Menu
Forrige artikel Næste artikel

Vejle i kunsten - kunsten i Vejle

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 385

Af Kirsten Lindberg, arkitekt m.a.a., dr. Phil.

Først og fremmest er det et nyttigt opslagsværk med tre indfaldsvinkler, der her foreligger som et nydeligt vidnesbyrd om, at Vejle bestemt er et besøg værd.

Den første indfaldsvinkel er malerier af motiver fra Vejle og nærmeste omegn, den anden er udsmykning i byen af kunstnere, og den tredje er – mindre betydende i bogens og byens sammenhæng – kunstnere fra Vejle.

Der er tre forfattere til bogen, men det fremgår intetsteds hvem, der har skrevet hvad, og der er således ingen indikationer for, hvem der har taget sig af hvilket emne. Måske er det slet ikke sådan, at overinspektøren på Vejle Kunstmuseum Nina Damsgaard har taget sig af malerierne af byen, og at de to historikere Vigand Rasmussen og Poul Porskær Poulsen har delt resten imellem sig; det forekommer blot nærliggende for anmelderen.

Bagsideteksten angiver, at også samfundsudviklingen i Vejle omhandles. Det er nu kun meget indirekte – og godt det samme, hvis man skal bevare lysten til at besøge den engang mere attraktive by.

Indholdet er meget stringent opbygget i otte kronologiske kapitler, som hvert indledes med et dobbeltopslag med et skønmaleri og en markant overskrift på en brændtorange baggrund. Det ser bedre ud, end det lyder, selv om det altid er en nødløsning at måtte lade billeder flyde ud over to sider, for uanset hvor fin trykning og indbinding der er, går det uvægerligt galt en gang imellem.

Hermed er lay-out’et strejfet, så lad det få et par ord med på vejen inden nærmere angivelse af indholdet. Det er Esben Mølsted Ibsen, der har stået for disponeringen af tekst og billeder, og det er gjort meget konsekvent og med et relativt stramt lay-out, hvilket altid er en dyd. Som oftest er billederne placeret, så de følger klummens ydre kant, men der er desværre undtagelser, og de skæmmer opslagene som eksempelvis på side 53 og 79. Skæmmende er også de streger over billedteksterne, som findes overalt. De tjener intet som helst formål og er formentlig blot en følge af det program, som teksten oprindelig er sat i; hvor ville det have været uendelig meget smukkere, om de var luget ud. Billedteksterne er kursiverede og med mindre typer, og dermed er der slet ingen fare for, at man ville forveksle brød- og billedtekst, og altså er der heller ingen grund til de uvorne streger.

Nu vi er i småtingsafdelingen, må også lige bemærkes, at der er såkaldte franske horeunger på snart sagt alle sider. Det er et almindeligt forekommende fænomen nu om stunder – og også det en klar følge af edb-tidsalderens teknik – men det er ikke desto mindre lige så uskønt som forhen, hvor en bogtrykker ville blive skoset for den slags. Altså: øverste brødtekstlinie bør begynde helt til venstre på hver side!

Brødteksten er sat med løs højre margin, og det er naturligvis en smagssag, om man synes om det. Dengang der var bogtrykkerkunst til, anså man det for en absolut nødvendighed at have lige margin i begge sider, hvilket krævede en del af sætteren, men med den moderne teknik er det såre simpelt at opnå, og så er det pludselig ikke så interessant længere. Tjah… men hvorfor dog kaste vrag på de gamle dyder.

Citater i brødteksten er kursiverede, og dermed adskiller de sig tilstrækkeligt. Men de er yderligere gengivet i farve og med en større skriftstørrelse, og det virker stærkt overdrevet; faktisk slår det siderne i stykker. Kunstnernavne er gengivet i fed skrift, og det er også lidt synd for skriftbilledet, men har dog den praktiske årsag, at bogen skal kunne fungere som en art opslagsværk over kunstnere fra Vejle, og derfor nødvendigvis skal springe i øjnene. Enkelte steder er der biografier af ikke-malere, og de er trykt på lys turkis baggrund (side 23, 56 og 154ff), hvilket direkte virke maniereret.

Billedgengivelsen er smuk med fine farver, og selv uden at have originalerne til rådighed voves den påstand, at det er helt troværdige gengivelser. Det fortjener PrinfoVejle – Jelling Bogtrykkeri ros for, ligesom også indbindingen er sober. Forsatspapiret har man sparet væk – synd, for det er kun en beskeden ekstraudgift, og det giver et meget bedre indtryk. Omslaget er domineret af den samme brændtorangefarve som kapitlernes indledningsopslag, og det virker gennemført og gennemtænkt.

