Menu
Forrige artikel Næste artikel

Nyt nummer af KULTURSTUDIER

Kategori: Bøger
Visninger: 659

Indhold af tidsskriftet Kulturstudier, nr. 1, 2017

"...med adelig proces..." Odense som centralt orienteringspunkt belyst gennem adelige bryllupper og begravelser ca. 1560-1670 af Per Seesko

I denne artikel undersøges Odenses historiske betydning som centralt orienteringspunkt på Fyn gennem en fokus på den fynske adels bryllupper og begravelser i byen i perioden ca. 1560-1670. Der lægges særligt vægt på, hvordan den betydning en udefrakommende gruppe, som den fynske adel, tillagde et centralt orienteringspunkt som Odense, kunne afspejles i dens tilstedeværelse i byens offentlige rum.

Fregatter på Vestindiensejlads. Et studie af skibskonstruktion og ekvipering af fregatter til langfart af Ida Christine Jørgensen

Når de danske handelsskibe stævnede ud mod de dansk vestindiske øer, var de ikke altid alene. Især i perioder, hvor krige hærgede, måtte flådens fregatter yde beskyttelse mod kapere og andre nationers krigsskibe, så den indbringende handel kunne fortsætte. Det er netop disse fregatter, denne artikel vil sætte fokus pÃ¥. Men ikke på deres sejladser over Atlanten og ikke på deres opgaver i de tropiske farvande. Længe før fregatterne overhovedet var klar til at sætte kursen mod kolonierne, var der blevet gjort mange tanker om skibenes konstruktion, stand, armering og ekvipering. Dette skete hos en kommission, der har efterladt sig en stor mængde kilder, der i dag kan fortælle os om alle de forberedelser, der skulle til, når en fregat skulle sendes på langfart. Konstruktionskommissionen stod for alle diskussioner og beslutninger vedrørende statens skibsbyggeri, og deres efterladte protokoller giver et spændende indblik i dette arbejde.

Danmarks Neapel. Ebeltofts udvikling til turistdestination - fra landliggere til moderne masseturisme af Lea Glerup Møller

I slutningen af 1800-tallet var Ebeltoft en beskeden købstad tilsyneladende uden økonomiske udviklingsmuligheder. Dette ændrede sig i løbet af 1880'erne, da en række indflydelsesrige borgere blev opmærksomme på Ebeltofts potentiale som feriedestination. Hermed begyndte en udvikling, der i løbet af det 20. århundrede skulle gøre Ebeltoft til en af Danmarks bedste kendte turistdestinationer. Hvordan imødekom Ebeltoft den stigende tilstrømning af gæster for at opfylde deres skiftende behov for passende adspredelse under opholdet, og hvilke strategier lå bag? Denne udvikling er omdrejningspunktet for nærværende artikel.

Brug af en soldat fra 1864 i Niels Kjeldsen Eskadronen af Tea Dahl Christensen

Artiklen undersøger, hvordan en soldat fra 1864 spiller en rolle i nutidig dansk militær kontekst. Den konkrete case omhandler 1. kampvognseskadron ved Jydske Dragonregiment og dennes brug af helten fra 1864, Niels Kjeldsen. Artiklen undersøger gennem analyse af materiel praksis, interviews og offentlige taler, hvordan helten konstrueres af eskadronens ledelse.

Nutidige kulturelle repræsentationer af dansk landbrug af Rasmus Blædel Larsen

Landbruget i Danmark har de senere år opnået fornyet interesse i offentligheden. Men opmærksomheden fordeler sig primært i nogle ydre positioner mellem madtrends eksponeret ved kendiskokke og Ny Nordisk Mad og afsløringer af problematiske aspekter ved fødevareproduktion anno det 21. århundrede. I det offentlige rum har vi ikke set meget til hverdagen og landbokulturen. Den hastige strukturudvikling og de teknologiske fremskridt har skabt virkeligheder i landbruget, som har vist sig vanskelige at skabe positive kulturelle referencer med. Fortolkerne, organisationerne og landmændene selv står midt i en kulturel kamp om, hvilke kulturelle repræsentationer der kan danne baggrund for den betydning, vi som samfund tillægger landbruget og dets praksisser.

Tidsskriftet Kulturstudiers hjemmeside, hvor artiklerne kan læses i pdf

Om Kulturstudier

Kulturstudier er et forskningsbaseret og kvalitetsbedmt tidsskrift, der bringer artikler med udgangspunkt i historiske og aktuelle studier af steder, folk, kultur og dagligliv. Tidsskriftet er dannet i 2010 ved sammenlægning af Fortid og Nutid (grundlagt 1914) og Folk og Kultur (grundlagt 1972) og har sin base i de kulturhistoriske museer, arkiver, universitetsmiljøer og foreninger i Danmark.

Tidsskriftet udgives af Dansk Historisk Fællesråd og Foreningen Danmarks Folkeminder. Kulturstudier er et open access-tidsskrift og er gratis tilgængeligt på internettet fra udgivelsesdagen. Driften af Kulturstudier finansieres af  Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation, og udviklingsarbejdet er støttet af Farumgaard Fonden og Lillian og Dan Finks Fond.

historie-online.dk, den 23. juli 2017

 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Danmarks riges historie 1
Foredrag om Den Spanske Borgerkrig
Børn, kulturarv og museer - ny antologi