Menu
Forrige artikel Næste artikel

Den Gamle By 2014

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 457

Af Anders Ellegaard

Hvad er et museum, og hvad skal vi med det?

1. Ifølge Nudansk Ordbog er det: ”en bygning hvor en samling af kunstværker el. historiske el. videnskabeligt interessante ting opbevares og vises frem for offentligheden.”

2. Ifølge Encyklopædien er det (i uddrag):  ”…(en) offentligt tilgængelig samling af billedkunst naturhistoriske præparater eller kulturhistoriske genstande med tilhørende dokumentation.

Frilandsmuseer danner en særlig gruppe. De udgøres dels af bygninger og bygningsdele, som indsamles for at genskabe særlige kulturmiljøer, dels af eksisterende kuturmiljøer”.

Hvorfor nu denne indledning, dette spørgsmål? Jo, for efter læsning af Årbog 2014 kan man spørge sig selv, om disse definitioner stadig er dækkende, eller om Den Gamle By stadig er et museum.

At museumsverdenen er i en rivende udvikling er klart for enhver. Den teknologiske – og ikke mindst den digitale – tidsalder har ændret både museumsfolkenes arbejde og museumsgæsternes forventninger. Tidligere tiders stille udstillinger med montrer og glasskabe fyldt med endeløse rækker af genstande og gulnede navnesedler er ikke nok.

En god del af årbogen er helliget spørgsmålet/-ene om, hvordan et museum skal indrettes og drives nu og i fremtiden.

I kapitlet om ”Ståsted og pejlepunkter” skriver museumsdirektør Thomas Bloch Ravn, at selv om rammen om museet stadig er grundlæggeren Peter Holms oprindelige ideer og principper, så suppleres de hele tiden af nye ideer og tiltag. Lige som Peter Holm havde kontakt med og fik inspiration fra søstermuseer i Skandinavien, så har museet nu udvidet det med forbindelser til Europa, Nordamerika og Australien.

”Et museum skal ikke imitere en skole eller et bibliotek, det skal tale til følelser, oplevelser og fornemmelser”. (Frit efter Sten Rentzog, Moderna Museet, Stockholm).  En sådan levendegørelse startede i Den Gamle By i 2001. Det blev af mange set som en tivolisering. Studieture til Holland, Belgien, Sverige og USA viste imidlertid, at levendegørelse var en naturlig forlængelse af ”open-air” museernes arbejde med helheder, og at fagligheden stadig kunne fastholdes.

Sten Rentzog citeres for, at museet skulle være folkets museum. ”Det er ikke de kulturaktive, der er vores primære målgruppe. Det er de mallorcarejsende, tv-kiggerne, sofaliggerne, vindsurferne – alle de almindelige mennesker, som aldrig kunne drømme om at gå på museum”. Museerne skal være socialt-relevante for almindelige mennesker uden finkulturel dannelse.

Disse tanker er ført videre ved at rykke frem i tidsperioderne. Museerne skal vise dét, som interesserer mennesker mest: dem selv. I Den Gamle By er det sket efter inspiration fra England med vedtagelse af ”nøgleår” som grundidé for de nyere dele af museet. I stedet for at vise bygninger, genstande med mere fra en lang række år, fokuserer man på enkelte ”nøgleår”. I Den Gamle By er det foreløbig 1927 og 1974. 1927-bydelen har været der længe og føles af de fleste som noget fra ”gamle dage” - fra vore bedsteforældres og oldeforældres tid. 1974-bydelen derimod er kun 40 år gammel. Her kan mange mennesker huske og genkende butikkerne, lejlighederne, skiltene, konditoriet, farverne, tøjet, grammofonpladerne, fotografiapparaterne og alt det andet. Der var atter skepsis over for det nye tiltag, en ny idé; men hvis besøgstal er en relevant målestok for succes, så… Besøgstallet var i 2001: 323.494 og i 2014: 499.247. Et mulehår fra en halv million!

Tankerne om en bydel fra 1974 var ikke den daværende Kulturarvsstyrelses kop te, men da den åbnede, var Kulturstyrelsen begejstret. Lige som publikum. I perioder skal der bestilles bord i konditoriet.

