Knacker og Enkeland
Menu
Forrige artikel

Knacker og Enkeland

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 505

 

Af Bjarne Søndergaard Bendtsen

Første Verdenskrigs som historisk roman?

Den sønderjyske forfatter, lektor Karsten Skov har nu udgivet to romaner om Sønderjylland under Første Verdenskrig; romaner, der vel i sagen natur genremæssigt må være historiske romaner og således med en vis berettigelse kan anmeldes på dette sted. Hans første roman ’Knacker. Roman om en sønderjysk soldat og hans familie under 1. verdenskrig’ udkom i 2013 men bliver aktuel igen dette efterår, da den har inspireret til en ny spillefilm om Sønderjylland under krigen. Det skal jeg vende tilbage til sidst i anmeldelsen. Den anden, med den enkle titel ’Enkeland’, udkom i april i år. De skildrer begge krigstiden både ved fronten og primært dagligdagen på hjemmefronten i Sønderjylland, og trods den nye romans fokus i titlen på kvindernes rolle, så er man her mere ved fronten end i ’Knacker’, hvis titel ellers klinger af skyttegravene, da knacker var tyskernes øgenavn for de sønderjyske soldater.

Den historiske roman defineres eksempelvis i Gads litteraturleksikon som ”en roman, hvis handling er henlagt til en bestemt historisk periode, der ligger før det tidspunkt, forfatteren skriver i. Romanen lægger sig tæt op af de historiske kendsgerninger i et forsøg på at indfange periodens sociale virkelighed, adfærdsmønstre, idéer, ånd og mentalitet, bl.a. ved detaljerede og autentiske beskrivelser.” De første dele af citatet er oplagte og beskriver fint Skovs romaner, men særligt det autentiske er der dog nogle alvorlige problemer med i passager af dem. Han kommer selv noget af denne kritik i møde i et kort efterord til ’Enkeland’, hvor han skriver, at det ”er fiktion, der er baseret på virkelige hændelser, som dog ikke fandt sted på samme tid.” Den mindre forskydning i tid drejer sig om tyske tvangsfjernelser af dansksindedes børn, og denne forskydning kan man nok godt leve med. Men der er andre problemer med den historiske autenticitet, som jeg skal komme til – og måske en god grund til, at man som historiker bør overveje det en ekstra gang, før man kaster sig over en historisk roman.

Knacker

’Knacker’ handler, som undertitlen siger, om en sønderjysk soldat, Esben Mikkelsen, og hans familie under krigen. Efter et kort, historisk forord, der ridser baggrunden for sønderjydernes krigsdeltagelse op, dvs. nederlaget i 1864-krigen – et forord der i øvrigt genfindes kun let ændret i ’Enkeland’ – lægger romanens handling ud den 2. maj 1917. Esben kigger utålmodigt ud ad et togs duggede ruder på de velkendte marker omkring Skovby, hvor han kommer fra. Han har fået fjorten dages orlov fra fronten og længes vildt efter at se sin kone, Kristine, som han håber venter på stationen. Det er en klassisk og oplagt scene fra krigslitteraturen – og et fint anslag til fortællingen.

Derpå kommer et par spring tilbage i tiden; først til få uger inden, da Esben stadig var ved fronten, og lidt senere et halvt år tilbage til november 1916, hvor han ligeledes var i skyttegravene – på Sommefronten i slutfasen af eller rettere lige efter det store slag her. Esben sendes på natlig patrulje i ingenmandsland, og alle de klassiske elementer i fortællingen om Første Verdenskrigs rædsler er til stede her: en fordrukken officer, der i sikkerhed langt bag fronten befaler Esbens feldwebel at finde en gruppe frivillige, der på et raid skal tage fanger, så de ved, hvem de har over for sig. Så ud i ingenmandslands mudder, hvor der er fyldt med lig, som rotterne har ædt læberne af, rædselsslagne, unge soldater, der brækker sig ved synet etc. Disse afsnit er de eneste, der findes i bogen fra fronten, hvilket måske er en god idé, da kampskildringerne kan være ganske svære at ramme. De korte afsnit fra fronten bruges desuden fint som begrundelse for, at Esben vælger at desertere. For det er, hvad han gør: Da hans orlov er slut, ovenikøbet forkortet af den emsige og nedrige tyske gendarm, der vogter over de dansksindede, undlader han at tage af sted til Frankrig igen, men gemmer sig i nærheden af hjemmet, i lange perioder helt nær familien på gårdens loft, hvor han smertefuldt passiviseret følger med i livet nedenunder. Og det var faktisk, hvor usandsynligt det end må lyde, noget der virkelig skete under krigen. Jeg vil ikke skrive mere om handlingen – den kan man selv læse sig til.

Ud over de omtalte flashbacks er romanen kronologisk struktureret med en dato som indledning på hvert af de 49 kapitler, og den slutter oplagt nok 11. november 1918, hvor våbenstilstanden på vestfronten trådte i kraft – den foregår altså i krigens slutfase, hvor det blokaderamte Tyskland var mere og mere trængt på næsten alle tænkelige fronter.

