Saxo
Menu
Forrige artikel

Saxo

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 405

 

Af Anders Ellegaard, cand. jur.

Forfatteren Lars Boje Mortensen er professor, ph.d. ved institut for historie ved SDU, hvor han er leder af Centre for Medieval Literature.

Nogle få har læst hele Saxo Grammaticus´ danmarkskrønike ”Gesta Danorum” eller ”Danernes Bedrifter”. Flere har læst eller fået fortalt dele af den. Rigtig mange har læst eller hørt noget af dens indhold uden at gøre sig klart, hvor det kom fra.

Saxo sluttede sin danmarkshistorie i år 1208 efter 20 års arbejde. Angiveligt et bestillingsarbejde fra biskop Absalon. Bogen består af 16 ”bøger” eller afsnit. Traditionelt anses de første ni bøger for at være sagnhistorie/oldtidshistorie, medens de sidste syv anses for at være historiske. Det svarer nogenlunde til den hedenske tid og den kristne tid.

Værket har været langtidsholdbart. Det handler ikke om Danmark som nation, men om jyder, sjællændere og skåninge, som i perioder havde hver deres konge. De var danere, men ikke danskere i national forstand. Værket er i øvrigt ikke om alle danere, men om den øverste del af samfundet, stormænd og højtstående gejstlige. De første eksemplarer af bogen var håndskrevne på pergament, hvilket dels var dyrt, dels har krævet lang tid.

I afsnittet ”Udvælgelsen” beskrives Saxos baggrund med (sandsynligvis) latinskole i Danmark og efterfølgende studier i først og fremmest Nordfrankrig, hvor Saxo fik et netværk. Der nævnes nogle af de klassiske forfattere, værker og tekster, som forskere kan se, at Saxo har læst og brugt i sin krønike. Ærkebispesædet i Lund havde et bibliotek, som Saxo må have kendt. Især Adam af Bremens tekst er central. Forfatteren rejser spørgsmålet om krøniken i virkeligheden er Absalons selvbiografi, og hans konklusion er, at i hvert fald den sidste tredjedel af krøniken er set gennem Absalons briller. Et andet formål med krøniken kan have været at vise, at Danernes land/Danmark var et meget gammelt kongedømme. Saxo skrev i fortalen til krøniken, at ”Nærværende værk lover nemlig ikke smukt klingende snak, men pålidelig oplysning om fortiden.” Saxo skrev ikke sagn men fiktion - ikke fabula men historia. Forfatterens konklusion er, at skaberen af oldtidshistorien og autoriteten er Saxo selv.

Et afsnit beskæftiger sig med de 50 poetiske passager i de første bøger, som giver en ekstra dimension og driver handlingen fremad. Bogen gennemgår Bjarkemål om Rolf Krake, Bjarke og Hjalte, og Ingjaldskvadet om Ingjald og Starkad. - Et andet afsnit handler om Saxos behandling af hedenskaben og overgangen til kristendommen.

I et afsnit med titlen ”Danmark og Europa i 1208” skriver forfatteren om forholdet til Kejserriger syd for Danmark, til Frankrig og til Pavedømmet. Saxos bog handler meget om konger og stormænds liv, karakterer og gerninger, men det var dengang historiens substans. Den 16. bog slutter med, at venderfyrsten Bugislav underkaster sig kong Knud 6. i år 1185.

Det sidste og meget interessante afsnit i bogen handler om, hvordan man har læst Saxos krønike gennem tiden. I middelalderen var krøniken nok kendt, men ikke særlig udbredt. I perioden 1208 – 1514 antager forfatteren, at der næppe har været mere end højst 20 eksemplarer af den. Det ændrede sig radikalt med trykningen af teksten i Paris i 1514. De følgende 300 år var læsningen præget af kongeideologi og rigshistorie. Med romantikken i starten af 1800-tallet skete der en stor ændring i opfattelsen af værket. Efter Napoleonskrigenes katastrofale afslutning (for Danmark) blomstrede nationalromantikken op. Saxos krønike blev en del af faget historie og ophøjet til kilde. I bogen citeres Erasmus af Rotterdams rosende omtale af krøniken i 1528. I omtalen af perioden 1514 – 1815 (”Et rigshistorisk pragtstykke”) nævnes de forskere og skribenter, som har beskæftiget sig med krøniken, og hvordan de har læst og brugt den. Ikke mindst den skiftende opfattelse af krønikens to hoveddele (hedensk og kristen tid) er interessant.

Den sidste del af dette afsnit har overskriften: ”Boet deles i to – 1815-2015.” Opfattelsen af både oldtiden og middelalderen ændrede sig. Oplysningstidens fortalere blev udfordret. Oprindelig folkelig digtning blev nyvurderet. Man skulle bedømme en tidsperiode på dens egne vilkår. Og også hvert folk. Allerede i 1803 skrev Adam Oehlenschläger ”Et Sanct Hansaftenspil.” Men det var dog stadig 1815, som gjorde den store forskel.

N.F.S. Grundtvig, B.S. Ingemann og historiker og biskop Peter Erasmus Müller kom til at betyde utrolig meget for danskernes opfattelse af Saxos krønike og for danskernes opfattelse af Danmarks historie og selvopfattelse. Grundtvig omdøbte ham fra Saxo Grammaticus til Saxo Runemester. Enhver kan tænke sit dertil.

Forfatteren beskriver facit af den romantiske vending i tre punkter: Saxos værk blev folkeeje, og fortællingen blev en central del af den nye nationale selvforståelse. Det blev betragtet som en fejltagelse, at værket blev skrevet på latin. De første ni bøger blev udskilt som sagnhistorie og et studieobjekt i sig selv, medens de historiske bøger blev genstand for den ny nationale historieforskning.

Den sidste del af afsnittet drejer sig om den nye og nyeste forskning og oversættelser af krøniken. Udgivelse af den latinske tekst og en komplet engelsk oversættelse i 2015 har gjort Saxos værk til verdenslitteratur. Forfatteren spår en ny Saxoepoke.

Sidst i bogen er der forslag til videre læsning. På forlagets hjemmeside (100danmarkshistorier.dk) kan man finde 5½ sider litteraturliste og 5 sider noter til de enkelte underafsnit i bogen. 

Hvem var Saxo, hvad skrev han og hvorfor skrev han, som han gjorde? Læs bogen og bliv meget klogere og forstå meget mere, inden du læser krøniken igen.

Historie-online.dk, den 15. august 2018

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Sølv, blod og kongemagt
Danmarks byer i middelalderen
Roskildebispens byggeri