Menu
Forrige artikel Næste artikel

Bygder

Kategori: Bøger
Visninger: 528

Af Erik Helmer Petersen

Med dets nuværende formand, Per Grau Møller, som initiativtager afholdt Landbohistorisk Selskab i november 2003 et symposium på Skarrildhus. Udgangspunktet var her de sidste 10 års store forskningsprojekter omkring det danske landskab i et historisk perspektiv, herunder Grau Møllers og Erland Porsmoses fælles researcharbejde for Skov- og Naturstyrelsen 1997, Kulturhistorisk inddeling af landskabet.

Med hen ved tre års forsinkelse offentliggøres nu hovedparten af de indlæg, der blev forelagt på symposiet. Enkelte bidrag er dog publiceret andetsteds. Derimod har man ikke givet os et referat af selve drøftelsen, og det føles som en mangel, da indlæggene afslører en ganske stor uenighed om de bærende synspunkter.

Temaet er, som undertitlen på bogen siger, regionale variationer i historiske landskabsstudier. Tæt forbundet hermed står anvendelsen af begrebet ”bygder”, og herom hersker der delte meninger. Først fremlægger historikeren Erland Porsmose og etnologen Bjarne Stoklund hver sin opfattelse af bygdebegrebet og dets mulige anvendelse som analyseredskab over for det danske landskabs historie, dels som det er os overladt i dets rent fysiske skikkelse, dels som de historiske kilder gør det muligt at ”rekonstruere” det til forskellige tidspunkter. Derpå følger en række bidrag, der søger at fastholde en kontinuitet i udviklingen fra bronzealderen og frem til vore dage.

Erland Porsmose åbner dog ikke en front mod Bjarne Stoklund med sit indlæg ”Bygder, regionale variationer. Problemer og muligheder”, al den stund han og Grau Møller er dybt inspireret af Stoklunds forsøg på at inddele det ældre danske bondesamfund i det, han kaldte ”økotyper” (i artiklen ”Ecological Succession. Reflections on the Relations between Man and Environment in Pre-Industrial Denmark”. Ethnologica Scandinavia, 1976). Stoklund var her inspireret af den amerikanske etnolog Julian H. Steward, som hævdede, at  kulturelle variationer og forandringer i det historiske landbrugslandskab kunne klarlægges ved at bruge en kulturøkologisk analyseform. På dette grundlag ville Stoklund klarlægge den danske udvikling gennem brug af fire økotyper: mod øst slettebønder og skovbønder og mod vest hedebønder og marskbønder. Afgørende er her de naturgeografiske forskelle, men vel at mærke i et samspil med det, Stoklund forstår ved ”makroøkonomiske forhold”.

Her viser der sig imidlertid den forskel, at hvor Stoklund snarere vil tale om en ”egn” eller en ”region” end en ”bygd”, argumenterer Porsmose kraftigt for at tage bygdebegrebet i anvendelse. Hans vigtigste argument herfor er, at det fungerer, om end indirekte udtrykt, som selve nøglebegrebet i Arent Berntsens topografiske storværk fra 1650’erne, Danmarckis oc Norgis Fruchtbar Herlighed. Som Porsmose læser det, rummer det i ét udtryk summen af Berntsens sammenkædning af landskabets naturlige og historiske udvikling. Det operationaliserer han derefter ved at foreslå en opdeling i fire bygdetyper: agerbygd, skovbygd, hedebygd og kystbygd som centrale elementer i det 16-18. århundredes danske kulturlandskab. Afgørende er da terrænet og jordbundens beskaffenhed; kystbygden dog især ved dens geografiske placering.

Bygdebegrebet ændrer sig dog over tid, præciseres det. Den kulturhistoriske udvikling slår igennem på en række felter, ja bygdebegrebet historiseres ligefrem, da det ved at omfatte påvirkninger fra faktorer som naturen og dens ressourcer, bebyggelsen og det overordnede godssystem kan forklare hen ved 4/5 af den historiske udvikling. Resten må søges i unormale påvirkninger – med forf.s udtryk ”anomalier” - som ”overleverede  historiske egns-strukturer, i markedsforhold, enkeltstående markante hændelser eller…”. (s. 18). Det fornægtes dog ikke, at de sidste 200 års udvikling er svære at passe ind i skemaet. Teknologien, kunstgødningen og nye energiformer sprænger det indefra. Erland Porsmose lader sit bidrag klinge i kort diskussion af moderne tiders romantiske interesse for naturgenopretning. Helst vil han dog tale om kulturopretning. Planter man skov på gammel landbrugsjord, bryder man den kulturhistoriske sammenhæng.

