Menu
Forrige artikel Næste artikel

Danmarks byer i middelalderen

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 172

Af Anders Ellegaard

”I by og på land” er et gammelt udtryk, som betyder alle steder eller over alt. Man er ikke i tvivl om betydningen. Men hvis man skal definere, hvornår land er blevet til by, kommer man let i problemer. Hvornår kan en samling huse defineres som en by? Forfatternes første sætning i introduktionen lyder: ”Det er blevet sagt, at man ved, at man har med en by at gøre, når man møder én.” Det er selvfølgelig en spøg med en smule alvor i.

Forfatterne er historikeren Bjørn Poulsen og arkæologen Hans Krongaard Kristensen. I pressemeddelelsen omtalt som to af landets førende eksperter indenfor dansk middelalderhistorie og -arkæologi. Sagt med vestjysk ros: ” Å det æ hwes é hel løwn.”

Det er en god idé, at sætte en historiker og en arkæolog sammen om beskrivelsen af byer og byboere i middelalderen. Perioden fastsættes til år 1000 til 1550, men beskrivelsen starter i ”Den ældste tid: Ca. 500-1000”. De to forskningsgrene supplerer hinanden meget fint. De ser tingene fra hver deres synsvinkel, og med hver deres metoder.

Bogens første forord er skrevet af leder af Dansk Center for byhistorie, Mikkel Thelle, og Museumsdirektør for Den Gamle By, Thomas Bloch Ravn. De omtaler bogen som en afrunding på mange års forskning i middelalderbyerne, og takker historikere og arkæologer, som har bidraget til bogen. En særlig tak retter de til Velux fonden, som har bidraget afgørende til flere tiltag omkring byforskning og formidling af den. Blandt andet dette foreliggende samleværk. Deres håb er, at det er første bind i en serie om de danske byers historie frem til i dag.

Forfatterne skriver i det andet forord, at deres mål har været at beskrive urbaniseringen fra Hedeby og Ribe til senmiddelalderens befæstede byer. Nogle af de vigtigste byer, som omtales, lå i Sydslesvig og Skånelandene, som dengang var en del af det danske område. Det er et erklæret mål, at skrive for læg og lærd. De vil som noget nyt forsøge at lave et samlet blik, ”skønt man også kan læse bogen i mindre bidder”. Det sidste kan denne anmelder anbefale. Bogen er så sprængfyldt af facts, viden, teorier, fortolkninger og illustrationer, at man kan blive ganske katolsk i hovedet. (Undskyld!)

Introduktionen til bogen starter med definitioner af begrebet by og af byens væsen. Det er umuligt at fremkomme med en bestemt, fast definition. Processen, urbaniseringen, er vigtigere. Fra store gårdanlæg i jernalderen, til samlinger af gårde, handelspladser (sæson eller helårlige), ringborge, fjernhandel, handelsnetværk, håndværk, adelige og gejstlige bygninger. Fra rural til urban. Urbanitet. Den sociologiske opfattelse af sig selv som bybo. Er det komplekst? Ja, mon ikke! Men som forfatterne skriver: man er ikke i tvivl, når man ser én. Hvilket ikke betyder, at man nødvendigvis er enig. Introduktionen skitserer mere overordnet de forskellige metoder og emner, bogen er baseret på: danske byer i det danske rige i årene 1100-1536, skriftlige og arkæologiske kilder, naturvidenskabelige metoder, mønt- og seglforskning, dendrologi, C 14, typologi, kulturlag, stående bygninger og kartografi.

Bogen er delt i fire perioder: Den ældste tid: Ca. 500-1000, Den tidlige middelalders nye byer 1000-1150, Højmiddelalderens ekspansion: 1150-1350 og Senmiddelalderen: 1350-1550.
Worsaaes gamle betegnelse ”vikingetiden” er heldigvis undgået til fordel for den efterhånden mest brugte: den tidlige middelalder eller som her ”Den ældste tid”.

