Menu
Forrige artikel

Herregårdshistorie 2

Kategori: Bøger
Visninger: 8377

Af Lene Tranberg, cand. mag. i historie og dansk

Herregårdshistorie 2 er den anden bog i Gammel Estrup, Jylland Herregårdsmuseums serie af udgivelser, der skal formidle de især mindre synlige sider ved herregårdsmuseets arbejde. 

Herregårdshistorie 2 opfylder fint dette mål. Udgivelsens samling af forskelligartede artikler beskriver sider og sammenhænge i forgangne tiders herregårdsliv, der tidligere ikke optrådte ofte i den traditionelle formidling af herregårdene og deres beboeres historie. 

Udgivelsen består dels af artikler om indholdet i forskningen på Jylland Herregårdsmuseum og Dansk Center for Herregårdsforskning, dels af beretninger om Herregårdsmuseets og Centeret for Herregårdsforsknings aktiviteter i 2006 samt beskrivelser af det igangværende kortlægnings- og formidlingsprojekt www.danskeherregaarde.dk og Realdanias kampagne Herregårdshaver – Bevaring med fokus på drift og pleje. I udgivelsen er de forskellige typer artikler placeret ind i mellem hinanden på tværs af deres indhold og temaer. Det giver desværre et lidt rodet og forvirrende indtryk. Med stor fordel kunne artiklerne i stedet være blevet delt mere op efter indhold og tema.

Artiklerne om forskningen på Herregårdsmuseets og Centeret for Herregårdsforskning beskriver bl.a. den forskning, der ligger til grund for Herregårdsmuseets udstillinger og øvrige aktiviteter. Det gælder f.eks. Marie Aaberg Andersens artikel om husjomfruen Ottilies værelse på Gammel Estrup, der er blevet en del af museets permanente udstilling, og Berit Guldmann Hornstrups artikel om historien og arbejdet bag museets udstilling Herregårdskjoler fra forrige århundrede. I samme kategori falder Rasmus Wichmans artikel om de genstande, som museet lånte fra Dragsholm Slot i Odsherred i forbindelse med fortællefestivalen i 2006, Bi Skårups artikel Mad på Christian IX´s tid om undersøgelserne bag museets køkkenseminarium om herregårdsmad samt Steen Buscks artikel om studieturen til engelske slotte og herregårde.

Herudover rummer Herregårdshistorie 2 også flere artikler på baggrund af den øvrige forskning på Herregårdsmuseet og Dansk Center for Herregårdsforskning. Blandt disse er de mest nyskabende og interessante Inge Adriansens artikel Omhu og omsorg – en sønderjysk herregårdshusholdning i 1840´erne, Signe Boeskovs artikel Fra Bugge og Podebusk til Peder Tang – om historiefortælling på herregården Nørre Vosborg, Vibeke Nielsens artikel Gammel Estrups ejere efter døden” samt Karen Vinstrup Jespersens artikel Man fyrer ikke sine folk, der omhandler patriarkalismens betydning for forholdet mellem herskab og tjenerskab.

Som helhed er Herregårdshistorie 2 en god, interessant og anbefalelsesværdig udgivelse, der fremstiller dansk herregårdshistorie langt mere mangfoldigt, helfattet og nuanceret end den mere traditionelle forskning og formidling. Jeg tror derfor, at de fleste historieinteresserede vil kunne få glæde af denne udgivelse.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Byens adelsgårde og palæer
Livet på Rodsteenseje
Vasaerne - Sveriges mægtige kongeslægt