Tankegangen i Bjarne Skovlunds indlæg ”Bygder, aktivitetsfelter og økotyper” er delvis refereret i det forudgående, og det motiverer en vis afkortning her. Det ligger ham meget på sinde at erindre en nutids etnologer om fagets metodiske udvikling og fremhæver, at man nok for tidligt blev færdig med at diskutere den førindustrielle bondekultur med afsæt i den historisk-geografiske metode. Her spiller kortlægningen af fortidige kulturelementer og dermed kulturformernes variationer en hovedrolle. Selv vil han dog ikke lægge sig fast på en af de tre metoder, der står til rådighed: en aktivitetsfeltsanalyse, hvor man finder frem til de sociale mønstre, som skaber bygder eller regioner, en kortlægning af kulturvariationer og deres spredningsveje, sådan som de såkaldte diffusionister fortolker udviklingen og endelig læren om kulturvariationerne, dvs. forskelle i udvikling som følge af kulturelle kontakter. Ingen af dem har monopol, det er kun værktøjer. Som økolog er Stoklund mest optaget af elementære forskelle,fremkaldt af en tilpasning til de givne forhold.

På dette grundlag diskuterer en række arkæologer, etnologer og historikere derefter, om bygdebegrebet lader sig anvende i historiske sammenhænge. Modsat bogens inddeling drøftes de her i en kronologisk sammenhæng, begyndende med arkæologen Dorthe Kaldal Mikkelsens ”Gårdens udvikling gennem jernalder og vikingetid - Ændringer i størrelse og struktur”. Udviklingen følges her fra jernalderens små gårde med bolig og stald i samme langhus, socialt og økonomisk hæftet sammen i et driftsfælleskab, gennem de efterfølgende 1.600 år frem til vikingetidens noget større gårde, hvis mange bygninger antyder en vis specialisering af driften. Staldens andel af langhuset reduceres gradvist og forsvinder til sidst. Kildematerialet tillader dog ikke at påvise regionale forskelle, ej heller jordbundsbetingede; derimod ses det tydeligt, at der tale om en øget salgsproduktion af fødevarer til det omgivende samfund og af råvarer til videre forædling. Bygdebegrebet drøftes ikke nærmere.

I sit indlæg ”Marked og agrar specialisering i Danmark, 1100-1660” viser Bjørn Poulsen markedets betydning i perioden. I moderne engelsk agrarforskning er man atter efter murens fald begyndt at interessere sig for markedsøkonomiens betydningsfulde rolle i middelalderens engelske landbrugssamfund. En forsker som Bruce Campbell vurderer markedet højere som udviklingsfaktor end landskabet per se. Et marked som London har haft den største betydning for nærliggende landbrugsområder som det østlige Kent og Norfolk. Noget lignende kan påvises i tysk forskning, hvor ikke mindst  J. H. von Thünens gamle teori fra 1826 om aftagende resp. tiltagende virkninger af afstanden mellem en by og dens opland er blevet aktualiseret. I dansk forskning har man nærmest opfattet landbrugsproduktionen i ældre tid som et spørgsmål om selvforsyning. Uden at ville gøre billedet klarere end den eksisterende forskning tillader det, mener Bjørn Poulsen dog at kunne fastslå, at korn og stude er tidligt fremme som danske eksportprodukter, sådan som jordbundsforholdene betingede det regionalt. Der virkede m.a.o. markedskræfter i dansk landbrug allerede fra middelalderen.  I en note på s. 105 begrunder Poulsen, hvorfor han foretrækker at bruge det meningstomme begreb ”region” i stedet for det svært definerbare ”bygd”.

Købstadens rolle i denne udvikling undersøges nærmere af historikeren Søren Bitsch Christensen i artiklen ”Købstadssystemet og oplandets bygder ca. 1450-1800”. Selv om en ældre tids købstæder ikke havde eneret på handel med landbrugets produkter, kan forf. her gennem udvalgte eksempler vise, hvor stor en rolle, de trods adelens begunstigelser spillede i så henseende. Her boede fast 1/5 af Danmarks indbyggere. Med stor ihærdighed fik de etableret økonomiske læbælter rundt om byen, men forf. er af den opfattelse, at de snarere skulle forsvare nogle rettigheder end holde konkurrenter på forsvarlig afstand. Købstæderne på Sjælland og Lolland-Falster haltede dog lidt bagefter i dette monopoljag; omvendt klagedes der her over de mange former for ”ulovlig” handel med folk på landet, kaldet landprangeri, indberettedes det i 1735. Købstadssystemet var på vej til at blive udhulet, selv om det beholdt, ja udvidede den nære handel med dagligdags varer helt frem til 1800.  Derimod gik de jyske husflidsprodukter og den lidt større handel med landbrugsvarer ofte uden om købstæderne. Den danske prishistorie ved dens bd. II A History of Prices and Wages in Denmark 1660-1800. Prices and wages in Danish estate accounts (2004) behandler i øvrigt nogle af de samme problemer.