Den første del (Den ældste tid: Ca. 500-1000) omhandler storgårde, strandmarkeder og specialiserede pladser med vareudveksling og specialiserede håndværk. Der er kendte storgårde fra tiden: Dankirke, Gudme, Tissø, Uppåkra og Lejre. Sidstnævnte er kendt fra skriftlige kilder og udgravninger, og stedet er en håndsbred fra at kunne kaldes et kongesæde (Tom Christensen: Lejre bag myten). De er nok centralpladser, men kan ikke kaldes for ”byer”. Det samme gælder ladepladser, handelspladser, anløbspladser og specialiserede pladser nær kysterne. Selv om nogle havde grubehuse, kan de ikke betegnes som byer.

De første byer, forfatterne anerkender, er Ribe, Hedeby, Åhus (Skåne) og Kaupang (Norge). De to første er fra henholdsvis 710 og slutningen af 700-tallet. Århus (Jylland) er fra o. 800 med vold fra første halvdel af 900-tallet og helårsbeboelse fra o. 900. Disse tidlige byer ligger, hvor der tidligere var handelspladser. Fra o. 1000 kommer flere danske byer: Odense, Lund, Roskilde, Viborg, Aalborg. Deres placering kan karakteriseres ved deres trafikale beliggenhed og ved deres kirker.

Den anden del (Den tidlige middelalders nye byer. 1000-1150) nævner ud over de ovenstående i Skånelandene: Helsingborg og Tommarp. I det nuværende Danmark: København, Ringsted, Slagelse, Næstved, Svendborg, Randers, Horsens, Tønder og Varde. Syd for den nuværende grænse nævnes Flensborg. Antallet af ”byer” i Danmark o. 1150 opgøres til 22. Karakteristika var kongsgårde, møntsteder, (dom)kirker og sognekirker. Alle byer fra 1150 eksisterer endnu, og de største byer fra perioden1150-1536 var grundlagt før 1150. De havde åbenbart et forspring.

Byernes beliggenhed er bestemt af trafikale forhold. Sejlads til pladser ved kysten, ved eller i åer og i bunden af fjorde. Men også vejtrafik var vigtig. Viborg, Varde og Hjørring ligger ikke ved sejlbart vand. Byer ved vejsystemer var større end byer ved vand. Forfatterne konkluderer derfor, at vejtransport var vigtigere end vandtransport. Men det kunne vel også tænkes, at årsagen var, at producenter på landet og i byerne fik kortere transport til handel eller afskibning.
Byerne var i stort omfang baseret på handel med landbrugsvarer og håndværksprodukter. Skibene ændredes fra klinkbyggede ”vikingeskibstyper” til kravelbyggede lastskibe. Hvad angår sikkerheden byggede den på tillid og fællesskaber. Der opstod gilder lokalt og fjernt med gæstevenskaber. Kongen var garant for sikkerheden - mod told og afgifter naturligvis.

Om byernes interne topografi skriver forfatterne om befæstninger, volde, voldgrave som afspærringer. Også kirker fylder meget i bogen og i byerne. Domkirker og sognekirker udgjorde en stor del af urbaniseringen. Først træbygninger og senere sten og tegl. I 1060 reorganiserede Svend Estridsen kirken, således at der var ni bispedømmer i Danmark. Kirker og bispegårde blev udskilt fra kongsgårdene, hvilket krævede nyt byggeri.
Landets opdeling i by- og landsogne betød for byernes vedkommende, at der opstod mange småsogne med egne kirker. Foruden domkirker havde for eksempel Lund 22 sognekirker, Roskilde 14 og Viborg 12-13. Muligvis havde private (velhavende) borgere lov til at bygge egne kirker.
Andre gejstlige bygninger var klostrene. Herreklostrene lå ude i landet, medens de senere tiggerordner havde deres klostre i byerne.

Møntprægning starter i denne periode. Fra naturaliehandel gled handelen over til handel mod penge. Betaling blev lettere og indkrævning af skatter og afgifter ligeså. Kongen monopoliserede møntslagningen, så han kunne bestemme sølvindholdet og lave pengevekslinger til egen fordel.
Byerne voksede ved indvandring fra landet, men antallet af byboere er svært at fastsætte.

Bogens tredje del (Højmiddelalderens ekspansion 1150-1350) beskriver en tid i turbofart og udvikling. Glem alt om mørk middelalder og andet ammestuesnak. Mange af de ting som nogle/mange tror er opfundet efter første eller anden verdenskrig stammer fra højmiddelalderen. Hvor er den historiske dannelse blevet af?

