde at inddrage læseren i den fantastiske fortælling, om de mange nye videnskabelige opdagelser, som hendes tværfaglige samarbejder har givet mulighed for. Ikke mindst får hun understreget, at samarbejde med de danske museer er vigtigt, fordi disse gemmer på en skattekiste, der kan sammenlignes med de ægyptiske pyramider. Sagen er nemlig den, at nye videnskabelige metoder hele tiden muliggør nye undersøgelser og erkendelser, noget vi selv har erfaret med Freis forskning på Vejle Museernes moselig, Haraldskærkvinden, som hun beviste var ude på en rejse, inden hun døde, før hun blev lagt i en mose ved Vejle for 2100 år siden. Dog er Haraldskærkvinden fra Danmark, ja måske endda Jylland, modsat Egtvedpigen.

Med andre ord har Freis forskning løftet en flig til helt nye erkendelser om fortidens komplekse samfund, hvor manglende hegn og nationale grænser betød, at det var muligt at bevæge sig over store afstande i komplekse giftealliancer og ad omfattende handelsruter over tusinde kilometer. Freis forskning har for så vidt bare lige åbnet lågen på skattekisten. Der ligger stadig adskillige ufortalte historier fra museernes kolde magasiner, som Frei og andre forskere i fremtiden vil kunne belyse med nytænkende, arkæologiske spørgsmål og nye metoder.

Bogen starter med Freis oldemors dristige rejse fra Herning i 1916 til sin kommende ægtemand, en dansk immigrant i Argentina. Oldemoderen må have haft Freis nysgerrighed. For at rejse alene så langt væk i en tid, hvor en sådan rejse praktisk taget var lig med en enkeltbillet til Mars har været noget af en bedrift. Tankevækkende og relevant for nutiden er også familiens insisteren på, at oldemoderen og de efterfølgende generationer havde flere identiteter, og at dette ikke nødvendigvis var et problem. Naturligvis skulle man lære sproget og integreres i Argentina, men man var stadig dansk. Hendes egen families insisteren på at være og kaldes danske, los danesos, giver stof til eftertanke og bringer nye nuancer ind i vores egen integrationsdebat.

Ud over den personlige rejse gennemgår vi også den erkendelsesmæssige rejse, hvor Frei gennem tilfældigheder og en hel del målrettethed når frem til et phd- og siden flere post-doc projekter, der danner grundlag for at forstå bronzealderens mobilitetsmønstre. Først er det de forhistoriske tekstiler, Egtvedpigens dragt, der undersøges. De peger overraskende på, at ulden fra fårene er fra udlandet. Selvom dette blot kan betyde, at man importerede ulden gennem mellemmænd, fortsætter undersøgelserne, da hun får udviklet strontiumisotopmetoden således, at den kan bruges på Egtvedpigens tænder, hår og negle. Da disse bekræfter, at også selve Egtvedpigen er fra udlandet er sensationen i hus, selvom der endnu går et stykke tid, inden nyheden kan spredes i verdenspressen, som modtager den som en hvirvelstorm. Hvorfor den går viralt, er der flere forklaringer på i bogen, men den handler blandt andet også om identiteter.

Strontium, der kort sagt aflejres i os alle gennem vand og mad, kan belyse mennesker og dyrs vandringer. Udviklingen af denne metode belyses omfattende og på en letforståelig måde i bogen. Det er givet, at der vil komme flere nuanceringer på dette område, i takt med at metoden finpudses. Men man får i denne bog en god opdatering på de mange videnskabelige opdagelser, der er foregået inden for dette område og inden for arkæologien de sidste ti år. Og det er ikke så lidt.

Bogen kan derfor anbefales som en god detektivroman. Den har med denne genre nysgerrigheden til fælles som den drivkraft, der bringer os frem til ny erkendelse. Økonomisk kan vi især takke Carlsbergfondet og EU's forskningsfond, samt Danmarks Grundforskningsfond for, at vi har fået denne nye viden om bronzealderen. Om den nuværende regerings 2 % besparelser (nu 8 %), der går særdeles hårdt ud over museernes basisdrift, gør det muligt at fortsætte i forskningens superliga er mere tvivlsomt. Denne påstand skal ses i lyset af, at Nationalmuseet netop har bebudet besparelser på 30 millioner og fyringer af 35-40 ansatte. Med de kommende besparelser over de næste fire år må vi håbe, at den fine museale infrastruktur i hele landet, der indtil nu har brolagt vejen for banebrydende international topforskning ikke stækkes af en regerings kortsigtede og uigennemtænkte spareplaner. I mellemtiden kan Frei berolige os med, at Egtvedpigen, selvom hun ikke er fra Danmark, er lige så meget en del af vores danske rødder og identitet, som hun selv er. Der er bare flere identiteter på én gang.

Historie-online.dk, den 4. september 2018

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Oldtidshjulet og Kongehjulet
Stendysser - Arkitektur og funktion
Danefæ