Menu
Forrige artikel Næste artikel

Sømandskongen

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 86

Af Poul Ulrich Jensen, arkivar, Vejle Byhistoriske Arkiv & Stadsarkiv

Frederik IX var en af Danmarks mest folkekære regenter, der slap gennem 25 års kongegerning uden at sætte noget af sin popularitet over styr. Jon Bloch Skippers biografi om kongen, der var familiefar, sømand, habil dirigent og jernbaneentusiast, søger årsagerne til, at Frederik IX står som den ideelle repræsentant for kongehuset. Bogen er ikke et videnskabeligt arbejde, for som forfatteren gør opmærksom på, bygger den ikke primært på kildestudier, men på sekundær litteratur, TV- og radioudsendelser samt interviews med personer, der kendte Frederik IX. Det gælder især de tre døtre, nuværende dronning Margrethe II, prinsesse Benedikte og dronning Anne Marie.

Prins Frederik, der var født i 1899, nåede i nogle få år at opleve oldefaderen Christian IX, den aldrende monark, der var ”Europas Svigerfader”. Efter hans død i 1906 og Frederik VIII’s korte regeringstid fra 1906 til 1912, begyndte Christian X sin epoke, der kom til at strække sig over 35 år. Kongen havde et vanskeligt gemyt, og opdragelsen af sønnerne Frederik og hans lillebroder Knud blev gennemført med megen autoritet og en del korporlig afstraffelse. Prins Frederik benyttede da også først givne lejlighed, en nysproglig studentereksamen, til at søge tilflugt i Søværnet. Han lod sig indrullere i 1917, og det blev, hvad biografien betegner som det første af tre skæbneår.

I 1922 var kronprins Frederik kortvarigt forlovet med prinsesse Olga af Grækenland, men ellers levede han en glad ungkarletilværelse. 1935 blev det næste skelsættende år i hans liv, idet han blev gift med den svenske prinsesse Ingrid. Det var ikke nogen indlysende konstellation, for de to var vidt forskellige. Den impulsive prins Frederik havde sommetider svært ved at opretholde den kongelige distance til omgivelserne, medens den kølige, stilfulde prinsesse Ingrid med den sikre smag optrådte mere formelt. Som dronning Margrethe udtrykte det: ”Min far talte med hjertet, mens min mor følte med hjernen”. Sammen var de imidlertid det perfekte par til at bringe den royale institution gennem 1950’ernes og ikke mindst 1960’ernes danske samfund, hvor så mange andre autoriteter stod for fald.

Besættelsen var en bevæget tid for det danske kongehus. Christian X genvandt med sine daglige rideture gennem København den popularitet, han med sin stejle natur flere gange havde været ved at sætte helt over styr. Også prins Frederik fik vist sine evner i en krisesituation, da han efter kongens alvorlige rideuheld i oktober 1942 måtte forestå de royale pligter. Ved Christian X’s død i 1947, kong Frederik IX’s tredje skæbneår, begyndte den epoke, der for alvor bragte kongehuset i øjenhøjde med befolkning. Kongeparret og de tre døtre var en familie, de fleste danskere kunne identificere sig med, og det er nok ikke tilfældigt, at afsnittene om tiden fra tronbestigelsen til kong Frederik IX’s død i 1972 fylder under en tredjedel af biografien. Det var 25 år, der forløb i harmoni uden kriser eller skandaler. Kongen fik hurtigt styr på et alkoholproblem, og døtrene fandt alle passende ægtefæller indenfor adelige eller kongelige familier. Også arvefølgeproblemet blev løst med den nye grundlov i 1953, der gennemførte betinget kvindelig arvefølge.

Kort efter sin nytårstale ved årsskiftet 1971/72 blev kong Frederik IX indlagt med lungebetændelse og hjerteproblemer, og den 14. januar døde han. Betegnende for hans popularitet var der en stor og ægte sorg  i befolkningen, og nekrologerne var entydigt positive. Sømandskongen havde sejlet kongedømmet smult gennem et kvart århundrede, som Politiken udtrykte det. I kong Frederik IX’s regeringstid var kongehusets rolle stadig temmelig  entydig. Den royale familie var et forbillede for enhver dansk familie, selv om den underdanige beundring efterhånden veg for almindelig interesse og en god del nysgerrighed. Som naturligt er, slutter bogen med nogle bud på fremtidens monarki, hvor psykisk robusthed og medietække er vigtige egenskaber for kongehusets medlemmer. Dem besad Frederik IX i høj grad. Billedmaterialet, der bl.a. består af fotos fra Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek, understøtter biografiens fremstilling af kongen som en uhøjtidelig person, der kunne kunsten at kombinere nærhed og distance. Hans evne til at omgås folk på alle samfundsniveauer kunne dupere selv garvede socialdemokrater som K. K. Steincke og J. O. Krag

Kongelige biografier er en vanskelig genre, men Jon Bloch Skipper styrer fint uden om det svulstige og klicheagtige. Det er en letflydende beretning, der også får vævet en god del danmarkshistorie ind i fortællingen om sømandskongen Frederik IX.  

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
De mange muligheders land
100 herregårde på historiske postkort
The Court Historian - The International Journal of Court Studies