Før 1150 var der 22 byer i Danmark. I perioden 1150-1350 opstår der 60 nye byer. I år 1300 var der ca. 80 egentlige byer i Danmark. I Sverige 40 og i Norge 14.
De fleste danske byer lå ved Østersøkysten på grund af (fjern)handelen. En anden vigtig faktor var intern produktionsstigning. Produktionen gik fra kvæg til korn, som er mere givtigt og kan føde en voksende befolkning, og som er lettere at handle med og transportere.
Byerne voksede i befolkningstal og størrelse med kongelig begunstigelse, hvilket også øgede hans magt og indflydelse og antallet af kongsgårde i byerne.
De første forsøg på byplanlægning kan spores tilbage til denne periode. For eksempel bliver de første firkantede torve anlagt.

Borgerstanden begyndte at få rettigheder og en grad af frihed. Der dannedes bystyre med oldermænd med defineret ressortområde, og de fik eget bysegl i midten af 1200-tallet. Der stilledes efterhånden krav om skriftliggørelse. Byrådet fik rådstuer og kunne holde rådstueret og afgøre konflikter med eller mellem borgere. Der dannedes gilder, helgengilder eller kommercielle, som bestod af eliten i byen. Der nedsattes stadsretter, hvilket ikke var domstole, men bylove.
Kirkerne satte deres præg på byerne med bygning af domkirker, sognekirker, kannikeresidenser, katedralskoler, tiggerklostre og Sct. Jørgensgårde, som var spedalskhedshospitaler. Det var troens tidsalder. De gejstlige bygninger var ofte store, synlige og bygget i sten og tegl. Et særligt fænomen har været ringning med kirkeklokker. De mange kirker havde hver sin klokke og ringede på forskellige tidspunkter flere gange om dagen og mest om søndagen. Og som gilderne opstod, fik de deres egne gildeklokker. Der har været ringen for ørerne dengang.

Handelen voksede til lands og til vands. Varemængden steg i antal, arter og vægt. Døbefonte (700 kg.), øl i tønder (120-130 liter), byggematerialer (træ, sten, kalk, metal, tjære, beg), møllesten, humle, salt, vin, korn, fisk, holdbare fødevarer, kvæg, heste udskibet i Ribe til England, voks, skind. You name it – we got it!
Og der var bytold og toldtariffer til byen og kongen. Fx. vintold og hestetold!
Der opstod sammenslutninger af købmænd. Fra Tyskland kendes især hansesammenslutningerne og Hansestæderne. Oprindeligt for at regulere handelen, men det udviklede sig ofte til monopoler. Tidligt i perioden var der tale om rejsende købmænd, men det ændrede sig. De rige købmænd blev stationære med yngre købmænd og svende til sejladserne. Fra detailhandel til en gros.
Et særligt fænomen var Skånemarkederne i Skanør og Falsterbo. Efterårets sild i Øresund var i mange år kilde til fiskeri, saltning og handel. Hele Europa var aftagere. Kong Abel gav privilegier til det. Mod betaling i penge naturligvis. Der udvikledes efterhånden mange regler for fiskeriet, produktionen og for de andre markeder, som også opstod.

Havnebyerne begyndte at udbygge havnene, fordi skibene blev større. På grund af den lave vanddybde måtte mange skibe alligevel ligge på reden og omlaste til mindre både. Der blev anlagt broer, bolværk, skibbroer og kajanlæg.
Et andet karakteristisk træk fra denne periode er torvene. Der måtte ikke handles i havnene, det skulle ske på torvene. Og der skulle betales torveørting = torvegæld = afgift i penge for et stade.
Markeder afholdtes 1-2 gange om året, og ofte uden for byen, for eksempel ved et helligsted. Torvedage afholdtes 1 eller måske 2 gange hver uge. Ofte på forskellige dage i hver by, således at handlende kunne handle flere steder. Torveby var det gamle ord for købstad. På torvene var der regler for handelen og priserne, og vejermesteren holdt øje med mål og vægt.