De omtalte sprækker i købstadsmonopolet belyses endvidere i historikeren Mette Guldbergs ”Bygder set fra kysten”. Her viser hun, støttet på Poul Holms kysthistoriske undersøgelser, at kystområderne økonomisk og socialt indtager en særstilling. Ved de salte vand bor flere husmænd end andetsteds; de driver landbrug og håndværk, de fisker og handler i overensstemmelse med forekommende ressourcer og muligheder, og deres kommercielle netværk respekterer ikke landegrænser eller indarbejdede monopoler. En ældgammel købstad som Ribe måtte i det 17. århundrede give plads for Vardes udskibningssted Herting, den største havn i Sydvestjylland, der så på sin side måtte se sig overhalet af Fanø henimod 1800.  Begrebet ”kystbygd” lader sig efter Mette Guldbergs opfattelse kun anvendes som analysebegreb, hvis det nuanceres tilstrækkeligt.

Etnologen Ellen Damgaard drøfter i sit indlæg ”Velstående bønder i det vestjyske enestegårdområde”, Skodborg og Vandfuld herreder eller på moderne dansk Lemvigegnen, hvorledes kildegruppen ”Præsteindberetninger til Ole Worm” fra det 17.århundrede klart og tydeligt præsenterer områdets særlige bebyggelsemønster, hvor de velstående bønder enten producerede stude eller sorte heste efter markedets krav. Disse varer kunne i mangel af infrastruktur transportere sig selv til markedet i Holstebro eller længere sydpå. Uanset jordbunden kunne der overalt vokse græs, en afgrøde, som ikke engang vesterhavsgusen kunne tage livet af.

Samme tema tages op af historikeren Adam Tybjærg Backe i artiklen ”Enestegårde på Fyn – natur eller besiddelsesforhold?” Med centrum i Vissenbjerg sogn undersøges det her, om der hersker en vis sammenhæng mellem landskab og enestegårdenes udbredelse. Det synes der at være, fordi den særlige type ”skovbygden” rummer 60% af alle fynske enestegårde. Billedet må dog nuanceres en del, bl.a. fordi ganske mange enestegårde er vokset ud af små landsbyer, kaldet torper eller har en fortid som små hovedgårde. De fleste enestegårde er dog at opfatte som rydningsgårde, ofte placeret i et uroligt terræn. Moder natur har bestemt den geografiske placering, mennesket har gennem tiderne taget bestik heraf og indrettet sin virksomhed efter de ovenfra givne rammer, er Tybjærg Backes konklusion.

Enestegårde harmonerer ikke rigtig med bygdebegrebet; derimod finder etnologen Johannes Møllgaard i sit bidrag ”Salling belyst som bygd”, at det med en vis ret kan bruges frem mod år 1800 om det skovløse Salling, henset til halvøens ensartede præg som kulturlandskab betragtet. Dermed kunne bebyggelsen og dens beboere fastholde deres særpræg med ryggen stemt mod statsmagtens voksende pres af politisk natur. Sallingbønderne levede dog langtfra isoleret på deres fede jord; mange af dem virkede som handelsbønder med en noget større aktionsradius.

Den geografiske spredning af de forskellige artikler øger i det hele taget rapportens værdi som en foreløbig håndbog og som en vigtig inspirationskilde til videregående studier. Derfor er det i høj grad spændende at læse historikeren Carsten Porskrog Rasmussens bidrag:

”Godsejermagt eller naturtilpasning? De regionale mønstre i det slesvigske landbrug i 1700-tallet og deres sammenhæng med naturforhold og godssystemer.” I vore dage er kendskabet til Sønderjyllands resp. hertugdømmet Slesvigs historie ikke ligefrem paratviden og slet ikke, når det gælder den landbohistoriske udvikling. Man bliver derfor i ordets bedste forstand klogere ved at læse Porskrog Rasmussens fremstilling.

Uden et grundlæggende kendskab til områdets historie kan man ikke få landbrugsstrukturen og landbosamfundet indpasset i den historiske sammenhæng.

