Helleristninger
Menu
Forrige artikel

Helleristninger

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 578

Af Mogens Bo Henriksen, museumsinspektør, Odense Bys Museer.

1998 indledtes et samarbejde mellem Bornholms Museum, Tanums Hällristningsmuseum i Bohuslän og Nationalmuseet med det formål at opspore, dokumentere og formidle klippeøens helleristninger (se: www.bornholmsmuseer.dk/helleristninger). Dette skete bl.a. i en erkendelse af, at selv denne stenhårde del af vores kulturarv er truet af nedbrydning. I perioden 2002-05 har samarbejdet foregået som et led i det EU-finansierede projekt RANE (Rock Art in Northern Europe, se www.rane-online.org). Gennem bevillinger fra Statens Humanistiske Forskningsråd har der endvidere pågået et forskningsprojekt med helleristningernes kontekst som tema, og det har bl.a. omfattet udgravninger omkring de udsmykkede klippeflader. Bogen ”Helleristninger. Billeder fra Bornholms bronzealder” giver en slags status over den danske del af RANE-projektet – og en generel introduktion til de fleste aspekter af fænomenet helleristninger samt til bronzealderens betagende billedverden og religion som sådan.

Publikationen består af 12 artikler, der hver især belyser et eller flere aspekter af helleristningerne, og hele tiden med det bornholmske materiale i fokus. Artiklerne kan sagtens læses separat, men størst udbytte får man, hvis de læses som en helhed – og så må man leve med, at nogle emner berøres gentagne gange. Godt redaktørarbejde har gjort, at bogen fremstår helstøbt og letlæst, og at den ikke skæmmes af væsentlige fejl. Ja, faktisk er den svær at lukke, når øjnene først er fæstnet ved de mange tegninger og gnidebilleder (såkaldte frottager) samt indbydende farveoptagelser af ristninger, landskaber og oldsager. Bogen er som helhed et overflødighedshorn i flot grafik og lay-out, og billedteksterne er – som det er traditionen for Wormianums publikationer – så fyldige, at man får et glimrende førstehåndsindtryk ved at starte med at læse dem og se på illustrationerne. Bogen afsluttes af en litteraturliste og en indlagt vejviser ”Helleristninger på Bornholm. Information og guide”, der med fine kortgengivelser gør det let at finde frem til nogle af klippeøens mange billedskatte. Og de er bestemt et besøg værd, for selv den uinteresserede kan vel ikke lade være med at lade sig fascinere af de enkle motiver, der i den grad appelerer til fantasien. Ellers havde øens største billedfelt – Madsebakke – nok ikke haft mere end 50.000 besøgende om året!

På Bornholm er der registreret over 400 helleristninger – heraf ca. ¼ med skibsmotiver. De udgør langt hovedparten af de danske stenbilleder fra bronzealderen, og der kommer hele tiden flere til. Forklaringen på dette er, at det kun er på solskinsøen, at grundfjeldet ser dagens lys – men er det hele sandheden? Er de bornholmske stenbilleder overrepræsenteret, fordi især øens nordvestre hjørne har store flader med den relativt modstandsdygtige Hammergranit? Og har eftersøgninger på og i nærheden af gamle fundsteder ikke blot forstærket dette billede? Ville en intensiv eftersøgning på store løsblokke i den øvrige del af landet måske resultere i, at det geografiske billede blev lidt mere afbalanceret, for det er vel ikke kun på Bornholm, at bronzealderfolkene har haft behov for at skabe storslåede billeder? Hvad gjorde man f.eks., når man skulle billedgøre tidens religiøse tankegods i bronzealderens økonomiske og religiøse kraftcentre ved Voldtofte på Sydvestfyn eller ved Boeslunde på Sydvestsjælland? Vi ved, at man malede figurer på bronzealderhusenes lerklinede vægge  - måske endda nogle af de samme motiver, som vi kender fra helleristningerne - men hvad ellers? ”Ristede” man i stedet på lærreder, på kroppen eller noget helt tredje? Dette tema kunne man godt have spundet en ende over, for ellers fremstår den bornholmske bronzealderkultur let som noget helt specielt. Og det tyder det øvrige arkæologiske fundmateriale ikke på, at den var – øen var netop tæt forbundet med omverdenen via kontakter til Skåne og i et vist omfang til kontinentet mod syd. De bornholmske ristninger sættes da også på glimrende vis ind i en skandinavisk sammenhæng, og Bornholm og Sydøstskåne omtales ligefrem som en samlet helleristnings-region.

Billedkunstneren og tidligere arkæologistuderende Martin Stoltze giver i kapitlet ”På jagt efter fortidens billeder” en levende beskrivelse af, hvordan han selv i teenage-årene i Olsker gennempløjede landskabet i jagten på helleristninger. Der gives mange eksempler på de teknikker og problemer, som er forbundet med at finde, dokumentere og aflæse helleristningerne. Disse betragtninger af kildekritisk karakter vil man sædvanligvis forbinde med en egentlig fagpublikation, men da kapitlet er skrevet i et næsten poetisk sprog, bliver det et af bogens mest fængende. Kapitlet kan i øvrigt snildt bruges som en vejledning for amatørarkæologer, der søger gode råd til at opspore helleristninger på Bornholm såvel som i den øvrige del af landet. 