Højmiddelalderen betød store forandringer i byernes infrastruktur. Dæmninger, opstemninger, vandmøller, voldgrave, befæstninger, afgrænsninger, byplaner, offentlige og private veje og gader, kirkebyggerier, torve og borgporte.
Et særligt træk ved tiden var fremkomsten af vandmøller. De anlagdes ved mindre vandløb, idet tøbrudsflom i store vandløb kunne ødelægge anlæggene. Den tidligste omtale er fra 1235. Der var regler for vandmøller og ofte monopoler på vandkraft og mølle. Udnyttelsen af vandkraft gav anledning til mange stridigheder og retssager. Især når der var oversvømmelser, eller hvis der var flere møller ved samme vandløb. Vindmøller dukker først op i senmiddelalderen som stubmøller. Der var flere egnede steder at etablere dem, og der opstod sjældent problemer med naboerne.

Huse og hjem var en blandet samling. Grundmurede, stenbygninger, bindingsværk på syldsten eller med nedgravede stolper, bulhuse. Huse med åbne ildsteder, nogle med bilæggerovne. Huse med 1-2 rum, et varmt og et koldt. Huse på 30-60 m2.. Til hvert hus en latrin og en brønd bag ved huset. Mos som toiletpapir. Latriner er udgravet og undersøgt. De giver et godt fingerpeg om, hvad man spiste. Kød fra tamkvæg, grise, lam, fjerkræ, fisk, korntyper, frugt, krydderurter og lægeplanter. Nogle ting, som man ved, de spiste, kan man ikke spore, For eksempel kål, som man spiste meget af.

Om bylivets glæder skriver forfatterne (her meget forkortet) om den urbane livsførelse. Der var mange regler og normer, kirkeklokkerne og gildesklokkerne prægede alle dage, musik fra fløjter, jødeharper og strengeinstrumenter, badstuer og badstuekultur (de kom i 1100-tallet og man betalte entré), der var kroer med kromænd, krokarle, krokoner/ølkoner, der var børn og legetøj (rige folks børn legede, fattige folks børn arbejdede), der var islæggere (skøjter lavet af dyreknogler) til voksne og børn, der var spillebrætter, terninger og spillebrikker til skak, mølle og dam. Og der var ridderturneringer og byfester/markeder og processioner.

Skriften havde hidtil været runer, men i 1200 kommer kendskabet til latinske bogstaver. Man har fundet vokstavler og grifler fra 1000-tallet. De første skrivekyndige har været gejstlige, og man har lært kunsten i katedralskolerne fra 1200-tallet. På dette tidspunkt kom pergament også frem som skrivemedie. I 1200-tallet rejste danske studenter til Paris for at uddanne sig. Behovet for professionel administration voksede: dokumenter, breve, segl, domsbøger, overenskomster, love m.v.

Byens borgere (købmændene) blev mere politisk aktive i forhold til kongen og kirken. De forhandlede privilegier direkte med kongen. Byen fik sin egen identitet med byvåben, segl, oldermænd og byråd, den blev afbildet på mønter, og den fik sin egen helgen.

En anden gruppe var håndværkerne. Byggeri af store stenhuse og kirker krævede mange og meget specialiserede håndværkere. Men også andre fag kom til: handskemagere, skomagere, skjoldmagere, brynjemestre, værkmestre (lavede armbrøster), bægermagere og mange andre.
De nederste i byen var de fattige. Indtil 1200-tallet var de trælle, men senere blev de lønnede tjenestefolk. Desuden var der mange tiggere, som levede af almisser.

Forfatterne beskriver byen som et økosystem i en landlig verden. Fødevarer kom udefra eller produceredes af egen avl udenfor byen. Fisk kom udefra eller man fangede dem selv. Handel foregik på torvet. Træ, tømmer, ler og tegl kom udefra. Der var brandvedtægter. Der var arneringning om aftenen, man skulle slukke ildstederne (arnerne) om natten på grund af brandfaren. Man begyndte på renovering af ekskrementer og døde dyr. Kulturlagene blev tyndere. Slagtere og garvere blev pålagt arbejdsregulering.

