Landsforrædernes børn
Menu
Forrige artikel

Landsforrædernes børn

Kategori: Bøger
Visninger: 976

Af Palle Andersen, Historisk Samling, Sydvestjyske Museer

Efter den tyske besættelse af Danmark førte retsopgøret til domfældelsen af 13.521 danske statsborgere, som var gået i tysk krigstjeneste eller på anden vis havde kollaboreret med den tyske besættelsesmagt. De dømte landsforrædere blev mødt med fordømmelse af det omgivende danske samfund og som gruppe, mener forfatteren, dæmoniseret og udsondret til at bære den skam, som samarbejdet 1940-43 mellem Danmark og Tyskland havde fostret.

Omdrejningspunktet og vurderingen i bogen er imidlertid, at denne fordømmelse og skam også ramte de dømtes børn. Skammen blev arvet. Med den konsekvens at de dømtes børn måtte leve med fordømmelse, skam, fortielse og fortrængning på grund af især fædrenes handlinger under krigen. Det kan ikke afgøres præcist hvor mange der er tale om, men skønsmæssigt er det en gruppe på 27.000-40.000 personer. Denne gruppes erfaringer med familie og besættelse, skriver forfatteren, blev afkoblet den dominerende kollektive fortælling om besættelsestiden. Deres erfaringer blev udeladt som illegitime i den kollektive erindring. De blev historieløse og kunne ikke leve op til at blive en del af det nationale fællesskab.

Bogen er blevet til på baggrund af interviews med børn af dømte landsforrædere. En række børn af dømte har imidlertid afvist at stille op til interview. Det indikerer, at Anne-Marie Christensen til en vis grad har en pointe. Nemlig den, at nogle børn af dømte landsforrædere helt frem til i dag føler skam og frygter fordømmelse, hvis de stod frem med deres fortælling.

Blandt de interviewede er forfatterens egen nu afdøde mor. Det giver bogen et personligt udgangspunkt og et engagement man som læser tydeligt mærker. Forfatteren har noget på hjerte og en sag at føre. Hvad der også gør bogen anbefalingsværdig er bogens solide teoridel, hvor læseren bliver klogere på størrelser som den kollektive erindrings mekanismer og motiver, skammens ”natur” mv.

Omvendt er bogen også behæftet med svagheder. Som læser skal man næsten to tredjedele ind i bogen, før der bliver skelnet mellem dømte danske landsforrædere og dømte hjemmetyske. Sidstnævnte gruppe var præget af, hvad historikere har kaldt en ”Fårhusmentalitet”. De dømte og i Fårhuslejren indsatte hjemmetyskere blev ikke fordømt og udstødt af deres eget mindretalssamfund i Sønderjylland. De følte sig heller ikke skamfulde over deres valg, men følte tværtimod trods og vrede over den danske stats behandling af dem i forbindelse med retsopgøret. Og deres børn? Her mener Anne-Marie Christensen, at børnene følte ”overfladeskam”. Et lige så godt bud kunne imidlertid være, at børnene følte vrede på vegne af deres fædre og familier.

Hvilket fører over i bogens største svaghed: Den bygger på et meget spinkelt kildemæssigt grundlag. Fem interviewpersoner træder frem med navns nævnelse (fire børn, et barnebarn). Hertil kommer fem interviewpersoner, der har valgt at være anonyme. Interviewgrundlaget består således kun af 10 personer. Historiker Claus Bundgård Christensen har tidligere interviewet ”mange børn af danske nazister”. ”Hans oplevelse er, at det er meget forskelligt, hvordan børnene lever med deres forældres fortid. I nogle familier har der været traumer og fortrængninger – andre har taget forældrenes verdensbillede til sig. Langtfra alle har taget fædrenes skyld på sig, siger han” (Jyllands-Posten, 4.5.18). Claus Bundgård præsenterer således et mere nuanceret billede end det bogen lægger frem. Havde forfatteren anvendt flere interviewpersoner, havde bogen stået på fastere grund, lige såvel som der givetvis kunne være tegnet et mere nuanceret billede.

Historie-online.dk, den 15. maj 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Tidsbilleder - Danmark i Hitlers Europa
Strenge tider
Modstand 1933-1942