Titlen – øgenavnet for de sønderjyske soldater – er også korrekt nok: Man kan eksempelvis finde det i to af de ganske få autobiografiske krigsromaner, som er skrevet af de sønderjyske soldater fra denne krig. Morten Kamphøvener, den senere redaktør af Jyske Vestkysten, skriver i starten af romanen ’Det slesvigske Regiment’ (1919) om ’Kammeraterne’ som er kapitlets overskrift: ”»Knackere« blev de kaldt, disse Mænd.” Og Johannes Reiff, der dog staver det lidt anderledes, giver en forklaring på ordet i romanen ’Gennem Skyttegrave’ (1929): ”»Knakkere« kaldtes de Soldater, der stammede fra Rigets Grænseland i Nord, fordi man syntes, at deres Jysk lød som »naar en knækker Nødder i eet væk.«” Reiffs definition stemmer overens med tysk, hvor ordet bl.a. kan være en kortform af Knackwurst eller Nussknacker, siger den store Duden-ordbog. Men det er en forklaring, der slet ikke matcher Skovs: Her kobles det til (myten om) den danske gullascheksport. Feldwebel Jacobi, en af romanens personer, tager ved fronten en konservesdåse ned fra en hylde og siger grinende til Esben: ”Kødet her stammer fra Danmark. Det er kød fra selvdøde heste, og danskerne sælger det til tyskerne. De tjener godt på krigen. De sælger kød til tyskerne, som ingen andre vil æde. I England kalder man den slags handelsmænd for knackere, så du er en Knacker.” (s. 45) Ordet ’knacker’ findes da rigtig nok på engelsk i betydningen: én, der køber kadavere eller slagter syge dyr til sæbeproduktion o. lign. Men det var jo altså længe før, at alting som det naturligste i verden kom fra engelsk. Det synes jeg godt, kunne have været researchet lidt bedre.

Første gang, jeg fik ’Knacker’ i hånden, undrede jeg mig endvidere noget over omslagsillustrationen: En bog om de sønderjyske soldater i den tyske hær og så et foto af britiske Tommies? Er det fordi de britiske hjelme, tin hats, som de kaldtes, bare signalerer Første Verdenskrig tydeligere end noget andet? Og måske dermed sælger bedre? Eller skal det måske illustrere det passivt lidende perspektiv fra danskerne i de tyske skyttegrave, der bliver angrebet af briterne? Denne vinkel er i hvert fald ganske typisk ikke kun i de få danske, selvbiografiske krigsromaner fra denne krig, men i det hele taget – fraregnet de mere aktivt udfarende typer som tyske Ernst Jünger og danske Thomas Dinesen. Endvidere må man sige, at omslagsmotivet langt fra beskriver romanens faktiske indhold, der næsten udelukkende handler om hjemmefronten på Als. Det er så til gengæld en klog vægtning, da frontskildringer som antydet kan være noget problematiske – mildt sagt.

Der findes nemlig en gammel problemstilling i forbindelse med krigsromaner, der kredser om spørgsmålet: kan andre end krigsdeltagerne/veteranerne selv skrive om krigen? Og svaret fra soldaterne er et rungende nej: man skal selv have oplevet krigen for at kunne skrive om den. Om det virkelig forholder sådan, er naturligvis en anden sag, og i dette tilfælde er det vel desuden så længe siden, at det ikke mere giver mening at stille et sådant krav. Skovs bøger har da også, som nævnt ovenfor, mere karakter af historiske romaner end deciderede krigsromaner, der typisk skildrer mere eller mindre selvoplevede begivenheder, som de blev skrevet og udgivet i strømmevis særligt efter tyske Erich Maria Remarques store succes ’Intet nyt fra vestfronten’ udkom først som avisføljeton i forbindelse med 10-året for krigens afslutning, siden som roman i januar 1929.

Enkeland

I Skovs nye roman ’Enkeland’ følges igen en sønderjysk familie og dens hårde møde med krigen og i særdeleshed tyskernes urimeligheder over for de dansksindede borgere. Teglværksarbejderen Treugott Leukam, der trods sit tyske navn er dansk med hud og hår, bliver indkaldt sidst i november 1916, og fortællingen veksler herefter i romanens første del mellem hans oplevelser i skyttegravene og begivenhederne i hjemmet. Igen vil jeg ikke spoile plottet ved at gå for meget ind i handlingen – hvis man vil vide, hvad der sker, så kan man i stedet læse forlagets beskrivelse eller selve romanen. Handlingen i romanens tredje del må være inspireret af Jes Sarups lille bog ’Ved Vestfronten’ (1918), som beskriver en rejse til fronten i marts 1918, dog i Flandern, men med samme formål som i ’Enkeland’. Dette formål vil jeg dog heller ikke afsløre.

