Menu
Forrige artikel Næste artikel

De sidste amatører. Divisionsfodbolden i Odense frem til 1978

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 112

Af Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk

Den fynske hovedstad Odense har en del attraktioner, som ud over TV2 og H.C. Andersen skam både rummer den idylliske å, det syddanske universitets hovedkvarter, Den fynske Landsby og meget mere i den stil. Odense har imidlertid også OB, B1909 og B1913. Det vil sige, nu om dage har man faktisk kun OB, der klarer sig fint i Superligaen – mens årstalsklubberne er blevet en del af FC Fyn, som må nøjes med den næstbedste række, og der er ikke meget, der tyder på, at de skal højere op end det, nok snarere tvært imod. Men et hold i superligaen er da også ret fint.

Imidlertid var det jo sådan i 1960erne og 70erne, at Odense i rigtig mange periode havde både to og tre hold i den bedste fodboldrække. Og man kan ikke sige, at det var OB, der dengang klarede sig bedst. I 1962 måtte de således en tur ned i næstbedste række. B1909 blev danske mestre i 1959 og 1964 med teknisk betonet fodbold – mens B1913s sølvmedaljer i 1962 og pokalfinale 1963 byggede på kampvilje og løbevillighed, og vel også et ry for hårdt spil og en hysterisk træner på sidelinjen, den navnkundige Jack Johnson, der i øvrigt nåede at træne alle tre store odenseanske klubber. Perioden 1959-1964 kaldes for den gyldne periode, for her var både de røde og de blå – og i mindre grad ”de strivrede” - med til at præge dansk fodbold. Det gav sig også udslag i antallet af spillere fra Odense-klubberne på landsholdet. Mellem 1959 og 1964 debuterede ikke færre end 16 odenseanske spillere på landsholdet. Fire niere, tre OBere, en enkelt Odense KFUMer og hele otte fra B1913. Jo, odenseansk fodbold dominerede virkelig på dette tidspunkt.

De to odenseanske idrætshistorikere, Thomas Kaarsted og Johnny Wøllekær, har på meget kompetent vis gennemgået fodbolden i Odense i den lange amatørperiode frem til 1978. Det har de gjort ved kronologisk at beskrive klubbernes op- og nedture, centrale spilleres bedrifter og klubtrænernes mere eller mindre succesfulde indsats. Det kunne lyde til en mængde opremsning af resultater og navne, men det er nu ikke tilfældet. Forfatterne har vægtet den flydende fremstilling af en både væsentlig og sjov historie med masser af fokus på sjove episoder, skandaler, tilskuerkultur og ikke mindst den voksende interesse for at dyrke heltene på Odense Stadion. Det er gjort rigtig godt, bl.a. også fordi forfatterne ikke lægger skjul på mindre heldige episoder og i det hele taget ser kritisk på både odenseanske og dansk fodbold. Det ses bl.a. i beskrivelsen af de danske fodboldledere, der længere end de fleste holdt amatørfanen højt til skade for udviklingen og resulterende i både skjulte penge mange steder og masseflugt af de gode spillere til udlandet. Til småpenge som regel. Og samtidig med skinner forfatternes kærlighed til spillet inden for kridtstregerne igennem. Deres alder taget i betragtning er det naturligvis ikke meget af perioden, de selv har oplevet fra lægterne, men netop den lokale fodbold og ikke mindst de hyppige lokalopgør har været genstande for en ganske omfattende dækning i de lokale aviser. Så der har været nok kildemateriale at gå på opdagelse i.

De tre Odense-klubber: De stribede fra OB, de blå fra B1913 og de røde fra B1909 står som prototypen på fodboldklubber delt op efter politisk ståsted. Det var ikke tilfældigt, at nierne spillede i rødt. Det var klubben, som arbejderne og Socialdemokratiet støttede. Borgerskabets klub var OB og midt imellem stod så B1913. Klubberne fulgte altså nogle sociale skillelinjer i byen, så alt efter hvor i byen, man var født, havde man automatisk sit favorithold. Et ganske morsomt appendix i bogen viser divisionsspillernes erhvervsmæssige baggrund i 1958-59, og her ser man, at opdelingen på banen ikke var så udpræget opdelt efter sociale skillelinjer, som man måske skulle tro. Arbejderandelen på OBs hold var over 40%, B1913s 50%, og B1909s arbejderklassespillere var det år kun på 27%. Til gengæld havde B1909 over 60% spillere fra middelklassen. Forfatterne fortæller også, at der var fint samarbejde mellem de tre klubber – men på tilskuerpladserne var opdelingen mere udtalt. Kort sagt: Der var noget om den politiske og social opdeling, men måske ikke så meget, som man har villet gøre det til, når man gerne har villet sammenligne med fodbold-klassekamp mellem arbejderklubber og borgerklubber i udenlandske storbyer som Barcelona, Madrid, Amsterdam, Hamborg osv. Det er meget fint at få det nuanceret.

I perioden frem til begyndelsen af 1970erne bølgede magtkampen frem og tilbage i fodbolden i Odense. Men magtforholdet skiftede efterhånden til, at OB fik overhånden. I 1977 vandt de stribede for første gang mesterskabet, og hvis man kan tale om, at B1909 cementerede noget, så var det klubbens ry som elevatorhold. De rykkede og de rykkede ned gang på gang. Faktisk er tallene herfor dokumenteret i en note: Oprykninger 1948, 1950, 1954, 1967, 1970, 1974 og 1976 – og nedrykninger 1946, 1949, 1953, 1966, 1969, 1972, 1975 og 1977. Og vi skal helt tilbage til 1971 for at finde den sidste niers debut på landsholdet. Det var i øvrigt den nu så kendte træner, Viggo Jensen, der med langt hår repræsenterede de røde!

Det er herligt for Odense at have skribenter som Thomas Kaarsted og Johnny Wøllekær, der fremstiller denne spændende og for så mange odenseanere så væsentlige historie. Det er spændende læsning, i hvert fald når man interesserer sig for fodbold og idrætshistorie, og det er en fornøjelse at læse en tekst, der emmer af glæde ved spillet og fyldes af en masse gode fodboldudtryk. Meget velskrevet og meget velresearchet og naturligvis med et væld af gode fodboldbilleder ikke mindst fra lokalopgørene på Odense Stadion. De bedste anbefalinger herfra!

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Berlin 1936
Verdensspillet - Fodboldhistorie fra de første spark til Verdensmesterskaberne
Calcio Italiano