Menu
Forrige artikel Næste artikel

Tour de France 1945-1959 - Cykelsportens guldalder

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 126

Af Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk

Når eftermiddagene er optaget af TV-transmissioner fra den franske rundtur, kan man jo passende bruge formiddagene på at læse om Tour de France. Det er en spændende historie om succes og fiasko, sejr og nederlag, lidelse og en hel del mere. Et af de værker, man kan sætte sig til at læse under parasollen (hvis en sådan er nødvendig), er Ole Skjoldhøjs ”Myter, fakta eller spin?” – en trilogi, der begyndte sidste år, fortsætter her i 2015 og afsluttes til næste år. Ja, afsluttes – lad os nu se – man synes jo det er et meget langt tidsrum at skulle dække – 1960 til i dag – i bare ét bind. Men det vil vise sig. 

Første bog i trilogien om Tour de France omhandler perioden fra begyndelsen i 1903 til 1939 (Anmeldt på historie-online sidste år link >> ), og tidsperioden for bind 2 er 1945 til 1959. Et ret kort tidsrum, men der er også virkelig meget at berette om – mange stjerner med dramatisk historier, udviklingen i professionel cykelsport osv.

Touren beskrives ikke rent kronologisk – nogle år er hurtigt overståede, mens der gås i dybden med andre. Det som først og fremmest interesserer forfatteren er den menneskelige faktor. Rytterne, der asede op og ned ad bjergene i al slags vejr med cykelringene viklet om skuldrene. Deres skæbne analyserer Skjoldhøj gennem et utal af skrøner og fortællinger – rigtige og forkerte – om cykellivet og livet udenfor sporten. Det er der gjort meget ud af – men det er også uhyre interessante personer, der er tale om: Fausto Coppi, der vandt løbet i 1949 og 1952 og havde et omskifteligt liv, hvor især hans skilsmisse og livet med elskerinde vakte megen forargelse i Italien, samtidig med at han var dyrket som halvgud i lighed med sin store italienske rival Gino Bartali, der vandt Touren i 1948. Rivaliseringen mellem de to italienske stjerner delte støvlelandet i to og var formodentlig med til yderligere at booste cykelsporten. Det giver i øvrigt også Skjoldhøj anledning til at fortælle en del om Giro d’Italia – den italienske rundtur, hvor jo nogle af de samme ryttere som i Touren tørnede sammen. Men der var forskelle på cykelsporten i Italien og Frankrig. Tour de France-arrangørerne vægrede sig længe ved at acceptere sponsorer uden for cykelsporten. Skulle man putte penge i et cykelhold, skulle man være cykelfabrikant eller lignende – og ikke fremstille sådan noget som Nivea! Det hørte ikke hjemme i sporten, men som man ved, så måtte de konservative franskmænd give sig. Der var jo brug for pengene i cykelsporten.

En anden hovedperson i Tour-historien i 40’erne og 50’erne var ”Smukke Hugo” Koblet fra Schweitz, der vandt Tour de France i 1951 og altid havde kammen klar i baglommen! Hans storhedsperiode var egentlig blot 1950 og 1951 – han var ikke indstillet på at yde for sporten, men ville hellere nyde livet, men han var en nydelse at se på cyklen – og også når han kom i mål: ”Først drak han en falske mineralvand med den ene hånd mens den anden fandt et lommetørklæde frem fra trøjelommen. Nogle skvæt fra flasken blev hældt over den improviserede vaskeklud der derefter pertentligt fjernede vejens støv og de forsvindende rester af sved fra den høje pande. Med en hurtig bevægelse fiskede sin uundværlige kam op fra lommen og underkastede sit hår en minutiøs pleje, og han stillede sig ikke tilfreds før hvert enkelt hår var redt på plads i en velkoordineret frisure. Til sidst rettede han på sit tøj og tændte for et venligt og lidt affabelt smil. Han var parat til fotograferne og dernæst journalisterne.” (s. 99)

Eller man kunne nævne den største, Louison Bobet – vinder i 1953, 1954 og 1955 – eller de to forrygende bjergryttere, der tog sig af sejren i etapeløbet i hhv. 1958 og 1959, luxemburgeren Charly Gaul og spanieren Federico Bahamontes. For slet ikke at tale om den højest overraskende vinder i 1956, Roger Walkowiak, som er næsten glemt i dag – og hvis sejr der blev set ned på som meget lidt glorværdig. De forskellige stjerne oplevede alle den store succes, men de havde også alle et større eller mindre gran af tragedien i sig, og det er disse nuancerede portrætter af cykelrytterne, Ole Skjoldhøj fortæller Tour-historien igennem. Dertil fortælles om, hvordan firmaholdene kom ind og overtog de nationale holds rolle i Touren, og vi hører om doping – i hvert fald en smule, det var ikke noget, man talte om, det var der bare. I tillæg desuden forskellige forfatteres interesse for cykelsporten og Tour de France (Hemingway, Barthes m.fl.), danske ryttere i Tour de France i 1950’erne mm.

Ole Skjoldhøj fortsætter sin meget nørdede gennemgang af Tour de Frances historie. Nørdet, fordi den er spækket med informationer – der er meget, man ikke ved og meget, man ikke vidste, at man ville vide. Der er så mange oplysninger i næsten hver sætning, at man må læse lidt langsommere (og kommasætningen hjælper ikke!). En sætning som den følgende hører til normen, og der kunne sagtens findes dem, der er endnu mere mættede med information: ”I 1943 tog sportsdirektør og tidligere timeverdensrekordholder i tandemkørsel Maurice Evrard (1890-1965), kaldet ”Père Lunettes”, Brillefar, Robic ind på sit rødklædte Génial-Lucifer-hold til en løn af 500 FF om måneden.” Pyha – men der er altså også spændingsfyldte beskrivelser af enkeltetaper i især Pyrenæerne og Alperne i al slags vejr. Der læser man med tilbageholdt åndedræt! (En lille indvending: Mig bekendt forkortes nummer på dansk nr. og ikke no)

Det nørdede skal der ikke indvendes noget imod – hvem har ikke lyst til at få en masse mere at vide? Og her er det så samlet sammen med interessante psykologiske portrætter af alle de kendte navn, som undertegnede jo hverken har set på TV eller i virkeligheden, men som man har hørt om. De er en del af Tour de France-mytologien. Og den lever den franske juli-begivenhed jo også af. Så jeg glæder mig til bind tre, når vi skal op i vores egen tid og høre, hvad Skjoldhøj kan fortælle om helte/skurke som Riis, Armstrong osv. Det skal nok blive spændende.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Fodbold i Spanien – meget mere end el Clásico
Europas arenaer. Fortællinger fra fodboldens katedraler.
Thy i bevægelse