Ved dybtgående arkivstudier viser forf., at ganske vist spiller de naturgivne forhold en vigtig rolle, men bøndernes udnyttelse af de forhåndenværende ressourcer er nok så meget bestemt af den dominerende magtstruktur. I marsken var man i vid udstrækning sin egen herre; på gesten i midtlandet og i det moræneformede østland var det bondens status som fæstebonde under forskellige former for godsejer- og landsherrevælde, der bestemte bondebrugets vilkår. Porskrog Rasmussen betoner ligeledes godslandbrugets betydning, ikke mindst i de nordøstlige dele af hertugdømmet. Der kan påvises mange ligheder med den kongerigske landbohistorie, men de forskelle, som ikke mindst sydfra kommende indflydelse betinger, er nok så påfaldende, må læseren konkludere.

De hidtil refererede indlæg har så at sige alle standset op ved år 1800, idet interessen har samlet sig om det førindustrielle landbrug. Tre artikler søger dog at føre landbohistorien frem til vor egen tid: Historikeren og redaktøren  Per Grau Møller i bidraget ”Bygdebegrebet i 1800- og 1900-tallets danske landbrug”, agronomen Tommy Dalgaard i sin oversigt over ”Driftsformer i de seneste 50 års danske landbrug” og endelig agronomen Jørgen Skovbæks ”Regionale forskelle i dagens landbrug. Udviklingsforløb og årsager”.

Når de her behandles lidt summarisk, skyldes det, at bygdebegrebet, forstået som de naturgivne kræfters dominans inden for et nærmere afgrænset område, efter anm.s opfattelse ikke rigtig er på sin plads. Mennesket gør sig i vid udstrækning til herre over naturen gennem brug af moderne teknologi, kemi og energi. Derimod har Grau Møller ret i, at bebyggelsesudviklingen har regionale særtræk, og at særomkostninger ved dyrkning af ringere jorde i høj grad er dikteret af naturgivne forhold. Vil man vurdere moderne fænomener som bybefolkningens udflytning til der danske landbrugsland, er der bestemt regionale forskelle at tage i betragtning. Tommy Dalsgaard er inde på nogle af de samme overvejelser, når han vurderer landbrugsudviklingen gennem de sidste 50 år frem mod en dominerende korndyrkning til brug for en industriel svineproduktion. Selv om man stadig kan genfinde andelstidens agerbygd spredt ud over det ganske land, dog med overvægt for områder omkring de større byer i det østlige Danmark, er der netop omkring de samme byområder opstået en ny bygdeform, ”multibruget”, hvor deltidslandmænd ikke producerer for markedets skyld, men mest for at pleje rekreative interesser.

Jørgen Skovbæk påviser, hvorledes naturgivne forhold placerede nøgleprodukter som hvede og fabrikssukkerroer på varmere jorder på Øernes sydvendte sletter, medens robuste sager som rug, kartofler og kålroer mest blev plantet i den nord- og vestjyske jord. Klart og instruktive viser han herefter, hvorledes faktorer som mekanisering og afvandring, sat i relief af voksende afsætningsproblemer, skabte det specialiserede storbrug, som vi ser spredt ud over det ganske land som nutidens herregårde. Hele tiden er flokken af malkekøer på vej vestover, dog delvis afvist af de mange svin i Viborg amt og i Sønderjylland, et typisk innovationsfænomen, et spørgsmål om tradition i forbindelse med en fortsat udvidelse af landmændenes faglige kompetence, pointeres det.

Det er glædeligt, at det trods adskillige vanskeligheder er lykkedes for Landbohistorisk Selskabs nuværende ledelse at få udgivet denne bog. Redaktionen lægger ikke skjul på, at Skarrildsymposiet ikke skabte fuld tilslutning til brugen af analysebegrebet ”bygd”, men snarere fastholdt tanken om menneskets fulde suverænitet – på godt og ondt. Det bør ikke glemmes, at denne suverænitetudøvelse ofte været iklædt et magtsprog, der betød misbrug og undertrykkelse af svagere stillede

Men hvis historisk forskning stadig skal være et videnskabeligt anliggende, baseret på kritik og faglig debat og ikke blot modelstudier, er Skarrildrapporten ét vigtigt anliggende. Og den viser utvetydigt, at man ikke kommer uden om tidrøvende og besværlige arkivstudier, hvis man vil udvide vor historiske erkendelse. En ældre tids landbohistorie overså ikke de naturgivne forhold, men det er vigtigt at få gennemført en række regional- og lokalhistoriske studier over balanceforholdet mellem landskabet som naturtilstand og som opdyrket land. Med denne bog har vi fået et godt udgangspunkt for den nødvendige faglige diskussion, hvad enten man er arkæolog, etnolog eller historiker.  

 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Fra stilstand til vækst
Bondens frisættelse
Det produktive samfund