Grevinde Danners dødsbo bliver digitalt
Rigsarkivet gør nu Grevinde Danners skifteprotokoller og en detaljeret opgørelse over hendes dødsbo tilgængeligt online. Materialet, der hører til blandt arkivalier af ”Enestående National Betydning”, giver et sjældent indblik i en af 1800‑tallets mest markante kvinder. Projektet realiseres med støtte fra Aage og Johanne Louis‑Hansens Fond og Augustinus Fonden.
Arkivar Emma Paaske fra Rigsarkivet har svært ved at skjule sin begejstring over, at Grevinde Danners skifteprotokoller og en detaljeret opgørelse over dødsboet bliver tilgængeligt online: "Jeg kommer da 100 pct. til at sidde og fordybe mig i materialet — man kan bruge timer på det!” Rigsarkivet, Julie Avery
Hvad efterlod Grevinde Danner sig egentlig, da hun døde i 1874? Hvilke ejendele fyldte hendes hjem? Og hvordan levede den kvinde, der gik fra beskedne kår til at blive en af landets mest omtalte skikkelser og senere en central figur i fortællingen om socialt ansvar og kvinders rettigheder?
Snart kan alle få svar. For nu gør Rigsarkivet for første gang Grevinde Danners skifteprotokoller og en detaljeret opgørelse over hendes dødsbo frit tilgængelige online
“Hvis man kender Grevinde Danner og historierne om hende, så vil man vide, at Frederiks 7.s stiftelse for forladte pigebørn, som er nævnt i materialet, er en af de ting, der er definerende for hendes eftermæle. Det fortæller også historien om en kvinde, som faktisk gerne vil give tilbage til det samfund, hun kommer fra,” siger arkivar Emma Paaske.
Materialet omfatter også en avisannonce om auktionen over Grevinde Danners løsøre, hvor offentligheden blev inviteret til at købe genstande fra boet.
Digitaliseringen er en del af Rigsarkivets ENB‑projekt, der skal sikre og bevare Danmarks mest centrale historiske dokumenter og gøre dem tilgængelige for alle — forskere, journalister, studerende og nysgerrige borgere. Også Paaske ser frem til at dykke ned i materialet:
“Alt det her bliver tilgængeligt online, så man selv kan dykke ned i Grevinde Danners dødsbo, og jeg kommer da 100 pct. til at sidde og fordybe mig i materialet — man kan bruge timer på det!”
[Historie-online.dk, den 11. februar 2026]