Menu
Forrige artikel Næste artikel

Konservatisme og kulturkamp

Kategori: Bøger
Visninger: 605

Af Claus Møller Jørgensen, lektor, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet

Denne bog omhandler konservative tænkeres kritiske afstandtagen fra radikalismen eller det moderne gennembrud, som det oftest betegnes. Det var et konservativt opgør i form af enkelte og enkeltstående mænd, som argumenterede imod individualisme, materialisme, naturalisme, positivisme, naturvidenskabsidealer, fornuftsdyrkelse og ikke mindst ateisme. Kernen i den konservative tænkning under kulturkampen var ifølge Gissel kristendommen. De konservative stod på den kristne kulturs grund og udtrykte i deres skrifter en tilknytning til kristendommen, som var det grundlag, deres kritik af Brandes og hans ligesindede hvilede på. Gradvis historisk udvikling stod også centralt, og det var netop kritikken af de radikale for at ville omstyrte det historisk betingede kristne samfund, som kom til orde hos de konservative. Kulturen blev for dem holdt sammen af kristendommen, og derfor var radikalismen et angreb på samfundets grundvold. Gissel finder sporene af denne kritik i tidens tidsskrifter, hos fremtrædende præster som biskop Martensen og D. G. Monrad og teologiprofessor Henrik Scharling, der kritiserede naturalismen, som ifølge ham forkyndte naturlovens enevælde og brød med kristen moral, især på ægteskabets område, og kastede alle traditioner fra sig. En central kampplads var videnskaben. Her stod de konservative ifølge Gissel for en anden form for videnskab og forestilling om viden, der var mere kunstnerisk og sammenhængssøgende og havde mindre fokus på matematik, logik og rationalisme. De konservative stod for eftertænksomhed og dannelse, et ønske om den rolige prøvelse af argumenter, og en bestræbelse på at arbejde sig ind i og forstå traditioner og perspektiver, hvor både tanken og følelsen var med. Det gav de konservative en vis ro og saglighed, men det gav dem problemer i debatten med de radikale.  En grundlæggende forskel på de konservative og de radikale var ifølge Gissel også, at de første troede på den frie vilje, mens de sidste var determinister.

Bogens gennemgange af de konservative akademikeres samtidskritiske forfatterskaber giver indsigt i den kulturkonservative tankeverden hos de udvalgte forfattere, som den så ud under kulturkampen.  Andre passager har mere generel karakter af kritik af radikalismen som understøttes med både samtidige og nutidige konservative forfattere. På det grundlag tegnes et entydigt billede af de radikale. De radikale var mod religion i almindelighed og kristendom i særdeleshed. Radikalismen var hadefuld, ensidig og fanatisk, og fyldt med selvmodsigelser: dens religiøse forhold til sine egne grundforestillinger, dens missionstrang, dens selektive brug af sine egne krav til metode og upartiskhed; dens fremstilling af sine modstandere som før-moderne og forældede, dens principielle tolerance og praktiske intolerance. Sådan måtte det være for de ateistiske radikalere, fordi ”mennesket er et religiøst væsen, og hvis det afkaster den kristne religion, vil sindet ikke tåle et tomrum, og en grov overtro vil indtage dens plads” (s. 9). Men de radikale havde tidsånden på deres side. De havde en dygtig og hensynsløs leder i Georg Brandes. De havde tidsskrifter og aviser som talerør, og kunne på denne måde dominere tidens åndelige liv. De havde magten over centrale kulturinstitutioner som Det kongelige Teater, Studenterforeningen og i skole og undervisning. Den kunne i kraft af sin beherskelse af kulturelle og videnskabelige magtpositioner udøve en åndelig terrorisme, der holdt de konservative modstandere, som manglede lederskab og talerør, nede og ude. Sådan vandt radikalismen ifølge Gissel kulturkampen og skubbede sine konservative kritikere ud i glemslen.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Rejsen til Amerika - Jagten på lykken
Kærlighed i Klunketiden
Napoleon Bonaparte