Menu
Forrige artikel Næste artikel

Katastrofe 1914

Kategori: Bøger
Visninger: 705

Af Nils Arne Sørensen

Hastings er uddannet journalist, men havde allerede gang i et imponerende militærhistorisk forfatterskab, da han lod sig pensionere i 2002, og han har bestemt ikke tilbragt sit otium på sofaen indtil videre. Tværtimod har han udgivet en stribe tommetykke værker den sidste halve snes år, hovedsageligt om 2. verdenskrig. Med denne bog vender han sig mod forgængeren. Man kunne lidt ondskabsfuldt mene, at han har ønsket at score sin del af jubilæumssalget i 2014, men kan også venligere pege på, at Hastings hermed vender tilbage til sin første militærhistoriske interesse: som purung var Hastings researchassistent på BBC’s serie om verdenskrigen, der blev sendt i forbindelse med 50-året for krigsudbruddet, fortæller han i bogens forord. Under alle omstændigheder kan man slå fast, at han har produceret en massiv og generelt veloplagt skildring af krigens forspil og første måneder.

Ved at bruge 1914 som periodiseringsgreb kombinerer Hastings to ting, der ofte behandles adskilt. Nemlig for det første afdækningen af hvorfor krigen kom – den nu godt 100 år gamle diskussion om krigens årsager – og for det andet skildringen af de første krigsmåneder. Mens krigens årsager som allerede antydet er blevet behandlet igen og igen, så er krigens første måneder faktisk ofte stedmoderligt skildret i litteraturen, når man ser bort fra interessen for tyskernes krigsplan og offensiv i krigens første uger. Til gengæld gør historikere ofte kort proces på de næste 2-3 måneder og skynder sig frem til den skyttegravskrig, der blev krigens dominerende ansigt fra slutningen af 1914. I denne del af Hastings bog vil mange, der føler sig velbevandrede i krigens historie, kunne hente nyt.

Hastings er først og fremmest militærhistoriker, og det afspejler denne bog også tydeligt. Langt den største del af bogen er helliget tiden fra krigsudbruddet og frem til julevåbenhvilen i 1914, og perspektivet er altovervejende militært. Udviklingen på de forskellige fronter afdækkes minutiøst, og den dygtige skribent kombinerer elegant prægnante citater og småhistorier med det, der er hovedsigtet: at forstå den overordnede militære udvikling. Selv om vi møder mange menige og linjeofficerer undervejs, er det først og fremmest historien oppefra, Hastings skildrer. Når dette er skrevet, så skal det tilføjes, at bogen rummer et par meget fine kapitler om det, der kom til at hedde hjemmefronterne, og i den første lange del, hvor Hastings afdækker krigens årsager, er tilgangsvinklen naturligvis primært diplomatihistorisk.

Når det gælder at forklare krigens årsager, fastholder Hastings den forklaringsramme, som ofte lidt forenklet kaldes Fischer-tesen, nemlig at hovedansvaret skal lægges hos den tyske politiske og militære ledelse, men også at krigen skal forstås på baggrund af dybere udviklinger i europæisk og global politik (og økonomi). Hermed går han imod den nyeste tendens i forskningen, hvor diskussionerne siden midten af nullerne har raset om, hvorvidt krigen bedre kan forstås som et utilsigtet resultat af et begivenhedsforløb, der først og fremmest udspillede sig fra 1911 og frem (og især i sommeren 1914). Med udgivelsen af Christopher Clarks monumentale ”The Sleepwalkers” (2012) er tesen om det tyske hovedansvar også taget op til grundig debat. Hastings er tydeligvis bekendt med disse forskningsdiskussioner, som han omtaler i indledningen, men han nøjes med at komme med sin fortolkning uden systematisk at diskutere med andre forklaringer. Det forekommer noget underligt, når man tager i betragtning, hvor mange sider han bruger på det – og når han nu faktisk har henledt læserens opmærksomhed på diskussionerne.

Det er ikke det eneste, der står lidt uskarpt i bogen. Faktisk er selve bogens genre ikke helt klar. Det er tydeligt, at Hastings skriver for den alment historisk interesserede læser (der altså er så interesseret at hun – eller nok snarere han – har tid til at læse over 700 sider om en begrænset del af krigen), men det er også klart, at Hastings ønsker at blive fagligt respekteret. Derfor gør han det tydeligt, at bogens mange citater ikke blot er løftet fra sekundærlitteraturen, men hentet i samtidige værker ligesom arkiver i flere lande er konsulteret (af Hastings’ researchere fremgår det af de afsluttende taksigelser). Men det er ikke klart, hvad researcherne har ledt efter i arkiverne, og selv om bogen er forsynet med et udførligt noteapparat i forbindelse med de mange citater, så er det langt fra alle citater, som er belagt. Hastings begrunder det med, at han ikke har lavet henvisninger til dokumenter, som ”har været offentligt kendt i mange år,”  (727) men selv med en liberal udlægning af dette standpunkt (hvor Hastings jo enevældigt sidder på definitionsretten) savnes ganske mange belæg undervejs.

Her er vi måske ude på de faglige nørders enemærker. Til gengæld er det almennytig forbrugeroplysning at påpege, at bogen på godt og ondt er meget britisk. I forhold til det erklærede emne er britiske perspektiver mildest talt ikke underrepræsenteret, når det gælder både krigshandlinger og hjemmefront. Det er også på andre måder tydeligt, at Hastings skriver for et britisk publikum. For briter er krigen stort set lig med Vestfronten, og derfor er det rosværdigt, at han gør ganske meget ud af både krigen i Serbien og på Østfronten. Det er også et meget britisk perspektiv, når han med rette gør meget ud af at fortælle, at krigens indledende fase var dens mest blodige – og at krigens blodigste dag ikke var Somme-slagets første dag i 1916, men faktisk den 22. august 1914, hvor 27.000 franske soldater faldt. Og i forhold til den britiske offentlighed er det også klædeligt, at Hastings flere gange fastslår, at det britiske bidrag til landkrigen var helt marginalt. I forhold til en afbalanceret skildring er alt dette dog ikke overdrevent interessant, og når Hastings flere gange – fx i behandlingen af de tyske krigsforbrydelser i Belgien og Nordfrankrig – anfører, at dette eller hint viser, at den britiske regering gjorde ret i at gå i krig, så skyggebokser han imidlertid med britiske debatter, som for de fleste udlændinge kræver mere forklaring (målet for Hastings’ skyggeboksning er først og fremmest den kontroversielle historiker Niall Fergusons argumenter i bogen ”The Pity of War” og sammes kontrafaktiske stiløvelse om ”The Kaiser’s European Union”). Til sidst skriver Hastings sig også ind i en meget britisk tradition, hvor perspektivet er den alvidende historikers, der rask væk uddeler ros og især ris. Det vrimler med tåbelige politikere, generaler og admiraler i Hastings’ udlægning, mens soldaterne ledes til døden som lam til slagtebænken. Dette er ikke alene meget britisk, men også meget gammeldags. Jeg tænkte ofte undervejs i læsningen på de klassiske fremstillinger af Allan Clark og A.J.P. Taylor, skrevet for 50 år siden. Deres fremstillinger var ikke så forskellige fra Hastings. Men de var meget kortere.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Krigen 1914-1918 og hvordan den forandrede verden
Marias breve
Overvindelsen af første verdenskrig