Menu
Forrige artikel Næste artikel

Jættestuebyggerne - Arkitektur i Danmarks stenalder

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 413

Af arkæolog cand.mag. Benny Staal

Der er nu noget særligt over bøger, der samler mange års erfaring. I de tilfælde, er det ikke kun sideantallet der tæller, men indholdet alene der betyder alt - sådan er det i den ideelle verden. Jættestuebyggerne er en forholdsvis lille udgivelse på blot 169 sider, men med hele 46 afsnit.

Forfatteren, Svend Illum Hansen, indleder med et forord der kort forklarer hans interesse for storstensgravene, for megalitgravene. Herefter en egentlig indledning, hvor ordet "Danskerne" benyttes om de, der byggede gravene. Danskere var de vel næppe, menneskene på daværende tidspunkt. Men det er korrekt, at der må have været tale om et velorganiseret samfund, der overhovedet har magtet sådant storstilet byggeri, der ikke er set sidenhen, bortset fra kirkebyggerierne i den tidlige middelalder, hvilket også nævnes i bogen.

Svend Illum Hansen gennemgår både oprindelse og udbredelse af megalitbyggerierne, med de usikkerheder det nu indebærer. Antallet af megalitgrave er blevet stærkt minimeret gennem tiderne, hvilket skyldes såvel menneskelig aktivitet som naturens egen slid i især kystområder. Også andre gravtyper i yngre stenalder omtales, blandt andet kulthuse, hvor det nævnes, at der aldrig er fundet spor efter "afdøde" (hvilket der godt kunne være givet et bud på hvorfor?). Ligeledes nævnes de store kult- eller samlingspladser, saruppladserne, men der kommes ikke nærmere ind på dette fænomen, som ellers synes at have stor betydning - også i forhold til megalitgravene. Hvad mener forfatteren om samspillet mellem de to anlægstyper? Svend Illum Hansen har i bogen ikke udelukkende holdt sig til bogens titel, Jættestuebyggerne, men har medtaget omtale af såvel den tidligere periodes dyssebyggeri, som de efterfølgende perioders gravtyper, hvor jættestuerne indgår som begravelsessted, ja ikke blot i yngre stenalders senere perioder, men også i bronzealderen. Læseren efterlades med mange ubesvarede spørgsmål, fordi forfatteren så gerne vil have det hele med. Derfor kommer de korte, alt for korte, omtaler af de mange elementer, som forekommer i yngre stenalder, til at fremstå let overfladiske. Det betyder dog også, at man som læser kan og skal gå til anden litteratur for at danne sig et tydeligere billede af stenalderens gravriter, men det gør nu heller ikke noget, for lægmanden bliver klar over, at der er meget mere viden at hente om yngre stenalders grave og gravtyper, end her omtalt.

At Svend Illum Hansen har en enorm erfaring med megalitgravene, hersker der ingen tvivl om i de følgende afsnit, hvor råmaterialer, byggeteknikker, naturvidenskabelige analyser og tidligere aktivitetsspor under gravene, bliver gennemgået. Herefter følger en gennemgang af dyssebyggerier og overgangen til brugen af jættestuer. Der lægges ikke skjul på, at der er uenighed mellem forskerne, hvor Svend Illum Hansen mener at alle dysser har været helt lukkede og dækkede af jord, mens andre mener at der ikke er en så stor ensartethed i dyssebyggerierne, nemlig at dysserne repræsenterer flere udtryksformer rent arkitektonisk - nogle har været jorddækkede, andre stået som synlige "stenskulpturer" i landskabet. Hvorfor Svend Illum Hansen så påstår, at dyssekamre trænger til en forskningsmæssig revision, på trods af den i 2014 udkomne store bog "Stendysser - Arkitektur og Funktion" af Niels H. Andersen og Palle Eriksen, beror åbenbart på en enkelt detalje med en skråtstillet sten i nogle dyssers bagvæg samt uenigheden om jorddækket eller ej. Et lidt spinkelt grundlag for ønsket om en revision af hele problematikken, men der kan være behov for en faglig diskussion mellem eksperter. Det ville nok også være både et for stort emne og noget udenfor bogens titel, at behandle dette problem her.

