Menu
Forrige artikel Næste artikel

Karen Rosenkrantz de Lichtenbergs dagbøger og regnskaber

Kategori: Bøger
Visninger: 789

Af Jørgen Mührmann-Lund, ph.d.-stipendiat, Aalborg Universitet

Karen Rosenkrantz de Lichtenberg (1739-1807) blev i 1765 gift med Hans Henrik de Lichtenberg, søn af den stenrige Horsens-købmand Gehrdt de Lichtenberg, som i 1763 havde installeret sin søn som første stamherre på den nyligt istandsatte herregård Bidstup. Desværre havde sønnen ikke arvet farens handelstalent, og ved hans alt for tidlige død i 1777 overtog den nybagte enke et fallitbo. Det lykkedes imidlertid Karen at holde snuden over vandet og give den unge stamherre Gerdth en standsmæssig opdragelse og uddannelse. De øvrige fire børn var døde som spæde.

Fra denne standhaftige godsejerfrues hånd er bevaret ti små bøger med 16 års regnskaber fra årene 1771-1796 og to års dagbøger fra årene 1774-75. De har siden været opbevaret på Bidstrup af slægten Lichtenberg, men er nu for første gang publiceret af museumsinspektør Annette Hoff fra Horsens Museum, der i publikationens første del også genskaber hverdagslivet på herregården ud fra Karens kortfattede notater. Det er der kommet en flot bog ud af med smukt layout og mange illustrationer. Især Kirsten Nijkamps fotografier af gården og dens omgivelser går godt i samspil med Hoffs tekst.

Sådanne private regnskaber og dagbøger eller ”egodokumenter”, som de kaldes af tyske og hollandske historikere, er sjældne kilder til det enkelte menneskes dagligdag og tankegang. De fortæller den ”lille” historie modsat statslige arkivalier og deres fortælling om statens tilblivelse. Desværre er egodokumenter vanskeligt tilgængelige, idet de ofte som i dette tilfælde er i privat eje eller i værste fald forsvinder. Derfor er det glædeligt, når årvågne museumsfolk og arkivarer med lokalkendskab opsporer disse sjældne kilder og publicerer dem til glæde for den fremtidige historieforskning.

Jeg vil begynde med det sidste: De sidste to tredjedele af bogen indeholder en ord- og bogstavret gengivelse af dagbøger og regnskaber samt et par kontrakter om gårdens administration og forpagtning. Bagerst et udførligt register over personer, steder og emner, som vil være til stor hjælp for andre historikere. En drikkepengebog, som Karen begyndte at føre i 1765, er af uvisse grunde ikke medtaget i publikationen, selvom Hoff omtaler den som en fremragende kilde.

Imidlertid vil det formentlig være Hoffs velskrevne og omhyggelige rekonstruktion af hverdagslivet på en herregård i 1700-tallet, der vil tiltrække de fleste læseres opmærksomhed. Fremstillingen er præget af stor indlevelse og ikke mindst sympati for hovedpersonen. Hoff gennemgår først og fremmest den materielle kultur i tematiske afsnit om mad og drikke, fritidsfornøjelser, borddækning, boligindretning, toiletartikler og tøj. Alt præget af forfatterens museale baggrund og store glæde ved detaljer. Blandt andet oplyses det, at en indførsel i 1778 om køb af 2 Reine-Claude træer er første gang denne blommesort nævnes i Danmark. Og at den 5-årige stamherre gik med matrosklæder i 1779, hvilket formentlig er den første gang denne nye børnemode omtales i Danmark.

Dette bringer mig til det mentalitetshistoriske aspekt. Kan stamherrens nymodens og bevægelsesvenlige påklædning mon tyde på, at enkefruen var påvirket af Rousseaus nye idealer om det naturlige liv? Andre spor peger i den retning. Hun optræder med enkle frisurer uden pudder på de to portrætter, der findes af hende. Hun var ivrig lystfisker, gik på jagt og synes at have taget i del i høsten eller i hvert fald fulgt den nøje. Når det er sagt, var hun også udstyret med moderigtige klæder og udstyr, som dog mest synes at være brugt under de hyppige besøg hos svigermoren i Horsens. Et typisk træk fra ældre dagbøger er fraværet af refleksioner og følelser. Således har Karen kun nedskrevet få reaktioner på sine småbørns død. Hoff er dog ikke tilhænger af teorien om, at datidens kvinder var uberørte af den slags. Derfor citeres nogle følsomme passager fra Frederikke Charlotte Reventlows samtidige skrift ”Vore opblomstrende Børn”. Og det at Karen spillede kort to dage efter et af børnenes død tolkes som ”hendes måde at komme videre med livet”. Her savnes efter min mening mere fornemmelse for den førmoderne mentalitet.

Det mest interessante er afsnittene om de mange mennesker, der havde berøring med herregården på den ene eller den anden måde. 1700-tallets Danmark var et kastesamfund. Udover sine slægtninge omgikkes Karen i selskabelige sammenhænge fortrinsvis sine standsfæller, proprietærer og embedsmænd. Man rejste meget rundt og besøgte hinanden – og spillede kort om penge, en typisk fritidsbeskæftigelse for datidens aristokrater. En måned udgjorde indsatser en tredjedel af Karens udgifter! Ifølge politivedtægterne var hasardspil forbudt og særligt på søn- og helligdage. Derfor må det også have været særligt dristigt, når Karen væddede om en kirkegængers bidrag til kollekten under gudstjenesten.

Selvom Karen beskrives som ”usnobbet”, synes relationen til almuen fortrinsvis at være økonomisk eller matriarkalsk. Udover herregårdens egne folk beskæftigede Karen en række landhåndværkere i omegnen. Blandt andet den foretagsomme jomfru Andersen, der havde etableret en forlagsdrift af spindekoner, der forarbejdede linned af hør, hvad godsejerfruen var storforbruger af. Annette Hoffs kortlægning af herregården som en slags halvautonom velfærdsstat er meget spændende i forhold til debatten om herregårdenes retlige status overfor den enevældige stat. I 1763 havde svigerfaren således oprettet sin egen fattigforordning for Bidstrup. Endelig kan Hoff dokumentere, at Karen gav almisser til 228 personer i trods for forbuddet mod at give almisser i fattigforordningen af 1708. I det hele taget får man her et indblik i den underskov af omvandrede tiggere, kræmmere og gøglere, der udgjorde en stor del af befolkningen på landet trods enevældens strenge straffe for løsgængeri.

Alt i alt giver bogen et spændende indblik i herregårdens materielle kultur og enkefruens netværk. Som sådan er den et vigtigt bidrag til herregårdshistorien, selvom den vigtige relation til fæsterne ikke berøres. Den er også en formidling af høj klasse og en fornøjelse at læse. Som kilder vil Karens dagbøger og regnskaber f.eks. kunne anvendes til netværksanalyser. Slægts- og lokalhistorikere vil have stor glæde af sted- og personregistret.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Landsbyliv
1700-tallet
Dragør i 1700-tallet