Menu
Forrige artikel

Biskoppen og jødeforfølgelserne

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 783

 

Af Preben Etwil

De fleste kender sikkert digterpræsten Kaj Munks skæbne for hans kamp mod antisemitismen i 30’ernes og 40’ernes Danmark. I skyggen af denne berømte digter og præst, var der en anden af kirkens mænd, Københavns biskop dr.theol Hans Fuglsang-Damgaard (1890-1979), der mere stille ydede en lige så stor indsats som digterpræsten, men som heldigvis overlevede krigen – om end han også var ved at lide samme skæbne som Kaj Munk.

Kirkehistorikeren dr.theol. og professor emeritus Martin Schwarz Lausten har med denne bog sat et godt minde om en af kirkens hædersmænd under besættelsen. Derudover har han skrevet en historie, der fremdrager rigtig mange konkrete forhold i kampen mod antisemitismen i Danmark, og hjælpearbejdet for jøderne under krigen, der ikke er særlig kendt ud over en snæver kreds i offentligheden. 

Hans Fuglsang-Damgaard voksede op i det tyske Nordslesvig i en dansksindet familie og kæmpede ved Vestfronten på tysk side under Første Verdenskrig. Efter krigen færdiggjorde han sine teologiske studier med udmærkelse og forfulgte i flere år en akademisk karriere, indtil at han blev præst og senere biskop.

Gennem hele sit virke – før, under og efter Anden Verdenskrig – var han optaget af forholdet mellem de to religioner, kristendom og jødedom, og det kom ikke blot til udtryk i prædikener, bønner og opbyggelige skrifter, hvilket også fylder meget i bogen, men også i handling. Ud over hyrdebrevet i 1943 kan blandt andet nævnes hans regulære pressekampagne til støtte for jøderne i Danmark i 1936 samt hans engagement for flygtede tyske kristne, som var af jødisk slægt. Især den sidste del af denne historie er givetvis ikke særlig kendt, men viser tydeligt den tyske racismes grimme fjæs. Til hans mange fortjenester og frygtløshed hører også, at han lod jødiske flygtninge midlertidigt bo i det skjulte på Bispegården. 

Til det mere kuriøse hører også historien om, at da det i slutningen af krigen blev lidt hedt om ørene på Fuglsang-Damgaard, gravede nogle af hans betroede medarbejdere en tunnel væk fra hans bolig i Bispegården i det indre København, så han diskret kunne have flygtet væk om nødvendigt. Det blev det heldigvis ikke.

Fuglsang-Damgaards kamp var utrættelig – og ikke uden fare for ham selv og hans familie. En af historierne går på, at han i januar 1945 begravede mindst to jøder i dybeste hemmelighed, og at han kun ved et tilfælde ikke blev genstand for et nazistisk attentatforsøg.

Fuglsang-Damgaard var dybt religiøs og hans kamp mod antisemitismen skal høj grad ses i sammenhæng med hans fundamentalistiske religiøse historiesyn. For ham var Gud historiens herre. Han stod bag de historiske hændelser, og han havde en overordnet plan med jødernes og de kristnes historie. 

Fuglsang-Damgaard var nemlig overbevist om, at Israels folks historie pegede hen mod Kristus, og Gud er hele historiens midtpunkt. Derfor gik Fuglsang-Damgård så vidt, at han efter krigen faktisk påstod, at jøderne gennem de lidelser, som holocaust havde påført dem, i virkeligheden var Guds plan, og derfor berettigede det de kristnes mission blandt ikkejøder og jøder. Til at forklare dette besynderlige synspunkt henviste Fuglsang-Damgaard til Paulus, specielt kapitlerne 9-11 i hans Romerbrev. 

Fuglsang-Damgaard tolkede denne del af Romerbrevene både som Paulus’ dybe ærbødighed over for det jødiske folk og hans overbevisning om, at Gud ville drage omsorg for, at det jødiske folk engang ville omvende sig til kristendom. Men det ville først ske ved tidernes ende, efter at ikkejøder, ”hedninger”, som Paulus skriver, var blevet kristne. Dette betyder igen, at de kristne skulle drive mission både blandt ikkejøder og jøder. Baggrunden for dette finder Fuglsang-Damgaard både hos Paulus og i den såkaldte missionsbefaling i Matt 28, hvor Jesus opfordrer sine tilhængere til at drive mission i hele verden. Dette er også begrundelsen bag Fuglsang-Damgaards store interesse for Den Danske Israels-mission.

Ikke overraskende syntes de hjemvendte jøder fra koncentrationslejrene, at det var en besynderlig fortolkning af næstekærlighedsbegrebet. Til trods for denne aparte fortolkning af Biblen, opretholdt Fuglsang-Damgaard livet igennem et meget venskabeligt forhold til både Synagogen i København og dets forskellige åndelige og organisatoriske ledere. Alt tyder på, at venskabet var gensidigt, men fra jødernes side lidt reserveret.      

Historien om Fuglsang-Damgaards anerkendelsesværdige og modige hjælpearbejde blandt danske jøder under krigen er ikke særlig velkendt i den brede offentlighed. Årsagen er givetvis, at hvis man fraregner Kristeligt Dagblad som en folkelig avis, havde hans arbejde og opråb ingen væsentlig offentlig gennemslagskraft. Det var og blev en debat mellem teologisk lærde og kaldte, og forblev i al væsentlighed en tungetalediskussion af forskellige fortolkninger af Biblens – både Det Nye og Det Gamle Testamente - mange selvmodsigende citater. Man bevægede sig så at sige i en religiøs tågeverden, som menigmand, der ikke var velbevandret i de religiøse talemåder, givetvis ikke forstod et hak af.

Denne kritik til trods er Fuglsang-Damgaards historie yderst interessant. Den viser, at der i Danmark før krigen var præster, der i fuld offentlighed turde gå op mod både dansk antisemitisme og de herskende forhold i Tyskland, og som under krigen viste hjerte og mandsmod til, trods personlig fare, at protestere mod, at de jøder, der ikke nåede at flygte til Sverige, først blev interneret i Horserødlejren for kort tid efter at bliver overflyttet til KZ-lejren i Theresienstadt.

Protesterne blev aktivt fulgt op af organisering af fremsendelser af livsnødvendige hjælpepakker med mad og tøj, henvendelser til myndighederne og danske delegationsbesøg, der i sidste ende betød, at danske jøder i tyske KZ-lejre slap relativt billigt i forhold mange andre jøders skæbner i de tyske KZ-udryddelseslejre.  

Dog undrer man sig over, at der i bogens omtale af interneringen af jøderne i Horserød-lejren slet ikke nævnes, at for at dette overhovedet kunne ske, havde tyskerne kort tid forinden ryddet lejren for kommunister, der havde siddet interneret i denne lejr siden 1941. Kommunisterne var i al hast blevet transporteret til KZ-lejren Stutthof. Undladelsen skyldes givetvis, at denne del af besættelseshistorien ligger uden for bogens tema. En anden årsag kunne nu også være, at Fuglsang-Damgaard var kendt for at være en inkarneret anti-kommunist. En antydning man får, da bogen omtaler et af de mange anonyme hadebreve som Fuglsang-Damgaard løbende modtog gennem hele besættelsen.

Bogen er velskrevet og giver et væsentlig, og for mange et ukendt, bidrag til den danske besættelseshistorie.

Den handler om en mand, der både havde mod og handlekraft, da fjenden stod for døren.

[Historie-online.dk, den 8. december 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Fynske Revolutionære
Fortrængt grusomhed
Mein Lieber Kristian