Nu tilbage til indholdet. Første kapitel ”Vejle-egnen kommer på det kunstneriske Danmarkskort – De romantiske malere” er opbygget som en ultrakort beskrivelse af byen med et par citater og kort, hvorimellem beskrivelsen af de forskellige malere er indføjet. Denne disposition af teksten fungerer strålende, om end man som læser måske godt kunne have ønsket sig en lidt mere uddybende tekst, selv om det jo er et kunstnerisk værk og ikke et topografisk. Også omtalen af kunstnerne er kronologisk, så vidt som det kan lade sig gøre, når nu malerne har ladet sig føde og lagt sig til at dø på forskellige tider. Det er faktisk flot, at det har kunnet gøres harmonisk.

Omtalen af den enkelte maler er i sagens natur kortfattet, men det væsentligste for et opslagsværk synes at være medtaget, og lykkeligvis er man ikke forfaldet til at skulle give dem lige megen omtale. Frederik Fabritius de Tengnagel, Fr. Chr. Jacobsen Kiærskov, Georg Emil Libert og Carlo Dalgas udgør således den store midtergruppe, mens Louis Gurlitt løber med den længste omtale, og Dankvart Dreyer med den korteste, men han havde da også kun en enkelt tegning fra Vejle på samvittigheden. At også Martinus Rørbye nævnes må anses for en lapsus, for han hverken tegnede eller malede i byen, men var blot på gennemrejse.

Alle øvrige kapitler er opbygget tilsvarende. Det andet kapitel ”Guldaldermalere i Vejle – Nationalromantikere hos amtmanden i Vejle” er således hovedsagelig viet til P.C. Skovgaard med Vilhelm Kyhn som næstfølgende og så de fire damer Emma Mulvad, Anthonie Eleonore Christensen, Louise Ravn-Hansen og Magdalene Wadum. Forfatterne har ikke følt sig pligtige til at gengive billeder af alle de biograferede kunstnere, og det valg er fuldt respektabelt i en bog som denne. I stedet er der gengivet gamle fotografier af enkelte lokaliteter, og det fremmer forståelsen for byen.

Tredje kapitel ”Munkbjergmalerne – Professoren og hotelejeren” har specielt Godfred Christensen som omdrejningspunkt, for det var hans idé at udsmykke Hotel Munkebjergs spisesal, og det ene tog det andet med sig. Dette kapitel er i modsætning til de to foregående forsynet med en underopdeling, således at ”Andre fjordmalere” har fået deres eget afsnit.

Fjerde kapitel ”Omkring 1900 – Industribyen”, femte ”Kulturbyen spirer frem – Vejle i 1920erne og 30erne”, sjette ”Vejle ved midten af det 20. århundrede – Håndværksmalere bliver kunstmalere”, syvende ”Vejle i 1980erne og 90erne – Gang i Kulturen” og ottende og sidste kapitel ”Den nyeste tid – Skulpturer og udsmykning” er tilsvarende underopdelt i op til fem afdelinger. Det er naturligvis et udtryk for, at der ikke længere herskede sammen egalitet blandt kunstnerne som forhen, og som såvel bog som tid skrider frem, kommer også skulpturerne med i omtalen.

Som et kuriosum må anses billedet på side 118 af daværende kulturchef i kommunen og kulturkonsulent i amtet, der dekorerer strøget på bedste børnemaner under Kultursymfonien i maj 1992. I velkomsten til nævnte tiltag, der skulle være en forløber for kulturbyåret 1996 (København var dette års europæiske Kulturby) hed det: ”Kulturen er i opbrud, især i Vejle. Gamle mure står for fald, ligeså gamle vurderinger. Det gælder om at fremme kulturelt samarbejde mellem de etablerede kulturinstitutioner, det brede folkelige arbejde og ”græsrødderne”, og det planlægges nu i Vejle til at være den bærende idé i hele udviklingen i de kommende fem år. Ja, mere end det. Vejle ønsker både at være hjemsted for professionalisme på højt niveau og vil gerne samtidig være amatørernes paradis.” Det var jo en (fallit)erklæring for både kunsten og den sproglige formidling, og det demonstreres da også tydeligt i bogen, at den egentlige kunst stod det herefter skralt til med, men måske har der været mange sjove episoder blandt folket og græsrødderne.

Sluttelig er der i bogen en omfattende litteraturliste med ganske mange bidrag fra Vejle Amts Folkeblad og andre aviser samt et fællesregister over kunstnere, steder og institutioner.

Alt i alt må det konkluderes, at man bliver klogere af at læse bogen, og det må siges, at forfattertriumviratet har løst deres opgave pænt. Det må have krævet megen selvdisciplin at medtage så forskelligartede effekter uden at forfalde til at kategorisere dem på den kunstneriske rangstige. Det er virkelig løst på meget diplomatisk vis. Så kan enhver jo vælge at fordybe sig i det niveau, man finder tiltaler een bedst.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Rav Sine – en ravsliberske fra Fanø
Frederik Visbys Århus
Fattiggårde på landet i Sønderjylland.