Som ’Knacker’ er det en ganske melodramatisk og sentimental fortælling, hvor der males i stærke og noget ublandede farver – meget i stil med Morten Korch, hvis der skal peges på et slægtskab i dansk litteratur. Også her er de gode meget gode og de onde, ja, så usle, at man næsten må knibe en tåre over uretfærdighederne. Korch skrev faktisk et par romaner om krigen, så hvis man vil læse mere fra samme skuffe, så er ’En Æreskrans’ eller ’Familien paa Uglegaard’ titlerne. Eller måske er en sammenligning med en anden folkelig forfatter, den nu fuldstændig glemte Anton Thorsen, mere rammende. Hans roman ’Under Krigens Aag. Fortælling fra Sønderjylland’, der udkom i 1917, beskriver også nogle stereotypt onde, fordrukne tyskere, som er et næsten endnu tungere åg at bære for danskerne end krigen. Denne roman blev i samtiden mødt med skarp kritik for at spekulere i det alvorlige emne.

’Enkeland’ er, som ’Knacker’, kronologisk struktureret med en dato som indledning på hvert kapitel. At romanernes kapitler således alle lægger ud med en angivelse af dato, er vel et autenticitetskneb, der som sådan virker fint nok – men det kunne have været benyttet mere effektfuldt som fx i engelske R.C. Sherriffs berømte skuespil ’Journey’s End’ fra 1928. Skuespillet foregår i skyttegravene ved Saint-Quentin blandt en håndfuld britiske soldater nogle dage i marts 1918 – og hvis man kender lidt til krigens vigtige datoer, så ved man, at den 21. marts, hvor handlingen slutter, på netop dette sted spells disaster, som de siger på engelsk. Den form for spændingsopbyggende brug af krigens datoer kunne Skov oplagt have indtænkt.

Men værre er det, at han her laver nogle historiske brølere af rang. Han placerer i denne sammenhæng tyskernes taktiske tilbagetog til Hindenburglinjen eller Siegfriedstellung, som de selv kaldte den, til foråret 1918 – det fandt som bekendt fandt sted i februar og marts 1917. Skov udelader endvidere fuldstændig, at tyskernes indledningsvist succesfulde forårsoffensiv, Kaiserschlacht, fandt sted netop dér, hvor bogens personer optræder i løbet af marts 1918: i området omkring samme Saint-Quentin som i Sherriffs skuespil. Ikke så godt, hvis den historiske autenticitet skulle understreges med brugen af datoerne, synes denne anmelder. Og hvis inspirationen til denne del kommer fra Jes Sarups omtalte bog, så nævnes den forestående offensiv her flere gange. Mindre alvorligt er det, at ’Enkeland’ rummer nogle sproglige småfejl, men dem kunne man dog have forventet rettet, når nu bogen er kommet i andet oplag – det må svie til redaktionen på Hovedland, at de ikke har gået det igennem.

Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om jeg kan anbefale bøgerne eller ej. Er man til det sentimentale og melodramatiske, så læs løs. Men er det krigsromaner i bred forstand, også om hjemmefronten, så er der altså skrevet tonsvis af romaner om denne krig, både gode og dårlige, som jeg selv ville foretrække og dermed nemmere kan anbefale. Der er nævnt nogle stykker fra danske krigsdeltagere og forfattere ovenfor.

I krig og kærlighed

Endelig kommer der, som nævnt i anmeldelsens indledning, inden længe en film, som er inspireret af Skovs ’Knacker’ – Kasper Torstings ’I krig og kærlighed’. Den skal have gallapremiere i Sønderborg den 11. november som en markering af 100-året for krigens afslutning, og almindelig biografpremiere 15. november. Ud fra trailerne ligner det, at fortællingen her har fået ekstra med den melodramatiske pensel, bl.a. med en indflettet kærlighedsintrige. Filmen præsenteres i trailerne som ”den første danske film fra tiden omkring 1. verdenskrig, inspireret af virkelige hændelser.” Det sidste af citatet skal jeg ikke kunne bedømme, da jeg ikke har set filmen. Men at det skulle være den første danske film fra tiden omkring 1. verdenskrig er nu ikke sandt – i 1927 havde Edvard Schnedler-Sørensens ’Grænsefolket’ premiere, efter at have kæmpet med censuren siden 1925, hvor den var færdig til udsendelse. Og allerede under krigen blev der indspillet en stribe danske film om krig, eksempelvis Holger-Madsens ’Krig og Kærlighed’ fra 1918 – dog, af gode grunde, ikke specifikt om sønderjydernes forhold, som ’Grænsefolket’ og nu den nye film handler om. Om det melodramatiske gør sig bedre på lærredet, det må tiden vise – måske gælder alle kneb for at lokke folk i biografen?

Historie-online.dk, den 18. september 2018

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Bogen om Blanche og Marie
6. Juli
Mand af ære