Bogens fjerde del (Senmiddelalderen 1350-1550) handler om krise og vækst. Pesten ramte hele Europa hårdt. I bogen opregnes 15 pestepidemier i Danmark i perioden 1349-1496. I England døde 35-40 % af befolkningen, og det samme antages at gælde for Danmark. Klostre, gårde og småbyer lå øde og forsvandt. Med byldepest døde 60-80 % af de ramte i løbet af uge. Med lungepest døde 100 % efter 1-2 døgn. En anden udbredt, smitsom sygdom var spedalskhed. Den eneste behandling var isolation i Sct. Jørgensgårde. Helligåndshuse og hospitaler var til pleje ikke behandling af syge. Munkene stod for kirurgi, åreladning urter og urtemedicin. Bartskæreren (barberen) kunne ordne tænder og årelade.

Der kom en relativ vækst i byerne med øget urbanisering og antallet af byer steg. Under Erik af Pommern kom for eksempel Præstø, Helsingør, Landskrona, Korsør, Kerteminde, Skagen og Nysted til. De byggede på eksisterende samfund og blev nu købstæder. Fiske- og handelssteder udgjorde store vækstfaktorer.

Handel var stadig den afgørende forudsætning for byernes og samfundets udvikling, I perioden kom der mange reguleringer fra konge og byråd, men efterhånden som også bønderne blev rigere, begyndte de at handle uden om byerne og direkte med købmænd i Tyskland. I bogen kaldes det ”bondehandel”. Bønderne købte huse i byerne for at få del i byens fordele og privilegier. Årsmarkederne, som var kendt siden jernalderen, bestod stadig og blev til dels specialiserede med en hovedattraktion som fx hestemarked.
Den tyske dominans via hansestæderne tog til, så en del af handelen fra Danmark rettede sig mod Holland. Indvandring fra det tyske område skete i forbindelse med handel eller som farende svende (navere), som bragte nye teknikker med sig, og som ofte blev integrerede i byen og landet.

Gennem byrådene fik borgerne større og større indflydelse i forhold til kongen og hans embedsmænd. Stort set alle etablerede byer fik selvsupplerende byråd, hvor man kunne sidde på livstid. Rådene bestod typisk af 12 mand, som var købmænd, idet håndværkere ikke kunne vælges.. Rådene valgte en borgmester, som fra 1429 fik ”guld og forgyldt”, hvilket vil sige en borgmesterkæde. Byerne havde en foged, som var kongens mand på stedet. Rådet kunne holde ting en gang om ugen og sætte en rådstueret/domstol til afgørelse af byens og borgernes sager. Byrådet stod for tinglysning, regnskab, skatteopkrævning (kæmneren) og skulle godkende lav og gilder. Byens embedsmænd var byskriveren, bysvende, vægtere, bøddel og rakker. Byerne skulle stille et antal udrustede soldater til militærtjeneste og eventuelt også udrustede skibe. Det allervigtigste var dog, at byerne fik større selvbestemmelse over for kongen. Borgerne blev én af de fire stænder. Gejstlige, adel, borgere og bønder. Håndværkere, tjenestefolk og fattige var ikke med.

Byrummet ændrede sig i takt med, at byerne voksede, og gamle huse og bygninger blev revet ned. Gamle volde og grave forsvandt. Afgrænsning af byen med for eksempel palisader eller bymure med byporte skete mest for at kontrollere trafikken ind og ud af byen med henblik på told og afgiftsbetaling.
Byplanlægning blev en sag for byrådene. Gaderne blev efterhånden befæstede med forskellige typer af belægning.
Det stigende befolkningstal stillede større krav til vandforsyning, og fjernelse af spildevand. Brønde og latriner var ikke gode naboer. Åer i eller nær byer leverede brugsvand, men blev også brugt til fjernelse af spildevand fra husholdninger og håndværkeres produktion.
Med voksende handel blev besejling vigtigere. Det medførte flere havneanlæg og flere forskellige skibstyper. Adgangen fra havn til by og torv havde indflydelse på byggeri og gadeanlæg.
Bogen har et stort, interessant afsnit om ”Grund og Hus”. Hustyper, besiddelsesforhold, bebyggelsesmønstre, gejstlige bygninger, hustyper, boder, rådhuse og fællesbygninger m.m.

