Menu
Forrige artikel

Dranella - et dansk modeeventyr

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 39

 

Dengang Søs og Ib Drasbæk startede modefirmaet Dranella i slutningen af 1950-erne, var det en nytænkning af modetøj. De var blandt de første, som fokuserede på tøj til ganske almindelige, unge mennesker. Eftersom stil og mode hurtigt blev meget populært hos de unge, var et ikon skabt

Af Michael Koch

Der er ingen tvivl om, at Søs og Ib Drasbæk var pionerer på mode til de unge. Det lykkedes at ramme de unge helt præcist. De skabte et behov, et behov der kun voksede i takt med, at de unge fulgte med tidernes skiften. Væk var forældreforbilledet, og inde var deres helt egen mode og stil. Som Beatles var med musikken, var Dranella det med tøjet til de unge.

Museum Midtjylland har en stor samling af Dranellas kollektioner, de har mange modefotos og en stor mængde modelskitser. Alt det ligger som ballast til bogen om modeeventyret Dranella. Både med nye, opdaterede interviews og udpluk fra en stor mængde scrapbøger, firmaets arkivmateriale og ret enestående: Billeder, som antagelig aldrig før har været brugt af virksomheden eller medier. Historien om Dranella, Søs og Ib Drasbæk, bliver fortalt gennem bogens tre store hovedartikler.

Søs og Ib Drasbæk nygift i 1958

Fortællingen gennemgår, hvordan samfundet så ud og baggrunden for firmaets start. Det var Søs Drasbæk der havde ideerne, den dygtige sans for at vide, hvad de unge “ikke vidste, de ville have”. Søs og firmaet satte en helt ny dagsorden, og sammen med andre i branchen, eksempelvis InWear, stod de for nytænkningen i dansk mode. Inden Søs og Ib mødtes, drev Ib Drasbæk en ganske almindelig kjoleforretning i Fredericia med sin mor. Den hed Dranella. Op gennem 1960erne ændrede Søs stilen til et mere ungt og afslappet udtryk. Det tog kvinderne med storm. Tiderne skiftede, og selv Magasin åbnede en teenage-afdeling.

Model iført sommerkjole og træsko til forårskollektionen 1971

I en nedlagt husholdningsskole i Strib levede familien Drasbæk. Mens de rejste, sejlede og spillede badminton i haven med børnene, var der fokus på Søs’ designfilosofi. God smag og samfundsbevidsthed var allerede dengang firmaets ånd. Populært sagt ændrede de tøjet fra håndværk til modeindustri. Godt tøj var nu mere tilgængeligt. Med skarp sans for form og funktion var tøjet overbevisende i prøverummet. I tidens ånd ændrede Søs tøjet, så det passede til kvinderne, der gik uden BH. Imens tog Ib sig af administration og markedsføring.

Søs hed oprindeligt Else Margrethe Damgaard og blev født i 1937. Hun blev kaldt søster, og det sad fast i det korte Søs. Ib kom fra Aarhus og havde en barndom i små kår. Han gik i for små sko halvdelen af sin barndom, der var kun råd til nye hvert andet år. Søs fik ideen med at producere teenagetøj, da hun kom i den alder, hvor drengene fløjter efter pigerne. Hun gik i kæmpesweater, cowboybukser og træsko. Som 16-årig blev hun optaget på Kunsthåndværkerskolen (i dag Det Kongelige Akademi). Kapitlet, hvor hendes designevner og teknikker beskrives, er meget spændende læsning. Det er nemt at forstå, at hun var så dygtig. Søs kunne se, hvad de unge piger og kvinder ville have, og forstod at omsætte det til produkter.

Men livet er lunefuldt, selv for så dygtige mennesker. I 1994 fik de økonomiske vanskeligheder. Midt i en rekonstruktion og omlægning af virksomheden dør Ib Drasbæk i en trafikulykke. Søs overtager og gennemfører Dranellas rekonstruktion, og vælger at sælge selskabet til Fransa i Odense i 2000. Søs dør i 2007, men Dranella findes stadig.

Blazer med trykte jordbær fra 1972. I det år begyndte det romantiske udtryk med flæser og blomster

Bogens mange fabelagtige billeder stammer fra Søs’ og Ibs enorme arkiv. Scrapbøger, breve, modefotos, familiefotos og avisartikler har skabt bogens stærke udtryk. Efterkommere af ægteparret tegner et troværdigt og dybt portræt. Bogen er ikke kun et billede af Dranella, men også en bog om dansk modehistorie. Det er en unik fortælling om kreativitet, håndværk og industri.

Det kendte logo blev designet af grafiker Arne Forchhammer

Jeg kunne ikke undgå at blive meget imponeret over Anne Julie Bibbys tekster i bogen. Bogen er levende og spændende skrevet, en stor fornøjelse at læse. Bogens udstyr er meget velvalgt og i høj overbevisende standard.

[Historie-online.dk, den 21. januar 2026]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Æbler i Danmark
Byens adelsgårde og palæer
Svenn Eske Kristensen - velfærdsarkitekten