Menu
Forrige artikel Næste artikel

Ringene samles

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 80

Af Poul Ulrich Jensen, arkivar, Vejle Byhistoriske Arkiv og Stadsarkiv

For få uger siden holdt de olympiske sommerlege i Athen de danske tv-seere bundet til skærmen. Det velgennemførte arrangement havde det ekstra incitament, at legene denne gang var vendt tilbage til landet, hvor det hele begyndte i oldtiden, og hvor det første OL i moderne tid fandt sted for over hundrede år siden. I ”Ringene samles” skildrer idrætshistoriker Jørn Hansen hele udviklingen fra baron Pierre de Coubertins fremlæggelse af planerne i Paris 1894 til OL i Athen 2004. 

Beretningen bevæger sig kronologisk frem, centreret om den magtfulde Internationale Olympiske Komité, IOC, den gradvise opbygning af legenes struktur og ritualer, de mange politiske komplikationer og dopingproblematikkens lange skygge. Bogen er den første samlede fremstilling på dansk af den olympiske bevægelses historie, og det er blevet en både informativ, overskuelig og underholdende analyse.  

IOC var fra begyndelsen en samling af magtfulde mænd, en loge af aristokrater med en hældning mod den politiske højrefløj, men også med en idealistisk vision, som næsten paradoksalt overlevede et århundredes turbulente politiske begivenheder. Kun otte præsidenter har IOC haft i de over 100 år, med Coubertin, Brundage og Samaranch som de mest markante. Disse tre satte med deres vidt forskellige baggrund hver sin dagsorden for legenes udvikling. Baron Pierre de Coubertin, ud af en adelig fransk slægt, levede af familieformuen og så den olympiske idé som en sammensmeltning af høje idealer om fair play, tradition, genfødsel og internationalisme. Avery Brundage, der kom fra beskedne kår i Detroit og selv skabte sin formue, var pragmatikeren, medens Juan Antonio Samaranch med sin baggrund i bankverdenen blev organisatoren, der omdannede IOC til et kommercielt foretagende. Med kommercialismen holdt også korruptionen sit indtog blandt hans betroede medarbejdere, og denne nye side af den olympiske bevægelse blev især personificeret af Un-Yong Kim fra Sydkorea, der var centrum i en bestikkelsessag ved tildelingen af vinterlegene i 2002. De gigantiske summer, der efterhånden var involveret i et værtskab, gav slemme ridser i IOC’s image. 

Den risiko eksisterede ikke i den svære begyndelsesfase. Legene var ikke betydningsfulde nok til at stå alene, men blev koblet på diverse verdensudstillinger. Først med OL i Stockholm 1912 begyndte den olympiske bevægelse at finde deres egen form, en udvikling, der kulminerede i Berlin 1936. Her blev fakkelløbet føjet til de øvrige ritualer, men den storslåede iscenesættelse var også nationalismens og storpolitikkens første angreb på den olympiske idé. Siden skulle det vise sig svært for IOC og OL at tackle verdens politiske problemer, og OL i München 72 blev ramt af en terroraktion, medens både OL i Montreal 76, Moskva 80 og Los Angeles 84 var sportsligt devaluerede pga. store nationers boykot.

Efter Murens fald har legene været forskånet for storpolitiske problemer, men til gengæld har dopingspøgelset huseret. Jørn Hansens gennemgang af dette dystre emne er interessant læsning. Allerede i St. Louis 1904 fik man et indtryk af virkningen af doping, da amerikaneren Hicks vandt maratonløbet på en cocktail af stryknin og brandy. Det forårsagede ingen overvejelser om diskvalifikation, og først i 1966 indførtes et forbud mod doping ved internationale konkurrencer. Da var en dansker, cykelrytteren Knud Enemark Jensen, blevet det første kendte offer for de præstationsfremmende stoffer, da han ved OL i Rom 1960 styrtede under 100 km. holdløbet og døde kort efter. Selv om den officielle forklaring lød på hedeslag, var det en katastrofal kombination af amfetamin og manglende væskeindtagelse, der kostede ham livet. DDR, der i 1968 for første gang stillede op som selvstændig nation indskrev sig med et af de sorteste kapitler i dopingens lange historie. Videnskabeligt var man altid foran dopingkontrollen, og den problematik præger også nutiden: Kontrollen bygger på forældet viden i forhold til de nyeste medicinske landvindinger.

Jørn Hansens bog tager således fat på mange problemstillinger, men der er også plads til en omtale af de mest mindeværdige idrætspræstationer ved både sommer og vinterlege. Et broget galleri fra den første olympiske mester, den græske fægter Leon Pyrgos, til de danske triumfer i damehåndbold passerer revy, fint suppleret af velvalgte fotos. Efterhånden blev det ikke kun tilskuerne på stadion, der kunne følge præstationerne ”live”.  Fra 1936 var det muligt at opleve konkurrencerne verden over gennem direkte radiotransmissioner; i Danmark gennem den unge Gunnar Hansens medrivende reportager, og fra 1960 blev fjernsynsdækningen mere og mere intensiv. Mediefolk er efterhånden mere talstærkt repræsenteret end sportsudøverne. Trods kommercialisering, korruption og doping kan OL stadig fascinere. Det samme kan fortællingen om den olympiske bevægelses historie med Jørn Hansens informative og underholdende fremstilling.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Tynd luft - Danmark ved VM i Mexico 1986
Forskning i bevægelse
Svømmepigerne der forførte Danmark i 1930’erne