Menu
Forrige artikel Næste artikel

Vækkelseskristendom og dansk kirkeliv - Studier i Indre Missions historie ca. 1930 – 1960

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 70

Af Erik Ingemann Sørensen

”Han er en mørkemand” hed det i mit barndomshjem om formanden for Indre Mission, Christian Bartholdy. Og der var rigeligt med eksempler at tage af. Vellidt var han absolut ikke i grundtvigianske kredse. Omvendt var grundtvigianerne for Bartholdy ”en mærkelig blanding af sektvæsen og rationalisme” – ”den rene og skære vantro.”

Nu holder et énsidigt billede jo sjældent i længden. Kurt E. Larsens velskrevne og uhyre grundige disputats ændrer imidlertid ikke altafgørende ved billedet. Men det bliver mere facetteret.

Disputatsen er ikke en biografisk, kronologisk redegørelse for Bartholdys liv og virke. Den mangler vi stadig. Til gengæld får vi vendt og drejet de fleste af de emner, der optog Indre Mission og Bartholdy i hans formandsperiode, der gik fra 1934 til 1959.

Den personlige vækkelse

Den personlige vækkelse var for Bartholdy den sande og eneste vej. Han havde selv oplevet den i 1915, og det var for ham sidenhen det altafgørende. At familien havde kontakt til den tidligere formand for bevægelsen, præsten Carl Moe, kan her have spillet en større rolle, end det fremgår af disputatsen. Moe var i 1893 blevet landskendt for – ved en begravelse af en gruppe omkomne fiskere i Harboøre – at sende nogle af dem lige ned i helvede. De var ikke blevet vakte.

Imidlertid kom denne personlige vækkelse til at fylde så meget, at: ”Bartholdys kristendomsforståelse kan siges at have reduktionistiske træk, når man med reduktionismen forstår ”forsøget på at tolke alle observationer ud fra et enkelt analyseniveau…”, noterer Kurt E. Larsen i sin sammenfatning, der forholder sig ganske kritisk til Bartholdy. Det blev faktisk for meget for en del af bevægelsens medlemmer, hvorefter de gik andre veje.

Kvindelige præster

Rent tidshistorisk er Bartholdy og Indre Mission interessante kilder til en række markante begivenheder i nyere tid. Det er i dette lys denne anmeldelse skal ses.

Loven om kvindelige præster fra 1947 blev for Indre Mission virkelig et afsæt til at markere den ortodokse opfattelse af Paulus, når han i Korinterbrevet skriver, at kvinder skal tie i forsamlingen. Bartholdy stod indædt fast på, ”…at være lærer tilsteder jeg ikke en kvinde…”. Indsættelse af kvindelige præster var for Bartholdy ganske enkelt begyndelsen til folkekirkens død. Man kan så i sit stille sind spekulere på, hvordan han havde reageret på dagens præstestand, der blandt andet karakteriseres af tindrende dygtige kvindelige præster. Og på populære (populistiske) begreber som spaghettigudstjeneste – samt det allersidste ”Take-away bønner” (sic!).

Dødsstraffen

Diskussionen om genindførelse af dødsstraffen i 1945 fik voldsomme følelser frem. Også Bartholdy blandede sig. Og for ham herskede tvivlens nådesgave ikke. Uden så meget som at blinke erklærede han: ”Dødsstraf er altså en Guds grundlov, og det vil være skæbnesvangert at hæve sig over den…”

Ligeledes mente han, at stikkere burde henrettes uden hensyntagen til deres køn. Det havde kostet Grethe Bartram og Anna Lorenzen livet. Men man kunne ikke henrette kvinder, hed det officielt. Faktisk står der i et dokument fra Justitsministeriet, at det var hensynet til medlemmerne af eksekutionspeletonen, der gjorde udslaget. Det ville være for ubehageligt for dem. I øvrigt er det lidt underligt, at Kurt E. Larsen henviser til Frank Bøgs bog om de dødsdømte – og ikke til Ditlev Tamm.

Syndens inspektør

Samme år fik en anden sag Bartholdy til at fare op af stolen. Det var, da det kommunistiske folketingsmedlem, skoleinspektør Inger Merete Nordentoft berettede, at hun var gravid – og agtede at leve som enlig mor. Nu var den for alvor gal med samfundets fundament. I en pressemeddelelse sammenlignede Bartholdy hende med et insekt (det er en edderkop nu ikke): ”I naturen forekommer, at f.eks. en edderkoppehun æder hannen, når befrugtningen er sket, men i vort land må det kræves, at den hvem børnenes undervisning og opdragelse betroes har et kristeligt og ikke blot et biologisk syn på ægteskab og børneavl…” Overalt var sindene i oprør. Men det hele endte med en salomonisk løsning: skolen blev delt i to – og de fleste fulgte med Inger Merete Nordentoft. Larsen leverer en sober redegørelse for sagen. I modsætning til den kulturradikale Paul Hammerich, der slipper hele sit arsenal ud over Bartholdys syndige hoved. (Danmarkskrøniken bd. 1).

Meget andet kunne trækkes frem Her dog kun dette, da det er oplagt stof at inddrage i analyserne af den nyere historie. Det kan måske være med til at få den unge generation til at fornemme, hvor stenbelagt vejen frem mod det frie samfund af i dag har været.

Den særdeles velskrevne disputats – med et ypperligt noteapparatur – ændrer ikke meget ved barndommens fortælling om mørkemanden. Tværtimod. Dog er fortællingen nu noget mere nuanceret.

Hvilket i sig selv jo også er noget.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Frederiksborg Slotskirke
Franciskanerklostret i Horsens.
I pagt med djævelen