I et senere kapitel ”Historien venter ikke på os!” ser årbogen fremad og uddyber nøgleårsidéen og samtidsprojektet. Der er allerede valgt et nyt nøgleår: nemlig 2014!

Museet har allerede startet planlægningen, indsamlingen, sorteringen og udvælgelsen. Som også med 1974-kvarteret opfordrer museet borgerne/gæsterne til at komme med fotos og genstande, som er relevante for det valgte nøgleår. Og til at fortælle, hvad der var vigtigt for dem; det er deres historie, der skal fortælles og vises.

Nordmanden Olav Aaraas sagde ved en konference, hvor han roste 1974-satsningen: ”Don´t stop in the 70s, Thomas! History won´t wait for you”. Med 2014 som nøgleår kan man sige, at Den Gamle By samler historien op, medens den leves. Og 2014 er allerede sidste år.

I forlængelse af det ovenstående kommer kapitlet ”Hvem kan skrive vor tids historie?”. Overinspektør, cand.mag. Martin Brandt Djupdræt og museumsinspektør, cand.mag. Anneken Appel Laursen beskriver tre typer af brugerinddragende projekter. De skriver, at der de sidste ti år på museer og blandt museumsforskere har været øget fokus på museernes samarbejde med borgere og brugere.

De brugerinddragende projekter opdeles i tre typer. Den første er udstillingsprojekter, hvor enkelte personer eller grupper er vitale for udformningen af udstillingen. Den anden er projekter, der bruger de sociale medier til indsamling og vidensdeling. Den tredje er projekter, hvor museet sammen med borgere indsamler og formidler et lokalområdes liv og historie.

Et eksempel på den første type er ”Hjemløs – her bor jeg”. En hjemløs indrettede sin hule i tre måneder i 2012 i Den Gamle By. Gæsterne kunne tale med ham om hans liv – hvis han ville. En nærgående og grænseoverskridende udstilling, som museet var indstillet på at lukke, hvis den hjemløse ønskede det. Det var her-og-nu historiefortælling.

Et eksempel på et projekt med brug af sociale medier mundede ud i udstillingen ”Aarhus rocks – byen og musikken 1969-2014”. Omdrejningspunkterne for at samle informationer, billeder og genstande var museets hjemmeside, blogs og Facebook. Da udstillingen åbnede, var der 1200 tilknyttet projektets facebookside. Gennem facebooksiden fandt museet også frem til personer, der indgik i en fokusgruppe, som testede de overordnede idéer før konceptet blev lagt fast.

Et eksempel på den tredje type projekter er samarbejdet med Brabrand Boligforening og Gellerup Museum. Den Gamle By er siden 2011 også lokalmuseum for Aarhus. Det vil sige, at museet også skal arbejde ”uden for murene”. Det skete ved en række workshops, opstart af en dokumentation af områdets historie og nutid og dannelsen af et dokumentationslaug. I maj 2014 rykkede gellerupperne ind i Den Gamle By med historie, mad, dans og musik. Resultatet er, at museet har fået en ny gruppe brugere, som tidligere ikke følte, at det også var deres museum.

For alle den slags brugerinddragende projekter gælder der et princip om en urørlighedszone. Det vil sige en skelnen mellem det personlige og det private. Den troværdige historie bygger på konkrete, private oplysninger, men hverken museet eller informanterne ønsker at udlevere mere personlige holdninger, oplevelser eller lignende.

Som en fortsættelse af Gellerup-projektet ses kapitlet ”Gæstearbejdernes historie er også en del af Danmarks historie”. Der er her forsket i gæstearbejdernes historie i Danmark; specielt tyrkernes. Ligesom i 1974-projektet har man fokuseret på enkelte personer for at fortælle deres historie. Mange danskere med tyrkisk baggrund har deltaget som informanter. Dette er sket først gennem spørgeskemaer, men siden også i interviews, dækkende hele Danmark. Der er desuden oprettet en facebookside. Undersøgelsen er udført af antropologen Danielle Guldmann Sekwati. Til sommer i år åbnes i ejendommen Skottenborg 9 A fra Viborg på den nye placering i Havnegade i Den Gamle Bys 1974-bydel en tyrkisk gæstearbejderlejlighed på første sal til højre. En lille treværelses lejlighed, som er indrettet til seks personer.