I denne senkatolske tid spillede kirken og klostrene stadig en stor rolle. Kirker, kirkegårde og tiggermunkeklostre fyldte godt i byerne. Mange små sognekirker blev nedlagt efter pesten, men domkirkerne og bispesæderne voksede sig større. Fra 1410-1536 kom der mange nye klostre. I 1536 var der 116 klostre. 28 var stiftet efter 1400, og 26 var byklostre. Mange klostre var store og velhavende i kraft af de gaver, de modtog for sjæls frelse/aflad eller for at tage adelsdøtre ind på livstid. Valfart var ikke kun til Rom eller Jerusalem, men kunne være til kirker eller helligkilder her i landet.

Kongerne holdt sig mest uden for byerne på deres borge, medens adelen begyndte at flytte ind i byerne. Da København blev hovedstad ændrede det sig for kongens vedkommende.
Købmændene specialiserede sig som en gros eller detailkøbmænd. De kunne være stationære eller være rejsende til markeder eller gårde. Kvinder kunne være handlende, hvilket mest var med klæder, fødevarer eller som ølkoner.

Håndværkerne havde stor fremgang. Både i produktion og specialisering. Indenfor kirkeudsmykning – fx bygning af store altre - opstod der store værksteder med flere forskellige håndværksspecialer. Bogen har en morsom opregning af, hvornår forskellige håndværk er nævnt første gang. ”Smed” er nævnt år 1000-1099, patinenmager år 1500-1520 (tøfler!). Mange håndværk måtte kun udføres i byerne som for eksempel slagtning, hvilket i dag synes urimeligt. Det var ren monopolpolitik. Smede måtte dog også arbejde på landet uden for byerne.
Håndværkerne samlede sig i lav, som blev ledet af en oldermand. Lavene arbejdede sammen med byrådene om detaljerede regler for håndværkets udøvelse og værkstederne i det hele taget. Sigtet var et monopol med mestre, svende og lærlinge. Gennem lavene fik håndværkerne større politisk indflydelse og medbestemmelse.

Byerne udviklede sig på mange måder. Der var indvandring fra landet trods vornedskabet. Borgerne, købmændene og håndværkerne klarede sig godt, men der blev også flere og flere fattige, syge og hjemløse, som levede af tilfældigt arbejde og tiggeri. I forbindelse med de udbredte almisser opstod o. 1500 begrebet ”værdigt trængende”, som stadig bruges. Der blev flere småkriminelle og flere prostituerede.

Der blev større og større forskel på rig og fattig. Bogen opstiller beregning af gini-koefficienten (forskel i indkomst eller formue) og tegner Lorenzkurver (fordeling af formuer) for byerne Husum, Tønder, Sønderborg og Ærøskøbing på grundlag af skattelister fra 1537/40. De to første byer havde flest indbyggere, og den største forskel mellem rige og fattige. I disse to byer havde de rige også større formuer end i de to sidste byer. I de to sidstnævnte byer var der ikke så mange rigtig rige, og heller ikke så mange fattige. Den øgede urbanisering med større byer medførte øget social marginalisering. I de små byer kendte alle hinanden. I de større byer blev man mere anonym. Lyder disse ting bekendte?

Bykulturen kunne beskrives med ordene: tid, tro og lærdom. Den øgede handel og mere arbejde for håndværkerne medførte aftaler og tid for levering. Tiden blev en betydende faktor for bylivet. Der kom ure på kirketårnene! I Ribe i 1401 og i Slagelse i 1450. Senere kom der også ure på rådhusene.
Troen fyldte stadig meget. Der blev givet gaver til kirker og klostre, velhavende byggede kapeller, gilderne byggede altre, og der stiftedes rosenkransbroderskaber til fordybelse og bøn.

Læse- og skrivekunsten blev mere og mere nødvendig for handel og håndværk med både aftaler og regnskaber. Ud over katedralskoler kom der latinskoler og stadsskoler – for drenge. Piger kunne lære det nødvendige hjemme. Byskriverne dukkede op i 1300-tallet. Studerende rejste først til Paris, Prag, Rostock og Greifswald, men i 1479 grundlagdes universitetet i København. Den første kendte bog i Danmark blev trykt på bestilling af biskoppen i Odense i 1482. I 1510 var der tre bogtrykkere i København.