Flemming Kaul har i det sidste årti skrevet adskillige artikler og bøger om bronzealderens billedverden med udgangspunkt i en tese om, at helleristningerne såvel som afbildninger på smykker og redskaber er lavet ud fra ønsket om at visualisere en verdensopfattelse og dermed fastholde samfundets myter. Selv om stenbillederne kun er en lille del af bronzealderens komplekse symbolsprog, der også må have omfattet optog med udklædte mennesker og fuldskala-figurer, storslåede fester, musik, ofringer m.v., vover han alligevel at tolke motiverne og sætte dem ind i en kosmisk sammenhæng. Det svarer næsten – med en let omskrivning af Kauls egne ord – til at forklare den komplicerede billedverden i kirkernes kalkmalerier uden at kende Bibelens tekster! Man kan ikke lade være med at blive fascineret af Kauls dristige, men velargumenterede tolkninger af skibe, fisk og fugle, der transporterer solen rundt i dens døgncyklus. Og ønsker man at fordybe sig i netop dette emne, kan man læse hans 426-sider store bog ”Bronzealderens religion. Studier af den nordiske bronzealders ikonografi” fra 2004 – eller se udstillingen ”Himmelskiven og Solvognen” på Nationalmuseet (indtil 23. oktober 2005).

Flemming Kaul og Finn Ole Nielsen har tilført helleristningerne en ekstra dimension ved at sætte dem i relation til det omkringliggende natur- og kulturlandskab. Især fremhæver de, at skibsbilledernes placering og orientering i forhold til de markante landskabspunkter Hammerknuden og Ertholmene – og til solop- og nedgang på bestemte årstider - næppe er tilfældig. Dernæst har udgravninger ved helleristningsfelterne i de senere år afsløret, at der er foregået en bred vifte af aktiviteter på og omkring klippefladerne; nogle har tilsyneladende været indhegnet, andre er dækket med ildskørnede sten, mens der ved andre igen har der været tilberedt mad m.v. I et større perspektiv sættes ristningerne i relation til de mange bo- og gravpladser samt offerfund, der kendes fra den bornholmske bronzealder. Det fører til den interessante konklusion, at helleristningerne kan være en markering af grænsen på den mest frugtbare og mest intensivt udnyttede jord. Med disse bidrag får vi endelig mulighed for at betragte helleristningerne som andet end isolerede billedfelter; de var en del af et komplekst og til dels rituelt landskab, som vi først nu er ved at få indblik i.

Gerhard Milstreu, der må betegnes som kenderen af de skandinaviske og europæiske helleristninger, beskriver de nedbrydningstrusler, som vore breddegraders ”hulemalerier”  er udsat for. Syreregn, frost og overgroning med laver er faktorer, som man kun kan forsøge at kompensere for, hvis de er tilstrækkeligt veldokumenterede. Set fra et bevaringsmæssigt synspunkt var det bedst at tildække klippefladerne – og i stedet fremvise fuldskalakopier i kunstmaterialer, som vi bl.a. kender det fra franske klippehuler. Det er imidlertid hele tiden en balancegang, for hvis man helt gemmer den ægte vare for de turister, hvis fødder også er en trussel mod ristningerne!, kan det være vanskeligt at opretholde interessen for bevaringen og formidlingen af denne væsentlige del af vores kulturarv. I den sammenhæng har de internationale erfaringer fra RANE-projektet givet basis for at sikre, at de bornholmske helleristninger udforskes, beskyttes, forvaltes og formidles på en måde, så flest mulige interesser tilgodeses.

Det er vanskeligt at finde egentlige kritikpunkter til bogen, men et par småting skal nævnes. Først og fremmest ville det lette læsningen for dem, der ikke har bronzealderens kronologi i frisk erindring, hvis der f.eks. på indersiden af omslaget havde været en tidstavle med angivelse af periodens vigtigste fund. Endvidere savnes en mere uddybende forklaring på, hvordan bronzealderfolkene rent teknisk forvandlede de hårde sten til ”tegneserier”. Og så bruges begreberne skib/båd/kano lidt forvirrende i flæng om de fartøjer, der afbildes på helleristningerne. Det ville være rart, om man blot nøjedes med ét. Når disse petitesser er fremført, skal bogen om Bornholms helleristninger medgives de varmeste anbefalinger for et spændende indhold samt godt redaktionsarbejde og boghåndværk. Og ikke mindst skal den fremhæves som et eksempel til efterfølgelse, når kulturhistoriske forskningsprojekter skal fremlægges, så både læg og lærd kan få glæde ved at lade sig fortrylle af stenhårde facts.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Østergård - Vikingetid og Middelalder
Solstensøen - På sporet af Bornholms bondestenalder
Danmarks Oldtid - ældre jernalder