Museumsinspektør Connie Jantzen skriver et kapitel om ”Den Gamle By i 100 år”: Peter Holms skabelse af museet, tekstilsamlingen, håndværkermuseet, urmuseet, konditoriet og restauranten, festugemarked, arbejdende værksteder, julemarked, borgerforeningen, liv i købmandsgården, Jul i Den Gamle By, det levende museum, Dansk Center for Byhistorie, Møntmestergården, 1900-tals kvarteret, Dansk Plakatmuseum, Kunstkammeret, erindringsformidling, Havnegade-etapen, Aarhus Bymuseum, 2012 tilbud til særlige grupper (demente og børn og unge med psykiske handicap), samtidsdokumenttation. Der er mange emner, som berøres.

 Det mest spændende er for denne anmelder dog nok omtalen af de fem direktører, som har regeret i Den Gamle By som dens borgmestre. Peter Holm (1914-1945), Helge Søgaard (1945-1964), Hans Lassen (1964-1981), Erik Kjærsgaard (1981-1995) og Thomas Bloch Ravn (1996-). Forfatteren beskriver de fires visioner og ledelse i kortfattede og urbane vendinger, men dog også med de forskelle der var og er.

I tre artikler skrives om en del af den museale forskning, der er udført på museet i 2014.

Bygningsarkæolog, cand.mag. Mathilde Schødt Veland og bygningschef, arkitekt Niels Meyer har undersøgt ”Borgmestergården – 100 år i Den Gamle By”. Gården er den første bygning som blev rejst på museet for 100 år siden. Det specielle ved den er, at da den lå ved Lilletorv i Aarhus, var den ved at være godt forfalden. Peter Holm fik dén idé, at den skulle nedtages og genrejses på Landsudstillingen i Aarhus i 1909. Da det var overstået, fik han en ny idé: at gården skulle nedtages igen og rejses som begyndelsen på et frilandsmuseum. Dén historie er fortalt i detaljer andetsteds.  Trods stor modstand fik Peter Holm sin vilje. Renæssance-bygården blev flyttet og restaureret, men uden nogen stor dokumentation fra håndværkernes side. Den nye undersøgelse skulle ud over en ny dokumentation også besvare spørgsmålene, om man kunne dokumentere noget sikkert på en bygning, som var nedtaget og genopbygget to gange, og om nye metoder og kildestudier kunne bringe nye oplysninger og viden frem. Svarene var positive. Man fandt blandt andet, at bygningen har haft et skiftende antal stokværk, at de forskellige fløje ikke altid har været bygget sammen som nu og at det ældste tømmer efter dendrologisk undersøgelse kan dateres til 1597. Noget af det undersøgte tømmer er dog ældre, hvilket tages som bevis på genbrug. Det bedste bud er derfor, at det første hus, som lå ud mod Immervad er fra begyndelsen af 1500-tallet.

Konserveringsteknikerne Bodil Klarskov Larsen og Gitte Sørig Hansen skriver om ”Plast og PVC i Den Gamle Bys 1974-kvarter”. I ejendommen Tårnborg er én af lejlighederne ”beboet” af frk. Sneum. I hendes lejlighed alene er der blevet renset og restaureret 6000 genstande. Mange af disse ting er lavet af ”plastic”, som man siger. Det har vist sig, at de forskellige kunststoffer ikke er så uforgængelige, som man engang troede. De nedbrydes - omend langsomt for nogles vedkommende. Det tager måske 500 år for nogle plasttyper at blive totalt nedbrudt, men det betyder ikke, at nedbrydningen ikke starter meget tidligere og kan være synlig efter få år. Det kan for eksempel være misfarvning, krakelering eller fedtede overflader. Det har givet konservatorerne nye problemer – eller udfordringer som forfatterne så diplomatisk skriver. Fugt, svingende temperatur, slidte overflader, synligt lys og UV-lys og kemikalier er bare nogle af fjenderne. Et særligt problem er der ved bløde materiale som for eksempel plasticbeholdere til mad, kosmetik m.v. og for eksempel PVC-forklæder. Blødheden er ikke kemisk men fysisk bundet i materialet, og med tiden bliver blødgørerne skubbet ud til overfladen, og materialet bliver stift. Det er en ny videnskab for konservatorerne at forske i. De kæmper mod tiden.