Men det var ikke kun alvor. I byerne var der store religiøse processioner for kirken, gilder og lav, der var fastelavn, majløv, papegøjeskydning (fugleskydning), ridderturneringer, hyldning af kongen og udmarch med vajende faner, når byens mænd drog i krig.

Bogen har et kort afsnit om tiden efter Reformationen i 1536, hvor kirkens magt og økonomiske betydning blev brudt. Forfatterne lader Reformationen være afslutningen på middelalderen, men overgangen fra katolicismen til den lutherske protestantisme var en proces. Lutherske prædikanter kunne høres allerede i 1520´erne. Processen startede længe før Reformationen, men overgangen gik egentlig relativ let og hurtigt. Den støttedes fra højeste sted, idet kirkens jord og gods som udgangspunkt tilfaldt kronen.
Tiggermunkeklostrene blev hurtigt nedlagt og overdraget til adelige eller byerne. Det varede lidt længere med herreklostrene på landet. Mange små sognekirker blev brugt til lager eller beboelse eller nedlagt og genbrugt som byggematerialer. Bispegodset overgik til kronen. Mange gejstlige bygninger i byerne fik verdslig anvendelse som hospitaler, skoler, eller rådhuse. Nogle byer ændrede struktur med gader og torve.

I slutordet definerer forfatterne middelalderens byer som steder, hvor mennesker boede tæt og permanent sammen, hvor der var handel og håndværk, hvor der var langtrækkende handelsnetværk, og hvor der var kirker.
Slutordet er i øvrigt et resumé af forfatternes hensigt med bogen og deres ”facit”.
Men kære kommende læsere: lad jer ikke nøjes med resuméet. Der er guld – ikke i gaderne, men i bogen. Den er skrevet af to vidende forfattere i et sprog og en tone for både læg og lærd.

Om boghåndværket: det er en ualmindelig flot bog - (og lækker!, hvis man kan sige dét om en bog). God indbinding, godt og lækkert papir, tydeligt tryk, elegante kongeblå skilleblade mellem hovedafsnit, indskudte blokke om mindre specialemner trykt med blå skrift, gode tydelige illustrationer. Bogen er trykt i Danmark på papir fra ansvarlige kilder, og den er fagfællebedømt. I indholdsfortegnelsen er det anført, hvem der har skrevet de enkelte afsnit. God idé! Det er godt for læseren at vide om et afsnit er skrevet af historikeren eller arkæologen.
Slet ingen torne? Tja, denne anmelder kunne godt have tænkt sig en målestok på nogle af illustrationerne. For eksempel side 62 hvor Lund midt i 1100-tallet er tegnet med byen indenfor befæstningen, og hvor der var en domkirke, to klostre og ifølge bogen 22 sognekirker. Hvor stort areal dækkede byen? Hvor langt (eller kort) var der mellem sognekirkerne? Eller side 77 hvor Roskilde indenfor byvolden er tegnet med domkirke, 8 sognekirker og 4 kirkegårde.
Der er ikke et emneregister i bogen. Det savnes, men det er også fuldt forståeligt. Arbejdet med at lave det? Man gyser ved tanken: antallet af emneord og omfanget ville blive enormt.
Én af denne anmelders kæpheste: der er kun fundet én (1) lille fejl i bogen. Der mangler et lille ord i billedtekst 4.5.9. I en stor bog på 560 sider: det er meget flot i dagens danske bogproduktion.

Bogen har bagerst: Noter (48 sider), litteraturhenvisning (33 sider), ordliste (ordforklaringer) (6 sider) og et personregister (14 sider).

Bifaldet vil ingen ende tage. Det er en kæmpepræstation af både forfattere og forlag. Et referenceværk om middelalderbyerne i Danmark. Bogen kan stærkt anbefales – og vi glæder os til de næste ”bybøger”.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Gader og mennesker i middelalderens og renæssancens København (bd. 2)
Columbus
Kristendommen i Danmark før 1050