Menu
Forrige artikel Næste artikel

Helvede brød løs

Kategori: Bøger
Visninger: 677

Af Erik Ingemann Sørensen

Endnu et storværk om 2. verdenskrig

Max Hastings har med ”Helvede brød løs” lagt talrige nye brikker i krigens horrible puslespil.

Inden for de sidste år er der kommet et hav af bøger om 2. verdenskrig. Senest var det Antony Beevors mursten på næsten 900 sider med den enkle titel: ”Anden verdenskrig”. Helt og aldeles fremragende. At man mindre end et år efter sender en ny mursten om krigen på markedet kan synes lidt dristigt. Men efter endt læsning af disse næsten 900 sider må man stilfærdigt konstatere, at vi er blevet beriget med endnu et fornemt værk. Med talrige nye brikker til det rædselsfulde – og på mange måder uforståelige – puslespil, som denne krig var. Fortalt i et fornemt sprog og bygget op over en fremragende og særdeles gennemtænkt disposition.

Som Beevor formår også Hastings at finde de ufattelige menneskeskæbner i krigens helvede. Og perspektivere disse på en måde, der i den grad giver stof til eftertanke. Hastings skriver: ”Læseren skulle gerne få et bredt overblik over, hvad der skete med verden mellem 1939 og 1945. Men dens vigtigste formål er at belyse konfliktens betydning for et væld af almindelige mennesker i mange forskellige samfund, som tog del i den, enten aktivt eller passivt…”

Kronologisk fremstilling
Bogen er naturligt nok opbygget kronologisk. Og så alligevel ikke helt. Inden for den enkelte periode springes der i tid og rum. Dog uden at gøre det for svært for læseren at følge fremstillingen. Vi starter i Polen. Og så følger ”Weserübung” den 9. april. Danmark omtales ikke. Det er angrebet på Norge og kampene her, der er hovedfortællingen. Og den er både spændende, velskrevet og med flere – for anmelderen – overraskende informationer.

Der er absolut positive ord om den norske modstand. Om kongen. Til gengæld kalder Hastings  de engelsk-franske landgangsstyrker, der kom et par uger senere, for en ”parodi”. Og det endda en underdrivelse. Stort set alt, der kunne gå galt, gik galt. Blandt andet kørte englænderne igen og igen galt. Forstod ikke hvorfor disse ”idiotiske” nordmænd kørte i den forkerte side af vejen! Men det var tyskerne, der led de største tab: 5.296 mod de britiske 4.500.

Hastings er imidlertid ikke i tvivl om betydningen af den engelske indsats: ”Felttogets vigtigste konsekvens var, at det fældede Chamberlain. Uden Norge er det overvejende sandsynligt, at han ville have beholdt posten som premierminister gennem det efterfølgende felttog i Frankrig. Konsekvenserne deraf kunne have været katastrofale for Storbritannien, og for verden, for hans regering kunne godt have fundet det betimeligt at forhandle en fredsaftale på plads med Hitler…” Det er en barsk, men ikke helt urimelig dom, forfatteren her fælder.

Herefter følger beskrivelsen af de øvrige lynangreb i vest, krigen i Afrika og i Østen. Bogen bevæger sig rundt på krigsskuepladserne. Med Hastings nøgterne beskrivelser af begivenhederne. Men også med deltagernes egne ord. På denne måde bliver meget af det kendte stof næsten nyt.

De mange millioner ofre
Et af bogens centrale afsnit – et afsnit der i den grad giver stof til eftertanke – er kapitel 20 med den nøgterne overskrift: ”Ofre”. Tallene er uhyrlige – uforståelige – når man ser dem. 62 millioner – heraf 47 millioner civile. Tallet kan muligvis være 10 millioner højere. Det er ganske enkelt mere, end et menneske kan rumme. Så ufattelige lidelser har verden aldrig oplevet. Og så er det her, forfatteren bevæger sig ind i et minefelt. Forsigtigt – men absolut nødvendigt: Holocaust. Holocaust er blevet symbol for lidelserne. For umenneskelighedens hæslige ansigt. Men der kan være en tendens til, at alle andre lidelser glider i baggrunden.

Hastings gør det på en værdig måde. Han citerer den 22 årige jødiske Ruth Maiers dagbog: ”Hvis man lukker sig selv inde og kun ser på denne forfølgelse og tortur af jøder ud fra at de er jøder, så vil man udvikle en form for kompleks, der nødvendigvis må føre til et langsomt, men sikkert psykologisk sammenbrud. Den eneste løsning er at se det jødiske spørgsmål i et større perspektiv…i forhold til de undertrykte tjekker og nordmænd, de undertrykte arbejdere…vi vil kun være rige, når vi forstår, at det ikke kun er os, der er en race af martyrer. At ved siden af os lider utallige andre, som vil lide som os for evigt…”. Ruth Maier blev kort tid efter sendt fra Norge til Auschwitz, hvor hun blev myrdet.

Jeg skal ikke på nogen måde blande mig i diskussionen om den såkaldte ”Holocaustindustri” (Norman Finkelstein m.fl.). Det centrale er, at vi ikke glemmer de andre lidelser og forfærdende forbrydelser mod menneskeheden. Jeg synes, Hastings behandler denne centrale problemstilling på en absolut værdig måde.

Fornem og grundig fremstilling
Bogen kommer stort set rundt på alle slagmarker. Ikke alene i felten, men også i byerne, der var ofre for luftbombningernes terror. Også her er det vigtigt, at man nu er nået så langt, at den tyske civilbefolkning kan betragtes som ofre. Endda tredobbelte. Ofre for Det tredje Riges terror, for de allieredes luftbombardementer og for Den røde Hærs forfærdende terror. Sidstnævnte en decideret hævn for forbrydelserne i øst.

Bogen er glimrende illustreret og med gode kort, hvor man på de fleste har husket at få tidslinjerne med. Til gengæld er det lidt problematisk med litteraturlisten. Det anvendte materiale omtales udelukkende som henvisninger i noterne. Det vanskeliggør overblikket.
Og så savner man et kapitel om retsopgøret efter krigen. Såvel i vest som i øst.

Med Antony Beevors ”Anden verdenskrig” og nu Max Hastings fremragende bog i samme fornemme narrative stil er der de bedste muligheder for at erhverve sig et grundigt overblik over den mest rystende periode i vores historie. Man kan kun ønske læserne rigtig god læsning.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
En kvinde i Berlin
Nattens helte
Hitler - en biografi & Adolf Hitler - et politisk portræt