Juleinspektør, cand. mag. Jens Ingvordsen skriver et meget underholdende kapitel om tidligere tiders julestuer og julelege. De har været udbredte fra 1500-tallet og helt op i 1800-tallet. Der var både fra kirkelig og verdslig side modstand imod dem for deres løssluppenhed. Julestuerne begyndte anden juledag og fandt sted hver eller hver anden dag i skiftende husholdninger indtil Hellig Tre Konger (6. januar) eller helt til Kyndelmisse (2. februar). De ældre borgere spiste, drak og spillede kort, og de unge legede julelege. Juleinspektøren skriver, at julestuerne faktisk har overlevet i form af de julefrokoster, som aviser og blade nu om stunder advarer mod eventuelle følger af. De julelege, som inspektøren gennemgår i artiklen, er dog noget mere vovede end dem, denne anmelder kan huske.

”Af og til gav disse ”julestue-ægteskaber” visse resultater. Endnu i 1840´erne kan det i Sverige statistisk bevises, at årets største befolkningstilvækst stod i et vist forhold til julen – som Troels Lund så prosaisk skriver”.

Ludvig Holberg lader i komedien ”Jule-stue” (1724) den vrisne, gamle borgmester Jeronimus i Ebeltoft sige: ”Gid jeg havde en daler for hver piges jomfrudom der er gået af stabelen ved sådanne lejligheder”.

Et meget underholdende kapitel – men illustrationerne af de gamle julelege er for små!

”Årsberetning Dansk Center for Byhistorie” ved adjunkt ph.d. Mikkel Thelle og ”Årsberetning Den Gamle By ” ved museumsdirektør Thomas Bloch Ravn afslutter bogen.

 Den første gennemgår al den forskning, formidling, undervisning og vejledning, der er foregået på centeret eller udspringer derfra.

Den anden fylder 36 sider og indeholder 36 underpunkter. Alt for meget at omtale enkeltvis i en anmeldelse. Enkelte punkter skal dog nævnes. Side 108 opridses museets masterplan (her i forkortet form): forbedring af indgangsforholdene, udbygning af Simonsens Have, øget antal toiletter, spredning af tilbuddene til publikum, flere hvilesteder, øgede tilbud i forårs- og efter årsmånederne og især i weekenderne for at tiltrække flere besøgende i de perioder, hvor der er meget at opleve og masser af plads.

Under punktet ”Forskning og publikationer” er der nævnt i alt 38 forskellige udgivelser. Under punktet ”Den Gamle Bys blog” er anført i alt 71 blogindlæg fra faglige medarbejdere. Under punktet ”Personale”, som fylder 4½ side, er nævnt alle ansatte – højt og lavt. Både de fine forskere og dem som får hele skidtet til at fungere; for eksempel håndværkerne, rengøringen, billetsalget og mange andre. Til sidst bliver korpset af frivillige nævnt. Alt i alt et meget sympatisk punkt.

Det sidste afsnit er en ”Nekrolog over Lars Vester Jakobsen” forhenværende chefkonservator.

Årbogen indeholder desuden en tak til sponsorer og donorer. Her skal kun nævnes Sallingfondene, som har givet en donation til projektet ”Aarhus Story” og en særlig ”Tak til A.P. Møller Fonden”, som har givet 135 mio. kr. til færdiggørelse af de moderne bykvarterer i Den Gamle By.

Svaret på det indledende spørgsmål er: Ja, Den Gamle By er et moderne open-air museum, og de nævnte definitioner er ikke længere dækkende.

Det er utroligt, at beretningerne om alt det arbejde og al den virksomhed af mange forskellige slags, der forgår i Den Gamle By, kan krammes ned i en bog på kun 128 sider.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Arbejdermuseets årbog 2009
Den Gamle By 2015
Museumsbogen - Praktisk museologi