Bogen har ikke mange gentagelser, men en enkelt skal nævnes. Nemlig stordysserne, der menes opført samtidig med jættestuerne (side 54 og side 56). Men mere væsentlig er diskussionen om kronologi vs. ikke kronologi mellem dysser og jættestuer samt stordysser. Svend Illum Hansen giver en udmærket gennemgang af typerne, men forholder sig ikke klart til hvorledes han mener det er med stordyssernes placering i tid (andet end "samtidighed"). Måske skyldes det i virkeligheden mangel på gode tilbundsgående undersøgelser? Måske er det mere fordi forskere i ud- og indland på dette punkt er noget uenige? Måske ligger her et stort og vigtigt forskningsområde, som man naturligvis bør tage hul på, så relationerne mellem megalitanlæggende kan præciseres. At de er samtidige på grund af genstandsfund skal man tage med store forbehold så længe det er konstateret, hvilket det er, at nogle megalitter eller snarere dem alle (?), er blevet genbrugt over temmelig lang tid.

Svend Illum Hansens præsentation af typer (side 60-76/78) af jættestuer samt beskrivelser af samme er gode og præcise. Man får via fladeplaner af udvalgte jættestuer, et fint indtryk af ligheder og forskelle. Der er Ikke for meget tekst, hvilket gør den skematiske fremstilling god. Herefter følger specielle anlæg, hvor for eksempel dysse og jættestue befinder sig i en og sammen høj, og hvorledes selve højene, hvori jættestuerne gemmer sig, ser ud. Nu begynder man virkelig at mærke, at det er en mand med erfaring, der skriver. Gennemgangen af en jættestues opbygning er både detaljeret og der er taget højde for forskelligheder hver hvert delelement: randsten, gangen, bæresten (inkl. varianter), karmsten og tærskelsten og tørmurene. Hertil dæksten og gulve, samt hvorledes opbygningen er foretaget imellem disse. Alt beskrevet og forklaret på fornem vis. Om selve orienteringen nævnes dels de astronomiske tanker, der blev præsenteret for nogle få år siden. Svend Illum Hansen præsenterer også sine tanker om hvorledes selve byggerierne af jættestuerne er foregået fra opstart og gennem alle byggefunktioner til hvorledes det kan være foregået at tumle rundt med de tons store sten. Til sidst afsluttes bogen med beskrivelser af bevaringsgrad og især restaureringer, hvor Svend Illum Hansen jo er vores ekspert - hvilket er tydeligt, og det er da også bogens bedste afsnit der findes her.

Når man begiver sig i kast med en publikation omfattende så stort et fagområde, som titlen "Jættestuebyggerne" er, må man tage de knubs, der følger med, når arbejdet ikke skønnes belyst tilstrækkeligt. Det er desværre tilfældet på flere punkter i bogens første del. Især da anmelder kom i gang med første gennemlæsning overraskede det, at der er brugt plads på stendysserne. Det er dog en let gennemgang, men det kræver nogle betydelige omfangsrige og dybdegående analyser for at anskueliggøre de problematikker, der ligger her, og det er der slet ikke plads til på de forholdsvis få sider, der er til rådighed. Først når Svend Illum Hansen begynder at skrive om jættestuerne, bliver bogen rigtig interessant: det er først her hans erfaring træder tydeligt frem. Det ville nok tjene bogen til det bedre, hvis afsnittene om dysser var udeladt, og man havde holdt sig til bogens, formoder jeg, selvvalgte titel.

