Menu
Forrige artikel Næste artikel

Buesenderen

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 811

Af Morten Refskou

I sin pressemeddelelse om Hans Buhls bog Buesenderen gør forlaget opmærksom, at ikke mange ved det, men det var faktisk en dansker, som opfandt verdens første rigtige radiosender. Det er muligvis rigtigt, men opfinderen af buesenderen, som radiosenderen kaldes, Valdemar Poulsen, er kendt af mange danske drenge, som har oplevet tiden før murens fald og dermed også tiden før båndoptagere forsvandt til fordel for først CD-afspillere og siden MP3-filer. Han opfandt nemlig også den første båndoptager, selv om den var udviklet som en telefonsvarer.

Det er dog ikke telegrafonen, som Valdemar Poulsen kaldte sin båndoptager, men hans radiosender, som er i fokus i Hans Buhls bog. Bogen er en bearbejdet ph.d.-afhandling, og det er fint lykkedes Buhl at luge ud i, hvad der måtte have været af akademisk jargon. Fremstillingen fremtræder nemlig i en ordentlig og læseværdig sprogdragt. Bogen er rigt illustreret og forsynet med informative billedtekster og et godt register. Hvad der er gået galt med farveillustrationerne, ved jeg ikke, men det trækker ned i det kunstneriske indtryk, at man har været nødt til at klistre et par nye ind. Det er gjort nydeligt, men man ser det alligevel!

Man mærker tydeligt, at forfatteren har en naturvidenskabelig baggrund. Det er en styrke i præsentationen af det tekniske udviklingsarbejde, og det giver en for historiske fremstillinger sjældent set teknisk indsigt. Desværre er netop den lethed (nærmest selvfølgelighed), hvormed Buhl omgås begreber som fx svingningskreds, kondensator og stødionisering også bogens største svaghed. Der er ingen tvivl om, at det er nødvendigt med en vis teknisk sprogbrug i en analyse af denne karakter, men for naturvidenskabelige analfabeter som undertegnede, kan det nogle gange virke hæmmende for glæden ved den gode historie, som også fortælles. At kalde bogen for befængt med teknisk sprog yder ikke Buhl retfærdighed, for han har givetvis bestræbt sig på ikke at blive for teknisk. Af samme grund har han også lagt den deciderede gennemgang af buesenderen i et appendiks. Alligevel følte jeg under læsningen en vis samhørighed med Valdemar Poulsen, som oftest havde sværest ved at gennemskue de steder i lærebøgerne hvor der stod ”Man ser let…”

Som det fremgår, er bogen en lækkerbisken for alle med en interesse i de rent tekniske aspekter af den teknologiske udvikling inden for trådløs kommunikation. Men det er egentlig ikke den tekniske gennemgang, som er bogens bedrift, det er derimod Buhls insisteren på, at teknologien ikke udvikler sig autonomt, men udelukkende i et snævert samspil med opfindere, forskere og det øvrige samfund.

Buhls fremstilling er præget af fine analyser af de udfordringer og barrierer af såvel teknisk som økonomisk og markedsmæssig karakter, der mødte Valdemar Poulsen og hans samarbejdspartner. Særligt interessant i forhold til nutidens politiske slogans som ”Fra forskning til faktura” og den ligeså evindelige fokusering på iværksættere er netop understregningen af, hvor vanskeligt det kan være at få forskningen omsat til markedssucceser.

Fremstillingen rummer både den fantastiske fortælling om studenten, som dumpede optagelsesprøven til Polyteknisk Læreanstalt, men endte som en stor opfinder, der flere gange var nær ved at få Nobelprisen i fysik og den mindst ligeså imponerende sociale opstigning, der blev Poulsens gode ven og samarbejdspartner P.O. Pedersen til del. Som fattig bondesøn sendte den kun 15 år gamle Peder Oluf sine tegninger af en evighedsmaskine (det var en selvdreven luftpumpemaskine) til kongen. Den kunne ikke du, men evnerne til mekaniske konstruktioner gav ham året efter et studielegat på 50 kr. månedligt, og som 22-årig var han færdig som bygningsingeniør.

Poulsen og Pedersen indledte et frugtbart samarbejde omkring Poulsens buesender, og selv om systemets markedsmæssige potentiale aldrig blev helt udnyttet, lykkedes det dog de to herrer at lave et egentligt udkomme af deres patenter og virksomhedsforsøg. Det har ikke været muligt for Buhl at afgøre den præcise størrelse på indtægterne, men han oplyser, at Pedersen i tiåret 1909-1919 tjente adskilligt mere på sine andele af patenterne end på sin gage fra Polyteknisk Læreanstalt. Således havde han i 1919 en formue på svimlende 300.000 kr. i 1919 (6.580.000 i 2005-priser), hvilket er udmærket, taget i betragtning, at hans gage på læreanstalten i hele tiåret var 50.000 kr.

Udover disse medrivende fortællinger formår Buhl tillige gennem sine analyser at understrege, hvor vigtigt det er for den tekniske og teknologiske udvikling, at der er erhvervsfolk, som formår at omforme de videnskabelige indsigter til praktisk nytte. Valdemar Poulsen var endnu et af historiens eksempler på, at videnskabsmanden eller opfinderen ikke nødvendigvis er en god iværksætter. Som han selv så rammende sagde det, ”Min lyst har stedse staaet til at tumle med videnskabelige Problemer … Disse Konsortier og Million-Aktieselskaber er mig ikke altid lige kære”

Det er min opfattelse, at Buhl med fordel kunne have suppleret sin fremstilling med et kapitel, hvor Poulsen (og Pedersen) mere systematisk blev vurderet i forhold til iværksætterteorien. Det er dog et lille aber dabei, og det lykkes på udmærket vis Buhl at tegne et rigt facetteret billede at den danske Edison og hans arbejde.

 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Ad Nordens ældste postveje
Maritimhistoriske artikler
Der kommer tog