Der er to store kritikpunkter i bogen, som gør den vanskelig at læse. I hvert fald har den ikke været særlig læsevenlig på grund af disse: For det første er der i teksten ingen henvisninger til de nummererede illustrationer. Det betyder unødige ophold, når læseren kigger på illustrationerne, og derefter selv skal til at sætte disse ind i kontekst... mangen en gang sad anmelder og kiggede på siderne omkring en given illustration og undrede sig over, hvor den specifikke illustration mon passer ind. Den anden store fejl i bogen, der har været et irritationspunkt er, at der alt for mange gange er benyttet fredningsnummer i stedet for stednavn ved et omtalt fortidsminde. Ja, ind imellem sad anmelder såmænd og tænkte, at det var en skam, at man ikke har lært sine fredningsnumre udenad i studietiden...! Nej. Grunden er vel sagtens den, at forfatteren har et så indgående kendskab til disse fortidsminder, og han har i årevis beskæftiget sig dermed, så det har nok været nemmere at tale/henvise til specifikke fredningsnumre (og ret ofte ligger megalitanlæggene også tæt ved siden af hinanden). Men den går ikke, når og hvis man skriver til lægmand. Ikke engang fagfæller, der ikke lige har megalitter som speciale, og vel sagtens ej heller de der har det, vil kunne være i stand til at holde de forskellige anlæg fra hinanden kun ved hjælp af et ikke særligt "huskevenligt" nummer. Bogens illustrationer er i store træk fine og velunderbygger tekstens ord. Blot kunne man have håbet på, at bogen havde fået et noget større format, da illustrationerne så ville kunne studeres i detaljen. Poul Erik Skovgårds fine profiltegninger, og ligeledes med de øvrige dokumentationstegninger, der alle ser ud til at være helt i orden. Dog igen kunne anmelder have ønsket sig en stedsbetegnelse flere steder. Et eksempel: På side 78, Fig. 81. er der fire plantegninger af jættestuer. Men hvor ligger lokaliteterne i virkeligheden? Og på næste side er der to illustrationer, begge fine tegninger, men stednavnet er kun angivet via fredningsnummeret og ikke ved navne. Bogens fine fotomateriale ville også have taget sig bedre ud i et større format, så man undgik de helt små billeder. Problemet ville have været løst hvis man havde holdt sig til jættestuerne og dens bygmestre og blot indledt med superkorte afsnit til megalitbyggerierne og dysseproblemerne.

Et tredje kritikpunkt ville være at der absolut intet er omtalt om pladsen foran og omkring jættestuerne. Nuvel, bogen handler om selve byggerierne, men det burde nok have været nævnt, at der også er foregået "noget" foran anlæggene. Det viser de mange tusinde fund af keramikskår og andre genstande på. Det undrer også at Svend Illum Hansen ikke har slået et slag for at få undersøgt jættestuernes nærområder, hvilket vil sige de nærmeste for eksempel 100 m fra anlæggene. Det er vel kun omkring selve Sarup på Sydøstfyn og nu senest omkring Vasagård på Bornholm, at udgravningsresultater begynder at vise noget om aktiviteter ved selve jættestuerne (og dysserne), men de to lokaliteter er jo sarupanlæg (i nærheden af), hvad med de tusindvis af andre jættestuers nærområder?

Bogen "Jættestuebyggerne" har været og er en nødvendig udgivelse. Men reelt ville en ekstra korrekturlæsning måske have reddet bogen til en bedre karakter, end tilfældet er. Manglerne med figurhenvisninger i teksten og fredningsnumre i stedet for stednavne gør, at anmelder kun kan uddele 3 overliggere ud af 6 mulige... ok - lad så en enkelt trædested blive nedlagt tillige for beskrivelserne af en jættestues opbygning. For det er det, bogen drejer sig om, og det er der Svend Illum Hansens erfaring træder i karakter. Bogen er måske alt for kort i sine beskrivelser, men så kan den jo sagtens benyttes som opslagsværk, når man lige står og ikke kan komme i tanke om hvordan det nu var med tørmurene i en jættestue. Her finder du en kort, præcis og korrekt beskrivelse af de forskellige byggefaser og materialer.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Solstensøen - På sporet af Bornholms bondestenalder
KUML 2014 - Årbog for Jysk Arkæologisk Selskab
Danmarks runesten. En fortælling.